fn bygningen i NY
FN's hovedkvarter i New York.
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix

Forenede Nationer (FN)

journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. 2010
Top image group
fn bygningen i NY
FN's hovedkvarter i New York.
Foto: The Granger Collection / Ritzau Scanpix
Main image
Foto: Christian Ringbæk/Scanpix
FN-bygningen i New York.

Indledning

Forenede Nationer (FN) er en kæmpemæssig verdensorganisation med 192 medlemslande, et årligt budget på 3,8 milliarder dollars og det erklærede mål at sikre verdensfreden. Siden sin etablering i 1945 er FN ofte blevet beskyldt for at være en bureaukratisk snakkeklub, men omvendt har FN også i 1988 fået tildelt Nobels Fredspris for det verdensomspændende fredsbevarende arbejde, som organisationen udfører. FN har hovedkvarter i FN-bygningen på Upper East Side i New York.

Artikel type
faktalink

Introduktion til FN

Hvad er Forenede Nationer?

Forenede Nationers logo. Foto: Dreamstime
Forenede Nationers logo. Foto: Dreamstime

Forenede Nationer, der forkortes FN, er verdens største mellemstatslige samarbejdsorganisation med 192 medlemslande. FN blev oprettet i 1945 umiddelbart efter Anden Verdenskrig med det formål at sikre fred og overholdelse af menneskerettighederne på globalt plan, at uddele humanitær bistand og sikre en social og økonomisk udvikling i hele verden.

I dag er FN især kendt for sine fredsbevarende missioner i krigs- og konfliktplagede zoner og lande og sine udviklingsaktiviteter i fattige lande. FN er desuden kendt som den organisation, der skabte den verdensomspændende erklæring om menneskerettighederne i 1948, som siden er blevet fulgt op med en række andre erklæringer og konventioner, der fungerer som uddybninger og tilføjelser på specifikke områder som bl.a. kvinders og børns rettigheder. FN havde i 2009 et årligt budget på 3,8 milliarder dollars.

FN's historie

Hvordan og hvorfor blev FN grundlagt?

FN blev grundlagt kort efter Anden Verdenskrigs afslutning, den 24. oktober 1945, af 51 medlemslande - heriblandt Danmark - med det formål at sikre verden mod endnu en verdenskrig og skabe et forum for dialog mellem verdens lande. FN erstattede Folkeforbundet, der var blevet oprettet i kølvandet på Første Verdenskrig med samme formål som FN: at forhindre en ny verdenskrig. Det lykkedes ikke Folkeforbundet at leve op til sit formål - en ny verdenskrig brød ud - og da Folkeforbundet dermed havde spillet fallit, så medlemslandene sig nødsaget til at oprette en ny og stærkere organisation.

Der var flere faktorer, der førte til Folkeforbundets fiasko op til og under Anden Verdenskrig: Folkeforbundet havde ikke beføjelser eller militære styrker, der kunne modsvare aggression mod et medlemsland, forbundet var lammet i krigs- og krisetider, da handling krævede enstemmighed blandt samtlige medlemslande, og endelig var flere stormagter, blandt andre USA, ikke medlem af forbundet og kunne således ikke forpligtes på at følge forbundets beslutninger. Da de 51 medlemslande i 1945 oprettede FN ved at skrive under på FN-pagten, var det især de nævnte dele af samarbejdet, man havde ændret. Der var ikke længere krav om enstemmighed, Sikkerhedsrådet fik beføjelser til at anbefale medlemslandene at modsvare aggressioner militært, og stormagter som USA, Rusland (dengang Sovjetunionen) og Kina var medlemslande fra starten af. 

Hvad er FN-pagten?

FN-pagten er FN’s grundlov, og alle medlemslande har skrevet under på pagten. Pagten blev underskrevet i juni 1945 af de 51 medlemslande og trådte i kraft den 24. oktober samme år. FN-pagten grundlagde samarbejdet og fastlagde rammerne for det og definerede og etablerede FN’s hovedorganisationer, og endnu i dag fungerer pagten som formålserklæring for FN’s arbejde. I følge FN pagten er FN’s formål: 

 - at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, 

 - på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder, 

 - at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og 

 - at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed. 

Hvilke lande er medlem af FN?

Forenede nationer har 192 medlemslande. 51 af dem grundlagde organisationen, resten er kommet til siden. Ifølge FN-pagten kan alle stater, der er ”fredselskende” og accepterer FN-pagten, blive medlem af FN. Det er FN’s generalforsamling, der endeligt accepterer nye medlemslande efter anbefaling fra Sikkerhedsrådet , der er et af FN’s fem hovedorganer og blandt andet arbejder med at opretholde og sikre fred. 

