Hvornår begyndte Golfkrigen?
Golfkrigen begyndte den 2. august 1990, da Irak under ledelse af landets daværende præsident Saddam Hussein invaderede nabolandet Kuwait og gjorde krav på landet.
For at få et nærmere overblik over, hvordan konflikten udviklede sig, kan du se tidslinjen ’Kronologi over Golfkrigen’ nedenfor.
Klip fra den amerikanske tv-kanal ABC World News den 16. januar 1991. De allieredes angreb begynder i slutningen af indslaget.
Hvorfor gik Irak til angreb på Kuwait?
Der var flere årsager til Iraks forsøg på at annektere Kuwait, som det fremgår af bogen ”USA’s nye verdensorden” skrevet af Søren Mørch (se kilder). For det første forhindrede Kuwaits geografiske beliggenhed Irak i at anlægge havne ud mod Den Persiske Golf. Flere gange i løbet af 1970’erne og 1980’erne havde Irak forsøgt at leje to kuwaitiske øer for at kunne bygge en dybtvandshavn, men det blev hver gang afslået.
En anden årsag til angrebet var Iraks gæld til Kuwait. Under Iraks krig mod Iran i 1980-1988 havde Kuwait støttet Irak med store lån, som gældsatte Irak i en grad, der gjorde det umuligt at tilbagebetale gælden. Ifølge Søren Mørchs bog mente Saddam Hussein, at lånene kunne være betaling for, at Irak på den arabiske verdens vegne havde ført krig mod fjenden Iran, men Kuwait insisterede på, at lånene skulle betales tilbage.
En tredje årsag til Iraks angreb mod Kuwait havde med olie at gøre. Irak og Kuwait har begge store oliefelter og deler blandt andet Rumaila-feltet, hvor grænsedragningen mellem de to lande aldrig var blevet helt fastlagt. Størsteparten af feltet hører til Irak, og i tiden op til invasionen anklagede Saddam Hussein Kuwait for at have pumpet olie op fra den irakiske del af feltet, imens Irak var i krig med Iran. Desuden var der en strid om, hvor meget olie der skulle produceres, og hvad prisen skulle være. I slutningen af 1980’erne var bl.a. Norge og Storbritannien blevet nye storproducenter af olie, og landene i OPEC (Organization of the Petroleum Exporting Countries) havde svært ved at fastholde en høj pris på olie. Det var et problem for Irak, som led økonomisk efter krigen mod Iran, og ifølge Søren Mørchs bog ”USA’s nye verdensorden” beskyldte Saddam Hussein endvidere Kuwait og Saudi-Arabien for at dumpe priserne og derved skade Irak (se kilder).
Hvem var Saddam Hussein?
Hussain Saddam al-Takriti – eller blot Saddam Hussein – blev født den 28. april 1937 i landsbyen Al-Ouja ved Tikrit i Irak som søn af småbondeforældre. Faderen døde, inden sønnen blev født, og Saddam Hussein voksede op hos en onkel, med hvem han flyttede til byen Tekarte-Bezirk ved Bagdad. Ifølge Politiken-artiklen ”Portræt af Saddam Hussein” (se kilder) blev han som 20-årig medlem af det arabiske socialistparti Baath, der havde som mål at genoprette den arabiske verdens storhed, og i 1959 deltog Saddam Hussein i partiets fejlslagne kupforsøg mod den siddende ministerpræsident i Irak, Abdel-Karim Kassem. Som straf blev Saddam Hussein dømt til døden, men flygtede til Syrien og senere Egypten, hvor han studerede jura indtil 1963. Samme år deltog han igen i et kup, som kortvarigt bragte Baath-partiet til magten. Styret blev dog væltet, Saddam blev sendt i fængsel frem til 1964, og først i 1968 lykkedes det Baath-partiet at komme til magten. Herfra udviklede Saddam Husseins politiske karriere sig hurtigt. Han begyndte som næstformand i partiet, og i 1979 blev han partiets leder og udnævnte sig selv til præsident. Ifølge TV 2-portrættet ”Saddam Hussein – det irakiske mareridt” (se kilder) lod han i 1980 sin hær invadere nabolandet Iran, fordi han troede, at landet var svagt efter Shahens fald. Men krigen kom til at vare otte år og kostede ca. 500.000 mennesker livet. Senere kom Golfkrigen, som ikke ændrede på Saddam Husseins position. Han blev både i 1995 og i 2002 genvalgt som præsident for Irak med 100 procent af de afgivne stemmer, inden Irakkrigen brød ud i 2003. Under Irak-krigen blev han taget til fange og senere dømt til døden, en dom, der blev eksekveret ved hængning i 2006.
