Drivhusgasser

Artikel type
faktalink
journalist Ebbe Sønderriis, iBureauet/Dagbladet Information, 2009. Opdateret af journalist Lasse Skytt, iBureauet/Dagbladet Information, november 2015
Main image
Omfanget af drivhusgasser, som medvirker til den globale
opvarmning, har sat verdensrekord. Koncentrationen af CO2 og NO2 har nået nye højder efter en støt stigning i løbet af de sidste 10 år.
Omfanget af drivhusgasser, som medvirker til den globale
opvarmning, har sat verdensrekord. Koncentrationen af CO2 og NO2 har nået nye højder efter en støt stigning i løbet af de sidste 10 år.
Foto: Jesper Nørgaard Sørensen / Polfoto

Menneskets udledning af drivhusgasser, især CO2 og metan, holder på Jordens varme. Det fører til klimaforandringer, som er med til at skabe en global opvarmning af kloden. De største udledninger kommer fra de rigeste lande og skyldes især kul, olie og gas, der bruges til opvarmning, elektricitet, industri og transport. Udledningerne vokser dog hurtigst i mindre rige lande med store befolkninger, høj økonomisk vækst og stort behov for energiforsyning. Rydning af regnskov, udpining af jord og nedbrydning af affald fører også til store udledninger af drivhusgasser. Desuden bliver der udledt kraftige drivhusgasser fra landbrug og industri. Balancen mellem udledninger og optagelse af drivhusgasser kan genoprettes, hvis man sænker energiforbruget, skifter energikilder, standser skovrydningen og forbedrer naturens evne til at optage CO2. 

 

driv

Introduktion

Hvad er drivhusgasser?

Drivhusgasser er luftarter, der holder på Jordens varme. De virker ligesom glasset i et drivhus. Udefra kan solens stråler passere igennem dem og varme Jorden op. Energi forlader Jorden igen i form af varmestråler. Men en del af disse usynlige, infrarøde varmestråler kastes tilbage mod Jorden, når de rammer et molekyle af drivhusgas.

Uden denne naturlige drivhuseffekt ville livet, som vi kender det, ikke være muligt. Men vi mennesker udleder en stigende mængde drivhusgasser på grund af vores energiforbrug, skovrydning, landbrug og industri. Det forstærker den naturlige drivhuseffekt og fører til global opvarmning. Menneskets udledning af drivhusgasser er nu langt større end naturens evne til at optage dem. Hvis udledningerne bringes ned, kan der på langt sigt etableres en ny ligevægt. Men indtil da vil den globale opvarmning fortsætte.

Gennemsnitstemperaturen ved Jordens overflade er ifølge den britiske meteorologimyndighed Met Office steget 1,0 grader siden begyndelsen af 1800-tallet, og stigningen går hurtigere og hurtigere (se kilder). Langt de fleste klimavidenskabelige forskere er i dag fuldstændig sikre på, at menneskets udledninger af drivhusgasser er den vigtigste årsag til den globale opvarmning, i hvert fald siden 1950’erne (se kilder). 

Hvordan kan drivhuseffekten stabiliseres?

Tre fjerdedele af de menneskeskabte drivhusgasser er CO2 (kultveilte, kuldioxid). Andre drivhusgasser er metan og lattergas samt ozon og industrigasser (f.eks. halocarboner, der er kendte for at nedbryde ozonlaget).

CO2 kommer især fra forbrug af kul, olie og naturgas, men også fra planter og jordbund, især ved rydning af regnskov. Metan og lattergas kommer især fra landbruget.

Nogle af drivhusgasserne virker stærkere end CO2, men nedbrydes til gengæld med årene. Deres virkning omregnes til CO2-ækvivalenter i forhold til deres effekt og levetid i atmosfæren.

Det er tætheden af drivhusgasser, der afgør, hvor mange varmestråler, der kastes tilbage mod Jorden. Denne tæthed (koncentrationen) måles i ppm, som betyder parts per million, dvs. antal molekyler pr. million i tør luft.

For at stabilisere koncentrationen må man formindske udledningerne. Desuden kan man forbedre naturens evne til at optage drivhusgasser. Hvis man for eksempel vil stabilisere CO2-koncentrationen ved det nuværende niveau på omtrent 400 ppm, skal de globale udledninger ifølge Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) skæres ned til under halvdelen inden 2050 (se kilder).

Baggrund og historie

Hvad er kulstof-kredsløbet?

Menneskets udledning af drivhusgasser er en ændring af det globale kulstof-kredsløb.

Kul er et grundstof, der findes i alle levende organismer. Planterne udnytter energi i sollyset til at optage kulstof, som findes i luftens CO2. Derfor er der et lager af kulstof i alle levende organismer og alt, hvad der stammer fra dem (biomasse). Især rummer skovene og jordbunden meget kulstof.

