Aung San Suu Kyi sidder til møde med militærfolk
Aung San Suu Kyi (th) ved et koordinerende statsmøde i Naypyitaw den 27. november 2017.
Foto: Hein Htet / Scanpix

Myanmar

cand.mag. Madeleine Saunte, iBureauet/Dagbladet Information. 2012. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, november 2017. Opdateret af journalist Lasse Skytt, Bureauet, marts 2021.
Top image group
Aung San Suu Kyi sidder til møde med militærfolk
Aung San Suu Kyi (th) ved et koordinerende statsmøde i Naypyitaw den 27. november 2017.
Foto: Hein Htet / Scanpix

Indledning

Myanmar i Sydøstasien har haft en omtumlet historie siden landets uafhængighed efter Anden Verdenskrig. Efter 60 års diktatur og isolation fra omverdenen begyndte Myanmar i 2008 at iværksætte demokratiske reformer, og i 2015 fandt et delvist frit valg sted. I modsætning til det foregående valg i 1990, hvor militæret valgte at ignorere resultatet, fik valget i 2015 reel betydning. Demokratiforkæmper og Nobelprismodtager Aung San Suu Kyi blev landets politiske leder. Med hende i spidsen har Myanmar dog været præget af forbrydelser mod landets muslimske mindretal, rohingyaerne, og begivenhederne blev i 2017 betegnet som etnisk udrensning af en FN-menneskerettighedschef. Militæret har heller ikke sluppet sit greb om landet, og i februar 2021 kuppede det sig til magten og fjernede landets demokratisk valgte ledere, heriblandt Aung San Suu Kyi, som blev arresteret. Militæret har erklæret en undtagelsestilstand frem til 2022, men det sker foreløbig med historiske protester og sanktioner fra både ind- og udland.

Why Has There Been a Coup in Myanmar? Forklarende video på 20 minutter. Produceret af History with Gilbert på YouTube, februar 2021.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Myanmar

Hedder det Burma eller Myanmar?

Myanmar – eller Burma – er et land i Sydøstasien. Dets to navne er et godt eksempel på landets konfliktfyldte politiske klima. Det var militærdiktaturet, som i 1998 ændrede landets engelske navn fra ”the Union of Burma” til ”the Union of Myanmar”. Myanmar er landets officielle navn, men militærstyrets største oppositionsparti, Aung San Suu Kyis National Democracy League (NDL), insisterede længe på det gamle navn Burma. Efter hun overtog regeringsmagten i 2016, har hun dog selv kaldt landet Myanmar, blandt andet i en tale ved FN. Derfor er der i dag mindre debat om navnet, men i dagligdagstale kalder de fleste af landets borgere stadig landet for Myanmar.
I denne artikel bruges navnet Burma, når der refereres til landet inden 1998 i forbindelse med Aung San Suu Kyi, og navnet Myanmar, når der er tale om begivenheder efter navneskiftet i 1998, eller i forbindelse med militærstyret i tiden før det.

Hvad er Myanmars moderne historie?

Det centrale Burma var et selvstændigt rige ledet af Konbaung-dynastiet i 1800-tallet, inden det britiske imperium i 1886 erobrede hele landet. I 1930’erne voksede nationalfølelsen og antikolonialistiske strømninger frem blandt burmeserne. Som følge af det internationale rismarkeds kollaps i 1930 blev tusindvis af bønder forarmet og kom i gæld til britiske banker og pengeudlånere. Samtidig vandt marxismens idéer udbredelse i akademiske kredse, og i 1936 udviklede en studenterstrejke under ledelse af oprøreren Aung San sig til en national protest vendt mod briterne. Under Anden Verdenskrig fulgte en turbulent periode for landet, hvor burmeserne i et forsøg på at hente hjælp udefra først kom under japansk besættelse og siden tilbage under englænderne i 1945. Efter forhandlinger om uafhængighed, ledet af Aung San, fik landet sin første forfatning i 1947. Aung San nåede aldrig at opleve frugterne af sin indsats: Han blev myrdet af en militærenhed i paladset den 19. juli 1947 – mindre end et halvt år, før landet endelig opnåede selvstændighed den 4. januar 1948. Attentatet på Aung San blev af folket opfattet som et martyrium, og han fik status som nationalhelt og idol.