De 192 medlemslande i alfabetisk orden med angivelse af året for deres optagelse i FN: 

Afghanistan 1946

Albanien 1955

Algeriet 1962

Andorra 1993

Angola 1976

Antigua og Barbuda 1981

Argentina 1945

Armenien 1992

Aserbajdsjan 1992

Australien 1945

Bahama-øerne 1973

Bahrain 1971

Bangladesh 1974

Barbados 1966

Belgien 1945

Belize 1981

Benin 1960

Bhutan 1971

Bolivia 1945

Bosnien-Hercegovina 1992

Botswana 1966

Brasilien 1945

Brunei Darussalam 1984

Bulgarien 1955

Burkina Faso 1960

Burundi 1962

Cambodja 1955

Cameroun 1960

Canada 1945

Centralafrikanske Republik 1960

Chile 1945

Colombia 1945

Comorerne 1975

Congo 1960

Congo, Den demokratiske republik (tidl. Zaire) 1960

Costa Rica 1945

Cuba 1945

Cypern 1960

Danmark 1945

Djibouti 1977

Dominica 1978

Dominikanske Republik 1945

Ecuador 1945

Egypten 1945

Elfenbenskysten 1960

El Salvador 1945

Eritrea 1993

Estland 1991

Etiopien 1945

Fiji 1970

Filippinerne 1945

Finland 1955

Forenede arabiske Emirater 1971

Frankrig 1945

Gabon 1960

Gambia 1965

Georgien 1992

Ghana 1957

Grenada 1974

Grækenland 1945

Guatemala 1945

Guinea 1958

Guinea-Bissau 1974

Guyana 1966

Haiti 1945

Holland 1945

Honduras 1945

Hviderusland (Belarus) 1945

Indien 1945

Indonesien 1950

Irak 1945

Iran 1945

Irland 1955

Island 1946

Israel 1949

Italien 1955

Jamaica 1962

Japan 1956

Jordan 1955

Jugoslavien 1945

Kap Verde 1975

Kasakhstan 1992

Kenya 1963

Kina 1945

Kirgisistan 1992

Kiribati 1999

Kroatien 1992

Kuwait 1963

Laos 1955

Lesotho 1966

Letland 1991

Libanon 1945

Liberia 1945

Libyen 1955

Liechtenstein 1990

Litauen 1991

Luxembourg 1945

Madagaskar 1960

Makedonien, Den tidligere jugoslaviske republik 1993

Malawi 1964

Malaysia 1957

Maldiverne 1965

Mali 1960

Malta 1964

Marokko 1956

Marshall-øerne 1991

Mauretanien 1961

Mauritius 1968

Mexico 1945

Mikronesien 1991

Moldova 1992

Monaco 1993

Mongoliet 1961

Montenegro 2006

Mozambique 1975

Myanmar (tidl. Burma) 1948

Namibia 1990

Nauru 1999

Nepal 1955

New Zealand 1945

Nicaragua 1945

Niger 1960

Nigeria 1960

Nordkorea 1991

Norge 1945

Oman 1971

Pakistan 1947

Palau 1994

Panama 1945

Papua Ny Guinea 1975

Paraguay 1945

Peru 1945

Polen 1945

Portugal 1955

Qatar 1971

Rumænien 1955

Rusland 1945

Rwanda 1962

Salomon-øerne 1978

Samoa 1976

San Marino 1992

Sao Tomé og Principe 1975

Saudi Arabien 1945

Schweiz 2002

Senegal 1960

Seychellerne 1976

Sierra Leone 1961

Singapore 1965

Slovakiet 1993

Slovenien 1992

Somalia 1960

Spanien 1955

Sri Lanka 1955

St. Kitts og Nevis 1983

St. Lucia 1979

St. Vincent og Grenadinerne 1980

Storbritannien 1945

Sudan 1956

Surinam 1975

Sverige 1946

Swaziland 1968

Sydafrika 1945

Sydkorea 1991

Syrien 1945

Tadsjikistan 1992

Tanzania 1961

Tchad 1960

Thailand 1946

Tjekkiet 1993

Togo 1960

Tonga 1999

Trinidad og Tobago 1962

Tunesien 1956

Turkmenistan 1992

Tuvalu 2000

Tyrkiet 1945

Tyskland 1973

Uganda 1962

Ukraine 1945

Ungarn 1955

Uruguay 1945

Usbekistan 1992

USA 1945

Vanuatu 1981

Venezuela 1945

Vietnam 1977

Yemen 1947

Zambia 1964

Zimbabwe 1980

Ækvatorial Guinea 1968

Østrig 1955

Østtimor 2002 

Hvordan har FN udviklet sig?

Udover antallet af medlemslande har der ikke været store ændringer i FN’s arbejde på det organisatoriske plan. FN’s opgavefelt er blevet udvidet, men kun indenfor de eksisterende rammer, og det handler nu lige så meget om humanitær bistand og social og økonomisk udvikling som at forhindre krig.

Der er kommet mange specialorganisationer til, der arbejder med et specielt stofområde. Specialorganisationer ligger under de hovedorganer, der har været en del af FN’s struktur fra oprettelsen i 1945, og ændrer altså ikke på organisationen af Forenede Nationer, men understreger det udvidede opgavefelt. F.eks. UNAIDS, FN’s program til global bekæmpelse af HIV/AIDS, der først blev oprettet i 1994. Programmet blev oprettet, da behovet opstod, men ligger under FN’s formålserklæring om at fremme levestandarden. Programmet er således en udvidelse af FN’s arbejde indenfor de eksisterende rammer, der blev skabt med FN-pagten i 1945.

Det er især på udviklingsområdet, at FN er en uhyre vigtig international spiller. Den status og det ansvar betyder blandt andet, at FN i 2000 formulerede otte mål, kaldet 2015-målene for, hvordan der skal skabes fremgang på udviklingsområdet indtil 2015.

På det freds- og sikkerhedsmæssige plan er fokus i dag skiftet fra Europa til ulande, og det er især i Afrika og Asien, at FN har fredsbevarende styrker sat ind. De mange nye opgaver har ført til oprettelsen af en lang række ekspertgrupper og specialorganisationer i FN-regi.

