For eller imod en demokratikanon

Hvem diskuterer demokratikanonen?

I det 21. århundredes første ti år har kanondebatten kontinuerligt klinget i den danske offentlighed. Først i forbindelse med annonceringen af litteraturkanonen i 2005, dernæst i forbindelse med kulturkanonen og historiekanonen året efter, og senest som resultat af lanceringen af demokratikanonen.

Allerede fra Ove Korsgaard lancerede tanken om en demokratikanon har der været en diskussion om ideen, men diskussionen blev selvsagt mere konkret efter lanceringen af Demokratikanon i marts 2008. På banen i debatten var især historikere, samfundsforskere, undervisere, politikere og aviser.

Hvad mener de politiske partier, der er for en demokratikanon? en demokratikanon?

Ud over VK-regeringen er også Ny Alliance positivt indstillet overfor demokratikanonen. Ny Alliances leder Naser Khader skriver i pressemeddelelsen “Naser Khader: Flot demokratikanon” (se kilder), at han er “meget tilfreds med Danmarks første demokratikanon.” Endvidere skriver han, at den bør oversættes til arabisk, tyrkisk og pakistansk, og i artiklen “Khader vil oversætte demokratikanon til arabisk” (se kilder) siger Khader: “Hvis man vil nå dem, man gerne vil nå - som jeg vil betegne som demokratiske analfabeter - så er det relevant at oversætte den til de største indvandrersprog, ellers ender det med, at dem, der kommer til at læse den, er folk, der allerede interesserer sig for demokrati og er meget optaget af det.”

Hvad mener de politiske partier, der er imod en demokratikanon? en demokratikanon?

Blandt partierne, der udtrykker sig imod demokratikanonen, er Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Det radikale Venstres Niels Helveg Petersen skriver i pressemeddelelsen “R: Umuligt at lave en demokratikanon” (se kilder): “Den hidtidige erfaring har jo vist, at kanoner ikke spiller nogen særlig rolle hverken i den politiske og især ikke i den folkelige debat. Så det er nok ikke med en kanon, vi får demokrati frem på danskernes nethinder.”
Socialistisk Folkepartis uddannelsesordfører Pernille Vigsø Bagge skriver i pressemeddelelsen “SF: Demokratikanon er smagsdommeri” (se kilder): “Demokrati er noget der skal praktiseres - ikke kanoniseres. [...] Det er en smule grinagtigt og vel i bund og grund udtryk for nationalromantiske drømmerier, som har meget lidt med Danmark anno 2008 at gøre. Et uskønt forsøg på statsautoriseret smagsdommeri.”
Enhedslistens kulturordfører Per Clausen skriver i pressemeddelelsen “Borgerlig Demokratikanon” (se kilder): Demokratikanon indeholder mange væsentlige begivenheder og personer. Dette kan dog ikke skjule dens grundlæggende borgerlige karakter. [...] Derfor kræver en fortsat udvikling af demokratiet i Danmark et opgør med den grundlæggende borgerlige historieopfattelse, der ligger bag Demokratikanonen.”
Dansk Folkeparti er som sådan positiv over for udarbejdelsen af en demokratikanon, men uddannelsesordfører Martin Henriksen udtrykker utilfredshed med indholdet. I pressemeddelelsen “DF om demokratikanon: Utilfredsstillende ufuldstændig” (se kilder) siger han: “Jeg er både forbavset over og utilfreds med, at hverken 11. september 2001 i USA eller den første Muhammed-krise i 2005-2006 i Danmark er medtaget i en kanon, som skal inspirere til debat og undervisning i demokrati. Det er jo latterligt, at de to værste anslag mod frihed og folkestyre i nyere tid [...] slet ikke er medtaget.” Han skriver endvidere: “Det er nu og her og i Danmark, at vi har demokrati-udfordringen, og hvis ikke en demokratikanon, der udgives mens Dannebrog afbrændes i udlandet og hjemlige islamister truer vores demokrati, skal beskæftige sig med disse ting, bliver den let meningsløs.”

Hvad mener aviserne om demokratikanonen?

I Jyllands-Postens leder “Der mangler noget” skriver lederskribenten, at det er af stor symbolsk betydning, at professor Henning Koch udtrådte af kanonudvalget, og at det kendetegner en alvorlig svaghed ved hele projektet. Avisen kritiserer, at udvalget har trukket en grænse ved år 2000 og skriver, at det er “meget svært at tro, at nogen i fuld alvor kan tvivle på, at Muhammed-tegningerne, og hvad deraf fulgte, kommer til at indtage en ganske betragtelig plads i historien om det danske demokrati, ja, faktisk demokratiet i det hele taget.”

