Hvordan har grænser betydning inden for miljø og klima?
I naturvidenskaben opererer man med grænseværdier, når man fastsætter, hvor høj koncentration af kemikalier noget må indeholde. Det kan f.eks. være kemikalier i mad eller drikkevand eller partikler i den luft, vi indånder. Det er de offentlige myndigheder – Miljø- og Fødevareministeriet – der fastsætter grænserne for, hvornår noget er farligt for mennesker eller for miljøet (se kilder). Det er på baggrund af disse grænseværdier, at myndigheder fastsætter regler og lovgivning, som virksomheder skal overholde. Grænseværdier er derfor både en matematisk størrelse, der måler koncentrationen af noget, og samtidig en størrelse, der er konstrueret af samfundet, som opstiller nogle regler og love på baggrund af disse.
I forhold til klimaforandringer er der grænser for, hvor meget CO2 klimaet kan holde til. Det bliver også kaldet den planetære grænse. I 2009 kom det frem i forbindelse med et stort globalt forskningsprojekt ”Planetary Boundaries”, at nogle af klimaets grænser allerede var overskredet – ifølge artiklen ”Der er grænser for vækst – nu skal de findes” (se kilder) er det f.eks. grænsen for kvælstofmængden i det biologiske kredsløb og ødelæggelse af biodiversiteten (se kilder). Eksperter mener, at mennesket har påvirket planetens tilstand så meget, at vi nu kan siges at være trådt ind i en ny geologisk æra, antropocæn.
Man taler endvidere om, at klimaforandringer er et grænseoverskridende problem. Selvom ét land bestemmer sig for at lukke mindre CO2 ud i atmosfæren, bremser det ikke klimaforandringerne, hvis andre lande ikke også mindsker deres udledning. Ved COP 21-mødet i Paris i december 2015 blev verdens lande enige om en global klimaaftale, der skal sikre, at temperaturen ikke stiger mere end 2°C i forhold til perioden inden den industrielle revolution i 1700-tallet (se FaktaLink om COP 21 i Paris og Tema: Klimaforandringer og grøn omstilling). Videnskabsfolk har vurderet, at denne temperaturstigning er grænsen for, hvor meget klimaet kan tåle, hvis ikke det skal have uoverskuelige konsekvenser for menneskets liv på Jorden.
Hvor går grænserne for, hvor lang mennesket kan rejse?
Grænserne for, hvor langt det er muligt for mennesket at rejse, har rykket sig i takt med den teknologiske udvikling. Engang var den gængse rejseform til fods eller til hest, og det var nærmest umuligt at tænke sig til at rejse Jorden rundt. Efter 2. Verdenskrig rykkede grænserne sig for alvor, da man i løbet af 1940’erne, 50’erne og 60’erne bl.a. udviklede computerteknologi, som gjorde det muligt for mennesket at tage ud i rummet. Man siger, at mennesket gik ind i rumalderen, da Sovjetunionen i 1958 sendte Sputnik 1 – verdens første satellit – op gennem atmosfæren. Først i 1961 rejste mennesket ud i rummet, da Sovjetunionen sendte astronauten Jurij Gagarin ud i rummet (se FaktaLink om Rumfartens historie).
Af rummet.dk – DTU’s læringsportal om rumfart (se kilder) – fremgår det, at flere forskere håber på, at man i fremtiden kan benytte ’ormehuller’ for at skyde genvej ud til fjerne dele af universet. Indtil videre er det dog kun spekulationer. Til gengæld regner man med, at fremtiden for rumfarten skal findes hos private virksomheder og investorer. En privat rumfartsmission, som har fået meget omtale i medierne, er MarsOne, som har planer om i 2026 at sende mennesker til Mars i et forsøg på at kolonisere planeten (se kilder). Nogle forskere ser det som en fremtidig mulighed for mennesket at kunne flytte ud i rummet eller udvinde råstoffer fra asteroider og andre planeter og måner, når eller hvis Jorden løber tør for disse råstoffer.
Hvor går grænserne for, hvad vi kan se?
Ifølge Gyldendals leksikon Den Store Danske (se kilder) opfandt mennesket teleskopet omkring 1600-tallet. Det var den italienske astronom Galilei, der forbedrede teleskopets konstruktion, så han kunne bruge det til sine astronomiske observationer. Siden har teknologien rykket grænser for, hvor langt vi kan se. NASA opsendte i 1990 Hubble-teleskopet, som har taget billeder ude i rummet af stjerner og galakser – så langt væk, at det, man iagttager gennem teleskopet, faktisk er billeder fra millioner af år siden. På grund af de store afstande i rummet tager det meget lang tid for lys – og dermed også billeder – at nå vores galakse.
Grænser for, hvad vi kan se, har også rykket sig i forhold til overvågningsteknologi. Den teknologiske udvikling af f.eks. dataovervågning, hvor myndigheder eller virksomhed følger med i almindelige menneskers gøren og laden på internettet eller via mobilnettet, har affødt etiske diskussioner om grænserne for, hvad staten kan tillade sig. Det skete f.eks. i forbindelse med sagen om Edward Snowden, den amerikanske medarbejder i NSA (efterretningstjenesten National Security Agency), der i 2013 afslørede USA’s omfattende indsamling af nationale statsborgeres data. Man kan endvidere sige, at den omfattende indsamling af data over menneskers gøren og laden er med til at nedbryde grænserne mellem den private og offentlige sfære. Afsløringen udstillede nemlig, at man på ingen måde befinder sig i en privat sfære, bare fordi man sidder alene ved sin computer (se FaktaLink om Big Data).