FN's struktur og opbygning

Hvordan er FN struktureret?

FN virker som et centralorgan, der koordinerer medlemslandenes indsats til opnåelse af FN’s mål. Samtidig virker organisationen selvstændigt, men det er repræsentanter fra medlemslandene, der bestemmer hvilke opgaver organisationen skal udføre, og medlemslandene der betaler for organisationens arbejde.

Arbejdet er fordelt på fem hovedorganer, der varetager hver deres del af samarbejdet. Hovedorganerne har det overordnede ansvar for udviklingen på deres politiske eller administrative område, men uddelegerer ofte de konkrete opgaver til mindre specialorganisationer, der arbejder på hver deres område, land, geografiske områder eller på mellemstatsligt niveau. Det kan eksempelvis være Verdenssundhedsorganisationen, WHO, der varetager international sundhed, eller FN’s AIDS-program, UNAIDS, der arbejder med at koordinere medlemslandenes indsats mod AIDS. Specialorganisationerne har også underorganer, ekspertgrupper og kontorer. Eksempelvis har specialorganisationerne UNICEF, UNOPS og UNFPA kontorer i Danmark.

Mens fire ud af de fem hovedorganer har deres hovedkvarter i FN-bygningen i New York, USA, er specialorganisationernes kontorer spredt over det meste af verden.

Arbejdet i FN bærer præg af, at der er tale om en international organisation. Eksempelvis har FN seks officielle sprog - engelsk, fransk, spansk, arabisk, kinesisk og russisk.

På det amerikanske elite-universitet Stanfords hjemmeside http://www.stanford.edu/group/Jonsson/appendb.gif er der en grafisk oversigt over strukturen i FN. 

Hvordan er FN finansieret?

FN er en kæmpemæssig organisation med et årligt budget på knap 3,8 milliarder dollars. Budgettet finansieres af FN’s medlemsstater, der alle yder et beløb hvert år. Beløbet fastsættes af Generalforsamlingen, der er et af FN’s hovedorganer, og er baseret på, hvor meget hvert land har mulighed for at betale, baseret på landets bruttonationalprodukt. Der bliver taget hensyn til lande med lav indtægt per borger eller stor udlandsgæld. I 2009 stod USA for 22 procent af FN’s budget. I 2009 var der imidlertid kun 22 lande, der havde betalt hele deres bidrag til FN. De resterende lande, blandt andet USA, Danmark og flere europæiske lande, skyldte ved udgangen af 2009 til sammen fortsat over 15 milliarder kroner. Nedenstående tal viser hvor meget Generalforsamlingen har besluttet, at hvert enkelt land skal bidrage med til FN i 2009. 

Medlemslandenes bidrag til FN-budgettet

Medlemsland

Bidrag

(% af FN’s budget)

 USA

22.00%

 Japan

16.624%

Tyskland

8.577%

 Storbritannien

6.642%

 Frankrig

6.301%

 Italien

5.079%

 Canada

2.977%

 Spanien

2.968%

 Kina

2.667%

 Mexico

2.257%

Andre medlemslande

23.908%

 

I 2009 besluttede Generalforsamlingen, at Danmark skulle bidrage med 0,739 procent af det samlede FN-budget, hvilket svarer til lidt over 100 millioner kroner.

FN's organer

Hvilke organer består FN af?

FN består af fem (tidligere seks) hovedorganer, 17 specialorganisationer og et skiftende antal programmer under specialorganisationerne. Eksempelvis har specialorganisationen WFP, Verdensfødevareprogrammet, forskellige programmer i lande, hvor der hersker hungersnød. Derudover har FN en lang række faste samarbejdspartnere, der ikke er en del af FN, men som udfører opgaver for organisationen. Det gælder blandt andet Røde Kors, der står for en del af det humanitære arbejde, eksempelvis med flygtningelejre. 

Hvilket mandat har FN-organerne i forhold til medlemslandene?

Bortset fra Generalforsamlingen, der beslutter, hvor meget hvert enkelt land skal bidrage med til FN’s budget, er der ikke nogen af FN’s organer, der kan træffe juridisk bindende beslutninger eller fastlægge regler for medlemslandene. Organerne kan komme med anbefalinger, skabe diplomatisk pres eller vedtage fordømmende udtalelser eller beslutte at indføre med internationale sanktioner mod bestemte lande, men organerne har ikke nogen lovgivende magt over de enkelte medlemslande. 

Hvad er FN’s generalforsamling?

Forenede Nationers Generalforsamling er at af de fem hovedorganer i FN-systemet, og det eneste organ hvor alle medlemslande er repræsenteret. Generalforsamlingen har mange opgaver, blandt andet at godkende FN’s budget, at udpege de skiftende medlemslande i Sikkerhedsrådet og at komme med anbefalinger om freds- og sikkerhedspolitik. Derudover fungerer Generalforsamlingen som den platform for dialog mellem medlemslande, som var en af de afgørende grunde til at man grundlagde FN, ligesom Generalforsamlingen kan tage den endelige beslutning om at optage nye medlemslande og beslutte, at et land skal udelukkes fra FN.

Generalforsamlingen mødes fast hvert år til cirka 30 ordinære møder mellem september og december i FN-bygningen i New York. Derudover kan der indkaldes til specialmøder, der kan finde sted over hele verden.

