mand flager med det europæiske flag
Der flages med det europæiske flag foran retten som har indledt processen med briternes exit af EU i London den 5. december 2016.
Foto: Scanpix

EU - Den Europæiske Union

journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information, 2009. Opdateret marts 2017.
Top image group
mand flager med det europæiske flag
Der flages med det europæiske flag foran retten som har indledt processen med briternes exit af EU i London den 5. december 2016.
Foto: Scanpix
Main image
En arbejder justerer EU-flagene ved en ceremoni for at markere udvidelsen af EU fra 15 til 25 lande i Dublin i april 2004.
En arbejder justerer EU-flagene ved en ceremoni for at markere udvidelsen af EU fra 15 til 25 lande i Dublin i april 2004.
Foto: Scanpix

Indledning

Det startede som et fællesskab om administrationen af kul- og stålproduktionen, men endte som en bureaukratisk gigant med en præsident, en udenrigsminister og en fælles mønt. Det europæiske fællesskab er vokset voldsomt, siden det tog sine spæde barneskridt i kølvandet på Anden Verdenskrig. I dag er EU en politisk og økonomisk union med 28 medlemslande, sine egne institutioner og politisk indflydelse i hele verden, og i 2012 modtog EU Nobels Fredspris. Efter et par tumultariske år med finanskrise, flygtningekrise og Storbritanniens exit fra fællesskabet blev der i 2016 imidlertid på ny sat spørgsmålstegn ved unionens fremtid.

 

Artikel type
faktalink

Introduktion

Hvad er EU?

Den Europæiske Union, EU, er en politisk og økonomisk union, der består af 27 medlemslande. Unionen arbejder med politik, økonomi, udenrigs- og forsvarspolitik og på de politi- og strafferetlige områder. EU arbejder både med lovgivende, kontrollerende, dømmende og rådgivende funktioner, og har sine egne institutioner til at varetage opgaverne. Det europæiske samarbejde begyndte i 1952 som et fælles administrationssystem af kul- og stålproduktionen, men har siden udviklet og udvidet sig til at være en væsentlig europæisk og international politisk aktør. Senest er rammerne for EU samarbejdet blevet ændret den 1. december 2009 med Lissabontraktaten, der skal skabe et mere åbent, demokratisk og effektivt EU og gøre EU endnu stærkere på den internationale scene.

EU’s historie og udvikling

Hvordan startede EU?

De første spadestik til det EU, vi kender i dag, blev taget i kølvandet på Anden Verdenskrig. Frankrigs daværende udenrigsminister, Robert Schuman (1886-1963), præsenterede et forslag om Det Europæiske Kul- og Stålfælleskab (EKSF) - eller blot Kul- og Stålunionen - den 9. maj 1950. Det internationale samarbejde trådte formelt i kraft den 23. juli 1952 med seks medlemslande: Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg.

Der var tale om et samarbejde om landenes produktion af kul og stål, der var vigtig for krigsindustrien og samtidig en vigtig handelsvare for disse lande. Samarbejdet havde til formål at skabe grundlag for større europæisk samhørighed ved at gøre landene gensidigt afhængige af hinandens kul- og stålproduktion og derved forhindre fjendtligheder mellem landene og sikre varig fred i Europa.

Især ønskede man en varig fredsaftale mellem Frankrig og Tyskland, der havde ligget i krig med hinanden flere gange i løbet af det forrige århundrede. Med fællesskabet omkring kul- og stålindustrierne, som var de vigtigste industrier i forbindelse med krig, var hemmelig militær oprustning umuliggjort. Ingen af de seks lande kunne begynde at forberede en krig uden de andre landes kendskab. Dermed var det europæiske samarbejde påbegyndt.

Hvordan udviklede fællesskabet sig?

Allerede i slutningen af 1950’erne blev fællesskabet udvidet første gang, da medlemslandene ønskede et bredere økonomisk samarbejde, der omfattede mere end den fælles administration af kul- og stålproduktionen. Det skete med to nye former for fællesskaber, nemlig Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) - også kaldet Romtraktaten - og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Eurotom). Traktaterne for de to nye fællesskaber blev underskrevet den 25. marts 1957 og trådte i kraft den 1. januar 1958.

Formålet med oprettelsen af Euratoms var at skabe de nødvendige betingelser for hurtig dannelse og udvikling af atomenergiindustrien. Hovedparten af de europæiske lande mente på dette tidspunkt, at atomenergi var fremtidens energiforsyning.

