Folkedrab

Hvad er folkedrab?

Ifølge det danske undervisningssite folkedrab.dk (se kilder) menes det at være den polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, som i bogen ”Axis Rule in Occupied Europe” fra 1944 fandt på begrebet ”genocide”, der på dansk oversættes til folkedrab. ”Genos” er det græske ord for stamme eller race, og ”cide” er det latinske ord for at slå ihjel.

FN definerer folkedrab som ”handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe”, lyder det i FN's Folkedrabskonvention (se kilder). Folkedrab er, når nogen – en stat, en etnisk eller religiøs gruppe eller nogle helt tredje – har som mål at udrense eller udrydde en anden gruppe, som det eksempelvis sås i Nazityskland. Her arbejdede nazisterne organiseret og systematisk for at udrydde jøderne.

Folkedrab behøver i princippet ikke være drab, fordi et folk også kan blive udryddet på andre måder. Det så man under det armenske folkedrab, hvor tyrkiske styrker fordrev store grupper armeniere til områder, hvor de var overladt til sig selv og til at dø af sult og tørst.

Artikel 2 i FN's folkedrabskonvention definerer folkedrab som en eller flere af følgende handlinger, der vel at mærke skal være begået med den hensigt at udslette en bestemt befolkningsgruppe:

a) at dræbe medlemmer af gruppen,

b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,

c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,

d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler inden for gruppen,

e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe. 

Hvorfor opstår folkedrab?

Der har gennem historien været mange eksempler på, at krig og folkedrab er tæt forbundet. I krig er befolkningen ofte blevet udsat for eller har været vidner til brutale krigshandlinger, og det kan have gjort dem parate til ekstreme gerninger, skriver Thomas Brudholm og Martin Mennecke i bogen ”Efter folkedrab” (se kilder). Nogle af de mest blodige folkedrab i det 20. århundrede fandt sted i forbindelse med en krig: det armenske folkedrab under Første Verdenskrig, Holocaust under Anden Verdenskrig, Srebrenica under krigen i det daværende Jugoslavien, og folkedrabet i Rwanda blev begået samtidig med, at der var udbrudt væbnet konflikt mellem den rwandiske hær og oprørere.

På folkedrab.dk har tre forskere – Barbara Harff, Gregory Stanton og Ervin Staub – givet hver deres bud på, hvorfor folkedrab opstår. Harff nævner blandt andet voldeligt magtskifte eller borgerkrig som en faktor, der kan udløse folkedrab. Ifølge Stanton, der er formand for organisationen Genocide Watch (se kilder), er der otte stadier som er led i den proces, der fører mod folkedrab. De stadier omfatter blandt andet dehumanisering, det vil sige at man gør en anden befolkningsgruppe til umennesker, typisk ved at betegne dem som dyr: Nazisterne sammenlignede jøder med rotter, hutuerne i Rwanda kaldte tutsier for kakerlakker, og kommunisterne i det tidligere Sovjetunionen afbildede deres modstandere som insekter. Det er nemmere at begå overgreb eller drab mod en gruppe, der ikke opfattes som mennesker.

Et andet af de stadier, Gregory Stanton betegner som typisk i forbindelse med et folkedrab er polarisering, det vil sige at man i en konflikt opretter to modsatrettede synspunkter, hvor parterne ofte er adskilt og står skarpt og uforsonligt over for hinanden.

Staub mener, at svære levevilkår, gruppedynamikker og visse samfundsmæssige og kulturelle træk er afgørende for, om et folkedrab udvikler sig. 

Hvornår er der tale om folkedrab?

Det er ikke altid lige til at afgøre, om der er tale om folkedrab, når et stort antal mennesker bliver slået ihjel i forbindelse med krig eller andre konflikter. Det kommer an på, hvordan FN's folkedrabskonvention fortolkes juridisk. Derfor er antallet af folkedrab omdiskuteret, lige som det diskuteres, om eksempelvis russiske styrker begik folkedrab i Tjetjenien. På samme måde er de tyrkernes folkedrab i Armenien i 1915-18 et yderst følsomt emne i Tyrkiet, hvor skiftende regeringer blankt har afvist, at der er tale om folkedrab.

