Dna i straffesager

Artikel type
faktalink
journalist Thomas Møller Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. August 2014
Main image
Politiet kikker på en kasseret sofa hvor de forventer at finde DNA spor fra den formodede morder til en person som er fundet dræbt i en kanal i Birmingham den 20. maj 2014.
Politiet kikker på en kasseret sofa hvor de forventer at finde DNA spor fra den formodede morder til en person som er fundet dræbt i en kanal i Birmingham den 20. maj 2014.
Foto: Michael Scott / Scanpix

Dansk politi har brugt dna til at opklare forbrydelser og ulykker siden slutningen af 1980’erne. Gerningsmanden efterlader næsten altid små biologiske rester på gerningsstedet fra f.eks. spyt eller hud. Retsgenetikere kan analysere disse rester og lave en profil af hans dna, som kan bruges til at identificere ham og koble ham til gerningsstedet. Det er også blevet teknisk muligt at forudsige bestemte dele af en mistænkts udseende ved hjælp af dna. For eksempel øjenfarve og læbernes størrelse. Politikorps rundt omkring i verden er begyndt at bruge disse nye teknikker. Og dansk politi vil også få mulighed for det i løbet af få år.

 

 dna

Baggrund om dna

Hvad er dna?

Dna er menneskets arvemasse. Det er dna, der styrer det meste af vores biologiske udvikling – fra fødsel til død. Dna består af en række mikroskopiske, aflange kromosomer, som svømmer rundt i vores cellekerner. Disse kromosomer er identiske i alle kroppens celler. Og de er grundlæggende bygget op af fire forskellige kemiske byggesten, såkaldte nukleotider:

· Adenin

· Guanin

· Thymin

· Cytosin

Et hvert menneskes dna er unikt. Og ved at analysere nøje udvalgte dele af dna’et, kan man identificere et menneske. Dna rummer også masser af informationer om vores udseende: Hårvækst, hårfarce, køn, race, øjenfarve, ansigtsform, højde og så videre. Man kan ligefrem måle alder ved at kigge på dna’ets beskaffenhed. 

Hvornår blev det muligt at bruge dna i politiarbejde?

Historien om politiets brug af dna startede i 1984, da den engelske genforsker Alec Jeffreys i sit laboratorium opdagede betydelige ligheder mellem en række familiemedlemmers dna. Senere fandt han ud af, at man kan identificere et menneske ved at kigge på udvalgte dele af dna’et, og i 1985 udviklede han en teknik, der kan bruges til at lave såkaldte dna-profiler. Første gang, en dna-profil blev anvendt i en retssag, var i England – i Leicester County, 1987. Siden dengang har politikorps over hele verden brugt dna i opklaringsarbejdet.

Politiets brug af dna

En politimand tager en DNA prøve på en kvinde som er blevet arresteret.
En politimand tager en DNA prøve på en kvinde som er blevet arresteret.
Foto: Jim Varney / Scanpix

Hvordan bruger dansk politi dna?

Dansk politi har indsamlet dna på gernings- og ulykkessteder lige siden slutningen af 1980’erne, og i dag en brugen af dna en fast del af politiets arbejde. Politiet kan få dna fra ganske små biologiske rester – det kan være fra sæd, blod eller hud. Alle betjente kan indsamle dna, og det foregår ved hjælp af vatpinde og poser, som i dag er standardudstyr i alle patruljevogne.

Indsamlingen kan foregå på gerningssteder i forbindelse med alle forbrydelser, hvor der findes biologiske spor – lige fra simple indbrud og tyveri til drab. Politiet indsamler desuden dna fra navngivne personer, hvis der er en begrundet mistanke om, at vedkomne har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, som kan give fængsel i 18 måneder eller derover. Desuden indsamles dna fra personer, som er sigtet for særlige former for børnepornografi, og i forbindelse med dødsulykker, hvor det er svært at identificere den døde.

Dna’et analyseres af Retsgenetisk Afdeling på Københavns Universitet. Her skabes såkaldte dna-profiler. En dna-profil opstår ved at måle længden på særligt udvalgte bidder af dna’et. Den færdige dna-profil består af nogle talrækker, som er unikke for hvert menneske. En dna-profil er altså ikke en kortlægning af hele dna’et. Hvis du vil vide mere om, hvordan dna-profiler udarbejdes rent teknisk, kan du læse mere på Retsmedicinsk Instituts hjemmeside.

Når en dna-profil er færdig, undersøger politiets computer, om den matcher med tidligere indsamlede dna-profiler. Disse profiler befinder sig i Det Centrale dna-profil-register, der blev oprettet ved lov i år 2000. Registret rummer to kategorier af dna-profiler. Dels personregistret, der består af profiler på navngivne personer. Og dels sporregistret, der består af dna-profiler fra mistænkte og ulykkesofre, som endnu ikke er identificeret. Hvis politiets computer finder et match mellem to dna-profiler, er der med meget stor sandsynlighed tale om den samme person.

dna-profiler kan bruges som beviser i alle typer af straffesager. Men de betragtes ikke som 100 procent sikre, og de står aldrig alene. En af grundene til det er, at der altid er en risiko for, at dna’et kommer fra en anden person end den tiltalte. Den tidligere dommer, Peter Garde, sagde følgende i Jyllands-Postens artikel ”Sådan vurderer dommeren dna-beviset” (se kilder) i 2010:

”Det dna, som man har fundet, er muligvis den sigtedes, men det siger ikke noget om, hvordan det er kommet derhen, hvor det blev fundet. Hvis manden har en plausibel forklaring på, at hans dna kunne findes der, er det ikke længere et afgørende bevis på, at han har gjort det.”