Når biomasse forbrændes, bliver kulstoffet frigjort igen. Det sker, når man sætter ild til det, men det sker også, når bakterier, svampe, dyr og mennesker ”spiser” plantematerialet. De optager ilt og udleder CO2. Nogle organismer kan udnytte plantematerialet uden ilt. De udleder i stedet metan, som består af kul og brint, CH4. Det gælder for eksempel mikroorganismer i en sump eller i maven på en ko.

CO2 kan opløses i vand, som vi kender det fra sodavand. Opløst CO2 bliver ført ned i dybhavet med de store havstrømme, når koldt saltvand synker mod bunden i havområderne omkring Nordpolen og Sydpolen. Desuden bliver organisk materiale også opløst og aflejret i havene. Derfor rummer havene et stort lager af kulstof. 

Hvad sker der, når man bruger fossile brændsler?

Kul, olie og naturgas kaldes fossile brændsler (af latin fossilis, gravet op). De er nemlig dannet af alger og andre planter, der blev begravet i underjordiske aflejringer for millioner af år siden. I tidens løb er de blevet omdannet, så man i dag kan finde stenkul, flydende kulbrinter (råolie) og luftformig metan (naturgas).

Når mennesket bruger de fossile brændsler, frigøres energien. Samtidig bliver det kulstof, der i Jordens fortid blev optaget af planterne, udledt til atmosfæren igen som CO2. Forbrug af fossile brændsler flytter med andre ord et stort lager af kulstof i undergrunden tilbage i atmosfæren. I forhold til Jordens historie går det stærkt. Fra små bobler i borekerner af ældgammel indlandsis ved vi ifølge EU-Kommissionen, at atmosfærens koncentration af CO2 i dag er den største i to millioner år (se kilder). 

Hvad sker der, når man bruger biomasse og dyrker jorden?

Det nuværende lager af kulstof ændres ikke, hvis mennesket kun bruger biomasse i samme takt, som planterne gror. Men når regnskove ryddes, bliver der frigivet meget CO2, både fra planterne og jordbunden. Det samme sker, hvis man bruger brænde og anden biomasse hurtigere, end træerne og planterne kan nå at vokse. Udledningen af drivhusgasser kan også forøges, fordi man dyrker jorden på en måde, der nedsætter dens indhold af organisk materiale - og fordi man tilfører kvælstofgødning som omsættes til lattergas (N2O) af jordbakterier.

Biobrændsler som sprit (etanol) og planteolie er i sig selv CO2-neutrale. Men ikke, hvis man rydder (regn)skov for at dyrke olieholdige planter. Heller ikke, hvis man bruger god landbrugsjord til at dyrke energiafgrøder og presser andre former for landbrug ud på marginale arealer, hvor jorden udpines.

Udslippet af drivhusgasser vokser med antallet af husdyr, især kvæg til kødproduktion. Det skyldes to ting. For det første bruger man store arealer til græsning og til at dyrke foderplanter som f.eks. soja og majs. Disse arealer kunne optage mere CO2, hvis de blev beplantet. For det andet opstår der en hel del metan i tarmsystemet på drøvtyggere, som fx. køer. Ifølge forskere fra Aarhus Universitet er metans virkning som drivhusgas 23 gange stærkere end CO2 set over en periode på 100 år, mens lattergas til sammenligning er 296 gange stærkere end CO2 (se kilder).

Organisk affald fører også til udledning af drivhusgas, især hvis affaldet dumpes på lossepladser, hvor der udvikles metan når det nedbrydes. 

Hvem har ansvaret for den øgede udledning af drivhusgasser?

Før den industrielle revolution benyttede mennesket mest de fornyelige energikilder: brænde, foder, mad, olie, vandmøller, vindmøller, sejlskibe.

Men med den industrielle revolution i England i 1700-tallet begyndte forbruget af kul for alvor at stige, og den såkaldte olie-alder begyndte i slutningen af 1800-tallet, da industrialiseringen havde bredt sig til store dele af verden. Anvendelsen af naturgas tog fart efter Anden Verdenskrig.

Historisk set har de gamle industrilande udledt mest CO2. I alt har Europa frem til 2009 udledt ca. 430 milliarder tons siden midten af 1800-tallet, mens USA og Canada har tegnet sig for ca. 350 milliarder tons. Tilsammen er det mere end to tredjedele af verdens udledninger i alle disse år. De historiske udledninger pr. nuværende indbygger er cirka 1.000 tons i Storbritannien, USA og Tyskland, 500-700 tons i Rusland og andre lande i den tidligere Sovjetunion, 300 tons i Japan, men kun 70 tons i Kina (tallene er fra 2009).