Udtrædelsen af EU

Hvornår trådte Storbritannien ud af EU?

Den 28. januar 2020 trådte Storbritannien officielt ud af EU. Det skete efter mere end tre et halvt års hårde forhandlinger med EU, og en lang og bøvlet proces, som havde kostet to premierministre – David Cameron og Theresa May – jobbet. Udmeldelsen foregik via Artikel 50 i EU-traktaten (se kilder), som omhandler frivillig udtrædelse af EU. I Artikel 50 står det beskrevet, at et medlemsland udtræder to år efter, at landets regering har meddelt det til Det Europæiske Råd, medmindre en specifik udtrædelsesaftale bliver forhandlet på plads. Den tidligere premierminister Theresa May aktiverede i marts 2017 den artikel i EU-paragraffen, der igangsætter forhandlingerne, og dermed blev nedtællingen for de to års forhandlinger sat i gang – forhandlinger, som britiske medier har kaldt “verdens mest komplicerede skilsmisse”. Tidligere deadlines for udtrædelsen er gentagne gange blevet overskredet, men premierminister Boris Johnson sikrede sig med sin valgsejr i december 2019 et mandat, der dels gjorde det nemmere for ham at møde op i EU og forhandle aftalen på plads, dels gjorde det muligt for ham at få den igennem det britiske underhus (parlament). Dermed kunne Brexit ikke længere stoppes, skriver Dr.dk i artiklen ” Nu kommer brexit faktisk” den 13. december 2019 (se kilder).

Mens Brexit nu er en realitet, er forhandlingerne mellem EU og Storbritannien langt fra overstået.

Hvordan forløb forhandlingerne med EU?

Da Storbritannien i slutningen af marts 2017 aktiverede Artikel 50, gik nedtællingen til udtrædelsen i gang. Ifølge paragraffen skulle landet træde ud af EU to år efter, at paragraffen blev aktiveret, medmindre der blev indgået en særaftale, hvilket siden skete flere gange. Forhandlingerne mellem Storbritannien og EU gik i gang i sommeren 2017, ledet af EUs chefforhandler Michel Barnier og den britiske chefforhandler Stephan Barclay (begge de tidligere britiske chefforhandlere, David Davis og Dominic Raab, sagde op). Forhandlingerne blev afsluttet halvandet år efter, i november 2018, på et topmøde, hvor Storbritannien og EU nåede til enighed om en foreløbig aftale om udtrædelsen. Aftalen fylder 585 sider og består af tre overordnede punkter:

· selve aftalen om udtrædelsen (af medierne døbt skilsmisseaftalen),

· en overgangsordning for de første 21 måneder efter udtrædelsen (siden reduceret til 11 måneder) og

· en politisk erklæring, der beskriver rammen for det videre forhold, som parterne skal nå til enighed om i de videre forhandlinger.

Da det britiske parlament igen og igen har forkastet aftalen, er forhandlingerne flere gange blevet genoptaget. I oktober 2019 kunne Europa-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker, meddele, at EU og Storbritannien var nået til enighed om nye ændringer til skilsmisseaftalen.

Hvad består skilsmisseaftalen af?

Skilsmisseaftalen, aftalen om, hvordan Storbritannien skal træde ud af EU, har tre hovedpunkter, skriver DR.dk i artiklen ”Brexit: De vigtigste punkter i skilsmisseaftalen” i november 2018 (se kilder):

· Der bliver en overgangsperiode på 21 måneder (siden reduceret til 11 måneder), hvor Storbritannien formelt vil være trådt ud af EU, men stadig følger EU’s regler og er underlagt afgørelser fra EU-domstolen. Landet vil imidlertid ikke være med til at træffe afgørelser i EU. Overgangsperioden skal bruges til at forhandle en ny og langt mere omfattende handels- og samarbejdsaftale på plads, som skal fastlægge EU og Storbritanniens fremtidige forhold. De forhandlinger begyndte først, efter at Storbritannien trådte ud af EU den 28. januar 2020.

· Der er enighed om, at både britiske borgere i EU-lande og EU-borgere i Storbritannien har ret til at bosætte sig og arbejde i henholdsvis et andet EU-land eller Storbritannien frem til udgangen af 2020, præcis som det har været hidtil. De britiske borgere, der når at bosætte sig i et EU-land inden udgangen af 2020, vil få lov til at blive boende, og det samme gælder EU-borgere, der bosætter sig i Storbritannien. Samtidig vil britiske borgere, der har boet mindst fem år i et andet EU-land, få permanent opholdstilladelse, ligesom EU-borgere bosat i Storbritannien vil få opholdstilladelse, hvis de har boet der i mindst fem år.

