Folkekirkens teologi og traditioner

Hvori består den evangelisk-lutherske teologi?

Den danske folkekirke tilhører den retning inden for kristendommen, som kaldes protestantismen. Mere specifikt bygger folkekirken på evangelisk-luthersk teologi. Ordet evangelisk-luthersk henviser til det brud med den katolske kirke, der i Danmark skete med Reformationen i 1536. Under Reformationen kæmpede den tyske teolog Martin Luther for en forandring af kirken, hvor evangeliets forkyndelse skulle sættes i centrum. Evangelium betyder “glædeligt budskab” og henviser til budskabet om Jesu liv, død og opstandelse. Derudover mente Luther, at den praksis i den katolske kirke, der kaldtes aflad, var forkert. Aflad ville sige, at man kunne betale kirken for sine synder for til gengæld at blive lovet mindre pine i skærsilden. Skærsilden var det sted, hvor man ifølge datidens teologi blev pint for sine synder efter døden, for at blive renset og blive parat til forhåbentlig at komme i paradis. Luther mente i modsætning hertil, at mennesket kun kunne opnå frelse ved hjælp af Guds nåde, ikke ved egne gerninger eller handlinger, og han mente ikke, at kirkens praksis med aflad havde belæg i Bibelen. Ifølge Luther var det tværtimod i modstrid med Bibelens budskab og anvisninger, og han anklagede kirken for at have udviklet hele afladssystemet alene for at sikre sig indtægter. I bogen Den Lille Katekismus nedskrev Luther de vigtigste teologiske dogmer og ritualer i sin udlægning af kristendommen, og den lille bog blev grundlaget for det, der blev kendt som den evangelisk-lutherske tro. Heri indgik som grundelementer fadervor, trosbekendelsen, sakramenterne (dåb og nadver) og De Ti Bud samt skriftemålet. Denne bog dannede grundlag for kristendomsundervisning i Danmark i flere århundreder og udgør i dag stadig én af folkekirkens bekendelsesskrifter, som er de tekster, der omfatter troens grundlæggende lærepunkter. Disse blev fastlagt med Den Danske Lov i 1683.

Hvad er trosbekendelsen?

Den trosbekendelse, der bruges i den danske folkekirke, kaldes den apostolske trosbekendelse, og den lyder som følger:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den almægtige,
himmelens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus,
hans enbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden,
født af Jomfru Maria,
pint under Pontius Pilatus,
korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til Dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til himmels,
siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd,
hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden,
den hellige, almindelige kirke,
de helliges samfund, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv.
Amen.

Trosbekendelsen sammenfatter de vigtigste dele af den kristne tro og indgår som en del af højmessen i folkekirken, dvs. den ugentlige hovedgudstjeneste om søndagen. Desuden indgår den i dåbsritualet, hvor en gudmoder eller gudfader siger ja til trosbekendelsen på vegne af barnet, der skal døbes.

Hvad er folkekirkens sakramenter?

Sakramenter er hellige handlinger, der foregår i en kirke, og som udtrykker Guds nåde og nærvær. I den danske folkekirke findes to sakramenter, dåb og nadver. Et sakramente består af både handling og ord, og dåb såvel som nadver er en kombination af tale og handling.

Hvordan begrundes og foregår dåben i folkekirken?

Folkekirken praktiserer hovedsageligt barnedåb. Dåben er den begivenhed, der markerer et barns indlemmelse i den kristne menighed, og den finder typisk sted, mens barnet endnu er spædt. Alle uanset alder kan dog blive døbt, og voksendåb i folkekirken er blevet mere almindeligt, i takt med at en del voksne, der ikke er blevet døbt som børn, vælger at lade sig døbe og blive medlem af folkekirken. At blive døbt i folkekirken betyder, at man bliver medlem af den danske folkekirke, og det er ikke muligt at være medlem uden at være døbt. I praksis består dåben af tre dele. Først beder præsten for barnet og læser et stykke af Bibelen, der omhandler dåben, højt. Dernæst gør præsten korsets tegn over barnets ansigt og bryst og spørger: “Hvad er barnets navn?” hvilket bæreren af barnet, en gudmor eller gudfar, besvarer. Denne svarer også ja til trosbekendelsen og tilkendegiver altså, at barnet tror på Gud, Jesus og Helligånden. Det er normalt en af barnets forældre eller en af fadderne, der agerer gudmor eller gudfar for barnet. Præsten øser vand over barnets hoved tre gange, én gang for Gud Fader, én for Jesus og én for Helligånden. Til sidst beder alle i kirken fadervor og byder dermed barnet velkommen i menigheden.

