Perspektivering

Hvad skete der efter Bonnie og Clydes død?

Der gik ikke lang tid, efter at Frank Hamer og hans fem kolleger havde gjort det af med det kendte forbryderpar, før åstedet blev overrendt af en folkemængde på jagt efter souvenirs. Nogle gravede vildfarne projektiler ud af træstammerne, mens andre forsøgte at skære Clydes øre og hans ”aftrækkerfinger” af. Politiet gjorde, hvad de kunne for at holde pøblen væk, men det lykkedes alligevel nogen af ’souvenirjægerne’ at klippe noget af Bonnies hår af og tiltuske sig dele af hendes blodige kjole.

Den sønderskudte bil med de to lig i blev bugseret væk på en ladvogn, der undervejs brød sammen foran en skole, hvor hundredvis af børn blev vidner til det uhyggelige syn. Da ligene af Bonnie og Clyde blev kørt til obduktion, var medierne dukket op. Fotografer tog billeder af de blodige kroppe, og efter at ligene var blevet afklædt for at gøre dem klar til obduktionen, tog en fotograf endnu en række billeder af dem. Flere aviser bragte fotografierne af den døde Bonnies bryster, og tusindvis af borgere dukkede op ved begravelserne for Bonnie og Clyde for at få et glimt af ligene af det feterede forbryderpar.

Efter Bonnie og Clydes død blev der vedtaget en række lovændringer, som gav politiet nye beføjelser: Bankrøveri blev en føderal, frem for en statsforbrydelse, så man ikke længere kunne undgå forfølgelse ved at krydse statsgrænsen, og skrappe nye våbenlove betød hårdere straffe for at bruge maskinpistoler til forbrydelser. Inden for det næste år skød og dræbte politiet - med hjemmel i de nye beføjelser - en række berygtede forbrydere, der ligesom Bonnie og Clyde havde specialiseret sig i bankrøverier. Det gjaldt folk som John Dillinger, Pretty Boy Floyd, samt Ma Barker og hendes søn Fred - alle langt større forbryderhjerner end Bonnie og Clyde.

Lovgivningen betød også, at det blev strafbart at skjule kriminelle, og adskillige af Bonnie og Clydes familiemedlemmer blev fængslet og med tilbagevirkende kraft idømt op til 2 års fængsel for at have skjult det legendariske forbryderpar i løbet af deres korte, men travle karriere.

Hvilken betydning fik Bonnie og Clyde for eftertiden?

De populære kriminalmagasiner og en ikke altid saglig journalistik var med til at tegne et mytisk og alt andet end realistiske billede af Bonnie og Clyde i årene efter deres død. Dels blev de tillagt en koldblodighed, som de ikke besad. Flere kilder hævder, ifølge journalist Jeff Guinn i “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde”, at Clyde i virkeligheden kun skød, når han var trængt op i en krog. Bonnie skød slet ikke, men i aviserne blev hun i stigende grad portrætteret som en skydegal gangsterpige og som den virkelige hjerne bag banden.

Dertil blev der fra slutningen af 1930’erne og op igennem 1940’erne og 1950’erne produceret en række populære film baseret på parrets historie, blandt andet “The Bonnie Parker Story”, der fremstiller Bonnie som en vulgær femme fatale, der forfører en række elskere. Clydes rolle i filmen er reduceret til en blandt mange elskere, ved navn “Guy Darrow”. Filmen tegnede et billede af Bonnie som Barrow-bandens leder og reducerede Clyde til en forelsket håndlanger. Den opfattelse blev almindelig i 1950’erne - også kriminalmagasinernes historier beskrev parret ud fra denne vinkel.

I 1967 nåede filmen “Bonnie and Clyde” biograflærredet med Faye Dunaway i rollen som Bonnie, Warren Beatty som Clyde og Gene Hackman som storebroren Buck. Filmen var fuld af lige så mange unøjagtigheder som de tidligere film om parret og fremstillede Bonnie og Clyde som et glamourøst gangsterpar. Samtidig tog folkene bag filmen sig en del kunstneriske friheder for at øge dramatikken og spændingen i forholdet mellem hovedpersonerne. F.eks. kan Clyde i filmen ikke præstere seksuelt med Bonnie, hvilket ifølge Clydes tidligere kærester formodentlig ikke har noget med virkeligheden at gøre.

En af de ting, som filmen fra 1967 formodentlig havde rigtig fat i, var til gengæld Bonnie og Clydes hengivenhed over for hinanden, særligt symboliseret ved deres parathed til at gå i døden sammen. Netop det tætte bånd mellem de to forbrydere i liv og død har gjort historien om Bonnie og Clyde til en næsten mytologisk fortælling, hvis figurer har givet og fortsat giver stof til sange, film og bøger. Således får endnu en film om Bonnie og Clyde, skrevet og instrueret af Tonya S. Holly, premiere i 2010.