Debatten om esport

Hvorfor mener nogle esport-udøvere, at esport skal anerkendes som idræt?

I USA er esport anerkendt som en idrætsgren. Det samme er tilfældet i Sydafrika, Kina og Sydkorea. I Danmark er esporten ikke anerkendt som en idræt, men esportsorganisationen Esport Danmark arbejder for, at den bliver det.

Tidligere verdensmester August Rosenmeier forstår ikke det i hans øjne negative syn på esport i Danmark. I en artikel i BT den 21. maj 2017 (se kilder) siger han: I Frankrig fx, hvor jeg spiller for Paris Saint Germain, er de milevidt foran. Der findes ordet eSportsatlet eller eSportsudøver. Det virker naturligt og er blevet mere mainstream at være eSportsstjerne. Herhjemme har det taget længere tid for folk at forstå, at det er kommet for at blive. Her bliver vi stadig opfattet som computernørder, der lever usundt nede i en kælder, men jeg tror ikke, de ved, hvor stort et fællesskab og community, der er inden for det her.

I 2017 uddelte Kulturministeriet for første gang penge til esport. Det fik dog ikke Danmarks Idrætsforbund til at ændre holdning til esport. Formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, sagde i den forbindelse i en artikel til BT den 25. maj 2017 (se kilder): Det er fint, at der sidder nogle kulturpolitiske ordfører, der mener, at vi skal arbejde med Esport. Jeg tror dog ikke, at der er et flertal i folketinget, der mener, at Esport er en idræt. Det er fint, at kulturministeren uddeler penge, men det får os ikke til at optage det () Vi er ikke i en proces i øjeblikket, hvor vi overvejer at optage eSport i DIF. Det er vi langt fra.

Hvorfor er esporten ikke anerkendt som idræt i Danmark?

I Danmark er man ikke parat til at anerkende esport som rigtig sport. Om baggrunden herfor siger formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, siger i artiklen Under radaren: I Danmark er computerspil ikke sport (se kilder):

Esport er ikke i vores optik, som vi opfatter det i dag i Danmark, en idrætsgren. Det handler om vurderingen og opfattelsen både internt hos os og i samfundet generelt af, hvad der er kropslig aktivitet.

Men han siger også: Jeg kan ikke udelukke, at holdningen til, hvad der er idræt, kan ændre sig over en årrække, og at esporten på sigt kan blive godkendt som idrætsgren. Men det er ikke, hvor vi er i dag.

Dansk Idrætsforbunds (DIF) baggrund for ikke at anerkende esport som en sport går blandt andet på, at en række af de spil, der konkurreres i, handler om at skyde hinanden, hvilket strider imod DIFs etiske regelsæt. Derudover opfylder esport ikke kravene for være demokratisk foreningsbaseret; e-sporten er kommercielt styret af virksomheder og ikke demokratisk styret som andre idrætsgrene. Disse kritikpunkter udlægges af formand Niels Nygaard i en artikel i BT den 25. maj 2017 (se kilder).

Hvilke argumenter er der for eventuelt at anerkende e-sport som idræt i Danmark?

Espen Aarseth, professor ved Center for Computer Games Research ved IT Universitetet i København, mener, at mange har et alt for negativt syn på computerspil.

Computerspil er blevet dæmoniseret langt mere, end det fortjener. Og fysisk sport er blevet idylliseret langt mere, end det fortjener. Vi skal have et mere neutralt syn på det hele. Hvis man dyrker esport inden for en fornuftig ramme, så kan man blive bekræftet som socialt væsen. Og de heldige få kan tilmed leve af det, siger han til Faktalink.