Hvad er folkedrab?
Folkedrab er en international forbrydelse, der handler om udryddelsen af mennesker på grund af deres gruppetilhørsforhold. Folkedrab begås typisk af stater, militser eller andre konkurrerende grupper under krige eller konflikter. Der findes adskillige eksempler på folkedrab gennem historien, men selv om den bevidste tilintetgørelse af grupper er et gammelkendt fænomen, så var det først med nazisternes forbrydelser mod jøderne under Anden Verdenskrig, at den uhyrlige praksis blev navngivet og siden blev gjort ulovlig og strafbar ifølge både international og dansk lov. Ophavsmanden til begrebet folkedrab var den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, der flygtede fra Polen i 1939 for at undgå at blive offer for de nazistiske overgreb mod jøder. I 1944 kombinerede Lemkin det græske ord for stamme eller race ”genos” med det latinske ord for at dræbe eller slå ihjel ”cide”, og dermed opstod begrebet ”genocide”, som på dansk oversættes til folkedrab.
I efterdønningerne af de nazistiske forbrydelser vedtog FN i 1948 en folkedrabskonvention, hvori begrebet folkedrab blev defineret juridisk. I konventionen (se kilde 1) forstås folkedrab som ”handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, religiøs eller racemæssig gruppe”. Formålet med konventionen var at forhindre fremtidige folkedrab, men historien har siden vist, at Holocaust ikke skulle blive det sidste folkedrab i det 20. århundrede.