EØF var det dominerende fællesskab og indebar samarbejde om en toldunion, et fælles indre marked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Dertil kom konkurrenceregler, en fælles landbrugs- og fiskeripolitik, regionsudvikling m.m.

Det omfattende økonomiske samarbejde var første skridt i retningen af et fælles marked, og gjorde at handelen mellem landene steg eksplosivt i årene efter, at fællesskabet blev vedtaget. Med det økonomiske samarbejde blev det desuden mere fordelagtigt at være medlem af det europæiske fællesskab og hårdere at stå udenfor. Det var en af de vigtigste grunde til, at Storbritannien - efterfulgt af Danmark, Norge og Irland - i 1961 og igen i 1967 søgte om medlemskab. Den franske præsident Charles de Gaulle var imidlertid bange for, at optagelse af Storbritannien ville give indflydelse til USA på grund af briterne og amerikanernes tætte bånd, og derfor fortsatte fællesskabet med de seks oprindelige medlemslande op igennem 60’erne, før man lukkede de nye ansøgerlande ind i fællesskabet.

Hvordan ændrede Romtraktaten det europæiske samarbejde?

Ved udgangen af 1957 bestod fællesskabet således af de seks oprindelige medlemslande, der havde indgået tre forskellige fællesskaber: det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergi Fællesskab. Medlemslande havde nu et bredt samarbejde, der stillede dem godt økonomisk og sikrede dem mod endnu en sønderlemmende krig. Med Romtraktaten begyndte fællesskabet at ligne det EU, vi kender i dag. Romtraktaten er, sammen med Maastrichttraktaten, den grundlæggende traktat i det europæiske samarbejde, og alle lande, der er medlemmer af EU, har underskrevet den.

Hvad var Fusionstraktaten?

I 1965 skrev medlemslandene under på Fusiontraktaten, også kaldet Bruxellestraktaten, og den trådte i kraft to år senere, den 1. juli 1967. Traktaten var mere af administrativ end politisk karakter. Den ændrede strukturen for de tre fællesskaber sådan, at de fik en fælles ledelse i form af Kommissionen og rådet for det Europæiske Økonomiske Fællesskab, der erstattede de tre samarbejdsområdes separate kommissioner og råd. De tre fællesskaber var stadig juridisk uafhængige af hinanden, men havde nu fælles institutioner og fremstod mere samlede udadtil. Det var efter Fusionstraktaten, at fællesskabet blev kendt som De Europæiske Fællesskaber (EF), forgængeren for Den Europæiske Union (EU). Traktaten var begyndelsen på det moderne europæiske samarbejde.

Hvad var Den Europæiske Fællesakt?

Den næste store ændring af samarbejdet kom små tyve år efter med Den Europæiske Fællesakt, den blev underskrevet i 1986 og trådte i kraft året efter i 1987. Den Europæiske fællesakt - eller EF-pakken, som den blev kaldt i Danmark - var det endelige forsøg på at skabe et fællesmarked for medlemslandene af De Europæiske Fællesskaber. Formålet var at rydde nogle ad de hindringer af vejen, der fortsat eksisterede for den frie handel. Med Romtraktatens toldunionen havde man fjernet toldmure- og forskelle mellem medlemslandene, siden var begrænsningerne i de mængder af varer, der kunne handles over grænserne i EU afskaffet. Nu skulle det indre marked sørge for, at der også kom fælles regler for varernes indhold og fremstilling.

Fællesakten var den første store revision af Romtraktaten fra 1958, og havde ligesom Romtraktaten til formål at stille medlemslandene bedre økonomisk ved at gøre dem mere konkurrencedygtige overfor ikke-medlemslande.

Hvad var Maastrichttraktaten?

Med Traktaten om Den Europæiske Union (Maastrichttraktaten), der trådte i kraft den 1. november 1993, blev det europæiske samarbejde ændret meget, både politisk og administrativt. Maastrichttraktaten moderniserede samarbejdet og var den grundlæggende traktat frem til Lissabon-traktaten trådte i kraft den 1. december 2009. Det var med traktaten fra Maastricht, at det Europæiske Fællesskab (EF) blev til den Europæiske Union (EU), flere medlemslande indgik aftale om at indføre euroen og samarbejdet blev udvidet til at omfatte flere områder, blandt andet udenrigs- og forsvarspolitik, samt kriminalitetsbekæmpelse og juridiske spørgsmål.
De mange politiske ændringer betød samtidig en administrativ omstrukturering, der førte til den opbygning af samarbejdet, vi kender i dag. Samarbejdet blev inddelt i tre søjler:

· den første søjle, der består af de tre oprindelige fællesskaber

· den anden søjle, der består af det udenrigspolitiske samarbejde

· den tredje søjle, der består af politi- og strafferetligt samarbejde

Hvad var Amsterdamtraktaten?

