Debat om børn og diagnoser

Hvilken rolle spiller de sociale og arvelige forhold for diagnoser?

Der har i mindst 100 år været diskussioner blandt fagfolk, om det var samfundet, den individuelle psyke eller arvelige forhold, der var årsag til psykiatriske lidelser. I dag er det fortsat vanskeligt at sige, hvad forklaringen på en psykisk lidelse er, og der er derfor fortsat debat om det. Der er for eksempel stor uenighed om, hvorvidt problematisk adfærd hos små børn er lokaliseret i barnet eller i det sociale miljø, dvs. i forholdet mellem børn og forældre/andre omsorgspersoner. Undersøgelser viser, at psykiatriske forstyrrelser ofte begynder tidligt i livet og kan være livslange og kroniske, men om det hænger sammen med genetiske, sociale eller psykologiske forhold, er svært at konkludere.

Man forsker stadig i årsagssammenhænge bag psykiske lidelser. Ifølge professor Per Hove Thomsens bog Psykiske lidelser i skolealderen – En guide for forældre og lærere (se kilder) ved man, at årsagssammenhænge er meget komplekse, og at der i de fleste tilfælde er tale om en kombination af medfødte og sociale forhold.
I forhold til ADHD er forskerne generelt enige om, at ADHD formodentlig skyldes en biologisk forstyrrelse i de dele af hjernen, der styrer opmærksomhed, motorisk aktivitet og impulsivitet og f.eks. sørger for, at vi kan tage initiativer, planlægge, overskue og gennemføre handlinger. Forskere mener, at årsagen til forstyrrelsen i hjernen kan være en nedsat mængde eller virkning af stofferne dopamin og noradrenalin, som sørger for kommunikationen mellem hjernecellerne.
I forhold til autisme er forskerne enige om, at autisme formodentlig er genetisk bestemt, og at autismen varer hele livet. Ifølge nyere forskning har alle mennesker genvarianter, der kan disponere for autisme. Nogle forskere mener, at der kan være en sammenhæng mellem den mad, vi spiser, og udviklingen af autisme, ligesom der forskes i sammenhæng mellem morens alder og adfærd under graviditeten og risikoen for, at hun føder et barn med autisme.

Hvorfor bliver flere børn diagnosticeret?

Antallet af børn med psykiatriske diagnoser er i stigning, men der er uenighed om, hvor stor stigningen reelt er, og hvad årsagerne til stigningen er. Ifølge bogen Psykiske lidelser i skolealderen – En guide for forældre og lærere (se kilder) er der flere forklaringer på stigningen: En af forklaringerne er, at det i psykiatrien er blevet mere almindeligt at beskæftige sig med børns psykiske lidelser, i takt med at der er sket en aftabuisering af børns psykiske sygdomme. Det har fået forældre til at blive mere opsøgende, hvis deres barn mistrives, og patientforeninger (bl.a. andet for ADHD og angst) er blevet mere synlige. En anden forklaring er, at der kom en langt bedre beskrivelse af psykiske sygdomme med nye diagnosemanualer i 1990’erne.
Stigningen i antallet af autismediagnoser skyldes formodentlig en kombination af øget opmærksomhed og viden på området, ændrede diagnosekriterier samt, at mennesker med autismespektrumforstyrrelser (ASF) ofte falder igennem samfundets voksende krav til sociale evner og hurtig omstilling. Det fremgår af artiklen “Derfor stiger antallet af autisme-diagnoser” på Videnskab.dk (se kilder). Autismeforskere mener dog, at noget af stigningen også kan skyldes ændringer i det miljø, vi lever i.
Det stigende antal diagnoser hænger formodentlig også sammen med en mere generel samfundsudvikling, hvor der stilles større, men mere løst definerede krav til børn og unge, hvilket kan påvirke børns og unges psykiske tilstand. Professor Peter C. Gøtzsche forklarer således i artiklen “Overdiagnostik og overmedicinering i børnepsykiatrien” (se kilder), at medicinalindustrien også er med til at øge antallet af børn med diagnoser, eftersom medicinalindustrien har en interesse i at sælge lægemidler.
Endelig har det været fremført i debatten, at en del forældre oplever, at de først kan få hjælp til deres børns vanskeligheder, når barnet har fået en diagnose, og derfor er flere forældre mere opsøgende for at få udredt og eventuelt diagnosticeret deres barn. Det fremgår bl.a. af artiklen “Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?” (se kilder).

