Fremtiden for sundhedssystemet

Main image kapitel
Bruno Celis viser mulighederne i sundhedsforskikringen til Julio Mendez og hans familie i Richmond som ligger i nabolaget til San Francisco, den 1. november 2015.
Bruno Celis viser mulighederne i sundhedsforskikringen til Julio Mendez og hans familie i Richmond som ligger i nabolaget til San Francisco, den 1. november 2015.
Foto: Jim Wilson / Scanpix

Hvilke udfordringer står ObamaCare over for?

Selvom ObamaCare er vedtaget ved lov, og alle amerikanere derfor burde være omfattet af den obligatoriske sygesikring, vil millioner af amerikanere gå glip af den basale sundhedsdækning. Årsagen er, at en række stater, hvor der er et flertal af republikanere, har valgt ikke at deltage i den udvidelse af Medicaid, som er blevet indført med vedtagelsen af ObamaCare. De 26 stater, der har afvist at deltage i udvidelsen af Medicaid, huser omkring halvdelen af USA’s befolkning, men mere end to tredjedele af landets fattige, ikkeforsikrede afroamerikanere samt enlige mødre. Cirka 60 % af landets ikkeforsikrede fattige borgere bor i delstater, der ikke deltager i udvidelsen af Medicaid, viser en analyse foretaget af New York Times baseret på tal fra United States Census Bureau beskrevet i artiklen ”Millions of Poor Are Left Uncocvered by Health Law”. Samtidig med at nogle delstater ikke ønsker at indgå i udvidelsen af sygesikringen, prøver politikere, lobbyorganisationer og delstater at underminere ObamaCare gennem det amerikanske retssystem. Derfor var det en stor sejr for præsident Barack Obama og Demokraterne, da USA’s Højesteret i 2012 afgjorde, at lovens bestemmelse om individuel pligt til at tegne en sygeforsikring kunne bestå uden at være i strid med den amerikanske forfatning. Andre retssager truer dog stadig med at bremse reformen eller begrænse effekten af den, men indtil videre består ObamaCare. De udfordringer, som ObamaCare står over for, er beskrevet nærmere i artiklen ”Millions of Poor Are Left Uncovered by Health Law” (se kilder). 

Hvilke politiske begivenheder kan afgøre, hvordan sundhedssystemet udvikler sig?

I 2016 skal amerikanerne igen til stemmeurnerne for at pege på en ny præsident. Og mens Demokraternes kandidater alle vil beholde ObamaCare, gælder det modsatte hos Republikanerne, hvor samtlige præsidentkandidater ønsker at ophæve loven, der i princippet sikrer alle amerikanere en sygesikring. Ender præsidentvalgkampen med, at det øverste embede i landet tilfalder Republikanerne, vil partiet kunne foretage ændringer af ObamaCare, hvis det samtidig bevarer flertallet i Kongressens to kamre, Repræsentanternes Hus og Senatet. 

Hvilke lande lader sig inspirere af det amerikanske sundhedssystem?

I Danmark er der de seneste år kommet større fokus på at skabe konkurrence til de offentligt drevne hospitaler og sygehuse. I tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens regeringstid blev der blandt andet indført behandlingsgarantier, der betyder, at man kan blive behandlet for visse sygdomme eller skader på enten privathospitaler eller -klinikker eller i udlandet, hvis ventetiden på behandling i det offentlige sundhedssystem er for lang. Sundhedssystemet i Canada minder meget om nabolandet USA’s Medicare. I modsætning til Medicare, der er en sygeforsikring til ældre over 65 år samt yngre handicappede, dækker Canadas sundhedssystem dog alle landets borgere. Samtidig er det gratis, hvorimod der ofte også er en delvis egenbetaling for Medicare i USA.

Hvordan lader USA sig inspirere af andre lande i indretning af sundhedssystemet?

I USA er der en stærkt forankret mistro til det offentlige, hvorfor det historisk set har været svært at skabe opbakning til indførelsen af en offentlig sygesikring. Under Demokraternes primærvalgkamp op til præsidentvalget i 2016 har præsidentkandidat og senator Bernie Sanders dog brugt det danske sundhedssystem som inspiration til, hvordan man kunne reformere sundhedssystemet i USA til at omfatte alle amerikanere. Det er et forslag, der er populært i store dele af Det Demokratiske Parti og især hos partiets venstrefløj. Det blev dog hurtigt afvist af både Demokraternes favorit som præsidentkandidat, Hillary Clinton, samt af modstanderne hos Republikanerne.