Bonnie og Clyde som makkerpar

Hvordan mødte Bonnie og Clyde hinanden?

Ca. 1932-1934 - Bonnie Parker. Hun poserer for fotografen bevæbnet. Hun affyrerede aldrig et skud. Foto: Bettmann/CORBIS/Polfoto
Ca. 1932-1934 - Bonnie Parker. Hun poserer for
fotografen bevæbnet. Hun affyrerede aldrig et skud.
Foto: Bettmann/CORBIS/Polfoto

I Arthur Penns filmskildring møder Bonnie og Clyde hinanden på den diner, hvor Bonnie arbejdede. Men i virkeligheden mødtes de til et bryllup i Dallas i januar 1930 og faldt hovedkulds for hinanden, fortæller journalisten Jeff Guinn i “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde”.

Bonnie var tiltrukket af Clydes egenrådighed, og hun var fascineret af hans stil; han klædte sig pænt og havde en flot bil, som hun dog ikke havde nogen anelse om, hvordan han havde skaffet sig.

Clyde faldt for Bonnies umiddelbare sødme, og da han ikke selv var særlig høj, tiltrak det ham også, at Bonnie var en lille og spinkel pige. Hun var velklædt, og fra det øjeblik, de fandt sammen, veg hun stort set ikke fra hans side, hvilket yderligere boostede hans selvtillid. Men vigtigst af alt havde Bonnie samme ambitioner som Clyde: Hun ønskede også at forlade slummen og fattigdommen og skifte det hårde og trøstesløse liv ud med glamour og berømmelse. Hurtigt blev de uadskillige.

Hvordan begyndte Bonnie og Clydes kriminelle makkerskab?

Allerede en måned efter, at de havde mødt hinanden, blev Clyde arresteret og idømt to års fængsel for syv forskellige anklagepunkter, fra biltyveri til besiddelse af tyvekoster. Clyde bad Bonnie smugle en pistol ind til ham i fængslet, og med sans for situationens drama og romantik gik hun med til det. Deres fælles kriminelle karriere var begyndt. Ved hjælp af den indsmuglede pistol brød Clyde og to medfanger ud af fængslet, men de blev hurtigt fanget, og Clydes straf blev forhøjet til 14 års fængsel. Det texanske fængsels- og retssystem brød sig ikke om folk, der flygtede, og som en ekstra straf kom Clyde til at afsone blandt de særligt hårde fanger på Huntsvilles fængselsfarm, Eastham. Eastham var kendt som ’The Bloody ’Ham’, fordi fangerne ofte skar i sig selv for at undgå det hårde, fysiske arbejde. Her blev han underlagt strafarbejde og udsat for systematisk vold fra fængselsbetjentene. Visse indsatte blev gjort til gangmænd med bestemte ansvarsområder. Det ser man også i danske fængsler, men på Eastham blev disse gangmænd udvalgt efter deres grusomhed og de fik fuldkommen frie hænder. Gennem et år blev han gennemtæsket og voldtaget af gangmanden Ed Crowder. Ydmygelsen var for meget for Clyde, og da en medfange tilbød ham at tage skylden for en hævnaktion mod gangmanden, lokkede Clyde gangmanden ud til bruserne (et yndet sted for tidligere voldtægter), hvor han knuste Crowders kranie med et jernrør.

For at undgå det hårde fysiske arbejde fulgte Clyde samme strategi, som mange af sine medfanger. Han skar to af sine tæer af, men uheldigvis blev han tildelt prøveløsladelse allerede en uge senere, i februar 1932. Hans mor Cumie havde under Clydes fængselsophold skrevet mange bønfaldende breve til guvernøren, og det havde endelig båret frugt.

Han opsøgte Bonnie, der i mellemtiden havde fået en ny kæreste. Så snart hun genså Clyde, opgav hun imidlertid sin nye fyr og vendte tilbage til Clyde. Depressionen gjorde det svært at finde job, og det var endnu sværere for Clyde at fastholde ét, fordi politiet anholdt og løslod ham i tide og utide i et forsøg på at presse ham ud af byen. Clyde besluttede, at han aldrig ville have et almindeligt lønarbejde igen. Dermed var indledningen taget til det, der skulle blive Bonnie og Clydes egentlige fælles kriminelle løbebane.

