Hvad betød Anden Verdenskrig for demokratiet?
I tiden op til Anden Verdenskrig havde antidemokratiske bevægelser vind i sejlene flere steder i Europa. Især i Tyskland, hvor nazisternes overtagelse af magten i 1933 udviklede sig til et diktatur med Hitler som den ubegrænsede leder. I Italien og Spanien var der også fascistiske magtovertagelser med henholdsvis Benito Mussolini og Francisco Franco i spidsen. Den nazistiske og fascistiske ideologi ser demokratiets humanistiske fundament som svagt. Begge strømninger er stærkt autoritære og, må derfor nødvendigvis også være tyranniske, da der ikke kan efterlades plads til anderledes tænkning i et totalitært system. I den nazistiske og fascistiske tænkemåde er det enkelte menneske ikke så vigtigt i forhold til staten eller nationen, og da demokratiet hviler på en præmis om individets ret til at bestemme over sin egen skæbne, er nazisme og fascisme i naturlig opposition til demokratiet. De antidemokratiske ideologier fik især medvind på grund af 1930'ernes voldsomme økonomiske krise.
Tanken om det humanistiske demokrati var under en gigantisk prøvelse i forbindelse med Anden Verdenskrig. I Vesteuropa og USA vandt folkestyret og blev siden konsolideret og udvidet. I USA spillede borgerrettighedsbevægelsen fra 1950'erne og 60'erne en afgørende rolle i forhold til at sikre sortes stemmeret. I Østeuropa og Sovjetunionen blev systemet fastlåst i totalitære etpartisystemer uden demokratiske borgerrettigheder.
Hvordan var demokratiet i Danmark under Besættelsen?
Da Nazi-Tyskland i 1940 besatte Danmark, valgte den danske regering at samarbejde med besættelsesmagten. Det vil sige, at det danske demokrati i vid udstrækning fik lov til at fortsætte frem til samarbejdspolitikkens fald i 1943, da regeringen gik af og efterlod styringen af landet til ministeriernes departementschefer. Ytringsfriheden var også stadig i vid udstrækning intakt indtil 1943. Der blev også afholdt valg til rigsdagen under besættelsen. En væsentlig afvigelse fra det demokratiske styre under Besættelsen var forbuddet mod kommunistisk virksomhed i 1941, der blev vedtaget af Folketinget efter tysk pres.
Hvad betød Berlinmurens fald for demokratiet?
Med Berlinmurens fald i 1989 startede en demokratiseringsbølge i de tidligere kommunistiske etpartisystemer. Det tidligere DDR blev genforenet med Vesttyskland i en samlet demokratisk forbundsrepublik. Modsat blev det tidligere Tjekkoslovakiet delt i to selvstændige demokratiske lande. Polen, Bulgarien, Rumænien og flere andre øst- og centraleuropæiske lande fik nye demokratiske styrer og frie valg. I det tidligere Jugoslavien resulterede kommunismens og diktatoren Titos fald i en langvarig borgerkrig, der resulterede i flere selvstændige lande med nye demokratiske forfatninger. I Sovjetunionen kulminerede den sidste kommunistiske leder Mikhail Gorbatjovs såkaldte glasnost-politik med, at unionen faldt fra hinanden og overgik til et demokratisk system. Adskillige tidligere sovjetrepublikker blev selvstændige og overgik med større eller mindre succes til demokratisk styreform. Mest succesfuldt i de tre små baltiske lande Estland, Letland og Litauen. Og mindst succesfuldt i de kaukasiske lande og i Hviderusland, der i dag står tilbage som Europas sidste diktatur.
Den 1. januar 2004 blev EU udvidet med 8 lande fra den tidligere østblok og Malta og Cypern. Indlemmelsen af de nye lande markerede en konsolidering af det demokratiske Europa. For at komme i betragtning til medlemskab i unionen skal man således kunne leve op til de såkaldte Københavnerkriterier, der kræver, at en stat har institutioner til at opretholde demokratiet og beskytte menneskerettighederne. Desuden skal en stat have en velfungerende markedsøkonomi.
Hvad betyder EU for demokratiet?
Man har længe talt om risikoen for et såkaldt ”demokratisk underskud” i forbindelse med EU. Hermed menes der risikoen for at miste demokratisk legitimitet, idet beslutningerne kommer på længere afstand af borgerne. Dette er ikke kun fordi medlemslandenes parlamenter mister indflydelse, men også fordi EU's beslutningsmæssige struktur er kompliceret. I hvert fald sammenlignet med medlemslandenes mere traditionelle demokratiske struktur, hvor normen er, at man læner sig op ad Montesquieus tredelingslære.
Modsat mener EU's fortalere, at unionen er garant for fred og demokrati i Europa. Historisk betragtet blev EU konstrueret for at øge de europæiske landes økonomiske afhængighed af hinanden, så fremtidige krige på kontinentet ville blive meningsløse. I 2012 fik EU Nobels fredspris af netop denne grund. I kronikken ”De forsvarsløse elefanter, EU og Norden” (se kilder) udtaler tidligere minister Bertel Haarder, at debatten om EU er præget af myter, og at unionen i virkeligheden har sikret demokratiet i Europa.
På det seneste har den økonomiske krise og de modsvar, der er blevet gjort fra EU's side, skabt en ny form for bekymring; at de nationale regeringer i fremtiden vil miste kontrollen over egne økonomier, fordi man har lagt en for stor beslutningskompetence hos enten Den Europæiske Centralbank, hos Kommissionen eller i de aftaler, man har indgået med de andre lande. I artiklen ”Folkevalgte frygter for demokratiet i EU” (se kilder) beskriver journalisterne, hvordan folkevalgte fra medlemslandene er bekymrede for, at den centrale styring af økonomien øger det demokratiske underskud i EU.