Fremtidsudsigter

Hvad taler for og imod større udbredelse af alternativ energi i fremtiden?

De valg om energiformer, der træffes i dag, har stor betydning for fremtiden, både på grund af klimaforandringerne, og fordi energiinvesteringer har lang levetid. Man skrotter ikke lige et elværk eller en motorvej, fordi man fortryder, at man ikke valgte en alternativ energiløsning.

Vaner og økonomi er de største forhindringer for at vælge alternativ lavenergi. Mange mener dog, at omkostningerne er små i forhold til fordelene. Alternativ energi kræver store investeringer i begyndelsen, men giver til gengæld besparelser og større sikkerhed og tryghed og bedre miljø på længere sigt, siger de.

Vedvarende energi bidrog ifølge rapporten ”Renewables 2015 Global Status Report” (se kilder) til 22 % af verdens elproduktion i 2013, mens atomkraftværker leverede 10,9 % af verdens elproduktion i 2012. I alt 32,9 % af verdens elproduktion kom altså i 2012 fra alternative energiformer.

Hvilke lande vil mest oplagt kunne udbygge alternativ energi?

Danmark, som længe har investeret penge i at udvikle alternativ energi, står til at vinde økonomisk på en global omstilling. Ifølge artiklen ”Eksporten af energiteknologi sætter rekord” på brancheorganisationen Dansk Energis hjemmeside (se kilder) er eksporten af grøn energiteknologi fra Danmark til udlandet i vækst. I 2014 steg den danske eksport af grønne teknologier, primært vindkraft, med 15,4% og er nu på 43,6 milliarder kroner årligt. Eksporten af grøn energiteknologi har været i kraftig vækst tre år i træk, og den overgik allerede i 2013 niveauet fra før finanskrisen i 2008. Eksporten af grøn energiteknologi udgjorde i 2014 7 % af Danmarks samlede vareeksport.

I udviklingslande med stort energibehov er det til gengæld svært at finde penge til ekstra investeringer i alternativ energi, selv om der ofte er store muligheder for energieffektivisering. Derfor tales der meget om behovet for, at de rige lande, der har hovedansvaret for udledningen af CO2 indtil nu, støtter brugen af alternativ teknologi i udviklingslandene. 

Hvad er energiaftalen fra 2012?

Energiaftalen (se kilder) blev vedtaget med bred politisk opbakning i Folketinget i 2012. Aftalen skaber rammerne for Danmarks energipolitiske retning frem til 2020 og kommende investeringer på energiområdet. Energiaftalen skal danne grundlag for en grøn omstilling med fokus på at spare på energien i hele samfundet og få mere vedvarende energi i form af flere vindmøller, mere biogas og mere biomasse. Aftalen skal sikre:

  • 12 % reduktion af energiforbruget i 2020 i forhold til 2006
  • 35 % vedvarende energi i 2020
  • lige knap 50 % vind i det danske elforbrug i 2020

Aftalen er et skridt på vejen til at omstille hele Danmarks energiforsyning (el, varme, industri og transport) til vedvarende energi i 2050.