Forenede Nationer (FN)

Artikel type
faktalink
journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. 2010
Main image
Foto: Christian Ringbæk/Scanpix
FN-bygningen i New York.

Forenede Nationer (FN) er en kæmpemæssig verdensorganisation med 192 medlemslande, et årligt budget på 3,8 milliarder dollars og det erklærede mål at sikre verdensfreden. Siden sin etablering i 1945 er FN ofte blevet beskyldt for at være en bureaukratisk snakkeklub, men omvendt har FN også i 1988 fået tildelt Nobels Fredspris for det verdensomspændende fredsbevarende arbejde, som organisationen udfører. FN har hovedkvarter i FN-bygningen på Upper East Side i New York.

Introduktion til FN

Hvad er Forenede Nationer?

Forenede Nationers logo. Foto: Dreamstime
Forenede Nationers logo. Foto: Dreamstime

Forenede Nationer, der forkortes FN, er verdens største mellemstatslige samarbejdsorganisation med 192 medlemslande. FN blev oprettet i 1945 umiddelbart efter Anden Verdenskrig med det formål at sikre fred og overholdelse af menneskerettighederne på globalt plan, at uddele humanitær bistand og sikre en social og økonomisk udvikling i hele verden.

I dag er FN især kendt for sine fredsbevarende missioner i krigs- og konfliktplagede zoner og lande og sine udviklingsaktiviteter i fattige lande. FN er desuden kendt som den organisation, der skabte den verdensomspændende erklæring om menneskerettighederne i 1948, som siden er blevet fulgt op med en række andre erklæringer og konventioner, der fungerer som uddybninger og tilføjelser på specifikke områder som bl.a. kvinders og børns rettigheder. FN havde i 2009 et årligt budget på 3,8 milliarder dollars.

FN's historie

Hvordan og hvorfor blev FN grundlagt?

FN blev grundlagt kort efter Anden Verdenskrigs afslutning, den 24. oktober 1945, af 51 medlemslande - heriblandt Danmark - med det formål at sikre verden mod endnu en verdenskrig og skabe et forum for dialog mellem verdens lande. FN erstattede Folkeforbundet, der var blevet oprettet i kølvandet på Første Verdenskrig med samme formål som FN: at forhindre en ny verdenskrig. Det lykkedes ikke Folkeforbundet at leve op til sit formål - en ny verdenskrig brød ud - og da Folkeforbundet dermed havde spillet fallit, så medlemslandene sig nødsaget til at oprette en ny og stærkere organisation.

Der var flere faktorer, der førte til Folkeforbundets fiasko op til og under Anden Verdenskrig: Folkeforbundet havde ikke beføjelser eller militære styrker, der kunne modsvare aggression mod et medlemsland, forbundet var lammet i krigs- og krisetider, da handling krævede enstemmighed blandt samtlige medlemslande, og endelig var flere stormagter, blandt andre USA, ikke medlem af forbundet og kunne således ikke forpligtes på at følge forbundets beslutninger. Da de 51 medlemslande i 1945 oprettede FN ved at skrive under på FN-pagten, var det især de nævnte dele af samarbejdet, man havde ændret. Der var ikke længere krav om enstemmighed, Sikkerhedsrådet fik beføjelser til at anbefale medlemslandene at modsvare aggressioner militært, og stormagter som USA, Rusland (dengang Sovjetunionen) og Kina var medlemslande fra starten af. 

Hvad er FN-pagten?

FN-pagten er FN’s grundlov, og alle medlemslande har skrevet under på pagten. Pagten blev underskrevet i juni 1945 af de 51 medlemslande og trådte i kraft den 24. oktober samme år. FN-pagten grundlagde samarbejdet og fastlagde rammerne for det og definerede og etablerede FN’s hovedorganisationer, og endnu i dag fungerer pagten som formålserklæring for FN’s arbejde. I følge FN pagten er FN’s formål: 

 - at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, 

 - på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder, 

 - at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og 

 - at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed. 

Hvilke lande er medlem af FN?

Forenede nationer har 192 medlemslande. 51 af dem grundlagde organisationen, resten er kommet til siden. Ifølge FN-pagten kan alle stater, der er ”fredselskende” og accepterer FN-pagten, blive medlem af FN. Det er FN’s generalforsamling, der endeligt accepterer nye medlemslande efter anbefaling fra Sikkerhedsrådet , der er et af FN’s fem hovedorganer og blandt andet arbejder med at opretholde og sikre fred. 

De 192 medlemslande i alfabetisk orden med angivelse af året for deres optagelse i FN: 