Hvem var Barrow-banden?

Ca. 1932-1934 - Clyde Barrow. Han poserer for fotografen bevæbnet. Foto: CORBIS/Polfoto
Ca. 1932-1934 - Clyde Barrow.
Han poserer for fotografen bevæbnet.
Foto: CORBIS/Polfoto

Barrow-banden, der blev opkaldt efter Clydes efternavn, antages at være ansvarlig for mordet på mindst ni betjente og adskillige civile, samt en hel serie af biltyverier, indbrud og bankrøverier. Desuden tog øjenvidner, som anklagerne tit baserede sig på, ganske ofte fejl, beskriver journalisten Jeff Guinn i “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde”, og selv om fingeraftryksteknikken var opfundet, så var der ikke mange lokale politistationer, der havde et sådant arkiv. Det sætter spørgsmålstegn ved rigtigheden af visse anklager, men Guinn baserer dels sine antagelser på de officielle kilder, dels på senere interviews med Bonnie og Clydes familie og tidligere bandemedlemmer.

Banden bestod af Clyde, og fra og med august 1932 også Bonnie. Bandens øvrige medlemmer kom og gik, kun Ralph Fults, W.D. Henry Methvin var tilknyttet banden i længere perioder. Rekrutteringen af nye medlemmer forløb uden de store vanskeligheder, fordi bandens forbrydelser fik så stor mediedækning, at nye potentielle medlemmer selv opsøgte Bonnie og Clyde - eller nemt lod sig lokke med ombord. Men de blev sjældent særligt længe, når først de opdagede, hvor stor en amatør Clyde i virkeligheden var.

Efter de blev løsladt fra Eastham Prison Farm, havde Clyde og hans tidligere medfange Ralph Fults planer om at arrangere en storstilet fangeflugt derfra, men til det skulle de bruge betydelige økonomiske midler. Efter en række smårapserier gennemførte de sammen med den unge forbryder Raymond Hamilton deres første succesfulde bankkup i Lawrence, Kansas, i marts 1932. Ralph Fults hævder (i John Neal Philips interview-bog) at røveriet gav imponerende 33.000 dollar, som givetvis er en af de største udbytter banden nogensinde er sluppet væk med. Clyde og Fults investerede deres del af pengene i våben og skudsikre veste, som dog viste sig at være af dårlig kvalitet eller decideret defekte.

Derfor tog Clyde og Fults Bonnie med til Tyler, Texas i april 1932, hvor de stjal et par hurtige biler. Derefter kørte de til Kaufman, hvor de brød ind i en isenkræmmer, men blev overrasket af en nattevagt. Clyde slap væk med byen i hælene, mens Fults og Bonnie blev fanget.

Bonnie tilbragte et par måneder i det lokale fængsel, hvor hun skrev digte, bl.a. om ulykkelige prostituerede, hvilket skærper mistanken om, at hun havde personlig kendskab til faget.

Mens Bonnnie var i fængsel levede Clyde turbulent og begik flere mord, røverier og mindre ulovligheder. Clyde blev blandt andet involveret i et røveri, hvor en juveler blev dræbt. Juvelerens kone identificerede ham som morderen, selv om han slet ikke befandt sig på åstedet, da han skulle køre flugtbilen.

Det gjorde han til gengæld, da to politimænd blev skudt ned i Stringtown, Oklahoma i august 1932, hvor han sammen med bandemedlemmerne Raymond Hamilton og Ross Dyer besøgte det lokale halbal for at fejre et mindre kup begået uden Bonnie. To politibetjentene greb ind, da ballade mellem de lokale og banden var under opsejling, og i panik åbnede Clyde og Hamilton ild. Den ene betjent overlevede, men den anden mistede livet.

Øjenvidner gav også Clyde skylden for røveri og mord på en købmand i oktober, men som Jeff Guinn viser i “Go Down Together: The True, Untold Story of Bonnie and Clyde”, var han slet ikke i nærheden af Sherman, Texas, hvor drabet fandt sted.

