Finansloven

Hvad er en finanslov?

I medierne bliver finansloven ofte beskrevet som "statens husholdningsbudget", men i virkeligheden er en finanslov langt mere kompliceret. Statens samlede økonomi er nemlig så omfattende, at indtægterne påvirkes direkte af udgifterne – og omvendt. I modsætning til en privat husholdning, hvor pengene kun kan bruges én gang, kan det i en finanslov lade sig gøre at investere pengene sådan, at de cirkulerer rundt i samfundet og kommer tilbage til statskassen igen. Det kan eksempelvis ske ved, at staten investerer skattekronerne i en ny motorvej, der giver arbejde til arbejdsløse asfaltarbejdere, som dermed ikke skal have understøttelse, men som derimod skal betale skat af deres løn.

Finansloven er også et værktøj til at styre samfundsøkonomien med, så der skabes bedre balance mellem statens, borgernes og erhvervslivets forbrug. Partierne bag et finanslovforlig har ansvaret for, at det danske samfund udvikler sig stabilt, så statsgælden ikke vokser. I alt har finansloven udgifter for næsten 700 milliarder kroner, som staten hvert år skal have dækket ved at opkræve skatter og afgifter.

Hvorfor er finansloven så vigtig?

Uden en årlig finanslov kan staten hverken udbetale lønninger til de offentligt ansatte eller holde statsapparatet i gang. Og fordi alle statens udgifter skal være indregnet i finansloven, er forhandlingerne ofte meget vanskelige. Det er ved disse forhandlinger, grundlaget for de fleste andre politiske initiativer i løbet af året lægges, og det er her, de største forlig indgås. Det er derfor, finansloven er så vigtig. Alle partier ønsker af den grund at sætte et særligt fingeraftryk på finansloven, så de bagefter kan fortælle vælgerne, at de har haft indflydelse på, hvordan staten bruger sine penge. Da regeringen jo skal have flertal til at stemme for finansloven, er den nødt til at tilbyde sine støttepartier, at de kan få nogle af deres mærkesager gennemført. Eksempelvis måtte den tidligere socialdemokratiske regering (ledet af daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen), hvert år sikre sig opbakning fra venstrefløjen, når den skulle have sine finanslove vedtaget. Det omvendte gjorde sig gældende i årene 2001 til 2011, hvor Danmark var ledet af en regering bestående af Venstre og Konservative. Hvert år måtte VK-regeringen give indrømmelser til sit støtteparti, Dansk Folkeparti, som betaling for at stemme for finansloven.

Finansloven er således mere end et statsbudget og et nationaløkonomisk værktøj: Den er en vigtig politisk studehandel, hvor partierne ved at få penge til deres mærkesager, får en slags tak for deres støtte til regeringen. Det er dog vigtigt at pointere, at en regering også kan lave sin finanslov med stemmer fra oppositionen. Eksempelvis kan den nuværende centrumvenstreregering vælge at lave finanslov med støtte fra Venstre i stedet for med støtte fra Enhedslisten. På den måde er Enhedslisten også klar over, at partiet ikke skal stille for store venstreorienterede krav om indrømmelser i en finanslov, for så risikerer partiet, at regeringen i stedet indgår en mere højreorienteret finanslov med partiet Venstre.

Hvilke elementer består en finanslov af?

Finansloven består af en indtægts- og en udgiftsside. I regeringens finanslovsforslag for 2014 udgør indtægterne i alt 666 milliarder kroner, mens udgifterne løber op i 697 milliarder kroner. Den største indtægtskilde er personskatten, som er på 291 milliarder kroner. Dernæst følger momsen på forbrugsvarer og serviceydelser, som næste år giver statskassen et beløb på 181 milliarder kroner. Derefter følger andre afgifter på 98 milliarder kroner.

På udgiftssiden er billedet lidt klarere: Indkomstoverførsler såsom bistandshjælp, SU og folkepension udgør den suverænt største post på i alt 268 milliarder kroner. Så følger tilskud til regioner og kommuner på 197 milliarder kroner, og derefter driftsudgifter på 186 milliarder Kroner til blandt andet lønninger.

Udgifterne 697 milliarder kroner er en del større end indtægterne på 666 milliarder kroner. Dermed er der underskud på budgettet, og staten må optage gæld. Det er dog ganske normalt, at udgifterne er større end indtægterne, og at staten dermed stifter gæld, når samfundsøkonomien befinder sig i en lavkonjunktur. Til gengæld er der ofte overskud på statsbudgettet, når samfundsøkonomien er i en højkonjunktur, og så kan staten betale af på sin gæld.