I Generalforsamlingen har alle medlemslandene én stemme uanset landets størrelse, indbyggertal og økonomi. I de fleste store spørgsmål skal der to tredjedeles flertal til at træffe beslutninger, mens der i andre tilfælde skal være enstemmighed. Generalforsamlingen mødtes første gang den 10. januar 1946. 

Hvad er FN’s sikkerhedsråd?

FN’s sikkerhedsråd er et andet af de fem hovedorganer. Sikkerhedsrådets ansvar er at opretholde fred og sikkerhed på internationalt plan. I Sikkerhedsrådet undersøger medlemmerne konflikter, ofte ved hjælp af en særlig nedsat ekspertgruppe, medlemmerne kommer med anbefalinger til, hvad der skal gøres for at løse dem, man vurderer trusler mod verdensfreden, og man formulerer planer for fredsbevarende indsatser på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan. Rådet har mange beføjelser og kan blandt andet anbefale medlemslandene at komme med politiske eller økonomiske sanktioner mod et land, der ikke overholder menneskerettighederne eller opfører sig aggressivt og beslutte at modsvare aggressionerne militært. Derudover er det Sikkerhedsrådet, der kommer med anbefalinger, før FN’s generalforsamling skal beslutte, om et land kan optages som medlemsland af FN.

Sikkerhedsrådet består af fem permanente medlemmer, der alle har været medlemmer af Sikkerhedsrådet siden dets oprettelse. Det drejer sig om Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA. De fem lande har vetoret. Derudover består Sikkerhedsrådet af 10 skiftende medlemslande, der bliver udpeget for en periode af to år af FN’s generalforsamling. Medlemskabet går på tur mellem de forskellige medlemslande, og medlemslandene fordeles sådan at alle verdensdele har et vist antal repræsentanter i Sikkerhedsrådet. Eksempelvis har Afrika tre medlemmer af Sikkerhedsrådets ikke-permanente lande, mens Asien og Vesteuropa hver har to. 

Hvad er FN’s økonomiske og sociale råd?

FN’s økonomiske og sociale råd, ECOSOC, er ligeledes et af FN’s fem hovedorganer. Rådet bistår generalforsamlingen i udviklingsarbejdet. Det består af 54 medlemslande, der bliver udpeget af generalforsamlingen og sidder i en periode på tre år. Ligesom med de ikke-permanente lande i Sikkerhedsrådet vælges medlemslandene sådan at alle verdensdele er repræsenteret med et vist antal medlemslande; eksempelvis har Østeuropa fast seks medlemslande, mens Vesteuropa har tretten. Mens generalforsamlingen tager de politiske beslutninger og viser vejen for udviklingsarbejdet, står rådet for at udføre opgaverne med hjælp fra en lang række specialorganisationer. Rådets primære opgaver er at sikre og støtte op om social og økonomisk udvikling verden over, blandt andet ved at forsøge at skabe højere levestandard, bedre uddannelsesmuligheder og bekæmpe epidemier i fattige lande. Mange af de mest kendte FN-specialorganisationer ligger under det økonomiske og sociale råd. Det gælder blandt andet Verdenssundhedsorganisation, WHO, FN’s børnefond, UNICEF, og UNESCO - FN’s organisation for uddannelse, kommunikation, kultur og videnskab. Derudover har det økonomiske og sociale råd en lang række special- og regionale kommissioner, der eksempelvis arbejder med at sikre social udvikling, at forhindre kriminalitet eller specifikt med den økonomiske udvikling i bestemte verdensdele som Afrika og Latinamerika. 

Hvad er Den internationale domstol?

Som det eneste af de fem hovedorganer har Den internationale domstol ikke hovedsæde i FN-bygningen på Upper East Side i New York, men i Fredspaladset i Haag i Holland. Ligesom de andre hovedorganer blev domstolen etableret i 1945 med FN-pagten. Domstolen er FN’s juridiske organ og har til opgave at sørge for, at internationale regler, eksempelvis menneskerettighederne, bliver overholdt. Domstolen dømmer primært i sager mellem stater, hvor begge stater skal indvillige i at være part, før sagen kan afgøres af domstolen. Derudover rådgiver den FN’s mange organer, ekspertgrupper og programmer i juridiske spørgsmål. Domstolen består af femten dommere, der bliver udpeget af FN’s generalforsamling og sikkerhedsråd, og sidder ni år ad gangen.

Et eksempel på en sag, der er blevet afgjort ved Den Internationale Domstol, er Danmark og Norges uenighed om ejerskabet over havområdet mellem Grønland og den norske ø Jan Meyen. i 1993 afgjorde domstolen, at havområdet skulle deles lige mellem Danmark og Norge. Den Internationale Domstol har også afgjort, at Israels opførelse af en mur mellem Israel og Vestbredden var ulovlig, og at muren skal rives ned. Israel afviste afgørelsen og Raanan Gissin, talsmanden for Israels premierminister Ariel Sharon, udtalte at ’resolutionen vil finde sin plads i FN’s skraldespand’. I sådan en sag kan Den Internationale Domstol ikke tvinge Israel til at rive muren ned, men Sikkerhedsrådet kan beslutte at sanktionere økonomisk eller politisk eller, som yderste konsekvens, at sætte ind militært.

Den internationale domstol bliver ofte forvekslet med Den internationale straffedomstol, der dømmer i sager om krigsforbrydelser. 

Hvad er FN-sekretariatet?

