Hvad indebærer de danske EU-forbehold?
De oprindelige fire forbehold var en særaftale, som Danmark fik forhandlet på plads med de øvrige 11 medlemmer af EU i december 1992. Aftalen trådte i kraft i 1993. Forbeholdene vedrørte disse fire områder:
- Forbehold om unionsborgerskab. Blev indført for at garantere, at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til noget på linje med et nationalt statsborgerskab eller helt træde i stedet for det. Det er dog aldrig kommet på tale.
- Euroforbeholdet. Betyder, at Danmark ikke er forpligtet til at indføre euroen. Danmark har stadig kronen som valuta og har bevaret muligheden for at føre en selvstændig pengepolitik.
- Retsforbeholdet. Indebærer, at Danmark som udgangspunkt står uden for EU's samarbejde om grænsekontrol, udlændingepolitik, civilret, strafferet og politi.
- Forsvarsforbeholdet (afskaffet ved folkeafstemning i 2022). Betød, at Danmark for eksempel ikke kunne deltage i EU's militære operationer, herunder genopbygning på Balkan, antipirat-indsats ud for Afrikas Horn eller indsats mod menneskesmugling i Middelhavet.
Forbeholdene blev skrevet ind i Maastricht-traktaten som en særlig dansk undtagelse herfra og er siden skrevet ind i de EU-traktater, der er blevet vedtaget som supplement og erstatning hertil, senest den såkaldte Lissabon-traktat fra 2009.
Hvad var baggrunden for forbeholdene?
Baggrunden for forbeholdene var, at et flertal af danskerne stemte nej til den såkaldte Maastricht-traktat i juni 1992. Det var en ny EU-traktat, som alle medlemslandene skulle tilslutte sig, for at den kunne træde i kraft. Traktaten åbnede bl.a. for en fælles mønt, tættere retligt samarbejde om f.eks. asylpolitik samt udvikling af en fælles forsvarspolitik i EU. Traktaten blev sat til afstemning i Danmark den 2. juni 1992. Her stemte 50,7 procent nej, mens 49,3 procent stemte ja. Det danske nej var en overraskelse for især mange statsledere og EU-politikere, og det skabte problemer i EU, hvor de øvrige lande frygtede, at EU-samarbejdet nu ville blive bremset. Nogle danske politikere var bange for, om Danmark ville blive tvunget til at forlade EU, mens EU-modstanderne håbede på netop det udfald.
Hvorfor stemte et flertal af danskerne nej til Maastricht-traktaten?
Det er svært at vide med sikkerhed. Men ifølge Politikens artikel ”Politikerne fik et chok, da danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten” (se kilde 1) var partierne i Folketinget dengang enige om, at det nok især skyldtes udsigten til, at Maastricht-traktaten med tiden ville føre til en europæisk møntunion, til dansk deltagelse i et EU-forsvar og i en fælles EU-politik angående politi og asyl samt udsigten til et unionsborgerskab, der ville afløse dansk statsborgerskab. Det var i hvert fald nogle af de områder, som de partier, der anbefalede et nej til Maastricht, havde slået på. Valgkampen i 1992 fødte også et nyt parti, Junibevægelsen, der kæmpede mod en union. Sammen med Folkebevægelsen mod EF og SF samt Fremskridtspartiet førte de an i kampagnen mod traktaten. På den anden side stod resten af partierne: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.
Hvordan blev der fulgt op på nej’et til Maastricht-traktaten?
Efter nej’et indgik partierne Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti en aftale om at hive fire områder ud af Maastricht-traktaten for Danmarks vedkommende – og så sende traktaten til afstemning igen. Aftalen, som blev indgået mellem folketingspolitikerne, blev kaldt ’det nationale kompromis’. Resultatet af folkeafstemningen den 18. maj 1993 blev 56,7 procent for og 43,3 procent imod. Samme aften brød uroligheder ud på Nørrebro i København, og for første gang i fredstid begyndte politiet at skyde mod demonstranter. Mindst 113 pistolskud blev affyret, hvilket resulterede i, at 11 borgere efterfølgende blev behandlet for skudsår.
Hvilke andre EU-lande har forbehold?
Omfanget af forbehold har udvidet sig i takt med det europæiske projekt og optagelsen af nye medlemmer. I dag er der mange forskellige former for nationale særregler og undtagelser fra EU-lovgivning. Der findes dog ingen officiel optælling. Eksemplerne omfatter bl.a. en protokol om samernes ret til rensdyrhold i traditionelle samiske områder og en protokol om brugen af særlige østrigske udtryk inden for det tyske sprog, samt protokollen om begrænsning af hvem, der må købe sommerhuse i Danmark og Malta. Ifølge faktatjekmediet TjekDets artikel ”Det er ikke kun Danmark, der har EU-forbehold” (se kilde 2) er de mest omfattende undtagelser dem, der knytter sig til kerneområderne i EU-samarbejdet, heriblandt forsvar. Her skiller Danmark, Irland og Østrig sig ud – de to sidstnævnte ved at besidde neutralitet på EU’s forsvarsområde. Også Polen har siden sin indtræden i 2004 haft et forbehold, idet det primært katolske land ønskede selv at kunne bestemme over blandt andet abortlovgivning og homoseksuelles rettigheder.
BOKS: Tal og grafer
Der har historisk set været afholdt ni folkeafstemninger om EU-spørgsmål i Danmark. Det fremgår af EU-Oplysningens optælling ”Hvor mange folkeafstemninger om EU har der været i Danmark?” (se kilde 3). Den højeste ja-tilslutning kom ved forsvarsforbehold-afstemningen i 2022 (66,9 procent), mens den største nej-tilslutning var i år 2000, da man stemte om euroen (53,2 procent).
