Gadebørn

Hvad er et gadebarn?

Ifølge Artikel 1 i FN’s konvention om barnets rettigheder defineres et barn som en person under 18 år, medmindre den nationale lovgivning bestemmer, at myndighedsalderen nås tidligere (se kilder).

Organisationen European Network on Street Children Worldwide definerer på sin hjemmeside et gadebarn som et barn under 18 år, der for en kortere eller længere periode lever og/eller arbejder i gademiljøet, eller som ikke har noget fast tilknytningssted, og som har sin sociale kontakt på gaden. Nogle af gadebørnene kan ifølge organisationen have deres formelle adresse hos forældrene eller på sociale institutioner for børn, og et karakteristisk kendetegn for gadebørnene er, at de har få eller ingen kontakter med voksne – forældre, skole og sociale institutioner – som har en forpligtigelse til at tage sig af børnene og opfylde deres behov og rettigheder. Endvidere omfatter organisationens definition børn, der arbejder på gaden (se kilder).

FN’s børnefond, UNICEF, definerer på sin hjemmeside (se kilder) gadebørn efter fire hovedgrupper:

1) Børn, der lever på gaden og hvis umiddelbare bekymringer går på at overleve og finde et sted at overnatte.

2) Børn, der er adskilt fra deres forældre, og som lever på skiftende steder så som herberger, forladte huse og bygninger, eller som flytter fra sted til sted og lever sammen med deres venner.

3) Børn, som har kontakt med deres familie, men som på grund af fattigdom, manglende plads eller seksuel eller anden misbrug i familien indimellem overnatter på gaden, og som opholder sig på gaden de fleste dage.

4) Børn, som er tilknyttet sociale institutioner efter at have været hjemløse, og som risikerer igen at blive hjemløse.

Hvilke andre betegnelser bruges for gadebørn?

I forhold til definitionerne af gadebørn bliver der sat mange forskellige etiketter på grupper af gadebørn. I nogle lande nægter myndighederne at anvende betegnelsen gadebørn, fordi de ifølge Red Barnet ikke anerkender problemet. De mest almindelige betegnelser udover gadebørn er ifølge Red Barnets hjemmeside børn på gaden, hjemløse børn, hjemløse unge eller omstrejfende unge. I Europa bliver unge brugt oftere end børn, og i USA bruger man betegnelsen hjemløse børn (se kilder).

I mange lande bliver gadebørn kaldt skældsord og nedsættende betegnelser. På undervisningssiden Globalskole.dk er der samlet et udvalg af disse betegnelser i forskellige lande: I Colombia kaldes gadebørn for "gamines" (knægte) eller "chinches" (væggelus). I Brasilien kaldes de "marginais" (kriminelle/marginale). I Peru "pájaros fruteros" (frugtfugle). I Vietnam "buidoi" (skraldebørn). I Rwanda er øgenavnet "saligoman" (møgunger). I Cameroun "moustiques" (moskitoer/myg) (se kilder).

Hvor mange gadebørn findes der i verden?

Siden 2002 har UNICEF anslået, at der er omkring 100 millioner gadebørn på verdensplan, som det fremgår af rapporten ’State of the World’s Street Children’, som organisationen Consortium for Street Children har udarbejdet. Rapporten citerer endvidere UNICEF for i 2011 at have tilføjet følgende forklaring: ”Det nøjagtige antal gadebørn er umuligt at gøre op, men tallet er næsten med sikkerhed ’tens of millions’ på verdensplan. Det er sandsynligt, at tallet er stigende” (se kilder). Consortium for Street Children skriver desuden på sin hjemmeside, at de 100 millioner gadebørn, som er det mest udbredte estimat, ikke bygger på faktuelt sikre opgørelser, ligesom det ikke er bevist, om antallet af gadebørn vokser globalt, eller om det er opmærksomheden på gadebørn i de forskellige samfund, der er voksende (se kilder).

Hvor findes gadebørnene?