Læs nærmere i faktalink-artiklen ”Irak-krigen”
Saddam Husseins sidste tale under retssagen mod ham. Fra Al-Jazeera, december 2005.
Hvad var FN’s rolle under Golfkrigen?
Den 2. august 1990 – samme dag som Irak angreb Kuwait – fordømte FN invasionen. Det skete med Sikkerhedsrådets resolution 660, hvori man forlangte, at Irak øjeblikkeligt trak sig ud af Kuwait, samt truede med sanktioner mod Irak. ”Der er sket et brud på den internationale fred og sikkerhed”, som det lød i resolutionen (se kilder). Da de første reaktioner fra FN ikke havde nogen effekt på Irak, vedtog Sikkerhedsrådet resolution 661, der indførte økonomiske sanktioner mod Irak i form af en handelsblokade mod landet. Som det fremgår af resolutionen, blev det besluttet at tillade magtanvendelse for at håndhæve blokaden (se kilder).
Som det kan læses i Flemming Madsen Poulsens bog ”Golfkrigen 1990-91 – Ørkenstorm” (se kilder), blev magtanvendelsen ført ud i livet af en international flådestyrke – heriblandt den danske korvet Olfert Fischer – som blev samlet i Den Persiske Golf. Samtidig med diplomatiske forhandlinger i FN foretog flere FN-medlemslande troppeopbygninger i Golfområdet under navnet Desert Shield, og da FN’s Sikkerhedsråd den 30. november 1990 satte en frist for Iraks tilbagetrækning fra Kuwait til den 15. januar 1991, var skuepladsen for en krig sat. Som det fremgår af den kronologiske tidslinje i næste afsnit, fortsatte FN med at spille en betydelig rolle for udviklingen i Irak op gennem 1990’erne.
Hvilke lande deltog i FN-alliancen?
Det gjorde følgende nationer (i alfabetisk rækkefølge): Afghanistan, Australien, Bahrain, Bangladesh, Belgien, Canada, Danmark, Egypten, Frankrig, De Forenede Arabiske Emirater, Honduras, Italien, Kuwait, New Zealand, Niger, Norge, Oman, Polen, Qatar, Rumænien, Saudi-Arabien, Storbritannien, Sydkorea, Syrien, Tjekkoslovakiet, Tyskland og USA.
Hvad var USA’s rolle i krigen?
Ifølge Søren Mørchs bog ”USA’s nye verdensorden” (se kilder) var der flere forklaringer på USA’s store engagement i Golfkrigen. Dels var supermagten bekymret over, hvad der ville ske med oliepriserne, hvis Irak fik kontrol over Kuwaits oliekilder. Dels var amerikanerne usikre på, hvor langt Saddam Hussein ville gå, og hvordan man kunne opretholde stabiliteten i Mellemøsten, hvis Irak blev det altdominerende land i regionen. I Flemming Madsen Poulsens bog ”Golfkrigen 1990-91 – Ørkenstorm” (se kilder) peges også på den såkaldte Carter-doktrin som en af årsagerne til USA’s engagement. Carter-doktrinen henviste til, at det under den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter blev besluttet at ”gøre Golfområdet til amerikansk interesseområde og at sikre, at Vesten til stadighed havde adgang til olien i området. Ifølge bogen var der i den amerikanske ledelse store diskussioner om, hvorvidt USA skulle gribe ind militært i Irak – eller om man skulle sætte ind med øgede sanktioner og derved forsøge at ”kvæle” landet. Som forfatteren beskriver, endte amerikanerne med at gå i krig med så stor en styrke, at der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved USA’s rolle som leder af FN-alliancen. Under alle omstændigheder skulle USA have en anmodning fra et andet land om militær støtte. Den kom fra Saudi-Arabien – naboland til det invaderede Kuwait.
