Politi leder efter DNA-spor
DNA-spor er et vigtigt redskab for politiet
Peter Leth-Larsen/Ritzau Scanpix

DNA i straffesager

Journalist Lasse Skytt, januar 2024.
Top image group
Politi leder efter DNA-spor
DNA-spor er et vigtigt redskab for politiet
Peter Leth-Larsen/Ritzau Scanpix

Seneste

Redaktionen, februar 2024

”Et godt signal til dem derude, der tror, at de kan slippe afsted med drab”. Sådan beskriver tidligere drabschef Bent Isager-Nielsen sagen, der i februar 2024 førte til et nybrud i dansk kriminalhistorie. Det fremgår af DR’s artikel ”Gennembrud i 34 år gammel drabssag” (åbner i nyt vindue).  For første gang nogensinde lykkedes det politiet at bruge DNA-teknologi til at finde en formodet gerningsmand – uden at man havde DNA’et fra den mistænkte i politiets DNA-register i forvejen.

Gennembruddet skete i en 34 år gammel drabssag – drabet på den 23-årige Hanne With, der fandt sted nytårsnat 1990. Den 7. februar 2024 meldte Københavns Politi, at man havde anholdt en 53-årig mand på baggrund af DNA-spor, som blev fundet på drabsofferets bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden. I tre årtier havde politiet været på bar bund i drabssagen. Men i slutningen af 2023 kørte Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut DNA-profilen gennem politiets nuværende DNA-register, som indeholder DNA på personer, der har foretaget noget kriminelt. Disse personer er enten dømt eller har været sigtet for noget kriminelt inden for ti år i sager, der kan give mere end halvandet års fængsel. Og i dette register, viste det sig, lå der DNA fra et nært familiemedlem til den 53-årige mand. Dette førte politiet på sporet af manden, der blev anholdt på sin bopæl i Østjylland. Han er nu sigtet for drabet på Hanne With nytårsnat 1990, men han nægter sig skyldig.

Søgningen i politiets centrale DNA-register efter nære slægtninge til ukendte gerningsmænd er et værktøj, som dansk politi først for nyligt er begyndt at bruge – det blev vedtaget i Folketinget i 2023. Men som det tidligere har vist sig i bl.a. USA og Sverige – og altså nu også i Danmark – kan slægtsforskning i efterforskningen være et afgørende redskab i politiets forsøg på at finde gerningsmænd i drabssager, hvor politiet ellers ville være på bar bund. I denne Faktalink-artikel kan du læse mere om slægtsforskning i drabssager.

Du kan også læse mere om gennembruddet i Zetlands artikel ”Ny efterforskningsmetode har måske løst 34 år gammelt drab. Det kommer formentlig til at ske igen” (åbner i nyt vindue).

Indledning

I 1980’erne gjorde en britisk genforsker ved et uheld en opdagelse, der endte med at revolutionere efterforskningen af forbrydelser. DNA, som er en forkortelse af Deoxyribo Nucleuc Acid – eller på dansk deoxyribonukleinsyre – kan nemlig knytte en bestemt person til et bestemt gerningssted. DNA-profilering har med andre ord gjort det langt sværere at være gerningsmand. De mindste DNA-spor fra spyt, blod, hud eller sæd kan nemlig være med til at opklare forbrydelser, der før havde været umulige for politiet at løse. I Danmark og resten af verden har DNA været afgørende som bevismateriale i nogle af de største kriminalsager i nyere tid – fra Amagermanden til drabet på Emilie Meng. Siden 1990 har dansk politi brugt DNA til at opklare forbrydelser og ulykker siden slutningen af 1980’erne. Gerningsmanden efterlader næsten altid små biologiske rester på gerningsstedet, og retsgenetikere kan analysere disse rester og lave en profil af personens DNA, hvilket kan bruges til at identificere personen og koble vedkommende til gerningsstedet. Det er også blevet teknisk muligt at forudsige bestemte dele af en mistænkt persons udseende ved hjælp af DNA. For eksempel øjenfarve, etnicitet eller alder. Der er dog også etiske dilemmaer forbundet ved DNA i straffesager – blandt andet fordi DNA ikke kan stå alene, og fordi der kan opstå usikkerhed om, hvorvidt et DNA-spor er nok til at fælde en gerningsmand.