På sin hjemmeside anslår UNICEF, at ud af de 100 millioner gadebørn verden over, befinder 40 millioner sig i Latinamerika, 25-30 millioner i Asien, 10 millioner i Afrika, mens resten befinder sig i den rige del af verden, det vil sige i Europa og USA (se kilder). Red Barnet skriver på sin hjemmeside, at der i Europa lever titusindvis af børn på gaderne, især i de fattigste lande: ”I Rumænien er der 3.-5.000 gadebørn, i Rusland 2,5 millioner, og i Tyrkiet lyder et forsigtigt skøn på 10.000 børn. I USA, hvor forskellen mellem rige og fattige er enorm, er der også masser af gadebørn” (se kilder).

Hvor udbredt er problemet med gadebørn i Danmark?

Ifølge Red Barnet sover kun få børn i Danmark på gaden, men utilpassede unge hænger ud på gaden om dagen og kan dermed betragtes som gadebørn. På sin hjemmeside skriver organisationen: ”Der findes børn i Danmark, som er hjemløse og sover på gaden. Men antallet er meget, meget mindre end i ulandene. Men ligesom i de fattige lande findes der flere gadebørn, som opholder sig det meste af dagen på gaden. De såkaldt utilpassede unge strejfer rundt i f.eks. indkøbscentre, på Strøget, på Københavns Hovedbanegård og på Christiania. Meget få unge i Danmark arbejder på gaden som prostituerede eller narkohandlere. Fælles for de unge, der hænger ud på gaden om dagen er, at de sover i en seng om natten: Nogle hos deres forældre, andre på institutioner, herberg, væresteder eller hos kammerater og kunder” (se kilder).

Red Barnet forklarer endvidere, at det oftest er problemer i familien, der får børnene til at søge tilflugt på gaden: ”Druk, seksuelt misbrug eller vold kan være det, der får barnet til at løbe hjemmefra. Det kan også være, at børnene føler sig følelsesmæssigt svigtet af forældrene” (se kilder). I Politiken-artiklen ’De unge fra ’Haven’ sover på gaden’ beskrives det, hvordan der i København findes en hel subkultur af unge mennesker, som bor på gaden og hellere vil sove foran eksempelvis byretten end hjemme hos forældrene (se kilder). I en artikel på Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside fortæller to socialrådgiverne om østeuropæiske børn på ned til 12 år, der lever som hjemløse i København: ”De er ekstremt udsatte, bange for sociale myndigheder, og vi kan ikke sikre deres tarv med de nuværende tilbud” (se kilder).

Hvorfor bliver børn gadebørn?

Ligesom der er flere definitioner på gadebørn, er der ingen entydige forklaringer på, hvorfor børn bliver gadebørn. Ifølge UNICEF er gadebørnenes situation kompleks, og skal ses i større sammenhænge, der inkluderer internationale og globale perspektiver. Fonden opridser nogle af de forskellige årsager på sin hjemmeside:

• Væbnede konflikter og krig, hvor børn kommer væk fra deres forældre, eller forældrene dør
• Familien er fattig, og børn bliver tvunget på gaden for at arbejde, tigge eller bo
• Naturkatastrofer, hvor børn bliver væk fra deres familie
• Vold eller seksuelt misbrug i hjemmet, hvor børnene flygter for at slippe for overgrebene
• Familien går i opløsning på grund af for eksempel skilsmisse
• Børn bliver forældreløse, fordi forældrene dør af sygdomme som hiv/aids
• Børnene bliver smidt ud hjemmefra af deres forældre
• Familien mister sit hjem, og hele familien lever på gaden (se kilder)

UNICEF uddyber på sin hjemmeside, at gadebørnene kan ses som et produkt af urbanisering, fattigdom og manglen på alternativer: ”For mange børn er gaden et tilflugtssted fra fysisk vold, følelsesmæssig undertrykkelse eller seksuel misbrug i hjemmet. Forskellige undersøgelser viser, at en stor del af børnene kommer fra brudte familier. For andre er gaden et sted hvor familiens indkomst kan suppleres. Andre børn igen har simpelthen ikke andre steder at være” (se kilder).

Hvordan bliver gadebørn behandlet?

