COP21 i Paris

Artikel type
faktalink
journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. April 2016.
Main image
Kraner reflekterer i vandet ved siden af de nye økohuse med lavt energiforbrug som er under opbygning i forbindelse med COP21 i Paris.
Kraner reflekterer i vandet ved siden af de nye økohuse med lavt energiforbrug som er under opbygning i forbindelse med COP21 i Paris.
Foto: Benoit Tessier / Scanpix

Fra den 30. november til den 11. december 2015 løb FN’s klimakonference COP21 af stablen i Paris, og efter to uger med forhandlinger døgnet rundt nåede de196 lande til enighed om en klimaaftale. Mens politikere kalder aftalen historisk mener flere forskere og ngo’er, at aftalen er ukonkret og uambitiøs. . Der var store forventninger til konferencen, da det var første gang siden det mislykkede klimatopmøde COP15 – der foregik i København i 2009 – at statsledere og eksperter talte om muligheden for at nå til enighed om en ny  ambitiøs og bindende global klimaaftale. Det var især udmeldinger fra Kina og USA, der gjorde eksperter mere fortrøstningsfulde, men uenighed om, hvor meget mere de udviklede lande skal bidrage med end udviklingslandene, og hvor stort et ansvar store vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien skal tage, fortsætter med at true målet om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader.

 

cop21

Introduktion til COP21

Den franske førsteminister Manuel Valls (i midten) poserer sammen med de socialdemokratiske, europæiske ledere efter de har sunget '21 progressive forslag til COP21' ved en event i Paris den 21. oktober 2015.
Den franske førsteminister Manuel Valls (i midten) poserer sammen med de socialdemokratiske, europæiske ledere efter de har sunget '21 progressive forslag til COP21' ved en event i Paris den 21. oktober 2015.
Foto: Patrick Kovarik / Scanpix

Hvad er COP21?

COP21 er en forkortelse for Conference of the Parties, og det er nummer 21 i rækken af klimakonferencer afholdt under FN’s klimakonvention UNFCCC. FN’s klimakonvention blev vedtaget i Brasiliens hovedstad Rio de Janeiro i 1992, efter at FN’s klimapanel forinden havde advaret om, at menneskeskabte klimaforandringer – og herunder især den stigende udledning af drivhusgasser – kunne påvirke jordens miljø i langt større og mere alvorligt omfang, end man hidtil havde troet. Det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet (se kilder) i deres beskrivelse af baggrunden for klimakonferencerne. FN’s klimakonvention fungerer som en ramme for klimaforhandlingerne inden for FN, og de årlige klimakonferencer er det højeste organ i forhandlingerne, hvilket betyder, at alle store beslutninger skal vedtages her. Klimakonferencerne foregår hvert år i slutningen af november og starten af december, og de forløber som regel sådan, at der først er en del indledende forhandlinger mellem medlemslandenes embedsmænd, og under de sidste dage af klimatopmøderne forhandler ministrene for de relevante områder, såsom klima, energi, forsyning, miljø og forsvar, så en endelig aftale på plads med udgangspunkt i de udkast, som embedsmændene har forhandlet sig frem til. Der skal være konsensus, altså enighed blandt alle deltagerne, om forslag, før de kan blive vedtaget. FN’s klimakonvention er blevet ratificeret af 196 lande. 

Hvad er klimakonferencens mål?

Målet med klimakonferencen i Paris var at få de 196 deltagende stater til at nå til enighed om en bindende, global klimaaftale, der skal træde i kraft, når Kyoto-protokollen, den gældende FN-aftale på klimaområdet fra 1992, udløber i 2020. Aftalen skal forpligte alle verdens lande juridisk til at reducere deres drivhusgasudledning, således at den globale opvarmning ikke stiger mere end 2°C i forhold til temperaturerne før den industrielle revolution, skriver den franske regering på den officielle side for klimakonferencen (se kilder). På klimakonferencen i Durban i 2011 (COP17) blev landene enige om, at man senest i 2015 skulle have detaljerne på plads for en protokol, et andet juridisk dokument eller et aftalt resultat med juridisk kraft, der sikrer, at den globale opvarmning ikke overstiger 2°C. Det er den juridisk bindende aftale, deltagerne skal blive enige om på klimakonferencen i Paris. Aftalen skal indgås i 2015 og træde i kraft i 2020.

