Definition af DNA i straffesager

Hvad er DNA-beviser?

I alle kroppens celler findes der DNA-molekyler, og selv om langt de fleste er ens for alle mennesker, er der en lille del af dem, som gør hver af os unikke. I straffesager - særligt drabs- eller voldtægtssager – benytter politiet sig af DNA som bevismateriale. Med hjælp fra retsgenetiske efterforskere bliver der lavet en DNA-analyse, som enten taler for eller imod, at biologisk materiale i et spor – for eksempel spyt, sæd, blod eller væv – stammer fra en given person i sagen eller fra en af personerne i et DNA-register. I efterforskningen af straffesager kan en DNA-analyse være et meget vægtigt bevis for, at sporet stammer fra den undersøgte person i sagen og ikke fra en tilfældig person. Samtidig kan manglende overensstemmelse også være et meget sikkert bevis for, at den pågældende person ikke kan have afsat sporet. Det nøjagtige resultat af DNA-analysen beregnes ud fra kendskab til hyppigheden af kombinationen af de påviste DNA-egenskaber i befolkningen. DNA-profiler er ikke fuldstændig unikke fra person til person, som for eksempel et fingeraftryk er det. For eksempel vil enæggede tvillinger have samme DNA-profil. Teoretisk set kan to tilfældige borgere også have samme DNA-profil, om end det er meget usandsynligt. I straffesager fremlægges derfor en afvejning af sandsynligheder for retten. Det kan for eksempel hedde, at det er mere end én million gange mere sandsynligt, at det biologiske materiale fra et gerningssted stammer fra den tiltalte frem for fra nogen anden tilfældig person i den danske befolkning. Sammen med andre forhold i den pågældende sag indgår DNA-analysen i rettens vurdering.