Børn, der lever på gaden, har ifølge UNICEF ofte ikke nogen til at passe på dem, og det gør dem til nemme ofre for voksne, der kan finde på at slå dem, kidnappe dem eller udnytte dem seksuelt ”Gadebørnene kæmper for at overleve. De må arbejde, tigge og måske stjæle for at få mad i maven hver dag. Det gør dem upopulære, og for eksempel jager butiksejere dem væk fra gaden, hvis de forstyrrer deres kunder,” skriver fonden på sin hjemmeside (se kilder).

Hvad er gadebørns rettigheder?

Som UNICEF skriver på sin hjemmeside, er børn, der lever på gaden, sjældent sikret deres rettigheder, fordi de ikke har nogen, der tager sig af dem og fortæller dem, hvad der er godt eller giver dem kærlighed og støtte: ”Der er heller ikke nogen, der sørger for, at de kommer til lægen eller i skole eller får noget at spise. Nogle børn ender også i kriminalitet og får problemer med politiet eller andre børn og voksne, der lever på gaden. Hvis børnene kommer i fængsel, bliver de ofte behandlet som voksne, og det lever ikke op til indholdet i Børnekonventionen” (se kilder).

Hvad er Børnekonventionen?

Børnekonventionen bliver også kaldt verdens børns grundlov. Den blev vedtaget i FN i 1989 og gælder for alle børn under 18 år. En konvention er en aftale mellem forskellige lande. Det er således ikke en lov, som et land kan dømmes og straffes efter, men når et land har skrevet under på en konvention, har det pligt til at overholde den. I Børnekonventionen står der blandt andet, at alle børn i verden har ret til at overleve, at blive beskyttet og at udvikle sig. Konventionen er delt op i 54 artikler, og Børnerådet har lavet en dansk udgave (se kilder).

Hvorfor var der behov for Børnekonventionen?

Menneskerettighederne, som blev vedtaget i 1948 gælder for alle mennesker – også for børn. Men 40 år senere viste det sig, at mange børn stadig levede under usikre vilkår uden beskyttelse fra voksne og uden skolegang. Derfor var der behov for at lægge særlig vægt på børns rettigheder, hvilket førte til Børnekonventionen i 1989.

Hvorfor arbejder børn på gaden?

En del af verdens børnearbejdere er selvbeskæftigede. Det vil sige, at de ikke arbejder for nogen, men selv forsøger at tjene penge at leve for. Ulandsorganisationen Oxfam IBIS nævner på sin kampagneside Hele Verden i Skole, at børnene eksempelvis tjener penge ved at samle skrald- og metalrester, pudse bilruder, tigge eller sælge småting som slik på gaden. Nogle børn sælger også seksuelle ydelser (se kilder).

Ifølge UNICEF er fattigdom en af de mest almindelige grunde til, at børn lever og arbejder på gaden. Hvis en familie er fattig og skal kæmpe for at få råd til mad, sendes børnene ofte på gaden for at arbejde i stedet for at gå i skole, og det er ofte farligt arbejde. Jo fattigere en familie er, desto større risici er den villig til at tage for at tjene penge (se kilder).

Hvornår er børnearbejde et problem?

Mange børn har et arbejde, men det er forholdene, som børnene arbejder under, der afgør, om børnearbejde er et problem. Ifølge UNICEF er børnearbejde et problem, når børnene arbejder for meget, og det forhindrer dem i at være raske eller komme i skole (se kilder).

Oxfam IBIS skriver på sin kampagneside Hele Verden i Skole, at der er mange børn, der får fysiske skader af deres arbejde på gaden eller på eksempelvis fabrikker og marker: ”Nogle børn bliver behandlet dårligt af deres arbejdsgivere, de bliver slået og truet. Det gør for eksempel, at de har svært ved at lære noget senere, og at de ikke kan samarbejde med andre, fordi de ikke længere har tillid til andre. Børn der er tvunget til prostitution eller er blevet udnyttet på andre måder, bliver også skadet følelsesmæssigt, og til sidst kan de måske ikke føle kærlighed over for familie og venner” (se kilder).

Hvor mange børn arbejder i verden?