Der er også andre grunde til, at dna-beviser ikke er 100 procent sikre. Dels er der en teoretisk risiko for, at der kan ske fejl i teknikernes analyse. Desuden har enæggede tvillinger identiske dna-profiler. Og dels er der én gang i verdenshistorien sket det, at to personer, der ikke var i familie med hinanden, havde de samme dna-profiler – det var i Arizona i 2001.

Men selv om dna-profiler aldrig kan stå alene, så er de alligevel et af politiets mest effektive værktøjer:

”Dna har revolutioneret efterforskningen, fordi der, i modsætning til fingeraftrykket, er rigtig mange risici for at efterlade dna-spor,” sagde politiinspektør Jørn Gravesen, leder af Rigspolitiets National Kriminalteknisk Enhed, i 2010 til Information i artiklen ”Hud og hår: Dna-profiler har revolutioneret krimi-efterforskning” (se kilder).

Et godt eksempel på politiets brug af dna er sagen om serievoldtægtsmanden Marcel Lychau Hansen – også kaldet Amagermanden. Fra 1990 til 2010 efterlod han spor under seks voldtægter. Politiet indsamlede løbende dna-resterne, og da de i 2010 fik et tip om Marcel Lychau Hansen, tog de en dna-prøve på ham. Prøven viste, at hans dna matchede det dna, der var blevet fundet på de seks voldtægtssteder siden 1990. Hvis du vil vide mere om denne sag, kan du f.eks. læse Ekstra Bladets artikel ”På sporet af dna” fra 2012.

Hvis en person frifindes i en straffesag, skal vedkomnes DNA-profil slettes efter 10 år. 

På hvilke andre måder bruger politikorps dna?

Brugen af dna-profiler er i dag enormt udbredt over hele verden. For eksempel rummer det amerikanske dna-register, Combined dna Index System, mere end 12 millioner dna-profiler.

Men hvor dansk politi kun bruger dna til at finde direkte match mellem biologiske spor og mistænkte, så er politiet i andre lande gået meget længere.

I England forsøger politiet at finde delvise match mellem dna-profiler. Hvis computeren ikke kan finde et præcist match mellem to dna-profiler, så kan den i nogle tilfælde finde frem til andre dna-profiler, der minder om den mistænktes dna-profil. På denne måde kan politiet finde frem til personer, der kan være i familie med den mistænkte.

Med de rette teknikker kan dna også give en hel masse andre værdifulde informationer om en person. Dette kræver dog, at man kortlægger – eller sekventerer – dele af eller hele dna’et – og altså ikke kun måler længder på nøje udvalgte dna-bidder, som man gør, når man laver dna-profiler.

I de senere år er politikorps begyndt at sekventere dna og bruge dataene til at forudsige mistænktes udseende. Det startede i 2004, da Louisianas politi i USA fangede en seriemorder – delvist på baggrund af dna-analyse. Under opklaringsarbejdet sagde øjenvidnerne, at morderen var hvid. Men dna-rester fra gerningsstederne indikerede, at han var sort. Dna-analyserne viste sig at have ret.

På samme måde fandt den spanske genforsker Christopher Phillips i 2007 ud af, at en af de mistænkte i forbindelse med terrorangrebene i Madrid 2004 havde Nordamerikansk oprindelse. Gerningsmandens havde sprunget sig selv i stumper og stykker, men det var lykkedes at indsamle intakt væv med intakt dna.

Siden er det gået stærkt. I 2009 udviklede den amerikanske genforsker Murray Brilliant en teknik, hvormed han – ud fra dna-rester – kunne forudsige hårfarve med 76 procents sandsynlighed, øjenfarve med 75 procents sandsynlighed og hudfare med 46 procents sandsynlighed. Og i 2014 tog forskningen endnu et stort spring. Her fandt et international forskerhold frem til 24 specifikke steder i menneskets dna, som bestemmer store del af ansigtets udformning, såsom afstanden mellem vores øjne, størrelsen af vores læber osv. Forskerholdet blev ledet af genforsker Mark Shriver fra Penn State universitet i USA. De udviklede også et computerprogram, som kan tegne 3D-modellerede ansigter ud fra dna. Og amerikanske politikorps er nu begyndt at bruge denne teknologi til at opklare voldtægter og mord.

Det bliver på den måde mere og mere udbredt, at politikorps sekventerer dna og bruger oplysningerne til at forudsige mistænktes udseende. Men teknikkerne er stadig nye. Og lovgivningerne er vidt forskellige rundt omkring i verden. For eksempel har politiet i Holland vide beføjelser, mens det i Tyskland er forbudt. I Danmark er der ikke noget i lovgivningen, der forhindrer, at man gør det. Men dansk politi har ikke indført brugen af teknikkerne endnu. 

Hvordan vil dansk politi kunne bruge dna i fremtiden?

Det er kun et spørgsmål om tid, inden politikorps vil kunne lave naturtro 3D-billeder af mistænkte ud fra dna-analyser. Oplysningerne findes allerede i vores dna, og forskerne bliver klogere og klogere på, hvordan menneskets dna hænger sammen. Peter Claes er en af forskerne bag det computerprogram, der kan tegne 3D-billeder ud fra dna. Han fortæller: ”Om bare ét år kommer vi til at have meget, meget mere data, end vi har i dag. Og der kan ske kæmpestore fremskridt på få år.”

På Afdeling for Retsgenetik på Københavns Universitet siger viceafdelingsleder Bo Simonsen til Faktalink: ”Oplysninger om fysiske træk, for eksempel øjenfarve og hårfarve er noget, jeg forventer, vi kan undersøge rutinemæssigt inden for de kommende år.”