Hvad er forskellen mellem en finanslov og andre love?

Finansloven er ikke nogen almindelig lov. For det første er finansloven grundlaget for mange andre love, idet finansloven som oftest bevilger pengene til nye initiativer. For det andet er selve beslutningsprocessen omkring finansloven lidt anderledes end under vedtagelsen af andre love. Finansloven diskuteres i udgangspunktet i tre såkaldte ’behandlinger,’ som det også er tilfældet med andre love. Umiddelbart efter regeringens fremlæggelse af finanslovudspillet behandles det første gang i Folketinget. Derefter overgår forhandlingerne til Folketingets Finansudvalg, der består af partiernes finansordførere. Ændringsforslagene til finansloven diskuteres først under tredjebehandlingen i Folketinget over et par dage i midten af december.

Hvordan laves en finanslov?

Tidsforløbet omkring finansloven er fastlagt i Grundloven. I paragraf 45 hedder det: "Stk. 1. Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for Folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse."

Inden da har Finansministeriet præsenteret de enkelte ministerier for en økonomisk ramme, som ministerierne hver især skal udfylde med konkrete forslag. Det vil sige, at ministerierne får et vist beløb, som de kan fordele til deres forskellige udgifter. Derefter afleverer ministerierne deres bidrag til finanslovsforslaget i begyndelsen af maj, hvorefter Finansministeriet skriver bidragene sammen til regeringens samlede finanslovsforslag. Ministeriernes embedsmænd har samtidig udregnet, hvad de forskellige partiers mærkesager vil koste at gennemføre. I forhandlingerne, hvor indtægter og udgifter skal gå op, kan regeringen og de andre partier med embedsmændenes beregninger hurtigt få et overblik over, hvad de forskellige forslag vil koste, og hvor meget de kan spare ved at lave besparelser.

Hvordan er det politiske spil omkring finansloven?

Når partierne på Christiansborg ofte fører finanslovforhandlinger i nattens mulm og mørke – som det kan opleves i mediernes dækning – er det ikke fordi, at politikerne endevender hele statens husholdningsbudget. Reelt er det kun omkring to procent – lidt over 14 mia. kr. – af statsbudgettet, der er til forhandling. Resten er faste udgifter, som der er politisk konsensus om ikke at ændre på. Møderne holdes om natten, fordi forhandlerne forsøger at lægge størst muligst psykisk pres på hinanden for at opnå hurtigere resultater og kompromiser.

Inden parterne når til natteforhandlingerne, er de fleste partier dog først blevet indbudt til indledende forhandlingsrunder hos finansministeren i løbet af sommerferien, hvor mulige kompromiser diskuteres. Det politiske spil begynder for alvor, når regeringen fremlægger sit udspil i slutningen af august. Normalt melder regeringen blødt ud, inden forhandlingerne for alvor går i gang. Forligspartnerne får så æren for de små forbedringer, som de gradvist forhandler sig frem til i løbet af efteråret. Det er derfor ikke et særsyn, at finansloven i sidste ende bliver væsentligt dyrere, end regeringen lægger op til i sit første udspil. Men det har regeringen taget højde for. Finanslovforhandlingerne er på den vis som et kompliceret kræmmermarked, hvor partierne ’prutter’ om priserne på såvel nye investeringer som planlagte besparelser.

Hvad sker der, hvis finansloven ikke vedtages?

Hvis partierne ikke bliver enige om et finanslovkompromis inden den første januar, skal der vedtages en midlertidig bevillingslov. Det kan ske, hvis der udskrives nyvalg til Folketinget f.eks. på grund af uoverkommelige politiske uenigheder. Midlertidige bevillingslove har senest været anvendt i forbindelse med finansloven i 1991. Men der er dog en udbredt tradition for, at de såkaldt ’ansvarlige’ partier i Danmark ikke stemmer direkte imod finanslovene. Det betyder konkret, at danske regeringer kun yderst sjældent er blevet stillet over for et ultimatum om enten at bøje sig for politiske krav eller træde tilbage. De ’ansvarlige’ partier har en gensidig respekt for, at regeringen har ansvaret for, at statsapparatet fungerer og derfor stemmer de uanset hvad for den endelige finanslovaftale. Finanslove kan aldrig sendes ud til folkeafstemning.