Hvilke to spor skal aftalen indeholde? 

Man taler om én aftale i to spor; mens det primære fokus er på drivhusgasnedsættelse (det første spor), så lægger Frankrig i beskrivelsen af målet for klimakonferencen også stor vægt på tilpasning til den globale opvarmning og finansieringen af denne (det andet spor). Tilpasning til klimaændringer handler om at reducere klodens biologiske systemers sårbarhed, eksempelvis ved at bygge damme for at undgå de værste skader skabt af de stigende verdenshave, for at kompensere for konsekvenserne af den globale opvarmning. Endelig arbejdede Frankrig på mødet arbejde for at finansiere de 100 milliarder dollar, som udviklede lande på klimatopmødet i København i 2009 blev enige om at mobilisere. Pengene skal hjælpe udviklingslande med at bekæmpe konsekvenserne af klimaforandringerne, uden at det skal bremse eller ødelægge deres økonomiske vækst og udvikling unødigt.

Historie og baggrund

Løse klimaløfter baner vejen til Paris. Efter langvarigt tovtrækkeri på FN's klimakonference i Peru blev knapt 200 lande enige om en erklæring der skal bane vejen for en bindende, ambitiøs klimaaftale i Paris i 2015.
Løse klimaløfter baner vejen til Paris. Efter langvarigt tovtrækkeri på FN's klimakonference i Peru blev knapt 200 lande enige om en erklæring der skal bane vejen for en bindende, ambitiøs klimaaftale i Paris i 2015.
Foto: Aitan Abromovich / Scanpix

Hvad kræver de gældende FN-traktater?

FN’s Klimakonvention fra 1992 bygger på et princip om fælles men differentieret ansvar. Det betyder, at alle lande skal være med til at beskytte verdens klima, men at udviklingslandene i en periode endnu skal have mulighed for at øge deres forbrug af fossile brændsler for at forsyne deres befolkninger med energi, bekæmpe fattigdom og fortsætte deres økonomiske vækst. De udviklede lande, som historisk set har ansvaret for langt de største udledninger af CO2 og andre drivhusgasser, og som stadig har de største udledninger per indbygger, skal tage føringen i reduktionen af drivhusgasudledning. Ifølge konventionen ville det være et passende mål, at disse lande i år 2000 havde sænket deres udledninger til 1990-niveau. Den ambition blev dog kun indfriet i de forhenværende kommunistiske lande, og det var ikke på grund af stor klimabevidsthed, men udelukkende fordi landene blev ramt af dybe økonomiske kriser efter Sovjetunionens sammenbrud.

Ifølge traktaten har udviklingslandene krav på, at de rige lande finansierer en del af deres indsats. På klimatopmødet i København i 2009 gik de udviklede lande med til tilsammen årligt at afsætte 100 milliarder amerikanske dollar, som skal medvirke til, at udviklingslandene kan bekæmpe konsekvenser skabt af klimaforandringer og samtidig fortsætte deres økonomiske udvikling. Især de sårbare og fattige lande, der uforskyldt rammes af klimaforandringer, har krav på hjælp. 

Hvilke krav fremgår af Kyoto-protokollen?

Kyoto-protokollen fra 1997 forpligter de udviklede lande til at lægge loft over udledningerne af drivhusgasser, så de i årene 2008-2012 i gennemsnit bliver fem procent mindre, end de var i 1990. Protokollen indførte samtidig handel med kvoter: En kvote giver ret til en vis udledning – og man kan købe ubrugte kvoter af andre eller erhverve ret til udledninger ved at gennemføre reduktioner i et andet land.