Med Amsterdamtraktaten fra 1997, der trådte i kraft i 1999, blev det europæiske samarbejde udvidet igen, således at landene begyndte at arbejde sammen om social- og arbejdsmarkedspolitik, ligestilling og bæredygtig udvikling. Derudover blev den frie bevægelighed mellem EU-lande for EU-borgere en realitet. Et andet vigtigt punkt i Amsterdamtraktaten var, at medlemslandene gav EU juridisk lov til at træffe foranstaltninger mod lande, der ikke overholder menneskerettighederne. Endelig blev Europa-Parlamentet sidestillet med Ministerrådet i beslutningsprocessen. Det var en sejr for den demokratiske udvikling af EU, da Europa-Parlamentet, i modsætning til Ministerrådet, bliver valgt af befolkningen ved direkte valg.

Hvad ville man med Nicetraktaten?

I 2003 trådte Nice-traktaten i kraft efter langstrakte forhandlinger. Traktaten bliver også kaldt udvidelsestraktaten, da formålet med traktaten var at sikre, at EU’s institutioner kunne fungere efter den store Østudvidelse, der fandt sted i 2004. Nicetraktatens ændringer handlede mest om beslutningsprocedurerne. Blandt andet blev det bestemt, at det på flere områder af EU-lovgivningen var nok med et kvalificeret flertal i Ministerrådet for at træffe beslutninger. Tidligere krævede en vedtagelse enstemmighed. Den ændring var strengt nødvendig, da et udvidet EU, med mange flere medlemslande, ellers ville risikere at blive handlingslammet og uarbejdsdueligt. Derudover udvidede og forstærkede man endnu engang samarbejdet på områder som arbejdsmarkedspolitik, klimapolitik, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den fri bevægelighed blev udvidet.

Hvordan ændrer Lissabontraktaten EU?

Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, er EU’s seneste traktat. Traktaten ændrede det europæiske samarbejde på tre afgørende punkter.

· For det første var der et ønske om at gøre EU mere demokratisk og åbent. Europa-Parlamentet blev styrket, de nationale medlemslande skulle have mere indflydelse på EU-lovgivningen og for første gang nogensinde nævnes i traktaten muligheden for, at et land kan træde ud af EU.

· For det andet udtrykte Lissabontraktaten et ønske om at gøre EU mere effektivt og arbejdsdueligt. Det skete med at forenkle beslutningsprocesuren, idet et kvalificeret flertal er nok til at tage beslutninger på flere politikområder. Derudover fik Det Europæiske Råd en formand og flere af EU’s institutioner blev strømlinet.

· Endelig var der et ønske om at styrke EU’s rolle på den internationale scene. Lissabontraktaten indførte to nye topposter i EU-systemet, formanden for Det Europæiske Råd og en slags udenrigsminister, der kan tale på alle medlemslandes vegne. Med de to poster blev det nemmere for EU at tale samlet, og dermed håbede EU på at få en stærkere position på den internationale scene.

Hvorfor tog det så lang tid at få Lissabontraktaten ratificeret?