I december 1932 stjal Clyde og den kun 16-årige W.D. Jones en bil, men ejeren satte efter dem, nåede op på trinbrættet og fik fat i Clydes hals. Clyde eller W.D. skød ejeren, der døde på stedet.

Clydes bror Buck og hans kone Blanche var også en del af banden i en periode. Buck, der netop havde afsonet en fireårig fængselsstraf, havde intentioner om at få Clyde til at melde sig selv, men det endte med, at Clyde fik hevet Buck tilbage i kriminalitet i stedet. Bucks kone misbilligede den kriminelle levevej, men var ligeså hengiven over for Buck, som Bonnie var over for Clyde, og hun fulgte derfor Buck ind i banden og dens kriminelle aktiviteter. De tog på ferie i Joplin, Missouri, men blev opsøgt af politiet, der havde mistanke om, at den stod bag spritsmugling. Banden undslap, men ikke uden at én betjent blev dræbt og én dødeligt såret.
Banden søgte tilflugt i Platte City, Missouri. Men også her blev politiet snart mistænksomme og indledte et bagholdsangreb, hvor storebror Buck blev ramt af skud i hovedet. Banden besluttede sig for at gemme sig i en park, men endnu et angreb var under opsejling. Buck og Blanche blev fanget og Buck døde på hospitalet, mens Blanche blev idømt 10 års fængsel.

I januar assisterede Bonnie Clyde i realiseringen af Clydes gamle drøm: En fangeflugt fra Eastham. En af de undslupne, Henry Methvin, sluttede sig til banden og kom senere til at spille en skæbnesvanger rolle i Bonnie og Clydes liv.

Efter fangeflugten fra Eastham blev politimanden Frank Hamer sat til at fange Bonnie og Clyde. Hamer var på det tidspunkt det mest berygtede medlem af den statsomspændende specialenhed The Texas Rangers, en mand, der foruden sin betydelige størrelse havde ry for at være både snu, frygtløs og ubarmhjertig.

Hvordan blev Bonnie og Clyde opfattet i det kriminelle miljø?

På trods af, at Clydes planer ofte var lige så hullede, som de blev klodset udført, skildrede pressen ham som yderst snedig. Populære kriminalmagasiner, der bestod mere af fiktion end fakta, beskrev desuden Clydes særlige instinkt, der angiveligt gjorde det muligt for ham at lugte fare, længe før politiet ankom. Bonnie og Clyde nød imidlertid ikke samme respekt blandt andre kriminelle bander i deres samtid. Bankrøveren Pretty Boy Floyd, som Bonnie og Clyde beundrede og flere gange prøvede at opsøge i håb om at indgå et samarbejde, mente f.eks. at parret var ”for skødeløse med civile liv”, mens flugtkongen og bankrøveren John Dillinger kaldte dem for ”et par unger, der tog af husholdningskassen,” fortæller Jeff Guinn i sin biografi om Bonnie og Clyde (se kilder).

Hvordan blev Bonnie og Clyde fremstillet i medierne?

Alligevel overskyggede Bonnie og Clyde de mere professionelle kolleger, når det kom til pressebevågenhed. Både aviser og magasiner led under faldende salgstal, som følge af Depressionen, og i historierne om Bonnie og Clyde fandt de stof til sensationelle artikler, som i hvert fald i en periode kunne øge salgstallet og vende den negative økonomiske udvikling. Strategien virkede: Det lovløse par var en god historie. I starten var mediernes fremstilling af Bonnie og Clyde overvejende positiv. De blev fremstillet som et par unge, frie og forelskede eventyrere, der tog skæbnen i egen hånd - en vinkel, der appellerede til den store del af avis og magasinlæsere, der oplevede bagsiden af den amerikanske drøm, som følge af Depressionen.

Billedet af Bonnie som Clydes glamourøse og hengivne ledsager, ændrede sig dog med tiden. Fjollede billeder af Bonnie med en pistol i hånden, en fod på trinbrættet og en cigar i munden, som banden tog og efterlod i en kasseret bil, ændrede hendes ry i pressen, fra den forelskede, lidt uskyldige medløber til cigarrygende og skrupelløs gangsterpige.

Hvordan blev Bonnie og Clyde opfattet i den brede befolkning?