For at en domstol kan dømme nogen for folkedrab, skal det kunne bevises, at den anklagede har haft til hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnisk, religiøs eller racemæssig gruppe. For en domstol kan det være svært at bevise, hvilken hensigt der lå bag en omfattende voldshandling. Det så verden et eksempel på under retssagen mod den tidligere jugoslaviske leder Slobodan Milosevic, som var tiltalt for folkedrab ved det særlige Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, der ligger i Haag i Holland. Her forsøgte anklageren at få Milosevic dømt for drabene på mindst 7.000 ubevæbnede muslimske mænd og drenge i den bosniske by Srebrenica i juli 1995. Men problemet var at løfte bevisbyrden. ”For at bevise Milosevics skyld i folkemord skal anklageren kunne vise, at Milosevic bevidst planlagde de pågældende forbrydelser med det specifikke forsæt at tilintetgøre det pågældende områdes bosniske muslimer som folkegruppe,” skrev Paul Vallely i Information i 2004 (se kilder).

Ifølge bogen ”Efter folkedrab” har internationale domstole kun karakteriseret 1990'ernes massedrab i den bosniske by Srebrenica og i Rwanda som folkedrab, mens mange andre forbrydelser, der i dag betragtes som folkedrab, ikke formelt er blevet stemplet som sådan af en international domstol. 

Hvem er ofrene for folkedrab?

Én ting går igen, når man studerer folkedrab, skriver Thomas Brudholm og Martin Mennecke i undervisningsbogen ”Efter folkedrab”. Nemlig at ofrene primært er værgeløse civile – både kvinder, børn og mænd.

Derudover er det ofte medlemmer af en bestemt samfundsgruppe (jøder, muslimer, tutsier, armeniere etc.), som bliver ofre. Ofte er det et lands regering og myndigheder, der begår folkedrab mod nogle af sine egne borgere. Eller det kan være naboer, der slår naboer ihjel, fordi de er anderledes og er defineret som under- eller umennesker, skriver historikeren Uffe Østergård i ”Efter folkedrab”. 

Hvad førte til FN's konvention om folkedrab?

Det var nazisternes systematiske drab på millioner af jøder, der førte til FN's konventionen om folkedrab. Det er denne konvention, som i dag bruges i internationale retssager vedrørende folkedrab.

Raphael Lemkin, som menes at være ophavsmand til ordet ”folkedrab”, arbejdede på at gøre folkedrab til en international forbrydelse. Det lykkedes, da FN godt tre år efter Anden Verdenskrigs afslutning – i december 1948 – vedtog konventionen til forebyggelse og straf af forbrydelsen folkedrab. Konventionen trådte i kraft yderligere tre år senere, i 1951, da 20 lande havde tilsluttet sig den.

I eftertiden har konventionen været udsat for kritik på grund af dens definition af folkedrab. Et af de væsentligste kritikpunkter er spørgsmålet om gerningsmandens hensigt. Det er nemmere at bevise, at forbrydelserne har fundet sted, end at bevise, hvilken hensigt der lå bag. Det gælder blandt andet i forbindelse med Holocaust, hvor der aldrig er fundet bevis for, at Hitler beordrede folkedrabet på jøderne sat i værk, fremgår det af folkedrab.dk.

Hvad er Holocaust?

Det mest kendte og omtalte folkedrab er Holocaust, som er betegnelsen for det folkedrab, nazisterne begik mod jøderne. Omkring seks millioner jøder blev dræbt i udryddelseslejre, gaskamre, koncentrationslejre og ghettoer. Hertil kommer hundredtusinder af sigøjnere, kommunister, homoseksuelle og andre, som af Nazityskland blev betragtet som undermennesker.

Før Anden Verdenskrig og i krigens første år havde nazisterne udstødt jøderne af det tyske samfund og isoleret dem i overfyldte ghettoer, hvor mange døde af sult, sygdomme og henrettelser. I 1941 iværksatte tyskerne deres ”Endlösung” (”den endelige løsning”), som en gang for alle skulle løse ”det jødiske problem” ved at udrydde alle jøder. Efterhånden som nazisterne rykkede frem og erobrede nye områder af Østeuropa, foretog specialenheder massehenrettelser af jøder i disse områder.

Nazityskland var samtidig i gang med at udvide dødsmaskineriet, så massedrabene på jøder kunne systematiseres. Tyskerne byggede seks store udryddelseslejre i det besatte Polen: Chelmno, Belzec, Treblinka, Sobibor, Auschwitz-Birkenau og Majdane. Jøderne blev fra 1942 transporteret til disse lejre, hvor de skulle skydes eller gasses ihjel i gaskamre. I disse seks lejre blev i alt tre millioner jøder dræbt. Dertil kommer omkring halvanden millioner, der blev nedskudt af specialstyrker, og halvanden millioner som døde af sult, sygdom etc. i koncentrationslejre og ghettoer. Frem til krigens afslutning i 1945 slog nazisterne ikke færre end seks millioner jøder ihjel. Hertil kommer hundredtusinder handicappede, homoseksuelle, sigøjnere, polske og russiske krigsfanger etc. 