I 2007 vedtog EU’s medlemslande på et topmøde i Lissabon den seneste traktat, Lissabontraktaten. I modsætning til tidligere traktater, der som regel trådte i kraft mindre end et år efter vedtagelsen, er Lissabontraktaten først trådt i kraft små to år senere, den 1. december 2009. Det skyldes et langstrakt og udmattende forløb, hvor folkeafstemninger og regeringsledere afviste traktaten. Det startede i 2005, da afløseren for Nicetraktaten, Forfatningstraktaten, blev sendt til folkeafstemning i Frankrig og Holland. Begge lande stemte nej, og det var så voldsomt et nederlag for traktaten, at man i EU besluttede at tage en tænkepause og sætte arbejdet med traktaten på stand by. To år efter, i juni 2007, mødtes man igen i Bruxelles for at genoptage forhandlingerne, der resulterede i, at man i december 2007 kunne skrive under på Lissabontraktaten. Planen var, at traktaten skulle træde i kraft 1. januar 2009, før valget til Europa-Parlamentet i juni. Men i 2008 stemte Irlands befolkning nej til Lissabontraktaten. Flere regeringsledere erkendte efter folkeafstemningen, at traktaten dermed var død, da alle medlemslande skal have godkendt en traktat før den kan træde i kraft. Men i stedet for at give op og igen at lægge forfatningsarbejdet på køl, valgte man i stedet at sende en nyforhandlet Lissabontraktat til afstemning i Irland kun 16 måneder efter den forrige blev nedstemt. I oktober 2009 stemte irerne ja, og dermed kunne ratificeringsprocessen fortsætte. Den eneste forhindring herefter var den EU-skeptiske tjekkiske regeringsleder Václau Klaus, der som den sidste regeringsleder nægtede at skrive under. Efter massivt internationalt pres måtte han dog overgive sig, og i november 2009 skrev han under på traktaten. Dermed var Lissabontraktaten blevet ratificeret af alle medlemslande, og den 1. december 2009 trådte EU’s nye traktat i kraft.

Hvordan har EU udviklet sig geografisk?

Da et europæisk samarbejde begyndte i 1952, var der kun seks medlemslande: Frankrig, Italien, Holland, Belgien, Luxembourg og Vesttyskland. I dag er der 28 medlemslande. De 22 medlemslande, der er blevet en del af det europæiske samarbejde siden den spæde begyndelse i 1952, er blevet optaget i seks runder fra 1973 til 2007.

· Første udvidelsesrunde fandt sted i 1973, hvor Danmark, Irland og Storbritannien blev optaget i det, der dengang hed EF.

· Anden udvidelsesrunde fandt sted i 1981, hvor Grækenland blev EF-medlemsland.

· I 1986 blev Spanien og Portugal optaget.

· Fjerde udvidelsesrunde lukkede Sverige, Finland og Schweiz ind i fællesskabet i 1995.

· I 2004 blev hele 10 europæiske lande optaget i unionen: Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet. Udvidelsen er den største i EU’s historie og kaldes Østudvidelsen, da alle de optagne lande er østeuropæiske.

· I 2007 udvidede EU igen mod øst og optog Rumænien og Bulgarien, og i 2013 blev Kroatien det 28. EU-medlemsland.

Derudover er der fem lande, der har søgt om optagelse i EU og er blevet accepteret som kandidatlande. Det drejer sig om Tyrkiet, Makedonien, Albanien, Montenegro og Serbien. Omvendt forbereder Storbritannien deres exit fra EU, efter at den britiske befolkningen i en folkeafstemning i 2016 stemte nej til et fortsat medlemskab.

EU’s opgaver i dag

Den Europæiske Unions flag og lande med Rumænien og Bulgarien tilføjet som nye medlemslande i 2007. Foto: © Walter Geiersperger/Corbis
Den Europæiske Unions lande med Rumænien
og Bulgarien tilføjet som nye medlemslande i 2007.
Foto: © Walter Geiersperger/Corbis/Polfoto

Hvad er EU’s arbejdsopgaver i dag?

Da det europæiske fællesskab trådte sine barnesko, samarbejdede de seks medlemslande kun om administrationen af kul og stål. I dag er det voksne EU en politisk og økonomisk union med egne institutioner, og medlemslandene samarbejder også om udenrigs- og forsvarspolitik og på det politi- og strafferetlige område. Det europæiske samarbejde omfatter i dag både lovgivende, kontrollerende, dømmende og rådgivende funktioner. De fleste af opgaverne er placeret hos EU’s institutioner, mens andre er placeret hos Det europæiske Råd, formandskabet og Den Europæiske Centralbank.

Hvordan er EU’s arbejdsopgaver organiseret?

Arbejdet i den Europæiske Union er organiseret i tre søjler, alt efter hvilket politisk område der er tale om, og efter hvilken beslutningsprocedure politikområdet er omfattet af. På den første søjle finder man det politiske og økonomiske samarbejde, som EU’s institutioner udfører. Første søjle ligger derfor under fællesskabsproceduren: det er EU, og ikke medlemslandene, der handler her. Anden og tredje søjle ligger under den mellemstatslige procedure: her er det medlemslandene, og ikke EU’s organisationer, der arbejder. Anden søjle omhandler medlemslandenes fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens tredje søjle omhandler det fælles politi- og strafferetlige samarbejde.

