Hvilke grænser er der for mennesket i fremtiden?
Klimaforandringerne har vist, at Jorden ikke er en ubegrænset kilde af ressourcer, men at der er en grænse for, hvor meget mennesket kan udnytte naturen – også kaldet den planetære grænse. Hvis mennesket fortsætter med at bruge fossile brændstoffer – olie og kul – fra undergrunden, vil den globale opvarmning blive så kraftig, at man kan frygte tørke og oversvømmelser og som konsekvens heraf hungersnød og konflikter imellem lande (se FaktaLink-tema om Klimaforandringer og grøn omstilling).
En anden fremtidig udfordring er overbefolkning. Nogle frygter, at hvis befolkningstilvæksten fortsætter, vil det på et tidspunkt ikke være muligt at producere fødevarer nok til alle. Sammen med klimaforandringer kan det få uoverskuelige konsekvenser for mennesket som art, og nogle mener, at den eneste mulighed for vores overlevelse i længden er at flytte ud i rummet eller måske blot finde ud af at udvinde råstoffer fra andre planeter og asteroider.
Den franske sociolog og filosof Bruno Latour kritiserer i sin bog ”Vi har aldrig været moderne” (1991) (se kilder) den vestlige videnskab for at tænke for meget i kategorier og dikotomier som f.eks. natur over for kultur. Klimaforandringer viser ifølge Latour med al tydelighed, at grænsen mellem natur og kultur er et kunstigt skel, som mennesket har fundet på, men som ikke eksisterer i praksis. Verden eksisterer til gengæld i et netværk af forskellige områder, der påvirker hinanden indbyrdes (se kilder).
Klimaforandringer er ikke kun et naturvidenskabeligt afgrænset problem, men også et meget virkeligt begreb i samfundsøkonomien, når et landbrugsland, f.eks. bliver ramt af tørke og derfor må finde noget andet at leve af. Klimaforandringer er også et begreb, der vækker genlyd i kunsten og i forestillingen om fremtiden, f.eks. i den danske lyriker Theis Ørntofts digtsamling ”Digte 2014”, hvor undergangsstemningen definerer værket (se artikel om Theis Ørntoft på Forfatterweb.dk).