Hvordan opstod EU?
Den Europæiske Union, EU, er et politisk og økonomisk fællesskab mellem 27 medlemslande. De første spadestik til det EU, vi kender i dag, blev taget i kølvandet på 2. Verdenskrig. Frankrigs daværende udenrigsminister, Robert Schuman (1886-1963), præsenterede et forslag om Det Europæiske Kul- og Stålfælleskab (EKSF) – eller blot Kul- og Stålunionen – den 9. maj 1950. Det internationale samarbejde trådte formelt i kraft den 23. juli 1952 med seks medlemslande: Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg.
Der var tale om et samarbejde om landenes produktion af kul og stål, der var vigtig for krigsindustrien og samtidig en vigtig handelsvare for disse lande. Samarbejdet havde til formål at skabe grundlag for større europæisk samhørighed ved at gøre landene gensidigt afhængige af hinandens kul- og stålproduktion og derved forhindre fjendtligheder mellem landene og sikre fred i Europa.
Især ønskede man en varig fredsaftale mellem Frankrig og Tyskland, der havde ligget i krig med hinanden flere gange i løbet af det forrige århundrede. Med fællesskabet omkring kul- og stålindustrierne, som var de vigtigste industrier i forbindelse med krig, var hemmelig militær oprustning umuliggjort. Ingen af de seks lande kunne begynde at forberede en krig uden de andre landes kendskab. Dermed var det europæiske samarbejde påbegyndt. Siden har det europæiske fællesskab udviklet sig til en væsentlig europæisk og international aktør, der arbejder med lovgivende, kontrollerende, dømmende, udøvende og rådgivende funktioner. Det meste af dansk lovgivning er påvirket af EU i et eller andet omfang.
Hvordan udviklede fællesskabet sig?
Allerede i slutningen af 1950’erne blev fællesskabet udvidet første gang, da medlemslandene ønskede et bredere økonomisk samarbejde, der omfattede mere end den fælles administration af kul- og stålproduktionen. Det skete med to nye former for fællesskaber, nemlig Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) – også kaldet Romtraktaten – og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Eurotom). Traktaterne for de to nye fællesskaber blev underskrevet den 25. marts 1957 og trådte i kraft den 1. januar 1958.
Formålet med oprettelsen af Euratoms var at skabe de nødvendige betingelser for hurtig dannelse og udvikling af atomenergiindustrien. Hovedparten af de europæiske lande mente på dette tidspunkt, at atomenergi var fremtidens energiforsyning.
EØF var det dominerende fællesskab og indebar samarbejde om en toldunion, et fælles indre marked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Dertil kom konkurrenceregler, en fælles landbrugs- og fiskeripolitik, regionsudvikling m.m.
Det omfattende økonomiske samarbejde var første skridt i retningen af et fælles marked, og gjorde at handelen mellem landene steg eksplosivt i årene efter, at fællesskabet blev vedtaget. Med det økonomiske samarbejde blev det desuden mere fordelagtigt at være medlem af det europæiske fællesskab og hårdere at stå udenfor. Det var en af de vigtigste grunde til, at Storbritannien – efterfulgt af Danmark, Norge og Irland – i 1961 og igen i 1967 søgte om medlemskab. Den franske præsident Charles de Gaulle var imidlertid bange for, at optagelse af Storbritannien ville give indflydelse til USA på grund af briterne og amerikanernes tætte bånd, og derfor fortsatte fællesskabet med de seks oprindelige medlemslande op igennem 60’erne, før man lukkede de nye ansøgerlande ind i fællesskabet.
Hvordan ændrede Romtraktaten det europæiske samarbejde?
Ved udgangen af 1957 bestod fællesskabet således af de seks oprindelige medlemslande, der havde indgået tre forskellige fællesskaber: det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergi Fællesskab. Medlemslande havde nu et bredt samarbejde, der stillede dem godt økonomisk og sikrede dem mod endnu en sønderlemmende krig. Med Romtraktaten begyndte fællesskabet at ligne det EU, vi kender i dag. Romtraktaten er, sammen med Maastrichttraktaten, den grundlæggende traktat i det europæiske samarbejde, og alle lande, der er medlemmer af EU, har underskrevet den.
Hvad var Fusionstraktaten?
I 1965 skrev medlemslandene under på Fusionstraktaten, også kaldet Bruxellestraktaten, og den trådte i kraft to år senere, den 1. juli 1967. Traktaten var mere af administrativ end politisk karakter. Den ændrede strukturen for de tre fællesskaber sådan, at de fik en fælles ledelse i form af Kommissionen og rådet for det Europæiske Økonomiske Fællesskab, der erstattede de tre samarbejdsområdes separate kommissioner og råd. De tre fællesskaber var stadig juridisk uafhængige af hinanden, men havde nu fælles institutioner og fremstod mere samlede udadtil. Det var efter, at Fusionstraktatens trådte i kraft, at fællesskabet blev kendt som De Europæiske Fællesskaber (EF), forgængeren for Den Europæiske Union (EU). Traktaten var begyndelsen på det moderne europæiske samarbejde.