Hvilke politiske opgaver har EU i dag?

Politisk arbejder EU - med Europa-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet i front - med at udstikke den politiske kurs for det europæiske samarbejde, og til dels også kursen for medlemslandene. Flere EU-eksperter mener, at mellem 60 og 80 procent af den danske lovgivning er direkte påvirket af EU’s lovgivning, mens VK-regeringen i 2005 mente, at der kun er tale om 18 procent. EU har altså stor indflydelse på lovgivningen i medlemslandene. Mange af de politiske fokuspunkter kan vi da også genkende fra indenrigspolitikken: Det handler blandt andet om beskæftigelse, ligestilling, sundhedsvæsenet, ulandsbistand, sikkerheds- og forsvarspolitik, kultur, uddannelse, landbrug og fiskeri, klima, økonomi og asyl- og integrationspolitik. Derudover arbejder Europa-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet med de europæiske og EU-relaterede emner, blandt andet om det indre marked, der er en del af EU’s fundament. Et af EU’s primære formål er at sikre fri bevægelighed i medlemslandene for personer, varer, tjenesteydelser og kapital, og det er det indre marked, der tillader det.

Hvilke økonomiske opgaver har EU?

Det økonomiske arbejde i EU handler, ligesom det politiske, meget om at sikre bevægelighed inden for det frie markeds rammer. Det handler blandt andet om toldunionen og fællesmarkedet. Derudover omfatter samarbejdet euroen, den fælles mønt som 16 medlemslande deler, og den Europæiske Centralbank. I kølvandet på finanskrisen 2007/2008, der førte til en europæisk gældskrise, etablerede man EU-institutionen EU's bankunion, der omfatter fælles regler for banker i alle EU-medlemslandene, et fælles tilsyn af alle bankerne, og et fælles afviklingssystem for nødlidende banker. Alle eurolande deltager automatisk i bankunionen. Ifølge EU-Oplysningen (se kilder) arbejdede Danmark hårdt for, at det skulle være muligt for lande uden for euroen at deltage i bankunionen, og i dag er det op til hver enkelt EU-land, der ikke har euroen som møntfod, at beslutte, om det vil deltage. Danmark har endnu ikke besluttet, om der skal være dansk deltagelse.

Endelig er meget af det økonomiske samarbejde politisk: Arbejdet kan eksempelvis handle om, hvor meget landmændene i EU’s medlemslande skal have i økonomisk støtte.

Hvordan samarbejder EU’s medlemslande juridisk?

Det juridiske samarbejde består primært af tre agenturer:

· Europol, der er politistyrkernes samarbejde

· Eurojust, hvor anklagerne samarbejder

· Frontex, hvor myndighedernes grænsekontroller kan samarbejde

De forskellige agenturer har som formål at gøre det lettere for medlemslandene at samarbejde om grænseoverskridende kriminalitet.

Hvordan samarbejder EU på udenrigs- og forsvarsområdet?

Der har været store diskussioner om, hvor fælles EU’s medlemslande skal agere internationalt. Med vedtagelsen af Lissabontraktaten fra 2009 blev medlemslandene enige om, at EU skal stå stærkere på den internationale scene og være bedre rustet til at løse de globale problemer, verden står overfor. Det skal blandt andet ske med den post, der følger med Lissabontraktaten: en fast formand for EU’s Udenrigsråd, en slags udenrigsminister. På forsvarsområdet har EU generelt været passive, da størstedelen af medlemslandene samtidig er medlemmer af forsvarsalliancen NATO, og de resterende forholder sig neutralt til militærkonflikter.

Da Rusland i 2014 annekterede Krim, der tidligere var en del af Ukraine, vækkede det debat om den europæiske sikkerhedspolitik, NATOs rolle og hvordan EU skal forsvare sig mod Rusland fremover – hvis det bliver nødvendigt. EU besluttede at indføre sanktioner mod Rusland, der i 2016 blev forlænget yderligere et år. Se Politikens tidslinje over konflikten i Ukraine (se kilder).

