Forenede Nationer (FN)

Hvad er Forenede Nationer?

Forenede Nationers logo. Foto: Dreamstime

Forenede Nationer, der forkortes FN, er verdens største mellemstatslige samarbejdsorganisation med 193 medlemslande. FN blev oprettet i 1945, umiddelbart efter 2. Verdenskrig, med det formål at sikre fred og overholdelse af menneskerettighederne på globalt plan, at uddele humanitær bistand og at sikre en social og økonomisk udvikling i hele verden. I dag er FN især kendt for fredsbevarende missioner i krigs- og konfliktplagede zoner og lande og udviklingsaktiviteter i fattige lande. FN er desuden kendt som den organisation, der skabte den verdensomspændende erklæring om menneskerettighederne i 1948, som er blevet fulgt op af en række andre erklæringer og konventioner, der fungerer som uddybninger og tilføjelser på specifikke områder som blandt andet kvinders og børns rettigheder. FN havde i 2020 et årligt budget på 3,15 milliarder dollars.

Hvordan og hvorfor blev FN grundlagt?

FN blev grundlagt kort efter 2. Verdenskrigs afslutning, den 24. oktober 1945, af 51 medlemslande – blandt andre Danmark – med det formål at sikre verden mod endnu en verdenskrig og skabe et forum for dialog mellem verdens lande. FN erstattede Folkeforbundet, der blev oprettet i kølvandet på 1. Verdenskrig med samme formål som FN: at forhindre en ny verdenskrig. Det lykkedes ikke Folkeforbundet, og da Folkeforbundet dermed havde spillet fallit, så medlemslandene sig nødsaget til at oprette en ny og stærkere organisation. Der var flere faktorer, der førte til Folkeforbundets fiasko: Folkeforbundet havde ikke beføjelser eller militære styrker, der kunne modsvare aggression fra et medlemsland, og var desuden lammet i krigs- og krisetider, da handling krævede enstemmighed blandt samtlige medlemslande. Og endelig var flere stormagter, blandt andre USA, ikke medlem af forbundet og kunne således ikke forpligtes på at følge dets beslutninger. Da de 51 medlemslande i 1945 oprettede FN ved at skrive under på FN-pagten, var det især de nævnte dele af samarbejdet, man havde ændret. Der var ikke længere krav om enstemmighed, Sikkerhedsrådet fik beføjelser til at anbefale medlemslandene at modsvare aggressioner militært, og stormagter som USA, Rusland (dengang Sovjetunionen) og Kina var medlemmer fra starten.

Hvad er FN-pagten?

FN-pagten er FN’s grundlov, som alle medlemslande har skrevet under på. Pagten blev underskrevet i juni 1945 af de 51 medlemslande og trådte i kraft den 24. oktober samme år. FN-pagten grundlagde samarbejdet og fastlagde rammerne for det og definerede og etablerede FN’s hovedorganisationer, og endnu i dag fungerer pagten som formålserklæring for FN’s arbejde. Ifølge FN-pagten er FN’s formål:

• · at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden,
   
• · på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder,
   
• · at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og
   
• · at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed

Hvilke lande er medlem af FN?

FN har i dag 193 medlemslande. 51 af dem grundlagde organisationen, resten er kommet til siden. Ifølge FN-pagten kan alle stater, der er ”fredselskende” og accepterer FN-pagten, blive medlem. Det er FN’s generalforsamling, der endeligt accepterer nye medlemslande efter anbefaling fra Sikkerhedsrådet, der er et af FN’s fem hovedorganer.
 

De 193 medlemslande i alfabetisk orden med angivelse af året for deres optagelse i FN:
 