· Grænsen mellem Nordirland, der er en del af Storbritannien, og Irland, der er EU-medlemsland, skal forblive åben, når Storbritannien træder ud af EU. Irland er det eneste EU-land, der fremover deler landegrænse med Storbritannien og Nordirland, og der har været intense forhandlinger mellem Storbritannien og EU om, hvordan grænsen skal sikres, uden at den skal lukkes ned, skriver DR.dk i artiklen ”Brexit: De vigtigste punkter i skilsmisseaftalen” (se kilder).

Hvorfor var der fortsat usikkerhed om udtrædelsen efter den første skilsmisseaftale?

Usikkerheden om udtrædelsen skyldes, at det britiske parlament i flere omgange har nægtet at stemme ja til at gennemføre de aftaler, som den britiske regering havde forhandlet sig frem til med EU-landene i Bruxelles. Da den første skilsmisseaftale var på plads, tog den daværende britiske premierminister Theresa May aftalen med tilbage til Storbritannien, hvor det britiske parlament skulle godkende den. Men allerede få uger efter, aftalen mellem EU og Storbritannien faldt på plads, stod det klart, at det ville blive svært at få den godkendt i det britiske parlament. Da May vendte tilbage til London med aftalen, vakte den så stor utilfredshed, at hun besluttede at udskyde afstemningen og tage tilbage til EU for at genoptage forhandlingerne. Aftalen kom til afstemning i det britiske parlament den 15. januar 2019, hvor hele 432 medlemmer af det britiske underhus, heraf 118 fra Mays egne rækker, stemte nej, mens kun 202 stemte for, skrev DR.dk i artiklen ”'Historisk ydmygelse', 'forfærdelse' og 'knust': Hårde ord om brexit-nederlag” den 16. januar 2019 (se kilder). Dermed syntes sandsynligheden for, at Storbritannien som planlagt ville træde ud af EU ved deadline den 29. marts 2019 med en aftale ”forsvindende lille”, skrev Altinget i artiklen ”Historisk stor afvisning af Brexit-aftale kaster briterne og EU ud i uvished” den 15. januar 2019 (se kilder). Frem til afstemningen havde EU nægtet at genåbne forhandlingerne, men efter Mays knusende nederlag – der blev efterfulgt af et mistillidsvotum fremsat af Labour-lederen Jeremy Corbyn, som Theresa May overlevede – åbnede EU-ledere ifølge Altinget-artiklen op for at genåbne forhandlingerne, men først, når de britiske politikere var nået til enighed med sig selv om et udspil. EU-fløjen, inklusiv den daværende danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), insisterede på, at EU skulle forberede sig på, at Storbritannien kunne træde ud af EU uden en aftale.

Hvorfor trådte Storbritannien ikke ud af EU i marts 2019 som planlagt?

I slutningen af januar 2019, to måneder før, Storbritannien skulle udtræde af EU, stemte det britiske underhus om ændringsforslag til skilsmisseaftalen med EU. Visse af dem blev vedtaget, og samtidig fik Theresa May en sjælden sejr, da parlamentet stemte for, at hun skulle lede forhandlingerne om ændringerne, skrev DR.dk den 29. januar 2019 i artiklen ”Flertal kræver, at May genforhandler akilleshæl – men EU afviser blankt” (se kilder). Forhandlingerne skulle især have fokus på grænsekontrollen mellem Nordirland og Irland. Det blev imidlertid hårde forhandlinger, da en talsmand for, formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, blankt afviste at genoptage den del af forhandlingerne. EU lagde dermed op til en såkaldt hård Brexit, en udtrædelse uden aftale. ”Udtrædelsesaftalen er og bliver den bedste – og eneste – måde at sikre, at Det Forenede Kongerige forlader Den Europæiske Union på en ordentlig måde,” sagde Donald Tusk via en talsmand, fremgår det af artiklen. Theresa May sendte skilsmisseaftalen til afstemning igen i foråret 2019, men fik ikke medvind og valgte i maj 2019 at træde af som premierminister.

Hvordan var forløbet efter Theresa Mays afgang som premierminister?

Efter Theresa May trådte af som premierminister og formand for Det Konservative Parti, skulle der findes en ny formand og premierminister. Det blev Boris Johnson, der hele tiden har været stor fortaler for Brexit. Johnson vandt formandsvalget over partikollegaen Jeremy Hunt og blev Storbritanniens nye premierminister i juli 2019. Efter han trådte til, udviklede Brexit-forhandlingerne sig til en magtkamp mellem premierministeren og parlamentet, skrev DR i artiklen ”Det britiske parlament vil tage kontrollen over Brexit” den 4. september 2019 (se kilder). Underhuset i det britiske parlament vedtog en lov, der skulle sikre, at Storbritannien skulle bede EU om en udsættelse af udtrædelsen, hvis ikke der var opnået en aftale med EU inden den 31. oktober 2019. Det fik Boris Johnson til at suspendere parlamentet frem til den 14. oktober og sige, at han ville nægte at bede om den udsættelse. Dermed havde parlamentarikerne kun lidt over to uger til at forhindre det no deal-brexit, som Boris Johnson var opsat på, fremgik det af artiklen ”Boris Johnson vil bede dronningen suspendere parlamentet” på DR.dk den 28. august (se kilder).