 

Sådan opklarer man forbrydelser med DNA. Indslag produceret af DR, 2023.

 

 

Artikel type
faktalink

Definition af DNA i straffesager

Print-venlig version af dette kapitel - Definition af DNA i straffesager

Hvad er DNA-beviser?

I alle kroppens celler findes der DNA-molekyler, og selv om langt de fleste er ens for alle mennesker, er der en lille del af dem, som gør hver af os unikke. I straffesager - særligt drabs- eller voldtægtssager – benytter politiet sig af DNA som bevismateriale. Med hjælp fra retsgenetiske efterforskere bliver der lavet en DNA-analyse, som enten taler for eller imod, at biologisk materiale i et spor – for eksempel spyt, sæd, blod eller væv – stammer fra en given person i sagen eller fra en af personerne i et DNA-register. I efterforskningen af straffesager kan en DNA-analyse være et meget vægtigt bevis for, at sporet stammer fra den undersøgte person i sagen og ikke fra en tilfældig person. Samtidig kan manglende overensstemmelse også være et meget sikkert bevis for, at den pågældende person ikke kan have afsat sporet. Det nøjagtige resultat af DNA-analysen beregnes ud fra kendskab til hyppigheden af kombinationen af de påviste DNA-egenskaber i befolkningen. DNA-profiler er ikke fuldstændig unikke fra person til person, som for eksempel et fingeraftryk er det. For eksempel vil enæggede tvillinger have samme DNA-profil. Teoretisk set kan to tilfældige borgere også have samme DNA-profil, om end det er meget usandsynligt. I straffesager fremlægges derfor en afvejning af sandsynligheder for retten. Det kan for eksempel hedde, at det er mere end én million gange mere sandsynligt, at det biologiske materiale fra et gerningssted stammer fra den tiltalte frem for fra nogen anden tilfældig person i den danske befolkning. Sammen med andre forhold i den pågældende sag indgår DNA-analysen i rettens vurdering.

Fakta om DNA i straffesager

Print-venlig version af dette kapitel - Fakta om DNA i straffesager

Hvornår og hvordan begyndte man at bruge DNA som bevismateriale?

Historien om politiets brug af DNA startede i 1984, hvor den engelske genforsker Alec Jeffreys i sit laboratorium opdagede betydelige ligheder mellem en række familiemedlemmers dna. Senere fandt han ved et tilfælde ud af, at man kan identificere et menneske ved at kigge på udvalgte dele af DNA’et, og i 1985 udviklede han en teknik, der kan bruges til at lave såkaldte DNA-profiler. Første gang at en DNA-profil blev anvendt i en retssag, var i Leicester County i England i 1987. Siden da har politikorps over hele verden brugt dna i opklaringsarbejdet, og i Danmark blev DNA som bevismateriale for første gang anvendt i 1990.

Hvordan foregår det, når politiet vil undersøge DNA-spor?