Indslag på RT America om, at USA hjalp Irak med landets kemiske angreb på Iran i 1988
Hvordan forholdt de arabiske lande sig til krigen?
Der var langt fra enighed blandt de arabiske lande om, hvorvidt man skulle kæmpe mod Saddam Hussein efter Iraks invasion af Kuwait. Det er et perspektiv, som Jørgen Bæk Simonsen beskriver i artiklen ”Den nødvendige forandring – den arabiske verden 10 år efter Golfkrigen”, som blev bragt i Militært Tidsskrift i 2011 (se kilder). Også i bogen ”USA’s nye verdensorden” (se kilder) opridses de forskellige arabiske landes syn på konflikten, og her nævnes det bl.a., at Saudi-Arabien, emiraterne og de mindre arabiske stater – eksempelvis Qatar og Bahrain – følte sig truet af Irak og frygtede, at de kunne blive de næste, der kunne blive invaderet. Det beskrives også, at et land som Egypten længe havde været ude i kulden i den arabiske verden og som et tidligere magtcentrum kunne frygte, at Irak ville overtage denne rolle. Og så var der Syrien, som var afhængig af amerikanerne, hvis de skulle forhandle Israel ud af Golan-højderne, og hvis daværende præsident Hafez al-Assad ikke gerne så Saddam Hussein som den arabiske verdens stærke mand.
På den anden side var der lande, som direkte eller indirekte støttede Saddam Hussein. Eksempelvis Jordan, som var kommet i klemme i konflikten, fordi landet havde en tæt samhandel med Irak og derfor var økonomisk afhængig heraf. Derudover var halvdelen af befolkningen palæstinensere, som var positivt indstillet over for Saddam Hussein, der ifølge Søren Mørchs bog forsøgte at inddrage det israelske og palæstinensiske spørgsmål i konflikten. Og endelig var der Iran, som Irak havde været i krig med det meste af 1980’erne. Iran erklærede sig neutral, men tillod, at 150 irakiske fly kunne flygte til landet og ville blive leveret tilbage til Irak ved krigens afslutning. Desuden påpegede Iran, at hvis Israel gik med i FN-alliancen, ville man stille sig på Iraks side (se kilder).
Hvordan deltog Danmark i krigen?
Den 31. august 1990 sendte Danmark korvetten Olfert Fischer mod Den Persiske Golf for at sætte handling bag den danske opbakning til FN-alliancen som et bidrag til at håndhæve den handelsembargo, der var blevet indført mod Irak med resolution 661. Korvetten måtte ikke tage del i aktive krigshandlinger, men den deltog i inspektionstogter, hvor man undersøgte handelsskibes last, hvilket fremgår af Forsvarets søværnsorientering ”Korvetten Olfert Fischer i Den Persiske Golf”: ”Hvis lasterne var omfattet af embargoen, blev skibene tvunget i havn, hvor man lossede skibet” (se kilder). Efter et år i Den Persiske Golf vendte korvetten tilbage til Danmark i 1991.
I bogen ”USA’s nye verdensorden” (se kilder) skildres det, hvordan Saddam Hussein i august 1990 tilbageholdt flere tusinde udenlandske statsborgere i Kuwait og Irak som gidsler og truede med at bruge dem som bombeskjolde. Det resulterede i, at adskillige udenlandske statsledere rejste til Iraks hovedstad Bagdad for at overtale Saddam Hussein til at lade nogle af gidslerne gå. En af dem var den forhenværende danske statsminister Anker Jørgensen, som lykkedes med at få 16 danske statsborgere med hjem.
Læs også faktalink-artiklen ”Danmarks aktive krigsdeltagelse siden 2001”
Under Operation Faraway blev den danske korvet Olfert Fischer sendt til Den Persiske Golf i sensommeren 1990.
Hvor mange soldater deltog i Golfkrigen?
Det er vanskeligt at give et præcist tal på, hvor mange mennesker der deltog i Golfkrigen. Ifølge bøgerne ”USA’s nye verdensorden” af Søren Mørch og ”Det moderne Mellemøsten” af Peter Seeberg (se kilder) antages det, at der ved krigens udbrud den 17. januar 1991 var op mod 540.000 amerikanske soldater i Saudi-Arabien, mens de andre FN-lande havde sendt cirka 200.000 soldater. Endvidere blev den irakiske hær anslået til at være på op til en million soldater, mens man antog, at den irakiske styrke i Kuwait var på cirka 350.000 soldater.