FN-sekretariatet håndterer den administrative del af FN og kan på den måde siges at være hele organisationens sekretær. Sekretariatet har hovedsæde i New York, men kontorer alle de steder i verden, hvor FN er repræsenteret. Sekretariatets primære opgave er at servicere de andre organer, forberede møder og udføre opgaver for de andre hovedorganer. Derudover administrerer sekretariatet de programmer og den politik, de andre hovedorganer fører. Sekretariatet består af næsten 9000 embedsmænd, der kommer fra alle FN’s medlemslande. Halvdelen af dem arbejder fra hovedsædet i New York, resten er fordelt over alle de lande, hvor FN arbejder. I Danmark er FN-sekretariatet ikke repræsenteret, men der arbejder omkring 1000 FN-ansatte i byen, blandt andet for UNESCO. 

Hvad er generalsekretæren?

FN-sekretariatet ledes af en generalsekretær, der er den eneste del af hovedorganet, der kan føre politik. Generalsekretærens opgave er at lede sekretariatet, men også at være hele organisationens talsmand og leder. Som den eneste i FN-sekretariatet har generalsekretæren en politisk stemme, da han kan henlede de forskellige råds opmærksomhed på problematikker eller konflikter, som han mener, er vigtige for FN at forholde sig til. Ofte er det også generalsekretæren, der udtaler sig på FN’s vegne i politiske sager, eksempelvis klimaspørgsmålet, Fordi generalsekretæren skal udtale sig på hele FN's og dermed alle de 192 medlemslandes vegne, er det som oftest ukontroversielle og tidligere ukendte politikere fra små lande, der bliver valgt. Generalsekretæren bliver udnævnt for en periode på fem år af generalforsamlingen efter vurdering og anbefaling fra Sikkerhedsrådet. Som oftest sidder generalsekretæren i to perioder. Den nuværende generalsekretær er den sydkoreanske Ban Ki-moon, der har siddet på posten siden 2007. 

Hvem har været FN’s generalsekretærer?

Følgende personer har bestridt posten som FN’s generalsekretær siden organisationens grundlæggelse: 

· 1945-1953: Trygve Lie, Norge

· 1953-1961: Dag Hammarskjold, Sverige

· 1961-1971: U Thant, Burma

· 1972-1981: Kurt Waldheim, Østrig

· 1982-1991: Javier Pérez de Cuéllar, Peru

· 1992-1996: Boutros Boutros-Ghali, Egypten

· 1997-2006: Kofi Annan, Ghana

· 2007-????: Ban Ki-moon, Sydkorea 

Hvad var FN’s forvaltningsråd?

I dag er der kun fem reelle hovedorganer i FN, men da FN-pagten blev underskrevet i 1945, indeholdt den seks hovedorganer. Det sjette hovedorgan, FN’s forvaltningsråd, blev oprettet for at forvalte ikke-selvstyrende territorier, eksempelvis Vestsahara, og tage hensyn til alle indbyggernes bedste samt fred og sikkerhed i området. Da alle de territorier, forvaltningsrådet havde som opgave at administrere, for eksempel Palau med årene enten opnåede selvstyre eller uafhængighed, og rådets opgave dermed var udført, blev det suspenderet. Rådet findes dog stadig formelt og har både en præsident og en vice-præsident, der mødes med de andre hovedorganer efter behov. 

Hvilke underorganer er der?

Under de fem hovedorganer ligger der et væld af specialorganisationer og kontorer, der igen har en række underorganisationer, kommissioner og programmer under sig. Ifølge FN-pagten har hovedorganerne lov til at oprette specialorganisationer efter behov, og det betyder, at antallet af specialorganisationer er skiftende, da de bliver åbnet, når der opstår behov, og eller nedlagt igen, når opgaven er udført. Eksempelvis var FN i Sierre Leone i 1998-1999 under borgerkrigen med et fredsbevarende program, der blev nedlagt da programmets målsætning var opnået. Specialorganisationer står ofte for at udføre den konkrete politik, som deres hovedorgan har udstukket. 

Hvilke specialorganisationer findes i FN ved indgangen til 2010? 

FN har følgende 17 specialorganisationer med angivelse af det sted, de har hovedsæde i dag og det år, de blev oprettet:

FAO

 FN’s fødevare- og landbrugsorganisation

Rom, Italien

1945

IAEA

Det internationale atomenergiagentur

 Wien, Østrig

1957

ICAO

FN’s organisation for lovgivning for civil luftfart

 Montreal, Canada

1947

IFAD

FN’s fond for landbrugsmæssig udvikling

 Rom, Italien

1977

ILO

FN’s internationale arbejdsorganisation

 Geneve, Schweiz

1946

IMO

FN’s internationale maritime organisation

 London, Storbritannien

1948

IMF

Den internationale valutafond

 Washington, D.C., USA

1945

ITU

FN’s internationale telekommunikationsunion

 Geneve, Schweiz

1947

UNESCO

FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab

 Paris, Frankrig

1946

UNIDO

FN’s organisation for industriel udvikling

Wien, Østrig

1967

UPU

FN’s organisation for post

 Bern, Schweiz

1947

WB

Verdensbanken

 Washington, D.C, USA

1945

WFP

Verdensfødevareprogrammet

Rom, Italien

1963

WHO

Verdenssundhedsorganisationen

 Geneve, Schweiz

1948

WIPO

FN’s organisation for beskyttelse af immaterielrettigheder

 Geneve, Schweiz

1974

WMO

FN’s internationale meteorologiske organisation

 Geneve, Schweiz

1950

UNWTO

FN’s organisation for turisme

 Madrid, Spanien

1974

 

FN's opgaver

Hvilke opgaver har FN?

