Hvad er Forenede Nationer?
- Forenede Nationers logo. Foto: Dreamstime
Forenede Nationer, der forkortes FN, er verdens største mellemstatslige samarbejdsorganisation med 193 medlemslande. FN blev oprettet i 1945, umiddelbart efter 2. Verdenskrig, med det formål at sikre fred og overholdelse af menneskerettighederne på globalt plan, at uddele humanitær bistand og at sikre en social og økonomisk udvikling i hele verden. I dag er FN især kendt for fredsbevarende missioner i krigs- og konfliktplagede zoner og lande og udviklingsaktiviteter i fattige lande. FN er desuden kendt som den organisation, der skabte den verdensomspændende erklæring om menneskerettighederne i 1948, som er blevet fulgt op af en række andre erklæringer og konventioner, der fungerer som uddybninger og tilføjelser på specifikke områder som blandt andet kvinders og børns rettigheder. FN havde i 2020 et årligt budget på 3,15 milliarder dollars.
Hvordan og hvorfor blev FN grundlagt?
FN blev grundlagt kort efter 2. Verdenskrigs afslutning, den 24. oktober 1945, af 51 medlemslande – blandt andre Danmark – med det formål at sikre verden mod endnu en verdenskrig og skabe et forum for dialog mellem verdens lande. FN erstattede Folkeforbundet, der blev oprettet i kølvandet på 1. Verdenskrig med samme formål som FN: at forhindre en ny verdenskrig. Det lykkedes ikke Folkeforbundet, og da Folkeforbundet dermed havde spillet fallit, så medlemslandene sig nødsaget til at oprette en ny og stærkere organisation. Der var flere faktorer, der førte til Folkeforbundets fiasko: Folkeforbundet havde ikke beføjelser eller militære styrker, der kunne modsvare aggression fra et medlemsland, og var desuden lammet i krigs- og krisetider, da handling krævede enstemmighed blandt samtlige medlemslande. Og endelig var flere stormagter, blandt andre USA, ikke medlem af forbundet og kunne således ikke forpligtes på at følge dets beslutninger. Da de 51 medlemslande i 1945 oprettede FN ved at skrive under på FN-pagten, var det især de nævnte dele af samarbejdet, man havde ændret. Der var ikke længere krav om enstemmighed, Sikkerhedsrådet fik beføjelser til at anbefale medlemslandene at modsvare aggressioner militært, og stormagter som USA, Rusland (dengang Sovjetunionen) og Kina var medlemmer fra starten.
Hvad er FN-pagten?
FN-pagten er FN’s grundlov, som alle medlemslande har skrevet under på. Pagten blev underskrevet i juni 1945 af de 51 medlemslande og trådte i kraft den 24. oktober samme år. FN-pagten grundlagde samarbejdet og fastlagde rammerne for det og definerede og etablerede FN’s hovedorganisationer, og endnu i dag fungerer pagten som formålserklæring for FN’s arbejde. Ifølge FN-pagten er FN’s formål:
- · at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden,
- · på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder,
- · at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og
- · at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed
Hvilke lande er medlem af FN?
FN har i dag 193 medlemslande. 51 af dem grundlagde organisationen, resten er kommet til siden. Ifølge FN-pagten kan alle stater, der er ”fredselskende” og accepterer FN-pagten, blive medlem. Det er FN’s generalforsamling, der endeligt accepterer nye medlemslande efter anbefaling fra Sikkerhedsrådet, der er et af FN’s fem hovedorganer.