Depressionen og den udbredte fattigdom der fulgte var med til at give Bonnie og Clyde et positivt omdømme i store dele af befolkningen. Billedet af det smukke, unge par, der valgte det anarkistiske og lovløse liv på landevejen frem for det hårde liv i slummen med arbejdsløshed eller hårdt ufaglært arbejde, vakte drømme om frihed og lette penge hos almindelige mennesker, og parrets dramatiske skæbne fascinerede folk. Sympatien for dem voksede på grund deres rebelske adfærd over for politiet, som af mange fattige blev anset for at være en undertrykkende og uretfærdig myndighed. Bonnie og Clydes røverier mod bankerne blev identificeret med kapitalismens brutalitet og den voldsomme ulighed i samfundet. Men også befolkningen vendte sig imod Bonnie og Clyde efter en tragisk dag i 1934.

Den 1. april 1934 blev Bonnie, Clyde og det nye medlem af Barrow-banden Henry Methvin opsøgt af to betjente. Methvin åbnede ild mod betjentene, og Clyde fulgte trop. Begge betjente blev dræbt; den ene var kun 24 år gammel og det var hans første dag på jobbet. Pressen blæste historien op, og det blev kun værre, da betjentens 20-årige forlovede mødte op til begravelsen i den brudekjole, hun havde købt med tanke på deres planlagte bryllup. Et vidne hævdede fejlagtigt, at Bonnie var den ene af gerningsmændene, og folkestemningen vendte til vrede og forargelse mod Bonnie og Clyde, hvilket medierne ikke var sene til at udnytte. Mediernes skildring af Bonnie og Clyde ændrede sig, fra romantiske rebeller til nådeløse og hårdkogte kriminelle.

Hvordan sluttede Bonnie og Clydes kriminelle eventyr?

Efter mordet på den 24-årige motorcykelbetjent blev der lagt pres på Frank Hamer, der var sat til at fange Bonnie og Clyde. Siden fangeflugten fra Eastham havde Hamer forfulgt parret på afstand, med planer om at lægge den perfekte fælde for dem. Nu ville statens embedsmænd, og ikke mindst Texas-guvernør Ma Ferguson, se resultater. Hamer intensiverede eftersøgningen og sammensatte et hold af våbenføre mænd, der kunne være klar, når fælden skulle klappe.

Henry Methvin var på dette tidspunkt Barrow-bandens eneste faste medlem foruden Bonnie og Clyde, og de tre opholdt sig ofte hos Methvins familie i Bienville Parish, Louisiana. I samarbejde med den lokale sherif lykkedes det Hamer at slå en handel af med Henry Methvins forældre, der til gengæld for at angive banden til politiet, blev lovet fuld benådning for deres søn.

Den 23. maj 1934 skjulte Hamer og hans folk sig langs vejen til Methvin-familiens hus, hvor Henry Methvin havde aftalt at mødes med Bonnie og Clyde. Henry Methvins far Ivy parkerede sin bil på vejen, som om han havde fået motorstop, for at få Bonnie og Clyde til at stoppe. Planen var, at parret skulle have mulighed for at overgive sig. Men da parret kom ned ad vejen og stoppede foran Ivy Methvins bil, kom en ivrig og uerfaren vicesherif, der deltog i aktionen, til at åbne ild mod bandens bil, inden Frank Hamer nåede at tilbyde dem at overgive sig. Clyde blev ramt af en kugle i tindingen og døde øjeblikkeligt. De andre politifolk var rådvilde i nogle sekunder. men så begyndte gruppen at affyre deres våben. En af betjentene, Ted Hinton, fortæller i bogen ’Ambush: The Real Story of Bonnie and Clyde’, at gruppen affyrede omkring 150 skud under aktionen, og de massive skudsalver ramte Bonnie, som døde på stedet. Ivy Methvin overlevede kun, fordi han nåede at dukke sig og rulle ind under sin bil. Men efter 102 dages jagt på det berømte par ville Frank Hamer være sikker på, at forbryderparret var sat endeligt ud af spillet, så han affyrede selv endnu en skudsalve gennem passagervinduet på parrets bil, hvorefter han gik frem til bilen og affyrede endnu en serie skud gennem sidevinduet og forruden, ind i Bonnies døde krop.