I Information skriver kulturredaktør Peter Nielsen i lederen “Kulturkamp forvandlet til komedie” (se kilder): “Man kommer ikke uden om, at denne kanon først og fremmest er udtryk for en vestlig tænkning, selektiv i sine nedslag og funderet i en primært borgerlig tænkning. Det er til at leve med, fordi det vestlige samfund nu en gang er vores udgangspunkt. Det er derimod sværere at leve med, at demokratikanonen bliver indlemmet som en del af regeringens kulturkamp og at demokratiet på den måde indirekte bliver gjort til deres sag. Og hvad skal vi overhovedet bruge den kanon til? Med al respekt for udvalgets arbejde, så ligner de 35 kanonpunkter indholdsfortegnelsen til en allerede eksisterende bog i historie- eller samfundsfag. Kanonen kommer til at ligne fuld pensum, og når så meget er med og der ikke er foretaget klare og afgrænsede valg, hvor tingene virkelig kunne blive sat på spil, så ender man med, at der i virkeligheden ingenting er tilbage. Man risikerer, at demokratikanonen ligesom kulturkanonen ender som den rene ligegyldighed og blot kommer til at stå og samle støv.”

I Berlingske Tidendes leder “Kanon med en demokratikanon” (se kilder) hedder det, at det er “bemærkelsesværdigt, hvad der mangler”, når det gælder det 20. århundrede. Lederen nævner: Den moderne liberale-konservative frihedstradition, frihedstænkere som F.A. Hayek, Karl Popper og Isaiah Berlin samt Muhammed-konflikten. Men afslutningsvis hedder det: “Alle disse indvendinger ufortalt er det et flot arbejde, som nutid og eftertid kan glæde sig over, og som vedblivende vil ægge til modsigelse. I demokratiet er det en grundsætning at kunne modsige hinanden, og den nye kanon lægger dermed op til debatter i skolen og samfundet.”

I Politiken er chefredaktør Thøger Seidenfaden positiv overfor demokratikanonen. Han skriver ifølge artiklen “Megafon!”, at “Ideologerne trak følehornene til sig, og vi har fået en demokratikanon, vi kan bruge: Den hjælper os med at styrke medborgerskabet i et mere mangfoldigt samfund, og den insisterer på, at vi også er europæere.”

I Weekend-Avisen skriver Klaus Rothstein i en anmeldelse af demokratikanonen under overskriften: “Demos og Kratos” (se kilder): “I modsætning til Brian Mikkelsens prestigeprojekt med Kulturkanoner til folket, der var et forkludret nationalt genopdragelsesprojekt [...], er Demokratikanonen relevant og brugbar i dannelsen af verdensborgere. Demokrati er nemlig - i modsætning til kulturkonservativ danskhed og danske værdier - forudsætningen for det politiske, sekulære, humanistiske fællesskab, hvor menneskerettighederne står over religiøse forestillinger om sandt og falsk. Danmark har fået en flot og indholdsrig Demokratikanon - og for første gang giver hele kanontanken mening.”

Hvad mener historikerne om demokratikanonen?

Idehistoriker Jørgen Carlsen, der er daglig leder af Testrup Højskole, siger i artiklen “Demokratikanon med løst krudt” (se kilder), at de mange kompromiser mellem de ideologisk meget forskellige medlemmer har skabt et kønsløst resultat, der gør det svært for læserne at afgøre, hvad demokrati egentlig er. Han siger: “Kanonlisten er lige ved at ligne en trivialitet, fordi man har trukket så mange elementer ud af den politiske idéhistorie. Det havde været meget mere modigt med 10 i stedet for 35 punkter. Hvis det er tænkt som et dannelsesprojekt, er 35 punkter mange at fordybe sig i, og jeg synes ikke, at det åbner plads til at tolke og diskutere kilderne på listen. Man får kun tyggemad.” Blandt mangler i kanonen fremhæver han, at han savner de begivenheder eller personer, der repræsenterer forholdet mellem individ og samfund, som han betegner som afgørende, når man taler om demokratisk opdragelse. Eksempelvis foreslår han Frankfurterskolen.

Antikhistoriker Torben Svendrup, der har nærlæst de to punkter i kanonlisten, der handler om antikken, nemlig kapitlerne Demokratiets rødder og Lighedstanken, påpeger i artiklen “Fejl på stribe i den nye demokratikanon” (se kilder), at de ellers ret korte tekster indeholder adskillige graverende fejl. Han siger: Der er tale om faktuelle fejl, som går direkte imod det kildegrundlag, vi har til rådighed. Jeg har fuld forståelse for, at der kan være en smutter i sådan et værk, men så mange fejl på så lidt plads, det vidner om for stor uvidenhed.” Han påpeger blandt andet fejl i afsnittet om aristokraten Perikles, der i kanonen betegnes som Athens uformelle leder, som ikke var valgt til noget embede, men ifølge Svendrup blev han netop valgt år efter år til general og dermed strateg.

