Definition og omfang

Citat
Gadebørn findes ikke kun i den fattige del af verden. De er også blevet stadig mere synlige i den vestlige verden - altså i den rige del af verden.
Fra bogen ''Børn på verdens gader''

Hvad er et gadebarn?

Ifølge Artikel 1 i FN’s konvention om barnets rettigheder defineres et barn som en person under 18 år, medmindre den nationale lovgivning bestemmer, at myndighedsalderen nås tidligere (se kilder).

Organisationen European Network on Street Children Worldwide definerer på sin hjemmeside et gadebarn som et barn under 18 år, der for en kortere eller længere periode lever og/eller arbejder i gademiljøet, eller som ikke har noget fast tilknytningssted, og som har sin sociale kontakt på gaden. Nogle af gadebørnene kan ifølge organisationen have deres formelle adresse hos forældrene eller på sociale institutioner for børn, og et karakteristisk kendetegn for gadebørnene er, at de har få eller ingen kontakter med voksne – forældre, skole og sociale institutioner – som har en forpligtigelse til at tage sig af børnene og opfylde deres behov og rettigheder. Endvidere omfatter organisationens definition børn, der arbejder på gaden (se kilder).

FN’s børnefond, UNICEF, definerer på sin hjemmeside (se kilder) gadebørn efter fire hovedgrupper:

1) Børn, der lever på gaden og hvis umiddelbare bekymringer går på at overleve og finde et sted at overnatte.

2) Børn, der er adskilt fra deres forældre, og som lever på skiftende steder så som herberger, forladte huse og bygninger, eller som flytter fra sted til sted og lever sammen med deres venner.

3) Børn, som har kontakt med deres familie, men som på grund af fattigdom, manglende plads eller seksuel eller anden misbrug i familien indimellem overnatter på gaden, og som opholder sig på gaden de fleste dage.

4) Børn, som er tilknyttet sociale institutioner efter at have været hjemløse, og som risikerer igen at blive hjemløse.

Hvilke andre betegnelser bruges for gadebørn?

I forhold til definitionerne af gadebørn bliver der sat mange forskellige etiketter på grupper af gadebørn. I nogle lande nægter myndighederne at anvende betegnelsen gadebørn, fordi de ifølge Red Barnet ikke anerkender problemet. De mest almindelige betegnelser udover gadebørn er ifølge Red Barnets hjemmeside børn på gaden, hjemløse børn, hjemløse unge eller omstrejfende unge. I Europa bliver unge brugt oftere end børn, og i USA bruger man betegnelsen hjemløse børn (se kilder).

I mange lande bliver gadebørn kaldt skældsord og nedsættende betegnelser. På undervisningssiden Globalskole.dk er der samlet et udvalg af disse betegnelser i forskellige lande: I Colombia kaldes gadebørn for "gamines" (knægte) eller "chinches" (væggelus). I Brasilien kaldes de "marginais" (kriminelle/marginale). I Peru "pájaros fruteros" (frugtfugle). I Vietnam "buidoi" (skraldebørn). I Rwanda er øgenavnet "saligoman" (møgunger). I Cameroun "moustiques" (moskitoer/myg) (se kilder).

Hvor mange gadebørn findes der i verden?

Siden 2002 har UNICEF anslået, at der er omkring 100 millioner gadebørn på verdensplan, som det fremgår af rapporten ’State of the World’s Street Children’, som organisationen Consortium for Street Children har udarbejdet. Rapporten citerer endvidere UNICEF for i 2011 at have tilføjet følgende forklaring: ”Det nøjagtige antal gadebørn er umuligt at gøre op, men tallet er næsten med sikkerhed ’tens of millions’ på verdensplan. Det er sandsynligt, at tallet er stigende” (se kilder). Consortium for Street Children skriver desuden på sin hjemmeside, at de 100 millioner gadebørn, som er det mest udbredte estimat, ikke bygger på faktuelt sikre opgørelser, ligesom det ikke er bevist, om antallet af gadebørn vokser globalt, eller om det er opmærksomheden på gadebørn i de forskellige samfund, der er voksende (se kilder).

Hvor findes gadebørnene?

På sin hjemmeside anslår UNICEF, at ud af de 100 millioner gadebørn verden over, befinder 40 millioner sig i Latinamerika, 25-30 millioner i Asien, 10 millioner i Afrika, mens resten befinder sig i den rige del af verden, det vil sige i Europa og USA (se kilder). Red Barnet skriver på sin hjemmeside, at der i Europa lever titusindvis af børn på gaderne, især i de fattigste lande: ”I Rumænien er der 3.-5.000 gadebørn, i Rusland 2,5 millioner, og i Tyrkiet lyder et forsigtigt skøn på 10.000 børn. I USA, hvor forskellen mellem rige og fattige er enorm, er der også masser af gadebørn” (se kilder).

Hvor udbredt er problemet med gadebørn i Danmark?

Ifølge Red Barnet sover kun få børn i Danmark på gaden, men utilpassede unge hænger ud på gaden om dagen og kan dermed betragtes som gadebørn. På sin hjemmeside skriver organisationen: ”Der findes børn i Danmark, som er hjemløse og sover på gaden. Men antallet er meget, meget mindre end i ulandene. Men ligesom i de fattige lande findes der flere gadebørn, som opholder sig det meste af dagen på gaden. De såkaldt utilpassede unge strejfer rundt i f.eks. indkøbscentre, på Strøget, på Københavns Hovedbanegård og på Christiania. Meget få unge i Danmark arbejder på gaden som prostituerede eller narkohandlere. Fælles for de unge, der hænger ud på gaden om dagen er, at de sover i en seng om natten: Nogle hos deres forældre, andre på institutioner, herberg, væresteder eller hos kammerater og kunder” (se kilder).

Red Barnet forklarer endvidere, at det oftest er problemer i familien, der får børnene til at søge tilflugt på gaden: ”Druk, seksuelt misbrug eller vold kan være det, der får barnet til at løbe hjemmefra. Det kan også være, at børnene føler sig følelsesmæssigt svigtet af forældrene” (se kilder). I Politiken-artiklen ’De unge fra ’Haven’ sover på gaden’ beskrives det, hvordan der i København findes en hel subkultur af unge mennesker, som bor på gaden og hellere vil sove foran eksempelvis byretten end hjemme hos forældrene (se kilder). I en artikel på Dansk Socialrådgiverforenings hjemmeside fortæller to socialrådgiverne om østeuropæiske børn på ned til 12 år, der lever som hjemløse i København: ”De er ekstremt udsatte, bange for sociale myndigheder, og vi kan ikke sikre deres tarv med de nuværende tilbud” (se kilder).