Uafhængighedserklæringen

Hvem er the founding fathers?

The founding fathers var lederne af revolutionen og for manges vedkommende medunderskrivere på uafhængighedserklæringen. De var en gruppe rige patriciere fra samfundets top, som anså sig selv for at være en klasse af engelske gentlemen, der var magtfulde og loyale mod den engelske trone. De var oprindeligt ikke modstandere af den engelske konge, men der var blandt mange fra denne gruppe en følelse af mangel på respekt fra englænderne, som de mente var arrogante og så ned på amerikanerne. Blandt andet derfor skabte det en voldsom reaktion, da det engelske parlament ville indføre nye skatter uden at spørge den ledende amerikanske klasse først.

Det kendetegner også mange af de fremtrædende founding fathers, at de var veluddannede og belæste og studerede den mest moderne europæiske filosofi og naturvidenskab. Især europæiske politiske tænkere som John Locke og Montesquieu har haft afgørende indflydelse på tankegangen hos den herskende klasse i kolonierne. Det gælder især omkring retten til selvbestemmelse, ejendomsret, og hvordan man mest hensigtsmæssigt fordeler magt, så den ikke bliver tyrannisk. Den fundamentale idé, at almindelige borgere både kan og skal regere sig selv og ikke har brug for adel og konger, blev meget almindelig blandt gruppen. Til at begynde med ville kolonisterne ”bare” have deres rettigheder beskyttet indenfor imperiet, men kongens og parlamentets modvilje mod at lytte og samarbejde fik opbakningen til decideret uafhængighed til at vokse. Ifølge historikeren John Keegan (se kilder), blev den amerikanske uafhængighedskrig den første krig i verdenshistorien, der handlede om ideer og principper. De vigtigste founding fathers er Benjamin Franklin, John Adams, Sam Adams, Jefferson, Alexander Hamilton og George Washington. 

Hvordan blev erklæringen til?

I 1774 samlede kolonierne sig i den såkaldte First Continental Congress for at organisere modstanden mod briterne. Det var ikke en permanent forsamling, men snarere en til lejligheden indkaldt kongres. Det efterfølgende år samlede de tretten kolonier sig igen i en Second Continental Congress i Philadelphia. Kongressen fungerede som det styrende råd for de oprørske kolonier. I 1776 bad man kongresmedlemmet fra Virginia, Thomas Jefferson, om at skrive et udkast til en uafhængighedserklæring. Efter konsultationer med Adams og Benjamin Franklin vendte Jefferson tilbage til kongressen, der talte sig frem til et endeligt resultat. Den færdige udgave blev vedtaget af kongressen i Philadelphia d. 4. juli 1776. 

Hvorfor blev erklæringen så afgørende?

Erklæringen begynder med at fastslå, at det er selvindlysende, at mennesker er født lige og fra naturen besidder umistelige rettigheder (Den amerikanske revolution, se kilder). Det er det, man kalder naturretstænkning. Regeringer har man for at sikre disse rettigheder mod overgreb og tyranni. Helt centralt er det, at man insisterer på, at mennesker har rettigheder alene i kraft af, at de er mennesker. Sådan tanker var blevet mere og mere almindelige i 1700-tallet og kom også til at være styrende for den franske revolution få år senere og for den bølge af revolutioner, der fulgte i Europa og Sydamerika op gennem 1800-tallet. Den afgørende konsekvens af denne tankegang er republikanisme, kort beskrevet som de regeredes samtykke til at blive regeret. Uafhængighedserklæringen er gennemsyret af republikanske principper. 

Det skal ikke glemmes, at the founding fathers havde en ret snæver definition af hvem, der var inkluderet i ”all men are created equal”. Medbestemmelse var de første mange år fremover begrænset til rige hvide mænd. Men blandt andet på grund af det klare naturretlige udgangspunkt i erklæringen og senere i forfatningen kunne grupper, der var blevet nægtet demokratisk deltagelse i samfundet, med god ret henvise til disse formuleringer og kræve deres legitime ret til medbestemmelse. Det gjaldt især for kvinder i 1910'erne og sorte i 1960'erne.