Ditlev Tamm, der er professor i retshistorie, udtaler til artiklen “Ikke et ord om bagsiden af demokratiet” (se kilder), at kanonen som udgangspunkt er problematisk, fordi de 35 punkter er udtryk for en historisk lineær udvikling af demokratiet, og at det er problematisk, fordi historien ikke er udtryk for en kamp for demokrati. Han mener desuden, at udvalget har undgået de emner, der er “rigtig vigtige”. Han siger: “Kampen mod terror og Muhammedtegningerne havde været lidt mere interessante og relevante for demokratiet lige nu end Jyske Lov! Nu lever vi i 2008, og i Danmark har der været en kæmpe debat om det.”

Hvad mener samfundsforskerne om demokratikanonen?

Lektor i historie, Søren Hein Rasmussen, siger i artiklen “Historikere kritiserer ny demokratikanon” (se kilder) om ideen om en demokratikanon: “Det er altid godt at holde en debat kørende om, hvad vi forbinder med demokrati. Men at gøre det som et værn mod fundamentalister er at skyde over målet og en total overvurdering af truslen mod demokratiet. Man risikerer tværtimod at øge truslen ved at gøre demokratiopfattelse til et nationalt anliggende og dermed en løftet pegefinger over for alle ikke-danskere.”

Tim Knudsen, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet, kritiserede allerede da udvalget blev annonceret, at de liberalistiske CEPOS-folk stod stærkt, og at der derudover var en integrationskonsulent og en nørrebrosk skoleleder med, som antydede, at hele Kanonudvalget var sammensat for at opdrage muslimer til demokrati og integration. Professoren er ligeledes kritisk overfor indholdet af Demokratikanonen. I artiklen “Demokratikanon med løst krudt” (se kilder) peger han på, at der er alvorlige mangler i kanonen såsom kampen om parlamentarismen i slutningen af 1800-tallet samt kampen om valgretten, og at der i stedet er medtaget perifere begivenheder og personer såsom Salman Rushdie-sagen. Han siger: “For mig ligner det en smukkesering af det danske demokratis udvikling. De store knaster på vejen er ikke med, og det virker kønsløst og overfladisk, når kanonen derimod er så præget af tidsånd og aktuelle problemstillinger. Det giver samlet set et skævt billede, som ikke problematiserer selve demokratibegrebet, og som ikke for alvor udfordrer læserne til meningsfyldt diskussion.”

Mads Qvortrup, der er professor i statskundskab, skriver i artiklen “Om at skyde demokratier med kanoner” (se kilder), at “Det mest pinlige - og nærmest utilgivelige - ved den meget omtalte Demokrati Kanon er, at medlemmerne af udvalget tilsyneladende ikke kender deres klassikere.” For eksempel skriver han, at det er noget “sludder” at “betegne Spinoza som den første demokrat i nyere tid”, og desuden anfører han, at mens kanonudvalget betegner Rousseau som én, der ønskede mere demokrati, så skrev han reelt, at det ikke var alle, der burde have “ret til at fremsætte love efter forgodtbefindende, men denne ret skal udelukkende tilhøre de folkevalgte.”

Hvad mener folkeskolelærerne om demokratikanon?

Anders Balle, der er formand for Skolelederforeningen, mener, at de mange eksemplarer af Demokratikanon, der sendes ud til folkeskolerne, vil give flere diskussioner om demokrati i landets klasseværelser. Han siger i artiklen “Kanon er velkommen i skolen” (se kilder): “Den vil inspirere lærerne til at tage emnet op og diskutere demokrati med eleverne, men jeg tror ikke, at den vil blive brugt som lærebog. Lærerne vil plukke i den, som de synes.” Han siger endvidere, at “jeg har da ikke på forhånd følt et behov for, at vi fik en demokratikanon. Men nu den er her, kan den afgjort give undervisningen et løft.”

Hvad mener gymnasieskolelærerne om demokratikanon?

Gerd Schmidt Nielsen, der sidder i hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening og er formand for undervisningsudvalget, påpeger i artiklen “Demokratiet er levende” (se kilder), at kanonen som et debatforslag kan være ganske fornuftig, men at hun ikke tror på en absolut liste, der skal følges slavisk. Hun siger: “Hvis man tager afsæt i nogle faste punkter, modarbejder man jo fuldstændig tanken om målstyring. Vi kan ikke støtte op omkring, at man vil bestemme præcis af hvilke veje, eleverne skal nå en givet målsætning. Det er slet ikke foreneligt med det, der står i lærerplanerne i dag.”