Hvad var Den Europæiske Fællesakt?
Den næste store ændring af samarbejdet kom små tyve år efter med Den Europæiske Fællesakt, den blev underskrevet i 1986 og trådte i kraft året efter i 1987. Den Europæiske fællesakt – eller EF-pakken, som den blev kaldt i Danmark – var det endelige forsøg på at skabe et fællesmarked for medlemslandene af De Europæiske Fællesskaber. Formålet var at rydde nogle ad de hindringer af vejen, der fortsat eksisterede for den frie handel. Med Romtraktatens toldunionen havde man fjernet toldmure- og forskelle mellem medlemslandene, siden var begrænsningerne i de mængder af varer, der kunne handles over grænserne i EU afskaffet. Nu skulle det indre marked sørge for, at der også kom fælles regler for varernes indhold og fremstilling.
Fællesakten var den første store revision af Romtraktaten fra 1958, og havde ligesom Romtraktaten til formål at stille medlemslandene bedre økonomisk ved at gøre dem mere konkurrencedygtige overfor ikke-medlemslande.
Hvad var Maastrichttraktaten?
Med Traktaten om Den Europæiske Union (Maastrichttraktaten), der trådte i kraft den 1. november 1993, blev det europæiske samarbejde ændret meget, både politisk og administrativt. Maastrichttraktaten moderniserede samarbejdet og var den grundlæggende traktat frem til Lissabon-traktaten trådte i kraft den 1. december 2009. Det var med traktaten fra Maastricht, at det Europæiske Fællesskab (EF) blev til den Europæiske Union (EU), flere medlemslande indgik aftale om at indføre euroen og samarbejdet blev udvidet til at omfatte flere områder, bl.a. udenrigs- og forsvarspolitik, samt kriminalitetsbekæmpelse og juridiske spørgsmål.
De mange politiske ændringer betød samtidig en administrativ omstrukturering, der førte til den opbygning af samarbejdet, vi kender i dag. Samarbejdet blev inddelt i tre søjler:
- den første søjle, der består af de tre oprindelige fællesskaber
- den anden søjle, der består af det udenrigspolitiske samarbejde
- den tredje søjle, der består af politi- og strafferetligt samarbejde
Hvad var Amsterdamtraktaten?
Med Amsterdamtraktaten fra 1997, der trådte i kraft i 1999, blev det europæiske samarbejde udvidet igen, således at landene begyndte at arbejde sammen om social- og arbejdsmarkedspolitik, ligestilling og bæredygtig udvikling. Derudover blev den frie bevægelighed mellem EU-lande for EU-borgere en realitet. Et andet vigtigt punkt i Amsterdamtraktaten var, at medlemslandene gav EU juridisk lov til at træffe foranstaltninger mod lande, der ikke overholder menneskerettighederne. Endelig blev Europa-Parlamentet sidestillet med Ministerrådet i beslutningsprocessen. Det var en sejr for den demokratiske udvikling af EU, da Europa-Parlamentet, i modsætning til Ministerrådet, bliver valgt af befolkningen ved direkte valg.
Hvad ville man med Nicetraktaten?
I 2003 trådte Nice-traktaten i kraft efter langstrakte forhandlinger. Traktaten bliver også kaldt udvidelsestraktaten, da formålet med traktaten var at sikre, at EU’s institutioner kunne fungere efter den store Østudvidelse, der fandt sted i 2004. Nicetraktatens ændringer handlede mest om beslutningsprocedurerne. Bl.a. blev det bestemt, at det på flere områder af EU-lovgivningen var nok med et kvalificeret flertal i Ministerrådet for at træffe beslutninger. Tidligere krævede en vedtagelse enstemmighed. Den ændring var strengt nødvendig, da et udvidet EU, med mange flere medlemslande, ellers ville risikere at blive handlingslammet og uarbejdsdueligt. Derudover udvidede og forstærkede man endnu engang samarbejdet på områder som arbejdsmarkedspolitik, klimapolitik, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fri bevægelighed blev udvidet.
Hvordan ændrer Lissabontraktaten EU?
Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, er EU’s seneste traktat. Traktaten ændrede det europæiske samarbejde på tre afgørende punkter:
- For det første var der et ønske om at gøre EU mere demokratisk og åbent. Europa-Parlamentet blev styrket, de nationale medlemslande skulle have mere indflydelse på EU-lovgivningen og for første gang nogensinde nævnes i traktaten muligheden for, at et land kan træde ud af EU.