Ifølge en rapport fra det danske Center for Militære Studier (se kilder) har annekteringen ført til en markant ændring af europæisk og amerikansk sikkerhedspolitik, og rapporten konkluderer, at ”konsekvenserne for de sikkerhedspolitiske rammer i Europa vil være mærkbare på både mellemlang og lang sigt”, blandt andet fordi annekteringen “demonstrerer, at en række af de partnerskaber mv., som har været fundamentet for EU’s og NATO’s politik, ikke har været tilstrækkelige”. Debatten om, hvilken rolle NATO skal spille fremover er fortsat i takt med den militære konflikt, der fortsat udspiller sig i Ukraine.

EU's institutioner

Hvad er Kommissionen?

Kommissionen er en af EU’s vigtigste institutioner, og var - før Lissabontraktaten gav Europa-Parlamentet endnu mere magt i beslutningsproceduren - også den mest magtfulde. Kommissionen består af 28 kommissærer, én fra hvert medlemsland. Kommissærerne bliver udpeget af deres medlemsland for en periode på fem år. Den samlede Kommission skal godkendes af Europa-Parlamentet. Hver kommissær har ansvar for et politisk område. Det er primært Kommissionen, der fremsætter lovforslag, mens både Europa-Parlamentet og Ministerrådet skal være med til at vedtage dem. I Kommissionen er et simpelt flertal nok til at træffe beslutninger, men man tilstræber enstemmighed. Udover at fremsætte og vedtage lovforslag er Kommissionens vigtigste opgave at have ansvar med forvaltningen af EU’s budget. Kommissionen har været en del af det europæiske samarbejde siden oprettelsen af Kul- og Stålfællesskabet i 1952, men gik de første år under navnet Den Høje Myndighed.

Hvad er Europa-Parlamentet?

Europa-Parlamentet er den mest demokratiske del af EU, da det er den eneste institution, hvor EU's befolkninger vælger repræsentanterne. Hvert femte år afholdes der valg, hvor hvert enkelt medlemsland vælger sine repræsentanter. Antallet af repræsentanter afhænger af landets indbyggermæssige størrelse: eksempelvis har Danmark 13 repræsentanter, mens Tyskland har 99.

I alt er der 736 repræsentanter i Europa-Parlamentet. Ligesom Kommissionen har Europa-Parlamentet været en del af samarbejdet fra starten af, men de første mange år gik institutionen under et andet navn, og det var først i 1979 at man afholdt det første direkte valg til Europa-Parlamentet. Indtil da blev forsamlingens medlemmer valgt af medlemslandenes parlamenter.

Europa-Parlamentets primære opgave er at være medlovgiver sammen med Ministerrådet. Både Europa-Parlamentet og Ministerrådet skal være enige om et lovforslag, som oftest fremsat af Kommissionen, før det vedtages. Derudover vedtager Europa-Parlamentet, i samarbejde med Ministerrådet, EU’s budgetter indenfor et regnskabsår. Europa-Parlamentet har desuden ansvaret for den demokratiske kontrol af EU’s andre institutioner.

Politikerne i Europa-Parlamentet er inddelt i partier, som vi kender det fra Folketinget.

Hvad er Ministerrådet?

Ministerrådet er den tredje institution, der spiller en rolle i den fælles beslutningsprocedure. Rådet består egentlig af ni rådsformationer, som hver især består af medlemslandenes ministre på området. Eksempelvis er en af rådsformationerne for finansministrene, men en anden er for landbrugsministrene. Sammen med Europa-Parlamentet er Ministerrådet den centrale lovgivende institution i EU. I ministerrådet forsøger man altid at opnå konsensus, og det betyder, at alle medlemslandene har vetoret. I princippet er det dog nok med et kvalificeret flertal, men man forsøger altid at nå til enstemmighed. Rådet er blevet beskyldt for at være meget lukket overfor offentligheden. Det har man forsøgt at lave om på med Lissabontraktaten.

Hvad er EU-Domstolen?

EU-Domstolen, grundlagt i sin tid som EF-Domstolen er den øverste dømmende myndighed i EU. Domstolens opgave er at sørge for, at medlemslandene overholder de regler, og forpligtelser, der bestemmes af EU. Derudover skal EU-Domstolen sikre, at reglerne bliver tolket ens i alle medlemslande. Domstolen dømmer primært i sager, der vedrører EU-traktaten. Det er især i de tilfælde, hvor EU kan lave regler, der gælder for medlemslandene. Domstolen består af 28 dommere, en fra hvert medlemsland. Det er dog vigtigt, at dommerne er upartiske og ikke tager særligt hensyn til nationale interesser.

