Forhandlinger om finansloven

Hvordan er det politiske spil omkring finansloven?

Når partierne på Christiansborg ofte fører finanslovforhandlinger i nattens mulm og mørke – som det kan opleves i mediernes dækning – er det ikke fordi, at politikerne endevender hele statens husholdningsbudget. Reelt er det kun omkring to procent – lidt over 14 mia. kr. – af statsbudgettet, der er til forhandling. Resten er faste udgifter, som der er politisk konsensus om ikke at ændre på. Møderne holdes om natten, fordi forhandlerne forsøger at lægge størst muligst psykisk pres på hinanden for at opnå hurtigere resultater og kompromiser.

Inden parterne når til natteforhandlingerne, er de fleste partier dog først blevet indbudt til indledende forhandlingsrunder hos finansministeren i løbet af sommerferien, hvor mulige kompromiser diskuteres. Det politiske spil begynder for alvor, når regeringen fremlægger sit udspil i slutningen af august. Normalt melder regeringen blødt ud, inden forhandlingerne for alvor går i gang. Forligspartnerne får så æren for de små forbedringer, som de gradvist forhandler sig frem til i løbet af efteråret. Det er derfor ikke et særsyn, at finansloven i sidste ende bliver væsentligt dyrere, end regeringen lægger op til i sit første udspil. Men det har regeringen taget højde for. Finanslovforhandlingerne er på den vis som et kompliceret kræmmermarked, hvor partierne ’prutter’ om priserne på såvel nye investeringer som planlagte besparelser.

Hvad sker der, hvis finansloven ikke vedtages?

Hvis partierne ikke bliver enige om et finanslovkompromis inden den første januar, skal der vedtages en midlertidig bevillingslov. Det kan ske, hvis der udskrives nyvalg til Folketinget f.eks. på grund af uoverkommelige politiske uenigheder. Midlertidige bevillingslove har senest været anvendt i forbindelse med finansloven i 1991. Men der er dog en udbredt tradition for, at de såkaldt ’ansvarlige’ partier i Danmark ikke stemmer direkte imod finanslovene. Det betyder konkret, at danske regeringer kun yderst sjældent er blevet stillet over for et ultimatum om enten at bøje sig for politiske krav eller træde tilbage. De ’ansvarlige’ partier har en gensidig respekt for, at regeringen har ansvaret for, at statsapparatet fungerer og derfor stemmer de uanset hvad for den endelige finanslovaftale. Finanslove kan aldrig sendes ud til folkeafstemning.