Afghanistan 1946

Albanien 1955

Algeriet 1962

Andorra 1993

Angola 1976

Antigua og Barbuda 1981

Argentina 1945

Armenien 1992

Aserbajdsjan 1992

Australien 1945

Bahama-øerne 1973

Bahrain 1971

Bangladesh 1974

Barbados 1966

Belgien 1945

Belize 1981

Benin 1960

Bhutan 1971

Bolivia 1945

Bosnien-Hercegovina 1992

Botswana 1966

Brasilien 1945

Brunei Darussalam 1984

Bulgarien 1955

Burkina Faso 1960

Burundi 1962

Cambodja 1955

Cameroun 1960

Canada 1945

Centralafrikanske Republik 1960

Chile 1945

Colombia 1945

Comorerne 1975

Congo 1960

Congo, Den demokratiske republik (tidl. Zaire) 1960

Costa Rica 1945

Cuba 1945

Cypern 1960

Danmark 1945

Djibouti 1977

Dominica 1978

Dominikanske Republik 1945

Ecuador 1945

Egypten 1945

Elfenbenskysten 1960

El Salvador 1945

Eritrea 1993

Estland 1991

Etiopien 1945

Fiji 1970

Filippinerne 1945

Finland 1955

Forenede arabiske Emirater 1971

Frankrig 1945

Gabon 1960

Gambia 1965

Georgien 1992

Ghana 1957

Grenada 1974

Grækenland 1945

Guatemala 1945

Guinea 1958

Guinea-Bissau 1974

Guyana 1966

Haiti 1945

Holland 1945

Honduras 1945

Hviderusland (Belarus) 1945

Indien 1945

Indonesien 1950

Irak 1945

Iran 1945

Irland 1955

Island 1946

Israel 1949

Italien 1955

Jamaica 1962

Japan 1956

Jordan 1955

Jugoslavien 1945

Kap Verde 1975

Kasakhstan 1992

Kenya 1963

Kina 1945

Kirgisistan 1992

Kiribati 1999

Kroatien 1992

Kuwait 1963

Laos 1955

Lesotho 1966

Letland 1991

Libanon 1945

Liberia 1945

Libyen 1955

Liechtenstein 1990

Litauen 1991

Luxembourg 1945

Madagaskar 1960

Makedonien, Den tidligere jugoslaviske republik 1993

Malawi 1964

Malaysia 1957

Maldiverne 1965

Mali 1960

Malta 1964

Marokko 1956

Marshall-øerne 1991

Mauretanien 1961

Mauritius 1968

Mexico 1945

Mikronesien 1991

Moldova 1992

Monaco 1993

Mongoliet 1961

Montenegro 2006

Mozambique 1975

Myanmar (tidl. Burma) 1948

Namibia 1990

Nauru 1999

Nepal 1955

New Zealand 1945

Nicaragua 1945

Niger 1960

Nigeria 1960

Nordkorea 1991

Norge 1945

Oman 1971

Pakistan 1947

Palau 1994

Panama 1945

Papua Ny Guinea 1975

Paraguay 1945

Peru 1945

Polen 1945

Portugal 1955

Qatar 1971

Rumænien 1955

Rusland 1945

Rwanda 1962

Salomon-øerne 1978

Samoa 1976

San Marino 1992

Sao Tomé og Principe 1975

Saudi Arabien 1945

Schweiz 2002

Senegal 1960

Seychellerne 1976

Sierra Leone 1961

Singapore 1965

Slovakiet 1993

Slovenien 1992

Somalia 1960

Spanien 1955

Sri Lanka 1955

St. Kitts og Nevis 1983

St. Lucia 1979

St. Vincent og Grenadinerne 1980

Storbritannien 1945

Sudan 1956

Surinam 1975

Sverige 1946

Swaziland 1968

Sydafrika 1945

Sydkorea 1991

Syrien 1945

Tadsjikistan 1992

Tanzania 1961

Tchad 1960

Thailand 1946

Tjekkiet 1993

Togo 1960

Tonga 1999

Trinidad og Tobago 1962

Tunesien 1956

Turkmenistan 1992

Tuvalu 2000

Tyrkiet 1945

Tyskland 1973

Uganda 1962

Ukraine 1945

Ungarn 1955

Uruguay 1945

Usbekistan 1992

USA 1945

Vanuatu 1981

Venezuela 1945

Vietnam 1977

Yemen 1947

Zambia 1964

Zimbabwe 1980

Ækvatorial Guinea 1968

Østrig 1955

Østtimor 2002 

Hvordan har FN udviklet sig?

Udover antallet af medlemslande har der ikke været store ændringer i FN’s arbejde på det organisatoriske plan. FN’s opgavefelt er blevet udvidet, men kun indenfor de eksisterende rammer, og det handler nu lige så meget om humanitær bistand og social og økonomisk udvikling som at forhindre krig.

Der er kommet mange specialorganisationer til, der arbejder med et specielt stofområde. Specialorganisationer ligger under de hovedorganer, der har været en del af FN’s struktur fra oprettelsen i 1945, og ændrer altså ikke på organisationen af Forenede Nationer, men understreger det udvidede opgavefelt. F.eks. UNAIDS, FN’s program til global bekæmpelse af HIV/AIDS, der først blev oprettet i 1994. Programmet blev oprettet, da behovet opstod, men ligger under FN’s formålserklæring om at fremme levestandarden. Programmet er således en udvidelse af FN’s arbejde indenfor de eksisterende rammer, der blev skabt med FN-pagten i 1945.

Det er især på udviklingsområdet, at FN er en uhyre vigtig international spiller. Den status og det ansvar betyder blandt andet, at FN i 2000 formulerede otte mål, kaldet 2015-målene for, hvordan der skal skabes fremgang på udviklingsområdet indtil 2015.

På det freds- og sikkerhedsmæssige plan er fokus i dag skiftet fra Europa til ulande, og det er især i Afrika og Asien, at FN har fredsbevarende styrker sat ind. De mange nye opgaver har ført til oprettelsen af en lang række ekspertgrupper og specialorganisationer i FN-regi.