Hvilke andre folkedrab har fundet sted i det 20. århundrede?

Mens det nazistiske Tyskland systematisk forsøgte at udrydde jøderne, havde Sovjetunionens leder, Josef Stalin, allerede længe været i gang med grusomme forbrydelser mod sit eget folk. Historikere foretager et konservativt skøn, når de vurderer, at et sted mellem 11 og 14 millioner mennesker blev ofre for regimets forbrydelser fra 1928 frem til Stalins død i 1953. Andre sætter tallet langt højere og siger, at helt op mod 55 millioner mennesker døde.

I denne 25-års periode forfulgte Stalin millioner af både reelle og indbildte fjender, der kom fra forskellige politiske, etniske eller religiøse grupper. En bevidst fremprovokeret hungersnød kostede op mod seks millioner mennesker livet, mens de berygtede Gulag-straffelejre dræbte omkring to millioner andre.

Men det 20. århundredes første folkedrab har de færreste af os formentlig hørt om. Det fandt sted helt tilbage i 1904, da det afrikanske stammefolk, hereroerne, gjorde oprør mod de tyske koloniherrer i tysk Sydvestafrika, som i dag hedder Namibia. De tyske styrker nedkæmpede oprøret, der kostede tre fjerdedele af hereroerne livet og ligeledes udryddede omkring halvdelen af et andet indfødt folk, nama-folket.

Et årti senere fulgte folkedrabet mod den armenske befolkning i det osmanniske rige fra 1915-1918. Et sted mellem 1 og 1,5 millioner armeniere og hundredtusinder af andre kristne minoriteter blev myrdet som led i regeringens plan om at skab en nation kun for tyrkere. Tyrkiet benægter den dag i dag, at der er tale om folkedrab, og visse tyrkiske historikere har beskrevet deportationer af armeniere som en ”militær taktik”, selv om de i praksis var dødsmarcher. Emnet er fortsat et stort tabu i Tyrkiet.

I tiden efter Anden Verdenskrig har verden også været vidne til flere blodige begivenheder, som mange eksperter og historikere betegner som folkedrab.

I 1970'erne udspillede sig endnu en blodig årrække længere østpå, da De Røde Khmerer gennemførte en kommunistisk revolution i Cambodja. I perioden 1975-79 blev knap to millioner intellektuelle, etniske minoriteter, troende m.m. dræbt. Det svarer til omkring en femtedel af befolkningen. Nogle af dem blev henrettet i de berygtede ”Killing Fields”, som er marker hvor tusinder blev torteret og derpå slået ihjel og begravet i massegrave.

Et årti senere, fra 1987 til 1989, ville Iraks daværende præsident, Saddam Hussein, fjerne kurderne fra de områder i det nordlige Irak, som kurderne betragter som en del af Kurdistan, og hvor der i dag er kurdisk selvstyre. Derfor indledte Saddam Hussein den såkaldte Anfal-kampagne, hvor han og hans fætter – kaldet ”Kemiske Ali” – blandt andet benyttede kemiske våben mod kurderne, ligesom op mod en million kurdere blev deporteret fra området. Op mod 180.000 kurdere blev dræbt under Anfal-kampagnen.

I 1990'erne fandt der ikke mindre end to folkedrab sted: i Bosnien og i Rwanda. Folkedrabet i Rwanda betegnes som en af de største humanitære katastrofer siden Holocaust. I løbet af kun 100 dage mistede omkring 800.000 rwandere livet, da stridighederne mellem de to største befolkningsgruppe, hutuer og tutsier, eksploderede i et sandt blodbad. Størstedelen af de dræbte var tutsier, som blev slagtet med macheter.

I Bosnien udbrød der krig i 1992, da Bosnien ville løsrive sig fra det daværende Jugoslavien. 100.000 mennesker mistede livet, heriblandt mere end 7.000 bosnisk-muslimske drenge og mænd, der blev dræbt af bosnisk-serbiske soldater ved byen Srebrenica i juli 1995. Der er tale om den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig.

