Baggrund om folkedrab

Hvad er folkedrab?

Ifølge det danske undervisningssite folkedrab.dk (se kilder) menes det at være den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, som i bogen ”Axis Rule in Occupied Europe” fra 1944 fandt på begrebet ”genocide”, der på dansk oversættes til folkedrab. ”Genos” er det græske ord for stamme eller race, og ”cide” er det latinske ord for at slå ihjel.

FN definerer folkedrab som ”handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe”, lyder det i FN's Folkedrabskonvention (se kilder). Folkedrab er, når nogen – en stat, en etnisk eller religiøs gruppe eller nogle helt tredje – har som mål at udrense eller udrydde en anden gruppe, som det eksempelvis sås i Nazityskland. Her arbejdede nazisterne organiseret og systematisk for at udrydde jøderne.

Folkedrab behøver i princippet ikke være drab, fordi et folk også kan blive udryddet på andre måder. Det så man under det armenske folkedrab, hvor tyrkiske styrker fordrev store grupper armeniere til områder, hvor de var overladt til sig selv og til at dø af sult og tørst.

Artikel 2 i FN's folkedrabskonvention definerer folkedrab som en eller flere af følgende handlinger, der vel at mærke skal være begået med den hensigt at udslette en bestemt befolkningsgruppe:

a) at dræbe medlemmer af gruppen,

b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,

c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,

d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen,

e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe. 

Hvorfor opstår folkedrab?

Der har gennem historien været mange eksempler på, at krig og folkedrab er tæt forbundet. I krig er befolkningen ofte blevet udsat for eller har været vidner til brutale krigshandlinger, og det kan have gjort dem parate til ekstreme gerninger, skriver Thomas Brudholm og Martin Mennecke i bogen ”Efter folkedrab” (se kilder). Nogle af de mest blodige folkedrab i det 20. århundrede fandt sted i forbindelse med en krig: det armenske folkedrab under Første Verdenskrig, Holocaust under Anden Verdenskrig, Srebrenica under krigen i det daværende Jugoslavien, og folkedrabet i Rwanda blev begået samtidig med, at der var udbrudt væbnet konflikt mellem den rwandiske hær og oprørere.

På folkedrab.dk har tre forskere – Barbara Harff, Gregory Stanton og Ervin Staub – givet hver deres bud på, hvorfor folkedrab opstår. Harff nævner blandt andet voldeligt magtskifte eller borgerkrig som en faktor, der kan udløse folkedrab. Ifølge Stanton, der er formand for organisationen Genocide Watch (se kilder), er der otte stadier som er led i den proces, der fører mod folkedrab. De stadier omfatter blandt andet dehumanisering, det vil sige at man gør en anden befolkningsgruppe til umennesker, typisk ved at betegne dem som dyr: Nazisterne sammenlignede jøder med rotter, hutuerne i Rwanda kaldte tutsier for kakerlakker, og kommunisterne i det tidligere Sovjetunionen afbildede deres modstandere som insekter. Det er nemmere at begå overgreb eller drab mod en gruppe, der ikke opfattes som mennesker.

Et andet af de stadier, Gregory Stanton betegner som typisk i forbindelse med et folkedrab er polarisering, det vil sige at man i en konflikt opretter to modsatrettede synspunkter, hvor parterne ofte er adskilt og står skarpt og uforsonligt over for hinanden.

Staub mener, at svære levevilkår, gruppedynamikker og visse samfundsmæssige og kulturelle træk er afgørende for, om et folkedrab udvikler sig. 

Hvornår er der tale om folkedrab?

Det er ikke altid lige til at afgøre, om der er tale om folkedrab, når et stort antal mennesker bliver slået ihjel i forbindelse med krig eller andre konflikter. Det kommer an på, hvordan FN's folkedrabskonvention fortolkes juridisk. Derfor er antallet af folkedrab omdiskuteret, lige som det diskuteres, om eksempelvis russiske styrker begik folkedrab i Tjetjenien. På samme måde er de tyrkernes folkedrab i Armenien i 1915-18 et yderst følsomt emne i Tyrkiet, hvor skiftende regeringer blankt har afvist, at der er tale om folkedrab.

For at en domstol kan dømme nogen for folkedrab, skal det kunne bevises, at den anklagede har haft til hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, religiøs eller racemæssig gruppe. For en domstol kan det være svært at bevise, hvilken hensigt der lå bag en omfattende voldshandling. Det så verden et eksempel på under retssagen mod den tidligere jugoslaviske leder Slobodan Milosevic, som var tiltalt for folkedrab ved det særlige Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, der ligger i Haag i Holland. Her forsøgte anklageren at få Milosevic dømt for drabene på mindst 7.000 ubevæbnede muslimske mænd og drenge i den bosniske by Srebrenica i juli 1995. Men problemet var at løfte bevisbyrden. ”For at bevise Milosevics skyld i folkemord skal anklageren kunne vise, at Milosevic bevidst planlagde de pågældende forbrydelser med det specifikke forsæt at tilintetgøre det pågældende områdes bosniske muslimer som folkegruppe,” skrev Paul Vallely i Information i 2004 (se kilder).

Ifølge bogen ”Efter folkedrab” har internationale domstole kun karakteriseret 1990'ernes massedrab i den bosniske by Srebrenica og i Rwanda som folkedrab, mens mange andre forbrydelser, der i dag betragtes som folkedrab, ikke formelt er blevet stemplet som sådan af en international domstol. 

Hvem er ofrene for folkedrab?

Én ting går igen, når man studerer folkedrab, skriver Thomas Brudholm og Martin Mennecke i undervisningsbogen ”Efter folkedrab”. Nemlig at ofrene primært er værgeløse civile – både kvinder, børn og mænd.

Derudover er det ofte medlemmer af en bestemt samfundsgruppe (jøder, muslimer, tutsier, armeniere etc.), som bliver ofre. Ofte er det et lands regering og myndigheder, der begår folkedrab mod nogle af sine egne borgere. Eller det kan være naboer, der slår naboer ihjel, fordi de er anderledes og er defineret som under- eller umennesker, skriver historikeren Uffe Østergård i ”Efter folkedrab”. 

Hvad førte til FN's konvention om folkedrab?

Det var nazisternes systematiske drab på millioner af jøder, der førte til FN's konventionen om folkedrab. Det er denne konvention, som i dag bruges i internationale retssager vedrørende folkedrab.

Raphael Lemkin, som menes at være ophavsmand til ordet ”folkedrab”, arbejdede på at gøre folkedrab til en international forbrydelse. Det lykkedes, da FN godt tre år efter Anden Verdenskrigs afslutning – i december 1948 – vedtog konventionen til forebyggelse og straf af forbrydelsen folkedrab. Konventionen trådte i kraft yderligere tre år senere, i 1951, da 20 lande havde tilsluttet sig den.

I eftertiden har konventionen været udsat for kritik på grund af dens definition af folkedrab. Et af de væsentligste kritikpunkter er spørgsmålet om gerningsmandens hensigt. Det er nemmere at bevise, at forbrydelserne har fundet sted, end at bevise, hvilken hensigt der lå bag. Det gælder blandt andet i forbindelse med Holocaust, hvor der aldrig er fundet bevis for, at Hitler beordrede folkedrabet på jøderne sat i værk, fremgår det af folkedrab.dk.