Hvorfor er diagnoser til debat?

At stille en diagnose er ikke en eksakt videnskab og er derfor et omdiskuteret område. Antallet og udvalget af diagnoser er ikke blot et spørgsmål om en medicinsk forståelse, men handler også om politik og kultur. I 1968 blev homoseksualitet eksempelvis optaget som en psykisk forstyrrelse i diagnosemanualen DSM. Fem år senere blev diagnosen stemt ud.

Professor Peter C. Gøtzsche bruger i artiklen “Overdiagnostik og overmedicinering i børnepsykiatrien” (se kilder) betegnelsen “elastiske diagnoser” og henviser til, at de diagnostiske kriterier er så brede, at det kan føre til overdiagnosticering af raske børn. I folkemunde er diagnosen ADHD da også blevet oversat til ‘Alle Drenge Har Det’, da diagnosen især er udbredt blandt drenge. For børn med en ADHD-diagnose er denne form for omtale dog med til at gøre det ekstra vanskeligt at få anerkendelse for deres vanskeligheder, og f.eks. ADHD-foreningen har arbejdet aktivt for at imødegå forestillinger om, at ADHD-diagnosen blot dækker over urolige eller dårligt opdragede børn.

Hvilke argumenter fremfører kritikerne af det stigende antal diagnoser?

Blandt modstanderne af den voksende diagnosticering af børn er der bekymring for, at børn skal blive forsynet med en diagnose, som vil forme barnets selvforståelse og omverdens forståelse af barnet – og påvirke barnets udvikling. Desuden påpeger kritikerne, at der er en række – til tider alvorlige - bivirkninger forbundet med medicineret behandling af ADHD og af følgelidelser til autisme som f.eks. angst og depression.

Nogle mener, at medicinalindustrien presser på for, at flere mennesker bliver diagnosticeret og eventuelt herefter bliver behandlet med den medicin, som industrien producerer, og at det stigende antal diagnoser derfor i højere grad afspejler medicinalindustriens økonomiske interesser end en reel udvikling i antallet af mennesker med udviklingsforstyrrelser og psykiske lidelser. Andre mener, at det stigende antal diagnoser især skyldes, at forældre oplever, at de ikke kan få hjælp fra kommunen til deres børn, før børnene har en diagnose, eller at forældre med børn, der har adfærdsvanskeligheder, gerne vil have en diagnose, som kan lette dem for følelsen af, at de er dårlige forældre.

Debatten om diagnoser gennemgås i artiklen “Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?” (se kilder).

Hvilke argumenter fremfører forsvarerne af det stigende antal diagnoser?

Nogle mener, at det er positivt, at flere børn og unge bliver udredt for ADHD og også får diagnosen, fordi det kan gøre det lettere at give børnene den rette støtte og behandling – i bedste fald allerede inden, at barnet eller den unge udvikler store problemer affødt af de mange symptomer på lidelsen.