Heller ikke det 21. århundrede er sluppet for folkedrab, mener mange forskere. I Darfur-provinsen i det vestlige Sudan indledte oprørsgrupper i 2003 en væbnet kamp mod Sudans regering. Konflikten er stadig i gang. Den har kostet mindst 300.000 mennesker livet og har sendt en tredjedel af befolkningen på flugt fra volden. De såkaldte janjaweed-militser, som samarbejder med regeringen, står bag de værste overgreb mod civile. I 2009 udsendte Den Internationale Straffedomstol i Haag en arrestordre på Sudans præsident, Omar al-Bashir, som er anklaget for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og siden 2010 også folkedrab.

Som nævnt er der uenighed blandt forskere og historikere om, hvilke forbrydelser der kan komme ind under betegnelsen ”folkedrab”. Blandt andet er der delte meninger om, hvorvidt Stalins overgreb mod millioner af mennesker i Sovjetunionen udgjorde folkedrab. De ovennævnte er de begivenheder i det 20. århundrede, som forskere på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har valgt at medtage på listen over folkedrab på undervisningssitet folkedrab.dk. 

Hvilken rolle har det internationale samfund taget på sig?

FN og det øvrige internationale samfund er ikke juridisk forpligtet til at gribe ind, men der har været en tendens til, at mange lande føler sig moralsk forpligtet til at handle for at stoppe en udvikling, der kan være folkedrab eller begyndelsen på et folkedrab.

I nyere tid har verdens politiske ledere henvist til frygten for, at et nyt folkedrab var under opsejling, når de skulle argumentere for at gribe militært ind i en konflikt. Det var tilfældet i blandt andet Kosovo i 1999 og til dels i Libyen i 2011, hvor blandt andre Danmarks daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), og den daværende udenrigsminister, Lene Espersen (K), brugte det som argument, skrev Information i april 2011 (se kilder). FN mente imidlertid, at brugen af ordet ”folkedrab” om udviklingen i Libyen var at gå alt for vidt, siger en FN-talsmand i samme artikel.

Men ofte er det landenes egne interesser, der er afgørende for, om de griber ind, siger folkeretsekspert Martin Mennecke til DR i artiklen ”Når FN griber ind” (se kilder). Han mener, at det ikke så meget var blodbadet i Kosovo, der fik Nato-landene til at reagere, men mere de flygtningestrømme, der bredte sig op gennem Europa. ”Udenrigspolitik bliver ikke styret af humanitære overvejelser, men nationale interesser for magt, indflydelse, økonomi og national sikkerhed. Jeg tror ikke, man kan finde et enkelt tilfælde, hvor et land har grebet ind og standset et folkedrab kun på baggrund af humanitære overvejelser”, siger han.

Det internationale samfund undlod at gribe ind, da hundredtusinder af mennesker i løbet af nogle få måneder blev slagtet i Rwanda i 1994. Det fik siden FN's daværende generalsekretær, Kofi Annan, til at beklage FN's passivitet. ”Det internationale samfund svigtede Rwanda, og det efterlader os med en følelse af bitter fortrydelse”, sagde han ifølge BBC (se kilder) i 2004, da 10-året for folkedrabet blev markeret. 

Hvilke retsopgør har fundet sted efter folkedrab?

Første gang, verden var vidne til et retsopgør ved en international domstol, var lige efter Anden Verdenskrig. Her etablerede de sejrende stormagter – USA, Sovjet, Frankrig og England – Den Internationale Militærdomstol i den tyske by Nürnberg, hvor der i første omgang skulle føres retssager mod 22 nazistiske topfolk. De 22 mænd blev tiltalt for forbrydelser mod menneskeheden, som omfatter mord, tilintetgørelse, slaveri, deportering, eller forfølgelse på politisk, racemæssigt eller religiøst grundlag, fremgår det af www.folkedrab.dk. Det var første gang, at der blev defineret kategorier som ”forbrydelser mod menneskeheden” og ”krigsforbrydelser”, herunder folkedrab.

Hvis man ser bort fra Nürnberg-processerne mod de nazistiske krigsforbrydere, er det først i de seneste to årtier, at det internationale samfund har udvist vilje til at holde i det mindste nogle af gerningsmændene for folkedrab og andre alvorlige krigsforbrydelser ansvarlige, skriver Lene Aggernæs og Martin Mennecke i bogen ”Efter folkedrab”. Internationalt set accepteres der ikke længere straffrihed for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden.

