Hvorfor demokrati?
Langt de fleste demokratier i dag er repræsentative demokratier. Det vil sige systemer med folkevalgte repræsentanter, der sidder i parlamenter. I et direkte demokrati træffes de politiske beslutninger derimod af dem, de vedrører. Det oprindelige demokrati i oldtidens Athen var direkte. I dag er Schweiz et af de få lande, som praktiserer en mere direkte form.
Man taler også om konkurrencedemokrati i modsætning til deltagelsesdemokrati. I et deltagelsesdemokrati lægges der stor vægt på borgernes inddragelse i den politiske beslutningsproces, demokratiet handler her ikke blot om frie valg, men også om, at borgerne har et demokratisk sindelag. Her er det demokratiske medborgerskab en vigtig faktor. Når man taler om konkurrencedemokrati, er det mest afgørende, at der findes frie og retfærdige valg med jævne mellemrum. Ud fra et konkurrencedemokratisk perspektiv kan man betragte demokratiet som et rent juridisk anliggende, der skal fordele kompetencer og magt mellem borgerne. I dansk kontekst er det især juraprofessoren Alf Ross, der er eksponent for det syn, at demokratiet er et statsretsligt princip. I modsætning hertil står teologen og højskoleforstanderen Hal Kochs syn på demokratiet som en samtale. Hal Koch beskrev i bogen ”Hvad er demokrati” fra 1946, hvordan demokratiske beslutninger bør være et resultat af en dialogisk proces i samfundet, hvor alle har ret til at ytre sig og få adgang til debatten, og hvor de bedste argumenter i sidste ende vinder.
At demokrati er bedre en andre former for styre, er en påstand man ofte støder på. Argumentet kan fremføres på to måder. Enten kan man sige, at demokrati er bedst fordi man i moralsk forstand mener, at det er mere rigtigt end et totalitært system, fordi alle menneskers ret til selvbestemmelse er sikret. Det er et spørgsmål om, hvilket man finder mest retfærdigt. Men man kan også argumentere for, at demokrati er bedst, fordi det virker bedst. Generelt er demokratiske regimer mere fredelige, mere velstående og mindre i konflikt med andre demokratier.
Hvor stor er demokratiets udbredelse?
Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har udbredelsen af demokratiet generelt været i fremgang. Men man kan ikke sige, at et land er et demokrati, bare fordi man kalder sig det, eller fordi der valg med jævne mellemrum. Eksempelvis kaldte det kommunistiske etparti-diktatur sig selv for demokratisk, og det er ofte set, at der afholdes ufrie valg i totalitære lande. For eksempel var der jævnligt valg under Apartheidstyret i Sydafrika, men det var kun mennesker med hvid hudfarve, der måtte stemme. Tilsvarende er diktatoren Robert Mugabe i Mozambique flere gange blev valgt med over 90 % af stemmerne. Der er mange måde at undertrykke et demokrati på, selvom systemet på overfladen er demokratisk, så hvordan bedømmer man, hvornår et land er et demokrati? Den amerikanske organisation Freedom House, har siden 1972 udgivet en rapport (se kilder), der vurderer alle lande i verden ud fra en række kriterier med det formål at bedømme om det enkelte land kan siges at være demokratisk. Lande kan få bedømmelsen ”Free”, ”Partly free”, eller ”not free”. En gennemgang af rapporterne viser at demokratiet generelt er vokset i udbredelse, men også at der er lang vej endnu, før hele verden kan siges at være demokratisk. I den seneste rapport har Rusland eksempelvis fået bedømmelsen ”not free”.
Medlemmer af aktivistgruppen Pussy Riot talte ved Folkemødet på Bornholm i 2016. Foto: Shamil Zhumatov / Scanpix
Hvilke trusler er der mod demokratiet?
De trusler der ind i mellem nævnes for demokratiets fremtid, er populisme, mindre solidaritet på grund af mangel på ressourcer (enten pga. miljømæssige problemer eller økonomiske problemer), at beslutninger forsvinder til områder uden demokratisk kontrol, som for eksempel over- eller mellemstatslige organisationer, eller multinationale virksomheder, eller embedsmandsvælde og teknokrati. De eneste år har flere debattører og tænkere, eksempelvis den polsk-engelske filosof og sociolog Zygmunt Bauman, nævnt risikoen for, at den voksende økonomiske ulighed i verden på lang sigt vil være en trussel for demokratiet.
Hvilke nye muligheder for demokratiet er der i dag?
På den anden side er der også tale om, at demokratiet kan udvikles yderlige, så flere mennesker kan inkluderes og involveres. Man taler for eksempel om e-demokrati, hvor moderne informationsteknologi udnyttes til at forbedre de demokratiske muligheder. Samtidig tales der om muligheden et kosmopolitisk demokrati, hvor demokratiet i en eller anden form overskrider nationalstaterne. Det samme gælder debatten om muligheden for international retfærdighed, hvor eksempelvis forbrydelser mod menneskeheden kan behandles af en permanent domstol. Her er Den Internationale Straffedomstol (ICC) det indtil videre vigtigste element.