Afghanistan 1946

Albanien 1955

Algeriet 1962

Andorra 1993

Angola 1976

Antigua og Barbuda 1981

Argentina 1945

Armenien 1992

Aserbajdsjan 1992

Australien 1945

Bahama-øerne 1973

Bahrain 1971

Bangladesh 1974

Barbados 1966

Belgien 1945

Belize 1981

Benin 1960

Bhutan 1971

Bolivia 1945

Bosnien-Hercegovina 1992

Botswana 1966

Brasilien 1945

Brunei Darussalam 1984

Bulgarien 1955

Burkina Faso 1960

Burundi 1962

Cambodja 1955

Cameroun 1960

Canada 1945

Centralafrikanske Republik 1960

Chile 1945

Colombia 1945

Comorerne 1975

Congo 1960

Congo, Den demokratiske republik (tidl. Zaire) 1960

Costa Rica 1945

Cuba 1945

Cypern 1960

Danmark 1945

Djibouti 1977

Dominica 1978

Dominikanske Republik 1945

Ecuador 1945

Egypten 1945

Elfenbenskysten 1960

El Salvador 1945

Eritrea 1993

Estland 1991

Etiopien 1945

Fiji 1970

Filippinerne 1945

Finland 1955

Forenede arabiske Emirater 1971

Frankrig 1945

Gabon 1960

Gambia 1965

Georgien 1992

Ghana 1957

Grenada 1974

Grækenland 1945

Guatemala 1945

Guinea 1958

Guinea-Bissau 1974

Guyana 1966

Haiti 1945

Holland 1945

Honduras 1945

Hviderusland (Belarus) 1945

Indien 1945

Indonesien 1950

Irak 1945

Iran 1945

Irland 1955

Island 1946

Israel 1949

Italien 1955

Jamaica 1962

Japan 1956

Jordan 1955

Jugoslavien 1945

Kap Verde 1975

Kasakhstan 1992

Kenya 1963

Kina 1945

Kirgisistan 1992

Kiribati 1999

Kroatien 1992

Kuwait 1963

Laos 1955

Lesotho 1966

Letland 1991

Libanon 1945

Liberia 1945

Libyen 1955

Liechtenstein 1990

Litauen 1991

Luxembourg 1945

Madagaskar 1960

Makedonien, Den tidligere jugoslaviske republik 1993

Malawi 1964

Malaysia 1957

Maldiverne 1965

Mali 1960

Malta 1964

Marokko 1956

Marshall-øerne 1991

Mauretanien 1961

Mauritius 1968

Mexico 1945

Mikronesien 1991

Moldova 1992

Monaco 1993

Mongoliet 1961

Montenegro 2006

Mozambique 1975

Myanmar (tidl. Burma) 1948

Namibia 1990

Nauru 1999

Nepal 1955

New Zealand 1945

Nicaragua 1945

Niger 1960

Nigeria 1960

Nordkorea 1991

Norge 1945

Oman 1971

Pakistan 1947

Palau 1994

Panama 1945

Papua Ny Guinea 1975

Paraguay 1945

Peru 1945

Polen 1945

Portugal 1955

Qatar 1971

Rumænien 1955

Rusland 1945

Rwanda 1962

Salomon-øerne 1978

Samoa 1976

San Marino 1992

Sao Tomé og Principe 1975

Saudi Arabien 1945

Schweiz 2002

Senegal 1960

Seychellerne 1976

Sierra Leone 1961

Singapore 1965

Slovakiet 1993

Slovenien 1992

Somalia 1960

Spanien 1955

Sri Lanka 1955

St. Kitts og Nevis 1983

St. Lucia 1979

St. Vincent og Grenadinerne 1980

Storbritannien 1945

Sudan 1956

Surinam 1975

Sverige 1946

Swaziland 1968

Sydafrika 1945

Sydkorea 1991

Sydsudan 2011

Syrien 1945

Tadsjikistan 1992

Tanzania 1961

Tchad 1960

Thailand 1946

Tjekkiet 1993

Togo 1960

Tonga 1999

Trinidad og Tobago 1962

Tunesien 1956

Turkmenistan 1992

Tuvalu 2000

Tyrkiet 1945

Tyskland 1973

Uganda 1962

Ukraine 1945

Ungarn 1955

Uruguay 1945

Usbekistan 1992

USA 1945

Vanuatu 1981

Venezuela 1945

Vietnam 1977

Yemen 1947

Zambia 1964

Zimbabwe 1980

Ækvatorial Guinea 1968

Østrig 1955

Østtimor 2002

 

Hvordan har FN udviklet sig?