FN’s opgaver i dag er ikke meget anderledes end de opgaver, der blev fastlagt som de centrale opgaver for organisationen ved dens etablering i FN 1945, men det geografiske fokus for FN’s arbejde har flyttet sig, ligesom visse opgavefelter er udvidet. I 1945 var FN’s primære fredsbevarende opgave at forhindre en ny krig mellem europæiske stater; i dag finder det fredsbevarende arbejde især sted i Afrika og Asien - og ikke altid mellem stater, men også i forhold til konflikter mellem stridende parter inden for samme land. Ligeledes har det økonomiske og sociale råds fokus flyttet sig fra at skabe udvikling i de lande, der var blevet smadret under Anden Verdenskrig, til at forbedre levestandarden, skabe uddannelsesmuligheder og sikre sundheden en lang række meget fattige lande i den tredje verden. 

Hvilke typer af opgaver kan FN’s arbejde inddeles i?

FN’s arbejde kan siges at fordele sig på fire hovedtyper: 

1. Fredsbevarende og sikkerhedsskabende missioner

FN’s største arbejde på det freds- og sikkerhedsbevarende område former sig primært som udsendelse af fredsbevarende styrker til krigshærgede områder. FN har ikke sine egne soldater, og derfor er det FN’s medlemslande, der frivilligt sender deres soldater ud under FN-mandat. I øjeblikket er der FN-styrker i lande som Vestsahara, Sudan, Østtimor og Haiti. Tidligere har FN’s fredsstyrker blandt andet været sat ind på Balkan under krigene i det tidligere Jugoslavien, i krigen mellem Indien og Pakistan i 1965 og i mange krige i Mellemøsten og Afrika.

FN har fået både ros og kritik for deres fredsbevarende arbejde. FN-styrkerne har generelt været vellidte og haft et godt image, men en række skandaler hvor FN-soldater har forbrudt sig mod international lovgivning, har skadet omdømmet. Der er blandt andet kommet historier frem om, at FN-soldater har benyttet sig af prostituerede på Sri Lanka, har begået seksuelle overgreb mod mindreårige under FN-styrkens program ved Elfenbenskysten og har begået hærværk mod århundredegamle hulemalerier i Vestsahara. Samtidig får FN ros for sit fredsbevarende arbejde blandt andet af en rapport udarbejdet i 2005 af tænketanken RAND Corporation, der viste, at FN har succes med at bevare freden i to ud af tre fredsbevarende missioner. Undersøgelsen viste, at der er fred i syv ud af otte af de steder, hvor FN har været med fredsbevarende arbejde.

I 1988 fik FN Nobels fredspris for sit fredsbevarende arbejde. I Nobelkomiteens argumentation for at give prisen til FN stod der blandt andet, at FN havde bidraget væsentligt til at formindske spændingen og aggressionerne i lande, hvor der havde været fredsstyrker sat ind. 

2. Menneskerettigheder

FN satte menneskerettighederne højt på den politiske dagsorden med Verdenserklæringen om Menneskerettighederne i 1948.

Menneskerettighederne er ikke juridisk bindende, men der kan sanktioneres økonomisk og politisk blandt andet ved at de andre medlemslande undgår handel med medlemslandet, mod medlemslande af FN, der ikke overholder dem. Ønsket om at fremme og sikre menneskerettigheder verden over var en af de helt centrale motivationer for at oprette FN, og arbejdet har fyldt meget lige siden. Arbejdet med menneskerettighederne er knyttet sammen med de fredsbevarende missioner, og frygten for, at menneskerettighederne ikke kan blive overholdt, hvis en konflikt eskalerer, er ofte en vigtig grund til, at FN’s sikkerhedsråd og generalforsamling beslutter at sætte fredsbevarende styrker ind i et land. Derudover hjælper FN lande, der er på vej til at blive demokratiske, med at afholde frie og uafhængige valg. 

3. Humanitær bistand

Flere af FN’s specialorganisationer, blandt andet Verdensfødevareprogrammet WFP, er en vigtig del af internationalt nødhjælpsarbejde og humanitær bistand. FN har flygtningelejre i mange lande - ofte i lande, hvor de i forvejen er på fredsbevarende missioner - og forsøger at få mad, rent vand, tøj og husly frem til flygtninge, der er ofre for krig, naturkatastrofer og hungersnød. En del af FN’s humanitære bistand og nødhjælpsarbejde udføres i samarbejde med Røde Kors. 

4. Social og økonomisk udvikling

Arbejdet med social og økonomisk udvikling er en af de største opgaver for FN i dag, og FN’s Udviklingsprogram, UNDP, er et af organisationens største og er til stede i 166 lande. På udviklingsområdet har FN især fokus på sygdoms- og fattigdomsbekæmpelse især i fattige lande, på demokratisk regeringsfølelse, bæredygtig udvikling inden for miljø og klima, bedre muligheder for uddannelse og højere levestandard i den tredje verdens lande, samt konfliktforebyggelse og bekæmpelse af HIV/AIDS. FN’s arbejde inden for udviklingsområdet er målrettet mod at opfylde 2015-målene. 

Hvad er 2015-målene?