Hvordan begrundes og foregår nadver i folkekirken?

Ordet nadver kommer af det gammeldanske ’natwarth’, hvor ’nat’ betyder aften, og ’warth’ måltid, og betyder altså aftenmåltid. Det henviser til det sidste måltid, Jesus spiste med sine disciple, aftenen før han blev korsfæstet. Den sidste nadver, som begivenheden kaldes, står beskrevet i Markusevangeliet, kapitel 14, linje 12-25. Her velsigner Jesus et brød, som han deler ud af til disciplene, idet han siger: “Tag det; dette er mit legeme,” og han giver dem ligeledes vin og siger: “Dette er mit blod.” Denne begivenhed gentages i dag i ritualiseret form ved gudstjenester i folkekirken, hvor de, der ønsker at modtage nadver, går op til alteret, knæler og modtager en oblat, dvs. en melkiks, som gør det ud for brød, og et lille glas vin. Gennem tiden har der været store uenigheder om, hvordan nadveren skulle forstås. Luther mente, at Jesus virkeligt er til stede i nadveren, og at han skaber et fællesskab med dem, der deltager i nadveren, og indbyrdes mellem deltagerne, så de mærker, at de er en del af det kristne fællesskab. Denne forståelse lever i dag videre i folkekirken, og de, der modtager nadver, får desuden at vide af præsten, at de har modtaget tilgivelse for deres synder, når de forlader alteret og går tilbage til deres pladser på kirkebænkene. Hvor man i den evangelisk-lutherske kirke altså mener, at Jesus er til stede i brødet og vinen, mener man i den katolske kirke, at brødet og vinen virkelig forvandles til Jesu kød og blod. Dette betyder, at protestanter og katolikker godt kan holde gudstjeneste sammen, men ikke kan holde fælles nadverfejring.

Hvad er De Ti Bud?

De Ti Bud er en liste moralske og religiøse regler i kristendommen, en slags rettesnor for god livsførelse. De stammer fra 2. Mosebog, kapitel 20, i Det Gamle Testamente, hvor det berettes, at Moses på Sinai Bjerg hentede to stentavler med buddene påskrevet, som Gud havde givet ham. I den evangelisk-lutherske tro er buddene formuleret som følger:

  1. Du må ikke have andre guder.
  2. Du må ikke misbruge din Guds navn.
  3. Du skal holde hviledagen hellig.
  4. Du skal ære din fader og din moder.
  5. Du må ikke slå ihjel.
  6. Du må ikke bryde ægteskabet.
  7. Du må ikke stjæle.
  8. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste.
  9. Du må ikke begære din næstes hus.
  10. Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til.

Den formulering af buddene, der fremgår her, er hentet fra bogen Luthers katekismus (se kilder), genudgivet i 1988.

Hvordan foregår en gudstjeneste i folkekirken?

Hver søndag er der gudstjeneste i folkekirken, og denne gudstjeneste er typiske en højmesse. Højmessen forløber som regel på en bestemt måde, som er fælles for folkekirkerne i Danmark. Man siger, at den følger en bestemt liturgi. Højmessen begynder med, at der ringes med kirkeklokkerne for at kalde folk til gudstjeneste. Som begyndelse på gudstjenesten spiller orgelet et såkaldt præludium, forspil, og kordegnen, eller en anden, beder en indgangsbøn. Derpå synger alle i kirken en salme, og efter denne hilser præsten menigheden med ordene “Herren være med jer”. Så vender præsten sig med front mod alteret og beder en bøn, der kaldes kollekt. Efter dette læser præsten et stykke fra Det Gamle Testamente og et stykke fra Det Nye Testamente eller fra Apostlenes Gerninger. Til hver højmesse hører bestemte tekststykker, således at alle årets søndage har tilknyttet bestemte bibeltekster. Ind imellem oplæsningerne synges der salmer.

Derefter synges eller siges trosbekendelsen af præsten og menigheden, og endelig kommer højmessens højdepunkt: prædikenen. Prædikenen kan minde om en tale, hvor præsten fortolker dagens bibeltekst, ofte ved at drage paralleller til nutidens samfund og livsførelse. Den varer normalt 10-15 minutter og efterfølges af en kirkebøn, som præsten beder på vegne af menigheden, hvor han eller hun takker Gud, beder om hjælp i dagligdagen og beder for syge, ensomme og fattige samt for øvrigheden, dvs. folketing og regering og til tider kongehuset, idet disse i en folkekirkelig forståelse har ansvar for menneskenes gode liv i kraft af deres embede. Derpå velsigner præsten menigheden med ordene: “Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.” Herefter gennemføres nadverritualet, og der afsluttes med en salme, en udgangsbøn og et postludium, et efterspil, fra orgelet.

Hvilke andre kirkelige handlinger og ritualer findes i folkekirken?

I folkekirken markeres tre eller fire vigtige begivenheder i livet med et kirkeligt ritual: dåb, konfirmation, begravelse og eventuelt bryllup. Ved dåben, der som ovenfor nævnt er et sakramente, bliver barnet en del af den kristne menighed. Konfirmationen markerer en overgang fra barndom til ungdom eller voksentilværelse og har eksisteret i Danmark siden 1736. Ordet “konfirmation” betyder “bekræftelse”. Ved dette ritual bekræfter konfirmanden, der typisk er 13-14 år gammel, den trosbekendelse, som gudmoderen eller gudfaderen ved barnedåben sagde ja til på vegne af barnet. I et års tid op til konfirmationen går de kommende konfirmander til konfirmationsforberedelse hos en præst, så de kan få styrket deres kendskab til den kristne tro. Det kirkelige ritual efterfølges for det meste af en fest i familien, der er med til at fejre og markere, at konfirmanden har påbegyndt en ny epoke i sit liv. Ved kirkebrylluppet bliver et par viet og velsignet af præsten og indgår dermed ægteskab. Begge skal være medlem af folkekirken. Ved begravelsen tager man afsked med den døde, og præsten udfører et ritual, hvor han eller hun kaster jord på den dødes kiste tre gange og siger: “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå.” Dette henviser til, at der ifølge den kristne tro er et liv efter døden, hvor Gud stadig vil være med den døde.

Hvilke højtider fejres der i folkekirken?

De vigtigste højtider i folkekirken er jul, påske og pinse. Derudover markeres en del andre højtider og helligdage og særlige perioder, bl.a. advent og fastelavn. Disse højtider og den teologiske baggrund for dem beskrives på Folkekirken.dk under menupunktet “Højtider og traditioner” (se kilder). I julen fejres Jesu fødsel. Juledag, den 25. december, er den officielle fejringsdag, hvor der holdes Kristmesse, men også den 24., juleaftensdag, har der siden begyndelsen af 1900-tallet været tradition for, at folkekirken afholder gudstjenester. Påsken markerer Jesu korsfæstelse, død og opstandelse og indledes med palmesøndag, hvor Jesus ankommer til Jerusalem og mødes af en jublende folkemængde, der spreder palmeblade ud foran ham. Torsdagen efter kaldes skærtorsdag og er den dag, hvor Jesus og disciplene holder den sidste nadver. Derpå følger langfredag, hvor Jesus dømmes og korsfæstes, og påskedag, hvor nogle kvinder finder Jesu grav tom og får at vide af en engel, at han er genopstået. Både påskedag og 2. påskedag fejres Jesu genopstandelse. Pinsen falder 50 dage efter påske, og her fejres den begivenhed, som er beskrevet i Apostlenes Gerninger kapitel 2, hvor Helligånden kommer til Jesu disciple og gør dem i stand til at tale alle sprog, så de kan fortælle alle verdens folk om Jesus. Pinsen regnes for kristendommens og kirkens fødsel, idet Gud fra at være forsvundet fra Jorden i form af Jesus, ved pinsebegivenheden kommer tilbage i form af Helligånden og skaber grundlaget for kirken som et fællesskab af troende, der har som opgave at vidne om Jesu liv, død og opstandelse.