Udover antallet af medlemslande har der ikke været store ændringer i FN’s arbejde på det organisatoriske plan. FN’s opgavefelt er blevet udvidet, men kun indenfor de eksisterende rammer, og det handler nu lige så meget om humanitær bistand og social og økonomisk udvikling som om at forhindre krig. Der er kommet mange specialorganisationer til, der arbejder med et særligt stofområde. Specialorganisationer ligger under de hovedorganer, der har været en del af FN’s struktur fra oprettelsen i 1945, og ændrer altså ikke på organisationen af Forenede Nationer, men understreger det udvidede opgavefelt. Det ser man med UNAIDS, FN’s program til global bekæmpelse af HIV/AIDS. UNAIDS blev oprettet i 1994, da behovet opstod, men ligger under FN’s formålserklæring om at fremme levestandarden. Programmet er således en udvidelse af FN’s arbejde indenfor de eksisterende rammer fra 1945.

Det er især på udviklingsområdet, at FN er en uhyre vigtig international spiller. Den status og det ansvar betyder blandt andet, at FN i 2015 vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Verdensmålene skal frem til 2030 sætte klodens kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og den planet, vi bor på.

På det freds- og sikkerhedsmæssige plan er fokus i dag skiftet fra Europa til ulande, og det er især i Afrika og Asien, at FN har fredsbevarende styrker. De mange nye opgaver har ført til oprettelse af en lang række ekspertgrupper og specialorganisationer i FN-regi.

Hvordan er FN struktureret?

FN virker som et centralorgan, der koordinerer medlemslandenes indsats til opnåelse af FN’s mål. Samtidig virker organisationen selvstændigt, men det er repræsentanter fra medlemslandene, der bestemmer, hvilke opgaver organisationen skal udføre, og det er medlemslandene der betaler for organisationens arbejde. Arbejdet er fordelt på fem hovedorganer, der varetager hver deres del af samarbejdet. Hovedorganerne har det overordnede ansvar for udviklingen på deres politiske eller administrative område, men uddelegerer ofte konkrete opgaver til mindre specialorganisationer. Under hovedorganerne ligger de mange specialorganisationer, der arbejder på hvert deres område, land, geografiske områder eller på mellemstatsligt niveau. Det kan eksempelvis være Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der varetager international sundhed, eller FN’s AIDS-program, UNAIDS, der arbejder med at koordinere medlemslandenes indsats mod AIDS. Specialorganisationerne har også underorganer, ekspertgrupper og kontorer. For eksempel har specialorganisationerne UNICEF, UNOPS og UNFPA-kontorer i FN-byen i København.

Mens fire ud af fem hovedorganer har hovedkvarter i FN-bygningen i New York, USA, er specialorganisationernes kontorer spredt over det meste af verden.

Arbejdet i FN bærer præg af, at der er tale om en international organisation. Eksempelvis har FN seks officielle sprog – engelsk, fransk, spansk, arabisk, kinesisk og russisk.

På FN’s officielle hjemmeside https://www.un.org/en/model-united-nations/un-structure er der en grafisk oversigt over strukturen i FN.

Hvordan er FN finansieret?

FN er en kæmpemæssig organisation med et årligt budget på 3,15 milliarder dollars. Budgettet finansieres af FN’s medlemsstater, der alle yder et beløb hvert år. Beløbet fastsættes af Generalforsamlingen, et af FN’s hovedorganer, og er baseret på, hvor meget hvert land har mulighed for at betale, baseret på landets bruttonationalindkomst. Der bliver taget hensyn til lande med lav indtægt per borger eller stor udlandsgæld. I 2020 stod USA for 22% af FN’s budget. I 2020, da den verdensomspændende coronapandemi ramte, blev det accepteret, at særligt fattige lande kunne mindske eller udskyde deres bidrag til FN-budgettet. Det kan man læse om i artiklen ”UN calls for comprehensive debt standstill in all developing countries” på UNDP’s hjemmeside (se kilder). Samtidig betød coronapandemien, som blev erklæret af WHO i begyndelsen af 2020, at blandt andet USA med præsident Donald Trump i spidsen trak sin støtte til organisationen. Trump mente, at FN ikke var kritisk nok over for Kina og at den kinesiske ledelse burde holdes ansvarlig for, at virusudbruddet kunne sprede sig til hele verden.

Nedenstående tal viser, hvor meget Generalforsamlingen har besluttet, at hvert land skal bidrage med til FN i 2019-2021.

