Folkebibliotekets historie

Artikel type
faktalink
stud.mag. Maria Høher-Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. Juni 2014
Main image
I slut 60' erne begyndte bibliotekerne at få musikafdelinger, og de blev straks populære hos det yngre publikum. Her tre piger der lytter til musik i en form for musiktelefon.
I slut 60' erne begyndte bibliotekerne at få musikafdelinger, og de blev straks populære hos det yngre publikum. Her tre piger der lytter til musik i en form for musiktelefon.
Foto: Gregers Nielsen / Scanpix

Man forbinder ofte folkebiblioteket med en støvet og lidt hengemt institution, hvor man skal være stille og andægtigt må bevæge sig mellem de meterlange rækker af bøger. Men i de seneste par år er de digitale vinde fejet ind over de danske biblioteker og ændret både udvalget af materialer og bibliotekets fysiske rum. Materialeudvalget er blevet udvidet med en række digitale portaler, som man også kan benytte hjemmefra – for eksempel eReolen, hvor man kan downloade e-bøger, Biblioteksvagten, hvor man kan spørge en bibliotekar til råds eller Forfatterweb, hvor man kan læse portrætter af danske og udenlandske forfattere. Desuden behøver man i dag ikke gå ned på sit lokale bibliotek for at bestille eller genlåne en bog – det kan gøres hjemmefra igennem det lokale biblioteks hjemmeside. 

Folkebibliotekets fysiske rum er ikke længere begrænset til reoler af bøger, selvom danskerne stadig primært bruger biblioteket til at låne bøger. I stigende grad er biblioteket ramme for kulturelle aktiviteter – læsearrangementer og foredrag, udstillinger og kurser i pc-brug og brug af NemID. Borgerservice er endda på nogle biblioteker en integreret del af biblioteket, hvor borgeren f.eks. kan bestille nyt sundhedskort eller pas. På den måde opretholder folkebiblioteket sin historiske rolle som en vigtig demokratisk og oplysende institution i det danske samfund.

Bibliotekets fødsel

Hvad betyder bibliotek?

Ordet bibliotek stammer fra det oldgræske bibliotheke, som betyder opbevaringssted for bogruller. Biblion betyder bogrulle eller lille bog, mens theke betyder et rum til opbevaring. Tekster i oldtiden blev skrevet på lange baner af papyrus og opbevaret som ruller. Først i middelalderen blev bogrullerne erstattet af bøger – sider af pergament eller dyrehuder, der var syet sammen i den ene side.

På latin udviklede ordet sig til bibliotheca. Udover den oprindelige græske betydning betyder ordet også en liste over bøger. Det vil sige, at ordet bibliotek både henviser til stedet eller bygningen, som danner de fysiske rammer for opbevaringen af information, og samtidig systemet bag arkiveringen af bøgerne. 

Hvad er det ældste bibliotek i verden?

Ved udgravninger af oldtidsbyen Knossos på Kreta har man fundet verdens ældste spor af arkivrum, hvor man har opbevaret samlinger af ler- og stentavler. Arkæologerne daterer fundene helt tilbage til år 6000 f.Kr. I byen Nippur i det nuværende Irak viser ruinerne af et 5000 år gammelt babylonsk tempel, at der har været et lignende arkivrum.

Det bedst kendte bibliotek i oldtiden er dog biblioteket i Alexandria i Egypten. Det blev grundlagt omkring år 280 f.Kr. af grækerne og makedonerne, der havde den politiske magt i Middelhavsområdet på det tidspunkt. Med op mod 500.000 værker var biblioteket et kraftcenter for viden, og græske videnskabsmænd som Archimedes og Euclid har haft deres gang på biblioteket. Digtere var også tilknyttet stedet, og skriftkloge var ansat til at kopiere skriftruller. På grund af det omfattende kopieringsarbejde, som foregik på biblioteket, har den græske antikke litteratur overlevet til i dag.

Omkring år 400 e.Kr. brændte biblioteket, og det blev aldrig opført igen. Kristne biskopper stod angiveligt bag ødelæggelsen. Biblioteket var en torn i øjet på den kristne kirke, der anså stedets skrifter som hedensk materiale. 

Hvordan så bibliotekerne ud i middelalderen?

Bogmediet bredte sig fra Middelhavsområdet op igennem Europa samtidig med kristendommens indtog. I den tidlige middelalder var et bibliotek altid knyttet til kirken. Bogruller og senere bøger blev opbevaret på klostre, hvor munke nedskrev og kopierede tekster i scriptorier (skriveværksteder). Teksterne blev skrevet på latin og var fortrinsvis bibelske tekster og tekster til brug ved gudstjenester. Bøgerne blev skrevet af kirkens lærde til kirkens lærde. Kirken havde på den måde monopol på viden og lærdom, for langt størstedelen af befolkningen i middelalderen kunne hverken læse, skrive eller forstå latin.

Fra 11-1200-tallet bredte skrivekunsten sig rundt i samfundets øvre lag, hvor det blev et vigtigt redskab både i administrative sammenhænge og i det spirende universitetsmiljø rundt omkring i Europa. Derfor flyttede produktionen af tekster også ud i skriveværksteder uden for klosterets mure og omfattede nu også lovtekster, lægebøger og prosalitteratur som for eksempel den islandske sagalitteratur. 

Hvad betød opfindelsen af trykpressen for biblioteket?

I 1450 opfandt tyskeren Johann Gutenberg trykpressen. Det betød, at bøgerne kunne blive produceret langt hurtigere end tidligere, hvor munke skrev det hele af i hånden, når en bog skulle kopieres. Samtidig indførte man papiret i produktionen som et billigere alternativ til pergament, som blev fremstillet af forarbejdet dyreskind. Det betød, at flere bøger kom i cirkulation i samfundet og ikke længere var noget, som kun fandtes inden for kirkens mure.

Opfindelsen af trykpressen satte gang i en hel kommunikationsrevolution, og var del af en større renæssancebevægelse i Europa, hvor kirken mistede noget af sin politiske magt. Individualisme, rationalitet og videnskab blev nøgleord i samfundet, og den herskende klasse – adelen og de allerrigeste borgere – begyndte i stigende grad at uddanne sig, ligesom interessen for naturvidenskab og opdagelsesrejser udvidede verdensbilledet. 

Malatestiana Biblioteket i den toscanske by Cesena i Italien er et eksempel på, hvordan bøgerne med renæssancen i højere grad blev tilgængelig for det øvrige samfund. Biblioteket blev grundlagt i 1450 af herremanden Malatesta Novello, og modsat kirkens bogbeholdninger var dette arkiv åbent for alle og er derfor det tidligste eksempel på et offentligt bibliotek i Europa.

Folkebibliotekerne i Danmark

Hvilke biblioteker var de første i Danmark?

Det første bibliotek i Danmark var Københavns Universitetsbibliotek, som blev grundlagt i 1482, tre år efter selve universitetet. Men folkebiblioteket, som vi kender det i dag, hvor alle har ret til at låne bøger, dukkede først op omkring 1900-tallet. Indtil da var biblioteker privatejede bogsamlinger, bogsamlinger oprettet af præster for den fattige del af befolkningen eller samlinger tilknyttet universitetet.

Biblioteker blev for alvor udbredt sidst i 1700-tallet, hvor den teknologiske udvikling skabte en stor borgerlig klasse i samfundet, som både fik økonomisk og politisk magt. Det var ikke længere en snæver elite, der bestemte i Danmark, men en bredere offentlighed. Den ændrede samfundsorden og markante rigdom hos den borgerlige klasse skabte ikke kun behov for viden og uddannelse, men også underholdning. Derfor blomstrede private lejebiblioteker fra slutningen af 1700-tallet gennem hele 1800-tallet overalt i landet, hvor borgere og håndværkere organiserede sig i foreninger og læsekredse. Det var ikke kun faglitteratur, som var på hylderne i disse biblioteker, men også romaner og anden underholdningslitteratur.

I årene omkring 1800 blev stiftsbibliotekerne oprettet på initiativ fra kirken. Hvert bibliotek omfattede et stift. Modsat borgerklassens biblioteker kunne man på disse biblioteker kun finde bøger om teologi, historie og filologi. Deres hovedformål var på linje med oplysningstidens idealer om at udbrede humanistisk dannelse og oplysning.

Samtidig oprettede præster og lærere også bogsamlinger til den almene befolkning. De blev kaldt almuebogsamlinger og skød ligesom borgerskabets lejebiblioteker op overalt i landet i slutningen af 17-1800-tallet. Især efter 1860 tog udviklingen fart, og i 1885 havde en tredjedel af alle landets sogne et bibliotek. Bogsamlingerne var i starten foreninger, hvor borgerne mod betaling kunne låne bøgerne. Senere begyndte kommunerne også at give et økonomisk bidrag.

Almuebogsamlingerne var fortrinsvis noget, der blev oprettet til landbefolkningen. Før 1885 havde kun otte købstæder oprettet biblioteker til byens arbejderbefolkning, og først i 1885 blev Københavns Kommunebiblioteker oprettet. Her skulle man betale en afgift på 15 øre i måneden for at låne bøger. Omkring århundredskiftet var der dog kommet lidt mere gang i biblioteksudviklingen i byerne, og yderligere 18 købstæder havde da oprettet biblioteker. 

Hvornår blev bibliotekerne offentlige?

Staten begyndte at støtte bibliotekerne i 1881. Fra 1876 havde en privat fond, Den Raben-Levetzauske Fond, støttet bibliotekerne i Danmark med 3.000 kr. om året. Men i 1881 havde fonden ikke længere mulighed for at give penge til formålet. Staten overtog opgaven, og for første gang blev der afsat penge på den danske finanslov til bibliotekerne. I årene frem voksede støtten. I 1883-84 uddelte staten 6.000 kr., i 1897-98 var det beløb vokset til 14.000 kr. og i 1919-20 til 180.000 kr.

I 1910 involverede staten sig yderligere i de danske biblioteker ved at oprette en statslig biblioteksstyrelse, Statens Bogsamlingskomité. Styrelsen lavede nogle nationale retningslinjer for, hvordan bibliotekerne skulle ordne og katalogisere deres bogsamlinger. I løbet af 1910’erne udsendte styrelsen en række håndbøger til formålet, blandt andet Decimal-Klassedeling i 1915 som efter amerikansk biblioteksteknik beskrev opstillingen af bøger efter decimaler. Systemet er lavet lidt om siden dengang, men er stadig det system, som folkebiblioteker overalt i landet opstiller deres bøger efter.

Lederen af Statens Bogsamlingskomité, Andreas Schack Steenberg (1854-1929), gik i det hele taget ind for uafhængige offentlige biblioteker efter engelsk-amerikansk mønster. Foreningen Dansk Biblioteksforening med Thomas Døssing i spidsen var på linje med denne opfattelse af bibliotekerne som frie og offentlige rum under kommunal ledelse og et sted, hvor folk kunne skaffe sig faglig viden og uddannelse. Foreningen Danmarks Folkebogssamlinger derimod så helst, at bibliotekerne forblev private initiativer uden indblanding fra staten. De så formålet med bibliotekerne som et sted, hvor befolkningen kunne finde personligt udviklende skønlitteratur. 

Hvad er biblioteksloven?

Biblioteksloven beskriver formålet med og regler for folkebibliotekerne. Den første bibliotekslov fra 1920 lagde låg på uenigheder i biblioteksverden omkring, hvilken litteratur bibliotekerne skulle føre og hvem, der skulle styre biblioteksudviklingen. Loven beskrev, hvordan de statslige tilskud skulle fordeles, og hvilke krav, der var til bibliotekerne, for at de overhovedet kunne få tilskud. Desuden formulerede den, at folkebibliotekernes opgave var at ”udbrede Kundskaber og almindelig Oplysning”. Alle biblioteker i landet blev fra da af reguleret af statens biblioteksstyrelse, Statens Bibliotekstilsyn, hvilket betød, at lånere fik lige vilkår overalt i landet.

Biblioteksloven er siden blevet ændret flere gange. Især med ændringer i loven fra 1950 og 1964 kom bibliotekerne til at ligne de folkebiblioteker, som vi har i dag. Med loven fra 1950 blev det for det første gratis at låne bøger. For det andet var det nu kommunerne, der skulle drive bibliotekerne i stedet for staten. I 1964 fik alle kommuner i landet pligt til at have et folkebibliotek, og det blev muligt for bibliotekerne at søge staten om økonomisk støtte til at indkøbe andre medier end bøger.

I dag hedder biblioteksloven ”Bekendtgørelse af lov om biblioteksvirksomhed”. I lovens formålsparagraf hedder det: ”Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer til rådighed såsom musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer, herunder internet og multimedier.” (se kilder)

Folkebibliotekerne har traditionelt været en bærende institution i det danske samfund. Tanken med folkebiblioteket er, at alle i befolkningen skal have mulighed for at læse bøger, se film og bruge andre medier, som normalt koster penge. Bibliotekerne udfylder derfor en central rolle i det danske samfund som demokratisk kulturinstitution. 

Hvordan er bibliotekssystemet opbygget?

