Berlinmurens fald

Hvad var baggrunden for Berlinmurens fald?

I revolutionsåret 1989 bredte massive folkelige protester sig i det kommunistiske Østeuropa. Det endelige brud på jerntæppet mellem Øst- og Vesteuropa fandt ifølge bogen ”Et helt Europa” (se kilder) sted i september 1989, da den ungarske regering åbnede grænsen mod Østrig for østtyskerne. Via Ungarn kunne østtyske flygtninge komme til Østrig og dermed videre til andre vestlige lande.
Beslutningen udløste en masseflugt fra Østtyskland, som gjorde DDR’s position som stat uholdbar og fik andre østtyskere til at demonstrere for større frihed og bedre leveforhold. Hvordan livet i Vesttyskland blev levet, kunne østtyskerne dagligt betragte via fjernsynet.
Under disse forhold var det kun et spørgsmål om tid, før det østtyske system ville bryde sammen.

Hvordan reagerede Gorbatjov på protesterne i DDR?

I DDR nåede man lige akkurat at fejre statens 40-års dag. Det skete i oktober 1989, og blandt gæsterne var den sovjetiske leder Gorbatjov, der ikke var i tvivl om, hvor udviklingen bar hen. I sin tale udtalte han således: "Den, der kommer for sent, bliver straffet for livet". Det regerende østtyske parti, SED, afsatte kort efter Erich Honecker i håb om, at det ville dæmpe folkets protester.

Sovjetunionen meddelte efterfølgende, at østtyskerne ikke skulle regne med nogen form for militær hjælp til at genskabe roen i landet. Uden en sådan hjælp stod systemet ikke til at redde, og demonstrationerne fortsatte.

Hvordan foregik Murens fald?

På et møde den 9. november 1989 vedtog den østtyske ledelse nogle lempelser i loven, der fra den følgende dag ville give østtyske borgere adgang til at passere Berlinmuren med pas i hånden. DDR-ledelsen forsøgte her at købe sig noget tid, da de fleste DDR-borgere ikke ejede et pas og først skulle søge om et.
Regeringens talsmand Günter Schabowski fik opgaven med at orientere pressen, men Schabowski havde ikke selv deltaget i det forudgående møde og var i forvejen udmattet. Pressekonferencen er beskrevet i Jan Bo Hansens bog ”Muren” (se kilder). Et godt stykke inde i seancen meddelte Schabowski i sit svar på et tilsyneladende uskyldigt spørgsmål, at regeringen ”gør det muligt for enhver borger at rejse ud over DDR's grænseovergange”. Journalisterne spurgte råbende, hvornår det ville træde i kraft. Den uforberedte Schabowski svarede efter lidt mumlen og roden i sine papirer: ”Det træder så vidt jeg ved ... det er straks, ufortøvet.”
Nyheden om den åbne grænse bredte sig med lysets hast blandt den østberlinske befolkning. Folk strømmede til grænseovergangene og krævede fri passage. Trods manglende instrukser valgte vagterne ved næsten alle overgange at lade folk passere, og den første nat besøgte cirka 70.000 østtyskere Vestberlin, hvor de blev modtaget med jubel.
Dermed var det lidt af en tilfældighed, at DDR kollapsede så pludseligt og fredeligt, som det gjorde. Processen frem mod åbningen af Muren og tiden efter beskrives detaljeret i den danske dokumentarfilm ”1989” (se kilder).

 

Om den nye lov den 11. november 1989, der giver østtyske borgere tilladelse at rejse ud af DDR’s grænseovergange:

 

Hvad blev der af Muren?

Bortset fra nogle enkelte dele, der står som fredede monumenter, er Berlinmuren revet ned. De fleste rester af Muren blev anvendt ved vejbyggeri i Østtyskland, men ikke så få fragmenter er blevet solgt til turister som souvenirs.

Det længste bevarede stykke af Muren er 1.316 meter langt og er nu en af Berlins mest kendte turistattraktioner, East Side Gallery. Det består af en lang række kunstværker malet direkte på den østlige side af Muren og blev skabt kort tid efter Murens fald af 118 kunstnere fra 21 lande. Så sent som i 2018 fandt en gruppe borgere på gåtur i en park et 20 meter langt stykke af baglandsmuren, som havde været gemt bag bevoksning. Der blev ifølge artiklen ”Large section of Berlin Wall found as city commemorates its victims” (se kilder) omgående indsendt en ansøgning om at få stykket anerkendt som historisk mindesmærke for at beskytte en af de få tilbageværende rester af Muren.

 

Borgerne i Berlin bryder hul i muren og folk strømmer igennem: