Hvorfor diskuteres det, om folkekirken må og bør blande sig i politiske spørgsmål?
Spørgsmålet om, hvorvidt kirken må og bør blande sig i politiske sager, er ofte til debat. Det blev fx aktuelt, da en gruppe irakiske asylansøgere, der var blevet afvist og pålagt at rejse ud af Danmark, søgte tilflugt i Brorsons Kirke på Nørrebro i 2009. I den forbindelse blev kirkens præst, Per Ramsdal, beskyldt for at blande religion og politik, idet han udviste støtte til irakerne. Også da en række danske kirker meddelte, at de i anledning af det internationale klimatopmøde i København i december 2009 havde til hensigt at ringe 350 gange med kirkeklokkerne for at udtrykke bekymring over klimatruslen, affødte det debat. Nogle kritikere mente, at kirkerne dermed brugte kirkeklokkerne i en politisk mærkesag, og at det var en upassende sammenblanding af religion og politik.
Hvilke argumenter fremføres for, at folkekirken bør blande sig i politik?
Nogle mener, at religion og politik slet ikke kan adskilles, da begge sfærer handler om etiske og moralske spørgsmål. Desuden hævdes det, at de værdier, der præger det danske samfund, har rødder i kristendommen, og at enhver værdidebat derfor også naturligt inkluderer aktører, der repræsenterer kristendommen. Det argument har blandt andre daværende sognepræst Per Mollerup fremført i artiklen “Religion og politik kan ikke adskilles” fra Kristeligt Dagblad (se kilder): “Den humanistiske etik og moral er i sin kerne oprindelig religiøst inspireret, den er et barn af kristendommen.” Sognepræst Per Ramsdal har understreget, at præster ikke skal blande sig i politik, men samtidig, at han ikke anser hjælpen til de irakiske asylansøgere, som han stod for som præst i Brorsons Kirke i 2009, for at være en politisk handling, men et spørgsmål om medmenneskelighed: “Præster kan ikke og skal ikke blande sig i politik – men det kristne budskab fortæller os, at vi skal hjælpe folk, som har brug for hjælp”.
Professor i teologi ved Aarhus Universitet Svend Andersen har påpeget, at Luthers to-regimente-lære ofte opfattes som et budskab om en fuldstændig adskillelse af politik og religion, men at Luther faktisk mente, at kristne bør involvere sig i politik. Han skriver i Aarhus Universitets Teologiske Fakultets Årsskrift 2008 (se kilder) bl.a.: “ifølge Luther har næstekærligheden også en politisk side. Den politiske orden er jo til for at beskytte mennesker.” Ifølge Svend Andersen mente Luther altså, at politik er et område, hvor mennesker kan og bør handle næstekærligt som kristne.
Hvilke argumenter fremføres imod, at folkekirken bør blande sig i politik?
Kritikere af kirkens og præsters offentlige stillingtagen i politiske spørgsmål mener, at religion er en privatsag, at politik er noget, der hører til i den offentlige sfære, og at religion og politik derfor ikke bør bevæge sig ind på hinandens områder. Nogle bygger deres argumentation på Luthers to-regimente-lære, som tolkes som et budskab om, at religion og politik bør holdes helt adskilt. Dette gjorde fx integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), da hun i 2009 beskyldte sognepræst Per Ramsdal for at blande politik og religion, da han lod en gruppe afviste asylansøgere opholde sig i Brorsons Kirke i en længere periode. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) henviste ligeledes til Luthers to-regimente-lære, da han i et interview i Kristeligt Dagblad i 2006 forklarede, hvorfor han mente, at religion burde fylde mindre i det offentlige rum (se kilder). Om fremførelsen af religiøse argumenter i politik sagde Anders Fogh Rasmussen bl.a.: “Her bør ethvert menneske, også politikere, vise ydmyghed og erkende, at vi slet intet ved om, hvad denne eller hin gud måtte mene om vores forehavender.”