Hans død fik alvorlige konsekvenser for den unge stats bæredygtighed. Inden koloniseringen havde de fleste etniske grupper i Burma været uafhængige folk, som styrede efter traditionelle politiske systemer i deres respektive områder. Da briterne efter Anden Verdenskrig forberedte tilbagetrækningen fra kolonierne, krævede de fleste etniske grupper deres uafhængighed og dermed retten til at danne egne stater. Men i stedet blev de, ikke mindst takket været Aung Sans dygtige forhandlinger, enige om tilsammen at danne Den Burmesiske Union, baseret på principperne om lighed, gensidig respekt og ret til selvbestemmelse. Ifølge aftalen skulle Den Burmesiske Union være en forbundsstat, men de ledere, som fulgte efter Aung San, overholdt ikke aftalen, og Burma blev i stedet en enhedsstat med nationalisten U Nu på posten som premierminister. Styrets brud på forfatningsaftalen medførte en urolig periode i 1950’erne og 1960’erne præget af interne konflikter og af borgerkrig. Problemer, som omverden ikke hørte meget til, fordi opmærksomheden var rettet mod de mere voldsomme konflikter i Korea og Vietnam.

Hvornår kom militærstyret til magten?

Det urolige politiske klima skabte grobund for general Ne Wins statskup den 2. marts 1962. Kuppet blev enden på det demokratiske Burma. Ne Win ophævede unionsforfatningen, opløste parlamentet og arresterede alle regeringsmedlemmer, heriblandt premierminister U Nu og præsident Sao Shwe Taik. Med jernhånd regerede General Ne Win landet som militærstyre i 27 år. Han oprettede Burmas Socialistiske Programparti (BSPP), som reelt var under militærets kontrol, og forbød alle andre partier. Han nationaliserede bankerne, risindustrien – der var kilde til 70 procent af landets valutaindtægter – og den øvrige handel.

Under hans diktatur gik Burma, tidligere kendt som ’Asiens risskål’, fra at være et af Asiens rigeste lande til at være et af de fattigste lande i verden. Økonomien skrumpede, mens militæret brugte alle de ressourcer, regimet fandt nødvendig til at bekæmpe intern modstand. Fattigdommen tog til gennem årene.

Hvordan begyndte Myanmar at bevæge sig væk fra militærdiktaturet?

I 2008 gennemførte militæret en forfatningsændring, der ændrede retssystemet i demokratisk retning og banede vej for frie valg. Baggrunden for reformerne var ifølge artiklen, at militærdiktaturet havde brug for stabilitet efter voksende utilfredshed i befolkningen med militærstyret, og at der blev lagt vægt på retlige reformer fra det internationale samfund. Der blev afholdt valg i 2010, men det blev af det internationale samfund betragtet som udemokratisk. Aung San Suu Kyi og hendes parti stillede slet ikke op til valget, fordi hun først blev løsladt fra husarrest, seks dage efter valget var overstået, ligesom der ikke var nogen adgang for valgobservatører eller udenlandske medier, hvorimod der var stærk censur af nationale medier.

Hvad skete der ved valget i 2012?