Medlemslandenes bidrag til FN-budgettet

Medlemsland	Bidrag (% af FN’s budget)
USA	22.00 %
Kina	12.005 %
Japan	8.564 %
Tyskland	6.090 %
Storbritannien	4.567 %
Frankrig	4.427 %
Italien	3.307 %
Brasilien	2.948 %
Canada	2.734 %
Rusland	2.405 %
Andre medlemslande	30.953 %

I 2018 besluttede Generalforsamlingen, at Danmark skulle bidrage med 0,554% af det samlede FN-budget, svarende til omkring 100 millioner kroner.

Hvilke organer består FN af?

FN består af fem (tidligere seks) hovedorganer, 17 specialorganisationer og et skiftende antal programmer under specialorganisationerne. For eksempel har specialorganisationen WFP, Verdensfødevareprogrammet, forskellige programmer i lande med hungersnød. Derudover har FN en lang række faste samarbejdspartnere, som udfører opgaver for organisationen, blandt andet Røde Kors, der står for en del af det humanitære arbejde, eksempelvis med flygtningelejre.

Hvilket mandat har FN-organerne i forhold til medlemslandene?

Bortset fra Generalforsamlingen, der beslutter, hvor meget hvert land skal bidrage med til FN’s budget, kan ingen af FN’s organer træffe juridisk bindende beslutninger eller fastlægge regler for medlemslandene. Organerne kan komme med anbefalinger, skabe diplomatisk pres eller vedtage fordømmende udtalelser eller beslutte at indføre internationale sanktioner mod bestemte lande, men organerne har ingen lovgivende magt over medlemslandene.

Hvad er FN’s generalforsamling?

Forenede Nationers Generalforsamling er at af de fem hovedorganer i FN-systemet og det eneste organ, hvor alle medlemslande er repræsenteret. Generalforsamlingen har mange opgaver, blandt andet at godkende FN’s budget, udpege de skiftende medlemslande i Sikkerhedsrådet og komme med anbefalinger om freds- og sikkerhedspolitik. Derudover fungerer Generalforsamlingen som den platform for dialog mellem medlemslande, som var en af de afgørende grunde til at man grundlagde FN, ligesom Generalforsamlingen kan tage endelig beslutning om at optage nye medlemslande og beslutte, at et land skal udelukkes fra FN.

Generalforsamlingen mødes hvert år til cirka 30 ordinære møder mellem september og december i FN-bygningen i New York. Derudover kan der indkaldes til specialmøder, der kan finde sted over hele verden.

I Generalforsamlingen har alle medlemslande én stemme uanset landets størrelse, indbyggertal og økonomi. I de fleste store spørgsmål skal der to tredjedeles flertal til at træffe beslutninger, mens der i andre tilfælde skal være enstemmighed. Generalforsamlingen mødtes første gang den 10. januar 1946.

Hvad er FN’s sikkerhedsråd?

FN’s sikkerhedsråd er et andet af de fem hovedorganer. Sikkerhedsrådets ansvar er at opretholde fred og sikkerhed på internationalt plan. I Sikkerhedsrådet undersøger medlemmerne konflikter, ofte ved hjælp af en særlig nedsat ekspertgruppe. Medlemmerne kommer med anbefalinger til, hvad der skal gøres for at løse dem. Man vurderer trusler mod verdensfreden og formulerer planer for fredsbevarende indsatser på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan. Rådet har mange beføjelser og kan blandt andet anbefale medlemslandene at komme med politiske eller økonomiske sanktioner mod et land, der ikke overholder menneskerettighederne eller opfører sig aggressivt, og beslutte at modsvare aggressionerne militært. Derudover er det Sikkerhedsrådet, der kommer med anbefalinger, før FN’s generalforsamling skal beslutte, om et land kan optages i FN.

Sikkerhedsrådet består af fem permanente medlemmer, der har været medlemmer af Sikkerhedsrådet siden dets oprettelse, nemlig Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA. De fem lande har vetoret. Derudover har Sikkerhedsrådet 10 skiftende medlemslande, der udpeges for en periode af to år af FN’s generalforsamling. Medlemskabet går på tur mellem de forskellige medlemslande, og medlemslandene fordeles sådan, at alle verdensdele har et vist antal repræsentanter i Sikkerhedsrådet. Eksempelvis har Afrika tre medlemmer af Sikkerhedsrådets ikke-permanente lande, mens Asien og Vesteuropa hver har to.

Hvad er FN’s økonomiske og sociale råd?