At en del mennesker med ADHD tidligere først har fået diagnosen som unge eller voksne har nemlig ifølge flere undersøgelser betydet, at de i mange år har levet med stærke symptomer og vanskeligheder og ikke har fået den nødvendige hjælp. Det har bl.a. medført, at mange har klaret sig dårligere i skolen, har forsøgt at dæmpe uroen med f.eks. hash, er havnet i kriminalitet og har haft svært ved at etablere gode venskaber. En rapport fra Rockwool Fonden har således vist, at unge og voksne med ADHD, som er blevet opdaget sent, tjener mindre, oftere er på kontanthjælp, førtidspension og sygedagpenge, tilbringer flere dage på sygehusene og oftere begår kriminalitet end andre på samme alder. Det fremgår af artiklen “Ubehandlet ADHD koster samfundet milliarder” (se kilder).
En del debattører påpeger desuden, at selv om antallet af ADHD-diagnoser er steget i Danmark de seneste år, er det stadig meget lavere end i f.eks. USA, hvor en undersøgelse har vist, at 15 procent af alle drenge i skolealderen og syv procent af pigerne i samme alder har fået diagnosen ADHD, mens det gælder 19 procent af de 14-17-årige drenge og ti procent af de 14-17-årige piger.
Debatten om diagnoser gennemgås i artiklen “Er længslen efter diagnoser et hul, man ikke kan sætte en prop i?” (se kilder).

I forhold til autismediagnoser påpeger forskere desuden, at stigningen i Danmark primært skyldes, at diagnosekriterierne i 1994 blev ændret, så autismebegrebet blev udvidet, og man fik flere underkategorier, deriblandt diagnosen Aspergers. Det fremgår af artiklen “Derfor stiger antallet af autisme-diagnoser” på videnskab.dk (se kilder).

Hvorfor har udviklingen i uddannelsessystemet påvirket debatten om diagnoser?

Øgede udgifter til specialundervisning fik i 2012 et bredt flertal i Folketinget til at vedtage en inklusionslov med en målsætning om, at 96 procent af alle børn skulle være en del af den almene skole. Efter vedtagelsen af loven blev flere børn med diagnoser eller funktionsnedsættelser indskrevet i almindelige folkeskoler i stedet for på specialskoler. Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at samlet set voksede andelen af elever i den almene skole fra 94,3 procent i 2011 til 95,1 procent i 2016.

Mange debattører fremhæver, at målet om inklusion er godt, men samtidig har det vist sig, at mange børn med vanskeligheder og diagnoser reelt ikke inkluderes i fællesskabet i klassen og ikke får den hjælp og støtte, de har behov for. Det kan både skyldes manglende viden, ressourcer og tid hos lærere og pædagoger eller manglende mulighed for at indrette hverdagen i skolen sådan, at det enkelte barn med f.eks. autisme eller ADHD reelt magter at deltage i undervisningen. Flere undersøgelser har således vist, at et stort antal børn med ADHD, autisme eller andre diagnoser i lange perioder slet ikke går i skole, fordi de ikke magter det. En del børn udvikler desuden angst og depression, fordi presset i hverdagen bliver for stort. I 2016 konkluderede et inklusionseftersyn – en ekspertgruppe nedsat af regeringen – at inklusionen ikke fungerede godt nok. Eftersynet anbefalede bl.a., at 96-procentsmålsætningen skulle erstattes af et styrket fokus på, at alle elever skal udvikles fagligt og trives. Senere på året blev målsætningen officielt afskaffet, og siden er inklusionsgraden dalet til 94,4 procent i skoleåret 2019/20. Graden er altså stort set tilbage ved udgangspunktet i 2011.

Det får dog ikke skoler og kommuner til at give op. Løsningen er ifølge fagfolk, forældre og interesseorganisationer bl.a. at afsætte flere ressourcer til, at børn med diagnoser kan få ekstra støtte og hjælp. En anden løsning kan være, at hele skoler og klasser indrettes ud fra de behov, som børn med f.eks. en autismediagnose har. Det går under betegnelsen mellemformer. Et eksempel er de såkaldte Nest-klasser, som man indførte på en skole i Aarhus i 2016, og som siden har bredt sig til andre kommuner. Konceptet kommer fra USA, og ideen er, at en hel klasse med børn både med og uden autisme undervises med den klare struktur og tydelighed, som børn med autisme har behov for. Nest-klasserne og debatten om manglende inklusion i folkeskolen af børn med diagnosen beskrives i Faktalink-artiklerne “Autisme” og “ADHD” samt i Socialstyrelsens rapport Børn med autisme og skolevægring (se kilder).