Folkebibliotekerne bliver drevet af kommunerne, og det er herigennem, at langt de fleste lånere har kontakt til biblioteksvæsnet i Danmark. Enhver kommune er forpligtet til at have et bibliotek. En række folkebiblioteker fungerer desuden som centralbiblioteker, hvorfra folkebibliotekerne kan bestille materialer, som de ikke selv har i deres kommune. Disse biblioteker får et særligt tilskud fra Kulturstyrelsen, som er ansvarlig for, at centralbiblioteksfunktionen virker.

Endelig er der de statslige biblioteker, Det Kongelige Bibliotek i København og Statsbiblioteket i Århus, der blev grundlagt i 1902 som en parallel til Det Kongelige Bibliotek i København. Begge biblioteker fungerer som forskningsbiblioteker og er tilknyttet universiteternes forskellige fakulteter. En lov om pligtaflevering er med til at sikre, at to eksemplarer af alle udgivelser i Danmark – både boglige og elektroniske – bliver afleveret til enten Det Kongelige Bibliotek eller Statsbiblioteket. Formålet er at sikre den danske kulturarv. Statsbiblioteket er samtidig nationalt overbygningsbibliotek for folkebiblioteker. Herfra kan folkebibliotekerne bestille sjældnere materialer hjem, som kan være svære at opstøve andre steder.

Bogbusserne blev indsat efter kommunalreformen i 1970, fordi små filialer i Danmarks yderområder blev lukket. Ifølge Danmarks Statistik er der i dag 33 bogbusser rundt omkring i landet, der tager ud med et udvalg af bøger og andre materialer til brugere i tyndt befolkede områder og til ældre og syge brugere på plejehjem og hospitaler. 

Hvordan registrerer bibliotekerne udlån af materialer?

I dag har man på de fleste folkebiblioteker indført udlåns- og afleveringsmaskiner, hvor biblioteksbrugeren selv kan registrere de materialer, som hun eller han ønsker at låne. Maskinen aflæser chippene i materialerne, når brugeren lægger dem på bordpladen, og hvis det er materialer, som skal afleveres, fortæller maskinen, hvilken bogvogn materialet skal lægges på. Nogle biblioteker har en endnu mere avanceret afleveringsmaskine, som selv kører materialet videre ind i en automatisk sorteringsmaskine.

Den nye teknologi er med til at spare personale. Før i tiden stod den biblioteksansatte manuelt for udlån og aflevering af materialer. Op til slutningen af 1960’erne foregik udlånet ved, at hver bog have en datotavle bagi, hvor udlånsdatoen blev stemplet. På et bogkort skrev den biblioteksansatte tilsvarende datoen og brugerens lånernummer. Derefter indførte man gradvist edb-løsninger på bibliotekerne. Fotonoteringsapparater gemte oplysningerne om udlån på fil. Senere blev stregkoderne indført, og de biblioteksansatte kunne registrere materialerne ved hjælp af en scanner. 

Hvornår blev edb-systemer indført på bibliotekerne?

Den første brug af et edb-system på et dansk bibliotek skete i 1965, da Handelshøjskolens Bibliotek overtog et katalogiseringssystem fra et bibliotek på en flyvestation i Californien, skriver Per Mogens Petersen i ”I fællesskabets tjeneste” (se kilder). Fra begyndelsen af 1970’erne blev edb-løsninger langsomt indfaset på landets forskningsbiblioteker – i første omgang ved hjælp af det internationale og standardiserede katalogiseringssystem MARC (MAchine-Readable Cataloging), hvor man på magnetbånd kunne registrere oplysninger om bibliotekets bogsamling og dermed distribuere det mellem bibliotekerne via computere.

Først med indførelse af internettet på folkebibliotekerne i 1990’erne kom ideen til edb-systemet DanBib, som i dag bruges af bibliotekerne imellem som en fælles internetbaseret oversigt over både forsknings- og folkebibliotekernes bogbeholdninger. Det er Dansk Bibliotekscenter (DBC), som siden 1991 har stået bag udviklingen af DanBib og af bibliotekernes it-infrastruktur. Det er f.eks. dette system, som gør det muligt, at biblioteksbrugeren i dag kan søge og bestille materialer på bibliotek.dk eller de lokale bibliotekers hjemmesider. 

Hvordan uddanner man sig til bibliotekar?

Uddannelsen til bibliotekar har ændret sig meget over de sidste 100 år – fra mesterlære til akademisk uddannelse.