De 193 medlemslande i alfabetisk orden med angivelse af året for deres optagelse i FN:
Afghanistan 1946
Albanien 1955
Algeriet 1962
Andorra 1993
Angola 1976
Antigua og Barbuda 1981
Argentina 1945
Armenien 1992
Aserbajdsjan 1992
Australien 1945
Bahama-øerne 1973
Bahrain 1971
Bangladesh 1974
Barbados 1966
Belgien 1945
Belize 1981
Benin 1960
Bhutan 1971
Bolivia 1945
Bosnien-Hercegovina 1992
Botswana 1966
Brasilien 1945
Brunei Darussalam 1984
Bulgarien 1955
Burkina Faso 1960
Burundi 1962
Cambodja 1955
Cameroun 1960
Canada 1945
Centralafrikanske Republik 1960
Chile 1945
Colombia 1945
Comorerne 1975
Congo 1960
Congo, Den demokratiske republik (tidl. Zaire) 1960
Costa Rica 1945
Cuba 1945
Cypern 1960
Danmark 1945
Djibouti 1977
Dominica 1978
Dominikanske Republik 1945
Ecuador 1945
Egypten 1945
Elfenbenskysten 1960
El Salvador 1945
Eritrea 1993
Estland 1991
Etiopien 1945
Fiji 1970
Filippinerne 1945
Finland 1955
Forenede arabiske Emirater 1971
Frankrig 1945
Gabon 1960
Gambia 1965
Georgien 1992
Ghana 1957
Grenada 1974
Grækenland 1945
Guatemala 1945
Guinea 1958
Guinea-Bissau 1974
Guyana 1966
Haiti 1945
Holland 1945
Honduras 1945
Hviderusland (Belarus) 1945
Indien 1945
Indonesien 1950
Irak 1945
Iran 1945
Irland 1955
Island 1946
Israel 1949
Italien 1955
Jamaica 1962
Japan 1956
Jordan 1955
Jugoslavien 1945
Kap Verde 1975
Kasakhstan 1992
Kenya 1963
Kina 1945
Kirgisistan 1992
Kiribati 1999
Kroatien 1992
Kuwait 1963
Laos 1955
Lesotho 1966
Letland 1991
Libanon 1945
Liberia 1945
Libyen 1955
Liechtenstein 1990
Litauen 1991
Luxembourg 1945
Madagaskar 1960
Makedonien, Den tidligere jugoslaviske republik 1993
Malawi 1964
Malaysia 1957
Maldiverne 1965
Mali 1960
Malta 1964
Marokko 1956
Marshall-øerne 1991
Mauretanien 1961
Mauritius 1968
Mexico 1945
Mikronesien 1991
Moldova 1992
Monaco 1993
Mongoliet 1961
Montenegro 2006
Mozambique 1975
Myanmar (tidl. Burma) 1948
Namibia 1990
Nauru 1999
Nepal 1955
New Zealand 1945
Nicaragua 1945
Niger 1960
Nigeria 1960
Nordkorea 1991
Norge 1945
Oman 1971
Pakistan 1947
Palau 1994
Panama 1945
Papua Ny Guinea 1975
Paraguay 1945
Peru 1945
Polen 1945
Portugal 1955
Qatar 1971
Rumænien 1955
Rusland 1945
Rwanda 1962
Salomon-øerne 1978
Samoa 1976
San Marino 1992
Sao Tomé og Principe 1975
Saudi Arabien 1945
Schweiz 2002
Senegal 1960
Seychellerne 1976
Sierra Leone 1961
Singapore 1965
Slovakiet 1993
Slovenien 1992
Somalia 1960
Spanien 1955
Sri Lanka 1955
St. Kitts og Nevis 1983
St. Lucia 1979
St. Vincent og Grenadinerne 1980
Storbritannien 1945
Sudan 1956
Surinam 1975
Sverige 1946
Swaziland 1968
Sydafrika 1945
Sydkorea 1991
Sydsudan 2011
Syrien 1945
Tadsjikistan 1992
Tanzania 1961
Tchad 1960
Thailand 1946
Tjekkiet 1993
Togo 1960
Tonga 1999
Trinidad og Tobago 1962
Tunesien 1956
Turkmenistan 1992
Tuvalu 2000
Tyrkiet 1945
Tyskland 1973
Uganda 1962
Ukraine 1945
Ungarn 1955
Uruguay 1945
Usbekistan 1992
USA 1945
Vanuatu 1981
Venezuela 1945
Vietnam 1977
Yemen 1947
Zambia 1964
Zimbabwe 1980
Ækvatorial Guinea 1968
Østrig 1955
Østtimor 2002
Hvordan har FN udviklet sig?
Udover antallet af medlemslande har der ikke været store ændringer i FN’s arbejde på det organisatoriske plan. FN’s opgavefelt er blevet udvidet, men kun indenfor de eksisterende rammer, og det handler nu lige så meget om humanitær bistand og social og økonomisk udvikling som om at forhindre krig. Der er kommet mange specialorganisationer til, der arbejder med et særligt stofområde. Specialorganisationer ligger under de hovedorganer, der har været en del af FN’s struktur fra oprettelsen i 1945, og ændrer altså ikke på organisationen af Forenede Nationer, men understreger det udvidede opgavefelt. Det ser man med UNAIDS, FN’s program til global bekæmpelse af HIV/AIDS. UNAIDS blev oprettet i 1994, da behovet opstod, men ligger under FN’s formålserklæring om at fremme levestandarden. Programmet er således en udvidelse af FN’s arbejde indenfor de eksisterende rammer fra 1945.
Det er især på udviklingsområdet, at FN er en uhyre vigtig international spiller. Den status og det ansvar betyder blandt andet, at FN i 2015 vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Verdensmålene skal frem til 2030 sætte klodens kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og den planet, vi bor på.
På det freds- og sikkerhedsmæssige plan er fokus i dag skiftet fra Europa til ulande, og det er især i Afrika og Asien, at FN har fredsbevarende styrker. De mange nye opgaver har ført til oprettelse af en lang række ekspertgrupper og specialorganisationer i FN-regi.