Kyoto-protokollen udløb i 2012, men blev på klimakonferencen i Doha samme år (COP18) forlænget med otte år frem til 2020, hvorefter den aftale, der efter planen skal indgås i Paris i 2015, vil træde i kraft. Det skriver Danmarks Radio på deres hjemmeside den 9. september 2012 (se kilder). 

Hvorfor er der behov for en ny global klimaaftale?

Når Kyoto-protokollen udløber i 2020, skal en ny klimaaftale træde i kraft for at sikre, at den globale opvarmning ikke stiger mere end 2°C i forhold til førindustrielle temperaturer, altså temperaturerne, før industrialiseringen satte i gang i den vestlige verden i slutningen af 1800-tallet. Hvis den globale opvarmning fortsætter med at stige ukontrollabelt, vil klimaændringer som stigende verdenshave og ekstremt vejr som eksempelvis orkaner, hedebølger og tyfoner med konsekvenser som tørke, oversvømmelser, svigtende høst, vandbårne sygdomme og øget konkurrence om ressourcer gøre uoprettelig skade på kloden, skriver FN’s klimapanel i en rapport fra 2014 (se kilder). I rapporten, der er panelets femte store statusrapport om klimaforandringer, siden det blev nedsat i 1990, konkluderes det, at klimaforandringerne vil medføre uoprettelige skader på jordkloden, hvis ikke verdens lande agerer hurtigt.
Hvor stor er menneskets indflydelse på klimaforandringerne?

FN’s klimapanel har til opgave at indsamle, analysere og vurdere videnskabelig viden om klimaforandringer for at kunne vejlede verdens lande, og panelet udgav i 2014 en rapport om klimaforandringer (se kilder), hvori Klimapanelet igen konkluderer, at størstedelen af klimaforandringerne de seneste 60 år er menneskeskabte. Ifølge rapporten er det helt afgørende, at den globale opvarmning begrænses til 2°C, og hvis det mål skal nås, vurderer videnskabsmændene bag rapporten, at den globale CO2-udledning skal begrænses med 40-70 procent mellem 2010 og 2050. Derudover konkluderer rapporten, at hvert af de seneste tre årtier – 1980’erne, 1990’erne og 00’erne – har sat rekord som det varmeste siden 1850, at stort set alle verdens gletsjere skrumper på grund af den globale opvarmning, og at verden aldrig har set højere koncentration af CO2 og andre drivhusgasser end nu. Det skriver Politiken i en artikel den 2. november 2014 (se kilder). Ifølge FN vil temperaturen stige med mellem 3,6°C og 4,2°C inden år 2100, hvis verdens landes drivhusgasudledning fortsætter som hidtil, skriver DR den 29. juni 2015 (se kilder).

Hvad siger den gældende handlingsplan?

Den gældende handlingsplan for, hvordan verdens lande skal nå til enighed om en global og juridisk forpligtende klimaaftale inden Kyoto-protokollen udløber i 2020, er Durban-platformen, der blev vedtaget på COP17 i den sydafrikanske by Durban i 2011. Durban-platformen erstatter Bali-platformen. Mens Bali-platformen, der blev vedtaget på den indonesiske ø Bali i 2007, havde som formål at forberede topmødet i København i 2015, skal Durban-platformen fungere som en handlingsplan, der sikrer, at verdens lande kan nå til enighed om en klimaaftale i 2015, der træder i kraft når Kyoto-protokollen udløber i 2020. Durban-platformen lægger primært vægt på, at aftalen skal være juridisk bindende, men er ifølge eksperter så vagt formuleret, at det juridisk bindende dokument, der lægges op til, kan ende som alt fra “en stærk protokol til et udvandet dokument”, som klimaforskeren Lau Blaxekjær formulerer det i en artikel i magasinet Ræson den 26. november 2012 (se kilder).