I ”USA’s nye verdensorden” (se kilder) gengives det, at de allieredes luftbombardementer var så voldsomme, at de ”udraderede det irakiske luftforsvar og dræbte tusindvis af soldater og dermed banede vejen for tropperne på landjorden”. Ifølge CNN-artiklen ”Gulf War Fast Facts” (se kilder) estimeres antallet af døde irakiske soldater til mellem 1.000 og 100.000, men tallene er meget usikre. FN-alliancen mistede få hundrede soldater.
Hvorfor fangede de allierede ikke Saddam Hussein?
Som det beskrives i bogen ”Golfkrigen 1990-91 – Ørkenstorm” (se kilder), var der ingen tvivl om udfaldet, da krigen sluttede i februar 1991 efter ordre fra USA’s daværende præsident, George Bush. På trods af en 100 timer lang krig på landjorden havde Irak stadig 13 af sine oprindeligt 42 divisioner tilbage og var i stand til i fremtiden at føre krig. Ifølge bogen ønskede den amerikanske general Norman Schwarzkopf, som ledede angrebet mod Irak, at fortsætte krigen, indtil resten af den irakiske hær var knust. Men han blev stoppet af politikerne. Ifølge Søren Mørchs bog ”USA’s nye verdensorden” (se kilder) var den officielle forklaring, at ”hærledelsen i USA var blevet chokeret over de beretninger og billeder, der indløb om nedkæmpelsen af de irakiske soldater og derfor ønskede krigen stoppet af humanitære grunde”. Det uddybes imidlertid, at ”en mere kynisk og måske plausibel forklaring var, at USA’s allierede i Golfområdet ikke ønskede et splittet Irak, hvor de forskellige mindretal skulle få større magt, som kunne påvirke mindretallene i deres egne lande, samt give Iran mulighed for at genvinde noget af den magt, landet havde haft i området før den første Golfkrig mod Irak. Af to onder ville amerikanerne hellere vælge Saddam Hussein”.
Hvilke betingelser indgik i våbenhvilen?
Den 3. april 1991 vedtog FN’s Sikkerhedsråd sin resolution 687, som dannede grundlag for en våbenhvile. Heri blev det bl.a. krævet, at Irak skulle yde krigsskadeserstatning til Kuwait, ligesom landet skulle fjerne alle sine kemiske og biologiske våben samt sine missiler med en rækkevidde på mere end 150 kilometer og andet materiale, der kunne bruges til fremstilling af atomvåben. Indtil denne del af våbenhvileaftalen var overholdt, ville FN’s handelsembargo over for Irak stå ved magt, bortset fra embargoen mod fødevarer, som skulle lempes.
Hvordan var mediedækningen af Golfkrigen?
Der var flere nye elementer i mediernes rolle under Golfkrigen sammenlignet med tidligere krige. Som Jørgen Dragsdahl beskriver i bogen ”Pressens slagmark – nyhedsmedierne og Golfkrigen” (se kilder), var det med den teknologiske udvikling blevet muligt at sende live fra krigsskuepladsen, og det bragte den amerikanske tv-station CNN helt i front med 24-timers udsendelser. Den amerikanske forsvarsminister Dick Cheney kaldte da også senere Golfkrigen for ”den bedst dækkede krig nogensinde”, som den amerikanske journalist Patrick J. Sloyan beretter i San Francisco Gate-artiklen ”War without death” (se kilder). Cheney udtalte videre om krigsdækningen: ”Det amerikanske folk så på tæt hold og med deres egne øjne via fjernsynets magi, hvad USA’s militær var i stand til”. CNN havde – som et af få medier – journalister til stede i Bagdad, da USA indledte et massivt luftangreb mod byen den 17. januar 1991. Men som Carl Pedersen skriver i artiklen ”Medierne tager stilling” (se kilder) i tidsskriftet Mediekultur, var der flere ulemper ved livedækning 24 timer i døgnet: ”I relativt stille perioder viste CNN de samme optagelser om og om igen. For journalisterne betød den øjeblikkelige dækning, at der manglede tid til refleksion eller dyberegående analyse af begivenhederne, i modsætning til journalistikken under Anden Verdenskrig”.
