FNs klimamål

Artikel type
faktalink
journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. August 2016
Main image
2015 var et rekorddårligt år for klimaet.
2015 var et rekorddårligt år for klimaet.
Arkivfoto 2013 fra Grønland: Christian Brøndum / Scanpix

FNs klimaforhandler er rammen for den internationale klimapolitik, hvorfor FNs klimamål er afgørende for, hvordan verden begrænser og bekæmper klimaændringer. I 2015 forhandlede FN-landene sig til enighed om to aftaler, som tilsammen udgør FNs klimamål: Paris-aftalen, som er en global, juridisk bindende klimaaftale og Kyoto-protokollens afløser, og aftalen om Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, som afløser 2015-målene, hvoraf flere omhandler klima. Hovedpunkterne i aftalerne, der dikterer FNs klimamål de næste mange år, er at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius, at sikre finansiel støtte fra ilandene til klimaindsatsen i ulandene og at sikre alle landes modstandskraft og tilpasningsevne i forhold til klimarelaterede farer.

 

fn

Introduktion til FNs klimamål

Hvordan defineres FNs klimamål?

FNs klimamål er de mål, som verdens lande når til enighed om efter forhandlinger i verdensorganisationen. Siden 1992 har FN været hjem for de internationale forhandlinger om, hvordan verdens lande skal forholde sig til klimaændringer, og det er fortsat i FN-regi, at verdens lande mødes for at forhandle og formulere verdens klimamål. Derfor er FNs klimamål lig med verdens klimamål, og det er af den grund, at der er stor fokus på, hvor ambitiøse og juridisk bindende målene er. Formålet med klimamålene er at begrænse udledningen af drivhusgasser, sådan at den globale opvarmning kan bremses, og de farlige, menneskeskabte klimaændringer kan forhindres, skriver den danske Energistyrelse (se kilder). I de senere år har der desuden været øget fokus på, hvordan klimaforandringer skader den sociale og økonomiske udvikling, og et knudepunkt i forhandlingerne om klimamålene har ofte været, hvordan verdens lande kan sikre den økonomiske og sociale bæredygtige udvikling, såvel som den klimamæssige.

Hvad er de gældende FN-mål på klimaområdet?

I 2015 nåede de 196 lande, der forhandler om klimaet i FN, til enighed om to aftaler, der i dag dikterer FNs klimamål. Den mest afgørende aftale er Paris-aftalen, som er FNs officielle klimamål. Aftalen træder i kraft i 2020 og afløser dermed Kyoto-protokollen, verdens første retligt bindende internationale aftale om nedbringelse af drivhusgasser (se under Del 2, Historie og baggrund), som blev indgået i 1997 og er gældende indtil 2020. Udover målene i Paris-aftalen, som fra 2020 vil være FNs og dermed verdens gældende klimamål, har FN også sat sig en række klimamål under aftalen om Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, som verdens lande forhandlede sig til enighed om i 2015. Her er der fokus på at sikre, at alle lande – også ulande – er modstandsdygtige og evner at tilpasse sig til klimaforandringer såsom ekstremt vejr og naturkatastrofer, og at sikre fortsat økonomisk og social udvikling i alle lande verden over.

Historie og baggrund

Hvad er baggrunden for FNs nuværende klimamål?

Klimaforhandlingerne i FN startede i 1990, efter en rapport fra FNs nye klimapanel viste, at menneskeskabte klimaforandringer – med fokus på udledningen af drivhusgasser og den følgende globale opvarmning – ville kunne påvirke klodens miljø drastisk. FNs generalforsamling besluttede derfor, at det var nødvendigt med en klimakonvention, der skulle sikre, at drivhusgasudledningen ikke løb løbsk. På en miljøkonference i Brasilien i 1992 nåede verdens lande til enighed om klimakonventionen UNFCCC – United Nations Framework Convention for Climate Change – der skulle stabilisere mængden af drivhusgasser i klodens atmosfære. Som rammekonvention er klimakonventionen ikke bindende, men en overordnet arena for politiske forhandlinger om, hvordan farlige klimaændringer kan forhindres. Disse forhandlinger foregår løbende, men det er på de årlige klimakonferencer kaldet COP – Convention of the Parties – at store beslutninger om bindende klimaaftaler forhandles og formuleres.Fordi klimakonventionen ikke er bindende i sig selv, men kun en ramme for forhandlinger, blev verdens lande enige om, at der var behov for en bindende aftale, som kan forpligte verdens lande til at følge Fns klimamål. Derfor begyndte verdens lande efter 1992 at forhandle om en bindende protokol i FN-regi, der ikke bare skulle virke som ramme for forhandlingerne om klimaændringer, men som et konkret instrument med bindende mål for at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Resultatet var Kyoto-protokollen, som i 2020 afløses af Paris-aftalen. 

Hvad var Kyoto-protokollen?

I 1997, fem år efter forhandlingerne om en bindende klimaaftale begyndte, nåede verdens lande til enighed om Kyoto-protokollen. Formålet med protokollen, som er den første juridisk bindende klimaaftale, var at forpligte verdens lande til at reducere deres drivhusgasudledning. Forpligtelserne i Kyoto-protokollen fra 1997 dikterer, at de udviklede lande skal lægge loft over udledningerne af drivhusgasser, så de i årene 2008-2012 i gennemsnit bliver fem procent mindre, end de var i 1990, skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet (se kilder). Det er imidlertid kun ilandene, der var forpligtet til at reducere deres CO2-udledning, mens ulandene kun har skrevet under på at igangsætte "ikke-bindende reduktionsinitiativer, der støtter op om en bæredygtig udvikling". Det tog dog yderligere syv år før protokollen trådte i kræft, da det krævede at mindst 55 lande ratificerede den. USA, som var med til at forhandle aftalen på plads, ratificerede den aldrig på grund af modstand i den amerikanske kongres, hvorfor USA er det eneste iland, som ikke var forpligtet til at reducere deres udledning af drivhusgas under protokollens første periode. I 2012 blev det besluttet at forlænge Kyoto-protokollen med en anden periode, der gælder fra 2013-2020. Det skete efter at klimaforhandlingerne om en ny global, juridisk bindende klimaaftale fejlede ved klimakonferencen i København i 2009 og på de efterfølgende COP-konferencer, skriver DR den 9. december 2012 (se kilder).