FN’s økonomiske og sociale råd, ECOSOC, er ligeledes et af FN’s fem hovedorganer. Rådet bistår generalforsamlingen i udviklingsarbejdet. Det består af 54 medlemslande, der bliver udpeget af generalforsamlingen og sidder i en periode på tre år. Ligesom med de ikke-permanente lande i Sikkerhedsrådet vælges medlemslandene sådan, at alle verdensdele er repræsenteret med et vist antal medlemslande. Mens generalforsamlingen tager de politiske beslutninger og viser vej for udviklingsarbejdet, står rådet for at udføre opgaverne, med hjælp fra en lang række specialorganisationer. Rådets primære opgaver er at sikre og støtte op om social og økonomisk udvikling, blandt andet ved at forsøge at skabe højere levestandard, bedre uddannelsesmuligheder og bekæmpe epidemier i fattige lande. Mange af de mest kendte FN-specialorganisationer ligger under det økonomiske og sociale råd. Det gælder blandt andet Verdenssundhedsorganisation, WHO, FN’s børnefond, UNICEF, og UNESCO – FN’s organisation for uddannelse, kommunikation, kultur og videnskab. Derudover har det økonomiske og sociale råd en lang række special- og regionale kommissioner, der eksempelvis arbejder med at sikre social udvikling, forhindre kriminalitet eller specifikt med den økonomiske udvikling i bestemte verdensdele.

Hvad er Den internationale domstol?

Som det eneste af de fem hovedorganer har Den internationale domstol ikke hovedsæde i FN-bygningen i New York, men i Fredspaladset i Haag i Holland. Ligesom de andre hovedorganer blev domstolen etableret i 1945 med FN-pagten. Domstolen er FN’s juridiske organ og skal sørge for, at internationale regler, eksempelvis menneskerettighederne, bliver overholdt. Domstolen dømmer primært i sager mellem stater, hvor begge stater skal indvillige i at være part, før sagen kan afgøres af domstolen. Derudover rådgiver den FN’s mange organer, ekspertgrupper og programmer i juridiske spørgsmål. Domstolen består af femten dommere, der bliver udpeget af FN’s generalforsamling og sikkerhedsråd og sidder ni år ad gangen.

Et eksempel på en sag, der er blevet afgjort ved Den Internationale Domstol, er Danmark og Norges uenighed om ejerskabet over havområdet mellem Grønland og den norske ø Jan Meyen. I 1993 afgjorde domstolen, at havområdet skulle deles lige mellem Danmark og Norge. Den Internationale domstol har også afgjort, at Israels opførelse af en mur mellem Israel og Vestbredden var ulovlig, og at muren skal rives ned. Israel afviste imidlertid afgørelsen. I sådan en sag kan Den Internationale domstol ikke tvinge Israel til at rive muren ned, men Sikkerhedsrådet kan beslutte at sanktionere økonomisk eller politisk eller, som yderste konsekvens, sætte ind militært.

Den internationale domstol bliver ofte forvekslet med Den internationale straffedomstol, der dømmer i sager om krigsforbrydelser.

Hvad er FN-sekretariatet?

FN-sekretariatet håndterer den administrative del af FN og kan siges at være hele organisationens sekretær. Sekretariatet har hovedsæde i New York, men kontorer alle steder i verden, hvor FN er repræsenteret. Sekretariatets primære opgave er at servicere de andre organer, forberede møder og udføre opgaver for de andre hovedorganer. Derudover administrerer sekretariatet de programmer og den politik, de andre hovedorganer fører. Sekretariatet består af næsten 9.000 embedsmænd, der kommer fra alle FN’s medlemslande. Halvdelen arbejder fra hovedsædet i New York, resten er fordelt over alle de lande, hvor FN arbejder. I Danmark er FN-sekretariatet ikke repræsenteret, men der arbejder omkring 1.500 FN-ansatte i FN-Byen, blandt andet for UNESCO.

Hvad er generalsekretæren?