Hvad er Det Europæiske Råd?

Det Europæiske Råd er stats- og regeringsledernes ministerråd. Mindst fire gange om året mødes medlemmerne af Det Europæiske Råd til EU-topmøderne, hvor de overordnede politiske retningslinier fastlægges. Det er næsten altid efter Det Europæiske Råds politiske retningslinjer at Kommissionen, Europa-Parlamentet og ministerrådet fremsætter og vedtager lovforslag. Udover at sætte den politiske kurs er det også rådets ansvar at bestemme EU’s fremtid samt at forhandle og vedtage traktatændringer eller helt nye traktater.

Hvad er Den Europæiske Centralbank?

Den Europæiske Centralbank er en uafhængig institution, der har til formål at sikre prisstabilitet i eurozonen. Centralbanken blev oprettet i 1998 som en afløser til det Europæiske Monetære Institut. Centralbanken er toneangivende for EU-medlemslandenes valutakurser, da medlemslandenes centralbanker som regel følger Den Europæiske Centralbank i op- og nedsættelser af renten. Sammen med medlemslandenes centralbanker er Den Europæiske Centralbank en del af det europæiske system af centralbanker. Det er centralbankens direktion, der varetager de daglige opgaver, mens det er direktionen i samarbejde med nationalbankdirektørerne fra de 16 eurolande, der tager større økonomiske beslutninger.

Danmark og EU

Hvornår blev Danmark medlem?

Danmark blev i 1973 medlem af De Europæiske Fællesskaber (EF), efter at danskerne havde været til urnerne og stemt ja med et flertal på 63,4 procent. Dermed blev Danmark optaget i det europæiske samarbejdes første udvidelsesrunde. Danmark havde allerede søgt om optagelse i 1960’erne, samtidig med Storbritannien, men den daværende franske præsident Charles de Gaulle var imod optagelsen af nye lande. Siden optagelsen i 1973 har Danmark været til folkeafstemning i EU-spørgsmål seks gange.

Hvad skete der ved afstemningen om Maastrichttraktaten?

Den 2. juni 1992 skulle danskerne til folkeafstemning om Maastrichttraktaten. Traktaten reformerede det europæiske samarbejde markant. Med traktaten ville fællesskabet afløses af en union, samarbejdet skulle udvides til også at omhandle en fælles mønt, euroen, udenrigs- og forsvarspolitik, retlige og indre anliggender, en større social dimension og en udvidelse af miljøbestemmelserne. Debatten op til afstemningen var ophedet og skellet mellem EU-tilhængere og -skeptikere blev mere og mere tydeligt. Danskerne endte med at stemme nej. Det sendte de samme chokbølger ud i Europa, som da Irland stemte nej til Lissabontraktaten i 2008. Hvis ikke alle lande ratificerer en traktat, kan den nemlig ikke træde i kraft.

I stedet for at lade traktaten gå til grunde valgte man at genforhandle traktaten for Danmark, og den blev sendt til folkeafstemning igen et lille år efter, i 1993, med fire forbehold. De fire danske forbehold fik danskerne til at ændre mening, de stemte ja med et flertal på 56,7 procent, og dermed kunne Maastrichttraktaten træde i kraft senere på året.

Hvad er de fire danske forbehold?

De fire danske forbehold blev forhandlet på plads i Edinburgh i december 1992. Aftalen går ud på, at der er visse dele af det europæiske samarbejde, som Danmark ikke indgår i. Det drejer sig om:

· Unionsborgerskabet

· Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union

· Afgørelser og aktioner på forsvarsområdet

· Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender

Siden forbeholdene blev vedtaget har danskerne debatteret, om der skal tages stilling til dem igen ved en folkeafstemning. Især de seneste år, hvor partier, der tidligere var EU-skeptikere, eksempelvis Socialistisk Folkeparti, er blevet mere positive, har spørgsmålet om en afskaffelse af forbeholdene været et hedt emne. I 2015 blev det retlige forbehold sendt til folkeafstemning, efter at EU’s politisamarbejde Europol blev gjort til et overstatsligt samarbejde, hvilket forhindrer dansk deltagelse på grund af forholdet. Regeringen opfordrede danskerne til at stemme ja, men resultatet blev et rungende nej, skriver Politiken (se kilder). Den danske regering er derfor nu i gang med at forhandle en parallel-aftale om fortsat deltagelse i Europol-samarbejdet på plads, skriver Folketingets EU-Oplysning (se kilder). 