- For det andet udtrykte Lissabontraktaten et ønske om at gøre EU mere effektivt og arbejdsdueligt. Det skete med at forenkle beslutningsprocesuren, idet et kvalificeret flertal er nok til at tage beslutninger på flere politikområder. Derudover fik Det Europæiske Råd en formand og flere af EU’s institutioner blev strømlinet.
- Endelig var der et ønske om at styrke EU’s rolle på den internationale scene. Lissabontraktaten indførte to nye topposter i EU-systemet, formanden for Det Europæiske Råd og en slags udenrigsminister, der kan tale på alle medlemslandes vegne. Med de to poster blev det nemmere for EU at tale samlet, og dermed håbede EU på at få en stærkere position på den internationale scene.
Hvorfor tog det så lang tid at få Lissabontraktaten ratificeret?
I 2007 vedtog EU’s medlemslande på et topmøde i Lissabon den seneste traktat, Lissabontraktaten. I modsætning til tidligere traktater, der som regel trådte i kraft mindre end et år efter vedtagelsen, er Lissabontraktaten først trådt i kraft små to år senere, den 1. december 2009. Det skyldes et langstrakt og udmattende forløb, hvor folkeafstemninger og regeringsledere afviste traktaten. Det startede i 2005, da afløseren for Nicetraktaten, Forfatningstraktaten, blev sendt til folkeafstemning i Frankrig og Holland. Begge lande stemte nej, og det var så voldsomt et nederlag for traktaten, at man i EU besluttede at tage en tænkepause og sætte arbejdet med traktaten på standby. To år efter, i juni 2007, mødtes man igen i Bruxelles for at genoptage forhandlingerne, der resulterede i, at man i december 2007 kunne skrive under på Lissabontraktaten. Planen var, at traktaten skulle træde i kraft 1. januar 2009, før valget til Europa-Parlamentet i juni. Men i 2008 stemte Irlands befolkning nej til Lissabontraktaten. Flere regeringsledere erkendte efter folkeafstemningen, at traktaten dermed var død, da alle medlemslande skal have godkendt en traktat før den kan træde i kraft. Men i stedet for at give op og igen at lægge forfatningsarbejdet på køl, valgte man i stedet at sende en genforhandlet Lissabontraktat til afstemning i Irland kun 16 måneder efter den forrige blev nedstemt. I oktober 2009 stemte irerne ja, og dermed kunne ratificeringsprocessen fortsætte. Den eneste forhindring herefter var den EU-skeptiske tjekkiske regeringsleder Vaclav Klaus, der som den sidste regeringsleder nægtede at skrive under. Efter massivt internationalt pres måtte han dog overgive sig, og i november 2009 skrev han under på traktaten. Dermed var Lissabontraktaten blevet ratificeret af alle medlemslande, og den 1. december 2009 trådte EU’s nye traktat i kraft.
Hvordan har EU udviklet sig geografisk?
Da et europæisk samarbejde begyndte i 1952, var der kun seks medlemslande: Frankrig, Italien, Holland, Belgien, Luxembourg og Vesttyskland. I dag er der 28 medlemslande. De 22 medlemslande, der er blevet en del af det europæiske samarbejde siden den spæde begyndelse i 1952, er blevet optaget i seks runder fra 1973 til 2007.
- Første udvidelsesrunde fandt sted i 1973, hvor Danmark, Irland og Storbritannien blev optaget i det, der dengang hed EF.
- Anden udvidelsesrunde fandt sted i 1981, hvor Grækenland blev EF-medlemsland.
- I 1986 blev Spanien og Portugal optaget.
- Fjerde udvidelsesrunde lukkede Sverige, Finland og Schweiz ind i fællesskabet i 1995.
- I 2004 blev hele 10 europæiske lande optaget i unionen: Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet. Udvidelsen er den største i EU’s historie og kaldes Østudvidelsen, da alle de optagne lande er østeuropæiske.
- I 2007 udvidede EU igen mod øst og optog Rumænien og Bulgarien, og i 2013 blev Kroatien EU-medlemsland.
Derudover er der fem lande, der har søgt om optagelse i EU og er blevet accepteret som kandidatlande. Det drejer sig om Tyrkiet, Makedonien, Albanien, Montenegro og Serbien.
Omvendt trådte Storbritannien ud af EU i 2020.
Efter krigen i Ukraine har ukrainerne søgt om EU-medlemskab, og EU har åbnet for, at et eventuelt ukrainsk medlemskab kan realiseres gennem en såkaldt lynproces, der muliggør en hurtigere optagelsesprocedure end vanligt.