Når politiet finder DNA-spor på et gerningssted, sender de det til Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet. Ifølge DR’s artikel ”8.450 danske dna-spor skal undersøges igen” (se kilde 1) er det det eneste sted i Danmark, der foretager den slags undersøgelser. Her kan retsgenetikere lave en DNA-profil ved at kigge nærmere på de byggesten – såkaldte nukleotider – der udgør vores DNA. ”Mere end 99 procent af dit DNA er fuldstændig identisk med resten af Jordens befolknings. Men i den resterende del, er der områder, som kun findes i netop din DNA,” fremgår det af DR’s artikel. Disse områder er de eneste, som retsgenetikerne kigger på, for her sidder nukleotiderne og gentager sig i særlige rækkefølger. Som Bo Thisted Simonsen, leder af Retsgenetisk Afdeling ved Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, forklarer i artiklen: ”Antallet af gentagelser er forskellige og varierer meget fra person til person. Derfor kan man bruge det til at lave en DNA-profil og adskille personer fra hinanden”. Indtil 2012 undersøgte retsgenetikere kun ti af de områder, hvor der findes unikke gentagelser, men herefter blev det muligt at undersøge seksten områder, som er standarden i dag. Det var dog langtfra altid tilfældet, at der i praksis blev undersøgt seksten områder efter 2012, selvom det var den nye standard.

Hvor ofte bliver DNA undersøgt i forbindelse med straffesager?

I Danmark modtog Retsgenetisk Afdeling i 2022 mere end 16.000 straffesager med flere end 33.000 genstande til undersøgelse samt over 14.000 referenceprøver, det vil sige prøver fra en identificeret person. Med andre ord er DNA i dag et yderst anvendt redskab i politiets værktøj, når straffesager efterforskes. Det fremgår af artiklen ”DNA i straffesager - fra spor til dna-profil” på Københavns Universitets hjemmeside (se kilde 2).

Hvad er det centrale DNA-register?

Den 31. maj 2000 blev Det Centrale DNA-register oprettet i Danmark. Registret indeholder DNA-profiler fra identificerede personer. Det er personer, som er – eller har været – sigtet for en forbrydelse, der kan give en straf på halvandet år eller mere. Oplysningerne om personer kan blive slettet igen. Eksempelvis når der er gået ti år siden frifindelse, når en sigtelse droppes, eller når den registrerede person er fyldt 70 år. Registret indeholder også DNA-profiler fra ikke-identificerede personer. Det er eksempelvis DNA-spor fundet på et gerningssted. Ifølge DR’s artikel ”DNA: Kroppens indbyggede sladrehank” (se kilde 3) var der i 2022 150.345 danskere registreret i DNA-registret og yderligere 22.607 sporprofiler. Til sammenligning var der i 2010 kun knap 65.000 personprofiler og 37.000 sporprofiler.

Hvilke fordele giver det politiet?

Som det fremgår af DR-artiklen ”DNA: Kroppens indbyggede sladrehank” (se kilde 3), kaldes det, når DNA-profilen fra et spor er identisk med en DNA-profil for en person, for det et ’match’. Når politiet finder et match ved at søge bredt mellem en sporprofil og tusindvis af personprofiler i dna-registret, kalder man det et ’cold hit’ eller et ’registermatch’. ”Sådan et ’cold hit’ kan man godt ’varme sig på’, hvis man som betjent er gået kold i efterforskningen. Det kan være en helt afgørende ’gamechanger’,” fremgår det af DR-artiklen. Alene i 2021 skete det mindst 2.047 gange, at en medarbejder hos politiets Nationalt Kriminalteknisk Center, NKC, fik sådan et ’cold hit’ frem på computerskærmen. I 2020 var der 2.540 cold hits, oplyser Rigspolitiet i artiklen.

BOKS: Tal og grafer

Siden år 2000 er politiets udgifter til undersøgelser i laboratorier steget kraftigt, fordi udviklingen giver nye muligheder. Det fremgår af DR-artiklen ”DNA: Kroppens indbyggede sladrehank” (se kilde 3). I 2021 brugte dansk politi 79,8 millioner kroner på retsgenetiske undersøgelser. Til sammenligning lød regningen ”kun” på 53 millioner i 1999.

I samme artikel fremgår det, at dansk politi i 1995 anvendte DNA i under 100 sager. I 2001 var tallet steget til 1.911. Fem år senere, i 2006, blev metoden anvendt i mere end 18.000 straffesager, som er det niveau, tallet har ligget på siden da.