I 1918 blev der oprettet en etårig bibliotekaruddannelse, og med biblioteksloven i 1920 blev den placeret under Statens Bibliotekstilsyn som Statens Biblioteksskole. Den bestod hovedsageligt af mesterlære, hvor man supplerede sin elevtid på et folkebibliotek med kurser og eksamener. Forinden havde mange bibliotekarer uddannet sig i enten USA og England, hvor de frie offentlige biblioteker og deres katalogiseringssystem af bøger var forbilleder i store dele af biblioteksverdenen.

Biblioteksskolen blev en selvstændig skole i 1956 under Kulturministeriet og skiftede navn til Danmarks Biblioteksskole. Bibliotekaruddannelsen blev udvidet til en fireårig mellemlang uddannelse og var nu ikke længere kun beregnet til uddannelse af bibliotekarer til folkebibliotekerne, men også til forskningsbibliotekerne.

I 1998 blev uddannelsen bygget op som en akademisk uddannelse, så man kunne blive bachelor i biblioteks- og informationsvidenskab. Det blev også muligt at tage en toårig kandidatoverbygning i informationsvidenskab og kulturformidling og få titlen cand.scient.bibl. Det gør langt de fleste bibliotekarer i dag. I 2010 ændrede Danmarks Biblioteksskole navn til Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA), og i 2013 blev skolen en del af Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet som et selvstændigt institut.

Kulturstyrelsens rapport ”Folkebibliotekernes i fremtiden” (se kilder) fra 2010 understreger, at fremtidens biblioteker i vidensamfundet er et oplevelsesrum, hvor formidling af viden er en helt central arbejdsopgave. Det betyder, at bibliotekarernes formidlingskompetencer i fremtiden vil være særligt vigtige. Deres arbejdsopgaver vil i stigende grad være at afholde arrangementer og begivenheder og på anden måde inspirere bibliotekets brugere. I den forbindelse er internettet blevet en vigtig ny platform for formidlingen mellem bibliotekerne og brugerne. For det første fordi brugerne på internettet nemt og hurtigt kan holde sig opdateret omkring kommende arrangementer og initiativer på biblioteket. For det andet fordi man kan skabe formidling på nettet, som ikke kun er envejskommunikation. Litteratursiden.dk, bibliotekernes fælles webside om litteratur, er et eksempel på en webside, som ikke kun inspirerer og guider brugere til nye læseoplevelser, men også fungerer som et rum for dialog og debat, hvor både læsere og bibliotekarer kan bedømme bøger og kommentere anmeldelser. 

Hvad kan man låne på biblioteket?

Da den første bibliotekslov trådte i kraft i 1910, gjorde den det klart, at det fortrinsvist var faglitteratur, som skulle prioriteres. Det var faglitteraturen, som kunne give befolkningen ”oplysning og kundskaber”, som det var beskrevet i bibliotekslovens formålsparagraf (se kilder).

I 1964 blev det muligt for bibliotekerne at søge om støtte til at indkøbe andre medier end bøger. 12 % af bibliotekernes voksne brugere over 15 år benyttede sig i 1975 af tilbuddet om at låne musik. I 2004 var det tal vokset til 24 % ifølge Kulturstyrelsens undersøgelser over danskernes kulturvaner fra 2004 (se kilder). I 1993 blev det muligt at låne videofilm, hvilket kun 2 % af alle brugere benyttede sig af. Tilsvarende lånte 6 % film i 2004. Fra 1993 blev det også muligt at benytte bibliotekernes kopimaskiner og fax.

En ny bibliotekslov fra 2000 sidestillede alle medier, hvilket betød, at bibliotekerne fik pligt til at tilbyde deres brugere musik-cd’er, edb-programmer og adgang til internettet. Hvor det førhen var valgfrit for biblioteker at indkøbe andre materialer end bøger, blev de med den nye lov forpligtet til at kunne stille disse digitale medier til rådighed. Til gengæld blev bibliotekerne lovet økonomisk tilskud, fordi de nye medier typisk var dyrere at indkøbe end bøger.

Den nye lov blev udformet på baggrund af en række rapporter i løbet af 1990’erne, der skulle komme med forslag til, hvordan folkebibliotekerne bedst overlevede i informationssamfundet, hvor computere og internet truede med at overflødiggøre bibliotekernes funktion som videnscentral. Hvordan skulle man sikre, at biblioteket stadig blev en vigtig kulturel institution i det danske demokrati?