2015-målene blev formuleret i Millennium-erklæringen, som FN’s medlemslande skrev under på i år 2000. FN’s udviklingsprogrammer har siden 2000 haft de otte 2015-mål som den styrende målsætning for alle deres indsatser. 2015-målene består af otte konkrete mål, der senest skal være nået i 2015. Derudover er der en række delmål, der skal nås undervejs. Da FN vedtog sin Millennium-erklæring, var det skelsættende at så mange lande erklærede sig enige i at arbejde frem mod nogle så klare, konkrete og ambitiøse mål, der skulle være opfyldt på en speciel dato, og derfor betragtede mange nødhjælpsorganisationer 2015-målene som en positiv revolution af FN’s udviklingsarbejde. 

Hvad indeholder 2015-målene mere præcist?

2015-målene lyder på, at verdens lande inden 2015 skal sørge for, at: 

1. Halvere fattigdom og sult i verden

Andelen af mennesker, der lever for under 1 dollar om dagen, skal halveres. Der skal opnås fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde til alle, inklusiv kvinder og unge mennesker.

Andelen af verdens befolkning, som lever i hungersnød, skal halveres inden år 2015. 

2. Opnå grundskoleuddannelse til alle

Inden år 2015 skal alle børn, drenge som piger, have mulighed for at fuldføre en grundskoleuddannelse. 

3. Øge ligestillingen mellem mænd og kvinder og styrke kvinders rettigheder

Der skal opnås fuldkommen ligestilling inden for grundskoleuddannelse inden 2005 og på alle uddannelsesniveauer inden 2015.

Kvinders ligestilling skal fremmes i erhvervslivet og i nationale forsamlinger. 

4. Mindske børnedødeligheden med to tredjedele

Børnedødeligheden skal inden 2015 mindskes med to tredjedele blandt børn under fem år. 

5. Mindske mødredødeligheden med tre fjerdedele

Dødeligheden blandt mødre skal mindskes med tre fjerdedele inden 2015. 

6. Bekæmpe HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme

Udbredelsen af HIV/AIDS skal bremses og reduceres markant inden 2015.

Udbredelsen af malaria og andre svære sygdomme skal bremses og reduceres inden 2015. 

7. Sikre udviklingen af et bæredygtigt miljø

Principper om bæredygtig udvikling skal integreres i nationale politikker og programmer inden 2015, så vi kan vende den nuværende udvikling, som viser et tab af naturressourcer

Tabet af biodiversitet skal bremses, og inden 2010 skal der opnås en markant reduktion.

Inden 2015 skal andelen af mennesker, der lever uden adgang til rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold, halveres.

Inden 2020 skal der opnås markant fremgang i levevilkårene for mindst 100 millioner mennesker, der lever i slumområder. 

8. Globalt partnerskab for udvikling

Særlige behov i udviklingslande, udemokratiske lande og småstatsøer under udvikling skal imødekommes.

Et åbent, regelbundet, forudsigeligt og ikke-diskriminerende handels- og finanssystem skal videreudvikles.

Der skal fremskaffes billig adgang til essentiel medicin i udviklingslande i samarbejde med medicinalfirmaer.

I samarbejde med den private sektor skal adgangen øges til de fordele, som nye teknologier, især information og kommunikation, tilvejebringer. 

Hvordan går det med at nå 2015-målene?

Hvert år gør FN’s udviklingsprogram UNDP status over arbejdet med at nå 2015-målene for at kunne sætte ekstra ind der, hvor det halter. I 2009 lød det, at arbejdet går fremad, men for langsomt. Finanskrisen har ramt mange lande meget hårdt, og det har fået blandt andet USA til at skære i støtten til udviklingsprogrammerne. Da mange landes udviklingsbistand afhænger af deres bruttonationalprodukt, BNP, og BNP’en er faldet i lande, der er ramt af finanskrisen, falder støtten til udviklingslande drastisk. Derudover rammer finanskrisen også mange fattige direkte, blandt andet ved, at de eller deres nære familie mister deres arbejde, og UNDP vurderer, at op mod 90 millioner mennesker kan blive skubbet ud i ekstrem fattigdom og risikerer at skulle leve for under en dollar om dagen på grund af finanskrisen. Den overordnede konklusion var, at arbejdet går langsommere frem end tidligere, og at fremskridtene kan gå tabt på grund af finanskrisens negative konsekvenser. 

 

FN fremover

Hvordan ser FN’s fremtid ud?

FN er blevet beskyldt for at være en handlingslammet snakkeklub, der ikke kan forhindre, at Menneskerettighederne bliver brudt dagligt af organisationens egne medlemslande. FN kritiseres også for, at systemet er for tungt og bureaukratisk, fordi der altid skal flere hovedorganer til at træffe afgørende beslutninger - eksempelvis skal Generalforsamlingen godkende Sikkerhedsrådets anbefalinger eller indstillinger, før et land kan blive medlem af Det Økonomiske og Sociale Råd. Især Sikkerhedsrådet bliver også ofte kritiseret. I Sikkerhedsrådet har de fem permanente lande vetoret, hvilket gør det umuligt for eksempelvis Frankrig og Storbritannien, USA og Kina at vælge at modsvare Rusland militært i sager som konflikten med Georgien i sommeren 2008. Derudover er FN’s fredsbevarende arbejde sat i et dårligere lys efter det kom frem, at prostitutionen i lande som Mozambique, Bosnien og Cambodia steg markant efter at der kom FN styrker til landet.