Debat om EU's fremtid

Hvordan har debatten om EU's fremtid tegnet sig i 10’erne?

Siden Lissabon-traktaten blev vedtaget i 2009 har der ikke været nogle store traktatmæssige ændringer af det europæiske samarbejde, men til gengæld er det blevet sat på prøve af udviklingen i Europa og nærområderne. I 2012 modtog EU Nobels Fredspris for sit arbejde med at sikre fred, forsoning, demokrati og menneskerettigheder i EU, men få år efter bliver der sat store spørgsmålstegn ved unionens fremtid. I dag skyldes det særligt to politiske kriser; flygtningekrisen, der i 2015 førte til midlertidig suspension af Schengen-reglerne om frie grænser, og Storbritanniens beslutning om at forlade EU, som faldt med en folkeafstemning i 2016.

Debatten om Schengen-reglerne startede i 2015, da bådflygtninge begyndte at ankomme i hundredetusindvis til Grækenland fra Tyrkiet; flygtninge var primært fra konfliktramte områder i Mellemøsten som f.eks- Syrien, men i nogen grad også fra andre mellemøstlige, centralasiatiske og afrikanske lande. Flere lande, blandt andet Danmark og Sverige, valgte at lukke grænserne midlertidigt, og i mere end et år efter beslutningen er grænsekontrollen bibeholdt. Det har ført til skarp kritik fra andre EU-lande og advarsler om, at Schengen-samarbejdet, som betragtes som en af EU's største sejre, kan bryde sammen. det beskrives blandt andet i Faktalink-artiklen "Flygtninge".

Et år efter, i sommeren 2016, vedtog Storbritannien at forlade EU ved en folkeafstemning. Resultatet kom som et chok og har vakt dyb bekymring blandt de europæiske nabolande, som frygter hvilke konsekvenser udmeldelsen af EU vil betyde for både sammenholdet og økonomien i EU-landene, som det beskrives i Faktalink-artiklen "Brexit". Der er frygt for, at også andre lande vil forlade unionen for på den måde at fralægge sig visse forpligtelser, men alligevel få forhandlet sig frem til adgang til unionens fordele – især unionens indre marked. Derfor har EU lagt en særdeles hård kurs i forhandlingerne med Storbritannien.

Baggrundskilder

Originalkilder

På EU-Oplysningens hjemmeside finder EU's grundlæggende traktater, bl.a. Paristraktaten fra 1952 og den seneste Lissabontraktat fra 2009.
Eurostat - Den Europæiske Unions officielle statistiske kontor - formidler pålidelig, sammenlignelig og harmoniseret statistik om medlems- og kandidatlande. Tabellerne indeholder som regel data for de 27 individuelle EU-lande samt for grupper af lande (f.eks. Eurozone) og i visse tilfælde også kandidat- og EFTA-lande samt USA og Japan.
Alle Eurostat statistikker er gratis tilgængelige på deres website.

Fagbøger

Borberg, Hjarn Zernichow: EU; et overblik. Multivers Academic, 2015.
Branner, Hans: Det politiske Europa - En grundbog om EU. Columbus, 2014.
Wind, Marlene (redaktør): Europa i forandring. Hans Reitzels Forlag, 2012.
Nedergaard, Peter: EU - politik og økonomi. Columbus, 2009.
Nedergaard, Peter: EU-leksikon. Jurist- og Økonomforlaget, 2004.
Fenger-Grøndahl, Malene og Vestergaard, Anne Mette: EU’s dilemmaer. Informations Forlag, 2006.
Friis, Lykke: Den europæiske byggeplads. Centrum, 2002.

Temasider

På DR’s temaside om Brexit kan man læse baggrunds- og nyhedsartikler om Storbritanniens beslutning om at forlade EU.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på EU - Den Europæiske Union

Kilder citeret i artiklen

Hjemmesider

Bankunion – under Fakta om EU og EU-politikker.

Rapporter

Center for Militære Studier: Ukrainekrisen og forandringen af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. 2014.
Rapport om Ukrainekrisens betydning for dansk, europæisk og amerikansk sikkerhedspolitik.

Avisartikler

Politiken.dk, opdateres løbende.