De fire danske EU-forbehold

Hvad er de fire forbehold?

De fire forbehold er en særaftale, som Danmark fik forhandlet på plads med de øvrige 11 medlemmer af EU tilbage i december 1992, og som trådte i kraft i 1993. Forbeholdene handler om de områder, hvor Danmark holder sig uden for EU-samarbejdet - hvor vi hverken har ret til at blande os eller pligt til at følge de beslutninger og regler, som de øvrige EU-lande bliver enige om. Til gengæld skal vi heller ikke betale til de fælles EU-udgifter på disse områder. Vi kan dog tilslutte os den politik, de øvrige lande vedtager via særlige aftaler. Forbeholdene vedrører følgende fire områder:

1. Unionsborgerskab
2. Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (euroen)
3. Afgørelser og aktioner på forsvarsområdet. Dette forbehold bliver nu afskaffet, efter at et flertal af danskerne ved en folkeafstemning 1. juni 2022 stemte ja til at fjerne det
4. Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender

Forbeholdene blev skrevet ind i Maastricht-traktaten som en særlig dansk undtagelse herfra og er siden blevet skrevet ind i de EU-traktater, der er blevet vedtaget som supplement og erstatning hertil, senest den såkaldte Lissabon-traktat, der blev underskrevet af EU’s stats- og regeringsledere i december 2007.

Hvad var baggrunden for forbeholdene?

Baggrunden for forbeholdene er, at et flertal af danskerne stemte nej til den såkaldte Maastricht-traktat i juni 1992. Maastricht-traktaten var en ny EU-traktat, som alle medlemslandene skulle tilslutte sig, for at den kunne træde i kraft. Traktaten åbnede bl.a. for en fælles mønt, tættere retligt samarbejde om f.eks. asylpolitik samt udvikling af en fælles forsvarspolitik i EU. Traktaten blev sat til afstemning i Danmark den 2. juni 1992. Her stemte 50,7 procent nej, mens 49,3 procent stemte ja. Det danske nej var en overraskelse for især mange statsledere og EU-politikere, og det skabte problemer i EU, hvor de øvrige lande frygtede, at EU-samarbejdet nu ville blive bremset. Nogle danske politikere var bange for, om Danmark nu ville blive tvunget til at forlade EU, mens EU-modstanderne netop håbede på det udfald.

Hvorfor stemte et flertal af danskerne nej til Maastricht?

Det er svært at vide med sikkerhed, men partierne i Folketinget var enige om, at det nok især skyldtes udsigten til, at Maastricht-traktaten med tiden ville føre til en europæisk møntunion, til dansk deltagelse i et EU-forsvar og i en fælles EU-politik angående politi og asyl samt udsigten til et unionsborgerskab, der ville afløse dansk statsborgerskab. Det var i hvert fald nogle af de områder, som de partier, der anbefalede et nej til Maastricht, havde slået på. Efter nej’et indgik de fleste af Folketingets partier en aftale om at hive netop disse områder ud af Maastricht-traktaten for Danmarks vedkommende – og så sende traktaten til afstemning igen. Aftalen, som blev indgået mellem folketingspolitikerne, blev kaldt ’det nationale kompromis’.

Hvad var ’det nationale kompromis’?

Det nationale kompromis var navnet på den aftale, som danske folketingspolitikere indgik i oktober 1992. Alle folketingets partier undtagen Fremskridtspartiet deltog i aftalen. Den gik ud på, at Danmark kunne tilslutte sig Maastricht-traktaten, hvis vi kunne få lov at tage forbehold for dele af EU’s politik, altså at vi kunne holde os uden for EU’s beslutninger på fire områder, nemlig unionsborgerskab, euroen, forsvarsområdet samt indre og retlige anliggender. SF stod centralt i arbejdet med at få lavet en aftale, som alle partierne – bortset fra Fremskridtspartiet – kunne blive enige om. SF havde således anbefalet sine vælgere at stemme nej til Maastricht-traktaten, men besluttede efter indgåelsen af ’det nationale kompromis’ at anbefale et ja.

Hvad skete der i Edinburgh i december 1992?

EU’s stats- og regeringschefer mødtes til topmøde i den skotske hovedstad Edinburgh 11.-12. december 1992. Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), der selv gerne havde set, at Danmark havde underskrevet Maastricht-traktaten uden forbehold, tog af sted for at præsentere de øvrige EU-lande for ’det nationale kompromis’ - ideen om de fire danske forbehold. Det lykkedes ham at få de øvrige EU-lande med på ideen om en dansk særaftale, som betød, at Danmark kunne stå uden for dele af EU-samarbejdet. EU-landenes tilslutning til den danske idé kaldes Edinburgh-afgørelsen. Med den garanti i bagagen kunne Uffe Ellemann-Jensen tage tilbage til Danmark. Tilbage stod, at aftalen også skulle godkendes af borgerne – der skulle holdes en folkeafstemning om Maastricht-traktaten plus de danske forbehold.

Hvorfor stemte et flertal af danskerne ja til Maastricht-traktaten og de fire forbehold?

Den 18. maj 1993 blev der igen afholdt folkeafstemning om Maastricht-traktaten, men denne gang med den tilføjelse, at Danmark kunne få forbehold for de fire områder, som politikerne mente, at nej-sigerne havde været mest skeptiske over for ved afstemningen et års tid tidligere. Denne gang anbefalede samtlige folketingets partier minus Fremskridtspartiet et ja. Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen anbefalede dog fortsat et nej, idet de mente, at de afgørende elementer i traktaten var de samme. Resultatet af afstemningen blev, at 56,7 procent stemte ja, mens 43,3 procent stemte nej. Dermed kunne Danmark tilslutte sig Maastricht-traktaten med de fire forbehold. Om det skyldes, at politikerne havde ramt rigtigt i forhold til, hvilke dele af traktaten danskerne især var skeptiske over for, er svært at afgøre.

Asks ABC: Sådan fik Danmark sine fire EU-forbehold. DR-journalist Ask Rostrup forklarer på to minutter, hvordan Danmark fik sine fire EU-forbehold. DR Nyheder, 2015-11-18.