UNICEFs seneste tal fra 2015 anslår, at der er omkring 168 millioner børn mellem 5 og 17 år, der arbejder, og langt størstedelen, 120 millioner, er under 14 år. Siden 2000 er antallet af børnearbejdere faldet med omkring en tredjedel. Det er ikke alle disse børn, der er gadebørn (se kilder). Børnekonventionens artikel 32 siger, at børn skal ”beskyttes mod økonomisk udnyttelse og arbejde, der kan skade dem, deres skolegang eller deres helbred” (se kilder).

Hvordan er arbejdsmiljøet på gaden?

Gaden er en hård og farlig arbejdsplads, der ofte kan koste børnene livet. UNICEF påpeger på sin hjemmeside, at børnene kan blive myrdet af kriminelle, af andre unge eller af politiet: ”I Rio de Janeiro i Brasilien har en rapport fra statens ungdomsråd fastslået, at der bliver myrdet mindst tre gadebørn om dagen, heraf mange af politiet, som betragter gadebørnene som en hovedtrussel mod samfundet. Børnene er konstant udsat for storbyernes luftforurening, trafikken og ekstreme vejrforhold, der kan fremkalde sygdomme som solstik, lungebetændelse, influenza og malaria. Ofte bærer de tunge ting under deres arme eller på deres ryg, der påvirker deres højde, vægt, styrke og modstandskraft. Dertil kommer faren ved at spise madrester, som kan medføre mavesygdomme og madforgiftninger” (se kilder).

Hvilken rolle spiller trafficking, når det gælder børn?

Trafficking, eller menneskehandel, er ifølge Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel en proces, hvor ”en eller flere bagmænd har kontrol over den person, der er handlet” (se kilder). En undersøgelse, som Red Barnet har lavet, viser, at børn sælges til Danmark fra fattige lande for enten at deltage i kriminalitet, prostitution eller begge dele: ”Menneskehandlere i børnenes hjemlande lyver over for de ofte fattige forældre og siger, at de kan skaffe børnene gode job i udlandet. Nogle østeuropæiske gadebørn bliver også transporteret til udlandet. De er lette ofre, fordi de voksne kriminelle, der står bag transporten, nemt kan bilde dem ind, at de få et bedre liv i det rige Vesteuropa” (se kilder).

Red Barnet skriver endvidere på sin hjemmeside, at børn, som er udsat for trafficking, er ofre og skal behandles derefter – ikke som kriminelle: ”Det er med andre ord ikke børnenes egen skyld, at de bliver udnyttet til kriminelle handlinger. Børnene er børn og har ret til beskyttelse. De skal have hjælp til at komme hjem og i gang med et godt liv med skolegang, et sikkert sted at bo og eventuelt psykologhjælp” (se kilder).

Hvilke konsekvenser har prostitution og seksuel udnyttelse for børnene?

Gadebørnene er i stor risiko for at blive udnyttet seksuelt og for at komme til at arbejde som prostituerede for at overleve. Ifølge UNICEF’s hjemmeside kan den seksuelle udnyttelse ske både af voksne og mellem gadebørnene indbyrdes. Børnene tjener ikke meget ved det, bliver ofte snydt, er ofre for vold og bliver smittet med seksuelt overførte sygdomme, herunder hiv/aids (se kilder).

Hvorfor bliver gadebørn misbrugere?

Misbrug af stoffer og andre produkter såsom lim til snifning er udbredt blandt gadebørn verden over. Men ligesom der er usikkerhed på antallet af gadebørn, kan der heller ikke sættes præcise tal på, hvor mange gadebørn, der sniffer. UNICEF skønner, at 70 procent af de 40 millioner gadebørn, der er i Latinamerika, er afhængige af snifning: ”Misbrug af stoffer og snifning af eksempelvis lim eller benzin er gadebørnenes reaktion på en håbløs livssituation. Mange kan ikke modstå fristelsen til billige bedøvelsesmidler, der kan fjerne smerten ved deres fattigdom og samfundets afvisning af dem. Gadebørnene tager stoffer eller sniffer, fordi det for en kort stund kan undertrykke deres sult, kulde, frygt og fortvivlelse. Det giver dem også mod til at stjæle og levere seksuelle ydelser for at overleve” (se kilder).