I Danmark blussede debatten om FN senest op, da Søren Pind, folketingsmedlem for Venstre, i efteråret 2009 udtalte, at FN er en udemokratisk snakkeklub, der legitimerede diktaturer. Han foreslog at nedlægge FN og oprette en lignende organisation udelukkende for demokratiske lande i stedet. Både udenrigsminister Per Stig Møller (K) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviste dog forslaget blankt på trods af, at Per Stig Møller indrømmede, at FN i flere sager ikke har kunnet levere tilfredsstillende løsninger.

Der har været mindre radikale forslag om at reformere organisationen på internationalt plan, men blandt andet også fra de danske Socialdemokrater, der også ønsker et mere handlekraftigt FN med større muligheder for at skabe konsekvens, iværksætte sanktioner eller gribe ind militært.

På FN-topmødet i 2005 var en eventuel reformation af FN’s struktur et af hovedemnerne. I 2008 kom FN’s nuværende generalsekretær, Ban Ki-moon, med et udspil til på hvilke områder organisationen kan ændres til det bedre. Han lagde især vægt på miljø- og sundhedsspørgsmål, og ikke så meget sikkerhedstruslen, og erkendte at FN er nødt til at stå stærkere på den internationale scene. Det kan blandt andet ske ved at ændre på princippet om, at alle landes stemmer er lige meget værd, foreslog Ban Ki-moon. Dermed kan færre men større lande målt på befolkningstal nemmere træffe beslutninger. Derudover vil han have et hurtigere og mere effektivt FN-sekretariat, der ikke sløver den politiske proces.

Reformationen af FN’s struktur bliver dog sløvet af netop det, mange medlemslande er enige om skal ændres - hvis ikke et overvejende flertal i Generalforsamlingen er enige om, hvorvidt og hvordan FN skal reformeres, kommer det ikke til at ske.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har lovet at have punktet højt på dagsordenen på de kommende topmøder, for at FN fortsat kan spille en afgørende rolle i arbejdet med fred, sikkerhed, udvikling og humanitær bistand - også i det 21. århundrede.

 

 

Kilder

Danske hjemmesider

Artikler

Ritzau:
Danmark har ikke betalt sin FN-gæld. Ritzau, 2009-10-22.
Ejsing, Jens:
FN-soldater skamferer hulemalerier. Berlingske Tidende, 2008-02-01.
DR Udland:
FN-soldater sendes hjem efter sex-skandale. www.dr.dk, 2007-11-03.

Radioudsendelser

DR Orientering:
FN vælger nye medlemmer til Rådet For Menneskerettigheder. DR P1, 2007-05-11.
DR Orientering:
Orientering: Folkedrab - kan folkedrab forebygges?. DR Temaer, 2006-06-21.
DR Orientering:
FN og mennskerettigheder. DR P1, 2006-02-05.

Bøger

Connolly, Sean:
FN, Bogfabrikken Fakta, 2008. (Globale organisationer).
Meisler, Stanley:
Kofi Annan - fredens mand i en verden af krig. TV2 News, 2007. Om den tidligere generalsekretær Kofi Annans (f. 1938) karriere, der kulminerede med posten som chef for alle FN's ansatte, med ansvar for at løse verdens kriser 1997-2006.
Møller, Bjørn (red.):
Danmark i FN’s Sikkerhedsråd. Dansk Institut for Internationale Studier, 2005 (Den ny verden, 38. årgang, 3).
Fridberg, Anders V., Marianne Hansen og Sune Wadskjær Nielsen:
Sikkerhedsrådets øjne og ører : danske FN-observatører i verdens konflikter. Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste, 2004.
Frederiksen, Steen:
FN gør en forskel. Dansk Ungdoms Fællesråd, 2004. Eksempler på, hvordan unge har været i stand til at bruge forskellige FN-aftaler og diskussioner, som FN er med til at sætte på dagsordenen, som løftestang for deres arbejde med emner som miljø, aids og børns rettigheder
Melvern, Linda:
De Forenede Nationer. Flachs, 2001. Indhold: Hvad er De Forenede Nationer; Sådan fungerer FN; Sikkerhedsrådet; Generalsekretæren; FN's fredsbevarende styrker; FN's underafdelinger; FN nu og i fremtiden
Bertelsen, Lina:
Retten til en bedre verden. 1996. Bogen giver et overblik over og en kritik af FN’s arbejde med menneskerettighederne. Dertil giver fire specialister - med hver deres indfaldsvinkel - deres syn på menneskerettighedsarbejdet hos FN.
Bonnén, Preben:
De Forenede Nationer - fra vision til virkelighed? 1999. Bogen behandler FN som sikkerhedspolitisk aktør. Den imødegår de senere års kritik af FN og opstiller en række forslag til, hvorledes organisationen kan forbedres.
FN, verden og Danmark. Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1999. Udredning, der beskriver FN og dansk FN-politik i samspil med de internationale omgivelser og aktører. Bogen rummer en introduktion til FN, kapitler om dansk FN-politiks historie, om FN's arbejdsområder og organisation samt en oversigt over nye tendenser i det internationale system. Bogen rummer også De Forenede Nationers pagt og Statut for Den Mellemfolkelige Domstol i dansk oversættelse.
Skov-Christensen, Per:
FN på vrangen - en militær vurdering. Borgen, 1998. Bogen vurderer FN som aktiv part i krisehåndtering og sætter fokus på det fredsbevarende arbejde i Østeuropa.
UN Today. 2008. FN’s egen bog om FN’s arbejde, organisation, struktur og programmer. Kan købes på http://www.un.org/aboutun/untoday/

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på De forenede nationer