I de seneste årtier er der etableret en række FN-støttede, internationale domstole. Nogle er permanente – som Den Internationale Straffedomstol i Haag, der behandler de mest alvorlige internationale forbrydelser som fx folkedrab – mens andre er midlertidige, såsom Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY) og Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda (ICTR).

Ofte er det en større proces at indlede et retsligt opgør efter et folkedrab. Dels skal der fastslås, at der i juridisk forstand var tale om folkedrab, dels kan der – som i Rwanda – være flere hundredtusinder mennesker, der har været med til at begå de grusomme forbrydelser. I Rwandas tilfælde betyder det, at der i dag stadig sidder titusinder af mennesker i landets fængsler, som er anklaget for at have deltaget i folkedrabet. Mange sidder i årevis, inden deres sag kan komme for de nationale domstole.

I mange andre tilfælde er der aldrig foretaget et juridisk opgør med de skyldige. Det armenske folkedrab, som fandt sted tre årtier inden Nürnberg-processerne mod nazisterne, har aldrig fået et retsligt efterspil, fordi der i Tyrkiet ikke var en reel vilje til at retsforfølge de skyldige efter blodsudgydelserne i 1915-1918, og fordi sejrherrerne efter Første Verdenskrig var interesserede i at være på god fod med Tyrkiets nye ledere.

Heller ikke i det daværende Sovjetunionen kom der noget retsligt opgør med stalinismen, som havde kostet så mange millioner livet. De stalinistiske forbrydelser var tabu bortset fra tiden under Nikita Khrustjovs ledelse - fra 1956 til 1964. De sovjetiske historiebøger omtalte dem ikke, og det var i lange perioder ikke tilladt at kritisere de blodige begivenheder under Stalin.

Saddam Hussein blev aldrig dømt for folkedrab mod kurderne under Anfal-kampagnen. Retssagen mod ham blev indledt i december 2006, men kort efter blev han henrettet for sin rolle i en anden massakre i Irak i 1980'erne. Henrettelsen blev kritiseret af det internationale samfund og ikke mindst af familierne til de mange kurdiske ofre, som havde ønsket et retsopgør med den tidligere diktator for hans forbrydelser mod kurderne.

I kølvandet på konflikten i Rwanda har den særlige domstol for Rwanda (ICTR) tilendebragt i alt 75 retssager, mens der stadig er fire sager i gang.

Den anden særdomstol, som behandler retsopgør vedrørende det tidligere Jugoslavien, har fuldført retssager mod 141 personer og dømt 74. Også her er der fortsat fire sager i gang, blandt andet mod de to bosnisk-serbiske ledere Radovan Karadzic og Ratko Mladic, som er anklaget for at have orkestreret folkedrabet i Srebrenica.

Og endelig er der Cambodja, hvor retsopgøret stadig er i gang mod de tidligere Røde Khmerer-topfolk. ”Broder nummer to”, Nuon Chea, som var diktatoren Pol Pots højre hånd, samt tidligere udenrigsminister Ieng Sary er anklaget for folkedrab ved en FN-støttet domstol. Pol Pot selv døde i 1998 uden at være blevet straffet for de forbrydelser, han stod i spidsen for. 

Hvilke folkedrabsrelaterede retssager har der været ført i Danmark?

En tidligere skolelærer og skoleinspektør fra Rwanda har været gennem en retssag i Danmark for at få afgjort, om han kan udleveres til sit hjemland, hvor han skal afsone en dom for at have medvirket i folkedrabet i 1994. Manden kom til Danmark i 2001 og blev anholdt af dansk politi i december 2010, fordi Rwanda havde krævet ham udleveret. Efter en langvarig retssag afgjorde Højesteret i november 2013, at manden kunne udleveres til Rwanda. Her var han i 2008 blevet idømt livsvarigt fængsel for at have deltaget i en massakre på 20.000 tutsier, der var på flugt fra volden. Manden var ikke selv til stede ved retssagen i Rwanda.

Forinden havde der været en meget omtalt sag i Danmark, efter dansk politi i 2000 anholdt den tidligere rwandiske kaptajn Innocent Sagahutu, som var kommet til landet to år tidligere. Det skete efter anmodning fra Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR), hvor Sagahutu var anklaget for medvirken til folkedrab. Sagahutu blev udleveret og i 2011 idømt 20 års fængsel som ansvarlig for drabet på den daværende premierminister Agathe Uwilingiyama og for drabene på ti belgiske FN-soldater.