75 parlamentarikere lagde sag an mod Johnson i den britiske Højesteret, da de mente, suspenderingen var ulovlig, og i slutningen af september afgjorde Højesteretten enstemmigt, at Johnsons suspendering af parlamentet var ulovlig, fordi den "havde den effekt at forpurre eller forhindre parlamentets evne til at udføre dets konstitutionelle funktioner uden rimelig begrundelse". Det fremgår af artiklen ”Stort nederlag til Boris Johnson i højesteret: Ulovligt at sende parlamentet hjem” på DR.dk den 24. september (se kilder). Parlamentet mødtes igen dagen efter, hvor Boris Johnson også mødte op. Han slog fast, at han stadig mente, at Storbritannien skulle forlade EU den 31. oktober - med eller uden en aftale. Flere politikere opfordrede efter afgørelsen Johnson til at trække sig, og flere eksperter kaldte det et kæmpe politisk nederlag, blandt andet i Politiken den 24. september 2019 i artiklen ”’Jeg er helt paf. Det er en syngende lussing til Johnson’” (se kilder).

Hvorfor forlod Storbritannien EU den 31. oktober 2019 som planlagt?

Trods Boris Johnsons famøse udtalelse om, at han hellere ville ligge død i en grøft end bede om en tredje udskydelse af Brexit, lykkedes det ham ikke at trække Storbritannien ud af EU inden den 31. oktober 2019 med eller uden en aftale, skriver Altinget den 31. oktober 2019 i artiklen ”Fra Camerons farvel til Johnsons model: Har du styr på Brexit?” (se kilder). Midt i oktober annoncerede EU og Storbritannien, at der var opnået enighed om en ny skilsmisseaftale. Der var dog fortsat stor uenighed om et såkaldt backstop mellem Nordirland og Irland, altså hvordan man skal håndtere grænsen mellem Storbritannien og EU, fremgik det af Berlingske den 18. september i artiklen ”Jeppe Kofod afviser Boris Johnsons optimisme: ’Jo nærmere vi kommer Brexit-deadline, jo mere bekymret bliver jeg’” (se kilder). Det er primært det knudepunkt, den nye skilsmisseaftale mellem EU og Storbritannien har haft fokus på. I den nye skilsmisseaftale er backstoppet fjernet, så der ikke skal etableres en toldgrænse mellem Irland og Nordirland (mens Nordirland er del af Storbritannien, så er Irland et selvstændigt land, som vil forblive EU-medlem efter Storbritanniens udtrædelse).

Et flertal i Underhuset i det britiske parlament stemte for første gang for ændringsforslaget, men alligevel var et Brexit inden den 31. oktober 2019 ikke muligt. Parlamentet slog nemlig samtidig ved en afstemning fast, at det ikke var muligt at godkende al den nødvendige lovgivning på tre dage, som regeringens tidsplan lagde op til. Det tvang Boris Johnson til mod sin vilje at bede EU om en udskydelse af Brexit på tre måneder, som blev bevilliget. Brexit var dermed blevet udskudt tredje gang.

Hvorfor sikrede parlamentsvalget i december 2019 Brexit?

Boris Johnson havde én betingelse for at anmode EU om den tredje Brexit-udsættelse, og det var, at parlamentet stemte ja til et nyvalg i december. Det var tredje gang siden 2015, at briterne skulle stemme til et parlamentsvalg, og grunden til, at Johnson kæmpede for et nyvalg, var ifølge artiklen ”Briterne på vej mod valg 12. december” i Politiken den 29. oktober 2019 (se kilder), at han ønskede at sikre sig et parlamentarisk flertal, der ville stemme den nyforhandlede skilsmisseaftale med EU igennem. Hans motto op til valget var ”Let’s get Brexit done”. Der var dog stor fare ved at udskrive valget, for flere partier – blandt andet Labour, det førende oppositionsparti, Liberaldemokraterne og det skotske parti SNP – lovede, at de ville have en ny folkeafstemning om Brexit, hvis de vandt valget. Johnson sikrede sig imidlertid den valgsejr, han havde drømt om, og dermed mandatet til at gennemføre Brexit, fremgik det af artiklen ”Historisk sejr: Johnson får absolut flertal i Underhuset. Nu venter brexit” på DR.dk den 13. december 2019 (se kilder). Premierministerens konservative parti gik stort frem og sikrede sig over halvdelen af mandaterne i Underhuset. Dermed var visse britiske partiers kamp mod Brexit tabt, og det blev besluttet, at Storbritannien ville træde ud af EU i slutningen af januar 2020.