Hvordan forsøgte USA’s militær at kontrollere mediedækningen?
Den amerikanske regering havde haft dårlige erfaringer med medierne under Vietnamkrigen, hvor journalisternes kritiske dækning ifølge Jørgen Dragsdahls bog ”Pressens slagmark – nyhedsmedierne og Golfkrigen” (se kilder) var medvirkende til en stigende modstand i USA mod krigen. Militærets lære var, at kunne man kontrollere oplysningerne, kunne man påvirke opinionen hjemme. Af den grund introducerede det amerikanske militær to nye begreber under Golfkrigen. Det ene var briefingen, som var udvidede, hyppige pressekonferencer, hvor medievante militærfolk fortalte om slagets gang. Ifølge Carl Pedersens artikel ”Medierne tager stilling” (se kilder) så Pentagon ”propagandaværdien i den konstante nyhedsdækning”, og CNN og andre medier troppede op til de daglige briefinger, som militæret afholdt, og som ”gjorde det muligt at styre informationsstrømmen”.
Det andet begreb, som blev introduceret under Golfkrigen, var det såkaldte ”pool-system”, som gik ud på at samle journalisterne i udvalgte grupper, som fik adgang til krigszonen, men kun under ledsagelse af amerikanske soldater, der eskorterede dem rundt, mens alle interviews blev overvåget af militæret. De udvalgte journalister kunne så stille deres observationer til rådighed for kollegerne, som Jørgen Dragsdahl beskriver det i sin bog. På den måde opnåede USA’s regering den modsatte effekt af under Vietnamkrigen, fordi den nu kontrollerede, hvad journalisterne fik at se. Som Carl Pedersen opsummerer det: ”Befolkningens opbakning til krigen kom, fordi de billeder, folk så af ørkenkrigen, var så anderledes end dem, de huskede fra junglekrigen i Vietnam” (se kilder). Og som Patrick J. Sloyan uddyber det i sin artikel: ”Det er ofte de første billeder, som gemmer sig på nethinden, og ved at manipulere med disse viste Bush-regeringen ikke et eneste billede eller video af drab eller dræbte. De militære talsmænds sminkede, blodløse fremstilling af Golfkrigen lod verden i den tro, at ’Ørkenstorm’ var en krig uden død” (se kilder).
Læs mere om Vietnamkrigen
Hvordan forholdt den amerikanske befolkning sig til Golfkrigen?
Som det fremgår af Jørgen Dragsdahls bog ”Pressens slagmark – nyhedsmedierne og Golfkrigen” (se kilder) var der indledningsvis modstand mod krigen i den amerikanske befolkning. Minderne om Vietnamkrigen levede endnu, og det skabte voldsom debat både i Kongressen og i medierne, da præsident Bush i efteråret 1990 sendte yderligere 200.000 soldater til Golfen. Men da Bush nogle måneder senere – den 17. januar 1991 – annoncerede, at Operation Ørkenstorm var iværksat, fulgte omkring 80 procent af amerikanerne med på direkte tv. Ifølge artiklen ”Tilbageblik i historien: USA, Golfkrigen og myten om den rene krig” på Kongressen.com (se kilder) fik udsendelsen dermed tv-historiens hidtil største antal af seere, kun overgået af transmissionen af præsident Kennedys begravelse 30 år tidligere. Det var lykkedes Bush at præsentere Golfkrigen til befolkningen som en ny måde at udkæmpe krig på, ”som var meget nemmere, mere forudsigelig, hurtigere og moralsk bedre” end Vietnamkrigen. Og i den resterende del af krigen var der ifølge opinionsundersøgelser bred opbakning blandt amerikanerne, ikke mindst da sejren kom i hus efter den succesfulde Operation Ørkenstorm. Artiklen konstaterer endvidere, at ”Vietnamæraen – med alt det negative den indeholdte – var nu et overstået kapitel i historien, og man kunne træde ind i en ny tidsalder. Sejren i Golfkrigen var derfor enormt vigtig for genoprejsningen af den amerikanske selvbevidsthed og for tiltroen til det amerikanske militær og de politikere der anvendte det”.
Præsident George H.W. Bush erklærer Goldkrigen for vundet den 6. marts 1991.