FN-sekretariatet ledes af en generalsekretær, der er den eneste del af hovedorganet, der kan føre politik. Generalsekretærens opgave er at lede sekretariatet og være organisationens talsmand og leder. Som den eneste i FN-sekretariatet har generalsekretæren en politisk stemme, da han kan henlede de forskellige råds opmærksomhed på problematikker eller konflikter, som han mener, er vigtige for FN at forholde sig til. Ofte er det også generalsekretæren, der udtaler sig på FN’s vegne i politiske sager, eksempelvis klimaspørgsmålet. Fordi generalsekretæren skal udtale sig på FN’s og dermed alle 193 medlemslandes vegne, er det som oftest ukontroversielle og tidligere ukendte politikere fra små lande, der bliver valgt. Generalsekretæren bliver udnævnt for en periode på fem år af generalforsamlingen, efter vurdering og anbefaling fra Sikkerhedsrådet. Som oftest sidder generalsekretæren to perioder. Den nuværende generalsekretær er portugiseren António Guterres, som har siddet på posten siden 2017, hvor han afløste sydkoreaneren Ban Ki-moon.

Hvem har været FN’s generalsekretærer?

Følgende personer har haft posten som FN’s generalsekretær:
 

· 1945-1953: Trygve Lie, Norge

· 1953-1961: Dag Hammarskjöld, Sverige

· 1961-1971: U Thant, Burma

· 1972-1981: Kurt Waldheim, Østrig

· 1982-1991: Javier Pérez de Cuéllar, Peru

· 1992-1996: Boutros Boutros-Ghali, Egypten

· 1997-2006: Kofi Annan, Ghana

· 2007-2017: Ban Ki-moon, Sydkorea

· 2017-: António Guterres, Portugal
 

Hvad var FN’s forvaltningsråd?

I dag er der kun fem reelle hovedorganer i FN, men da FN-pagten blev underskrevet i 1945, var der et sjette hovedorgan, FN’s forvaltningsråd, der blev oprettet for at forvalte ikke-selvstyrende territorier, eksempelvis Vestsahara, og tage hensyn til alle indbyggernes bedste, samt skabe fred og sikkerhed i området. Da alle de territorier, forvaltningsrådet havde som opgave at administrere, med årene enten opnåede selvstyre eller uafhængighed, og rådets opgave dermed var udført, blev det suspenderet. Rådet findes dog stadig formelt og har en præsident og en vicepræsident, der mødes med de andre hovedorganer efter behov.

Hvilke underorganer er der?

Under de fem hovedorganer ligger et væld af specialorganisationer og kontorer, der igen har en række underorganisationer, kommissioner og programmer. Ifølge FN-pagten har hovedorganerne lov til at oprette og nedlægge specialorganisationer efter behov, og det betyder, at antallet af specialorganisationer er skiftende. Eksempelvis var FN i Sierra Leone i 1998-1999 under borgerkrigen med et fredsbevarende program, der blev nedlagt, da programmets målsætning var opnået. Specialorganisationer står ofte for at udføre den konkrete politik, som deres hovedorgan har udstukket.

Hvilke specialorganisationer findes i FN ved indgangen til 2021?

FN har følgende 17 specialorganisationer med angivelse af det sted, de har hovedsæde i dag, og det år, de blev oprettet:

FAO	FN’s fødevare- og landbrugsorganisation	Rom, Italien	1945
ICAO	FN’s organisation for lovgivning for civil luftfart	Montreal, Canada	1947
IAEA	International Atomic Energy Agency	Wien, Østrig
IFAD	FN’s fond for landbrugsmæssig udvikling	Rom, Italien	1977
ILO	FN’s internationale arbejdsorganisation	Geneve, Schweiz	1946
IMO	FN’s internationale maritime organisation	London, Storbritannien	1948
IMF	Den internationale valutafond	Washington, D.C., USA	1945
ITU	FN’s internationale telekommunikationsunion	Geneve, Schweiz	1947
UNESCO	FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab	Paris, Frankrig	1946
UNIDO	FN’s organisation for industriel udvikling	Wien, Østrig	1967
UPU	FN’s organisation for post	Bern, Schweiz	1947
WB	Verdensbanken	Washington, D.C, USA	1945
WFP	Verdensfødevareprogrammet	Rom, Italien	1963
WHO	Verdenssundhedsorganisationen	Geneve, Schweiz	1948
WIPO	FN’s organisation for beskyttelse af immaterielrettigheder	Geneve, Schweiz	1974
WMO	FN’s internationale meteorologiske organisation	Geneve, Schweiz	1950
UNWTO	FN’s organisation for turisme	Madrid, Spanien	1974