Den 1. april 2012 blev Aung San Suu Kyi valgt ind i parlamentet, og hendes parti NDL fik 43 af de 44 ledige pladser, som var på valg. Det var en stor fremgang for demokratiet i landet, men der var lang vej endnu: Resten af pladserne var forhåndsgivet til militærstyret, som stadig var i overvældende flertal med 664 medlemmer, som DR Nyheder skriver i artiklen ”Aung San Suu Kyis parti vandt 43 pladser” (se kilder). De indvalgte politikeres indflydelse blev med andre ord begrænset. At nationens frihedsikon, Aung San Suu Kyi, som har været i husarrest det meste af sit politiske liv, endelig kom i parlamentet, var imidlertid et stærkt signal, som gav håb for oppositionen. Selv udtrykte hun efter valget en forsigtig optimisme. Da journalisterne ovenpå valgsejren spurgte, om dagen var vigtig for Burma, svarede hun ifølge ovennævnte artikel afmålt: ”Det vil kun tiden vise”.
I starten var der tvivl om, hvorvidt de valgte politikere overhovedet ville indtage deres pladser i parlamentet. Det forudsatte nemlig, at de aflagde ed på,
at de vil forsvare forfatningen efter militærstyrets direktiver. Aung San Suu Kyi og hendes partifæller valgte i sidste ende at gå på kompromis: ”Igennem årene har vi altid troet på fleksibilitet i kampen, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan nå vores mål uden vold,” sagde hun ifølge Politiken-artiklen ”Aung San Suu Kyi træder ind i Myanmars parlament” (se kilder). Militærstyrets gradvise reformer har blandt andet ført til, at EU og USA midlertidigt suspenderede en stor del af sanktionerne mod Myanmar, som DR Nyheder skriver i artiklen ”Aung San Suu Kyi besøger Europa” (se kilder). Åbningen mod det internationale samfund var en hårdt tiltrængt udvikling i det lukkede og forarmede land, som i 49 år havde været udpint af militærets totalitære magt og underlagt embargo af verdens førende økonomier.

Hvad skete der ved valget i 2015?

Først i 2015 blev der afholdt et valg, der var relativt frit og demokratisk. Der var ikke censur op til valget, hvor 75 procent af pladserne i parlamentet var på spil. Militærstyret sad på de resterende 25 procent af pladserne. Valget i 2015 blev betegnet som det første frie valg i landet siden valget i 1990, og ved valget vandt Aung San Suu Kyi og hendes NDL-parti flertal i begge parlamentets kamre. Omkring 30 millioner burmesere gik til stemmeurnerne. Flere end 90 partier og 6.000 kandidater stillede op til valget, hvor NLD vandt to tredjedele af de stemmer, der ikke på forhånd var reserveret til militæret. Der var både lokale og internationale valgobservatører til stede ved valget, ligesom både internationale og lokale medier dækkede det. Efter valget gik forhandlingerne mellem de demokratisk valgte partier og militærstyret i gang, og i foråret 2016 overtog Aung San Suu Kyi og hendes parti regeringsmagten i landet, om end militærstyret stadig sad solidt på en del af magten.

Myanmar i dag

Hvordan blev Myanmar styret under Aung San Suu Kyis ledelse?

Fra 2016 kunne Aung San Suu Kyi kalde sig for den politiske leder af Myanmar. Fordi forfatningen fra 2008, som militæret udarbejdede uden opbakning fra NLD, forbyder burmesere, der har en udenlandsk ægtefælle eller børn, at blive præsidenter, kan Suu Kyi ikke blive præsident. Hendes afdøde mand er brite, og de har to børn sammen. Derfor har den officielle præsident været Htin Kyaw; han blev den første præsident siden 1962, der ikke har forbindelser til militæret. Reelt har Aung San Suu Kyi dog været landets leder, som Politiken skriver i artiklen ”Myanmars regering holder løfte og benåder politiske fanger” (se kilder). Den udlægning har stort set alle aviser og mange politikere været enige om. Når politikere og avisledere har opfordret Myanmar til at stoppe angrebene på de etniske mindretal, hvilket du kan læse mere om nedenfor, er det Aung San Suu Kyi og ikke Htin Kyaw, de retter opfordringen til.

Aung San Suu Kyis officielle titel er statsrådgiver, og derudover er hun udenrigsminister, energiminister, uddannelsesminister og minister ved præsidentens kontor. Det skriver Kristeligt Dagblad i artiklen ”Myanmars mest kendte kvinde skuffer som leder” (se kilder). Ligesom militæret i forfatningen har sikret sig selv retten til en fjerdedel af pladserne i parlamentet (og har sikret sig selv vetoret over forfatningsændringer), så udpeger de også tre af de tungeste ministerposter, som hver især har stor betydning for landets sikkerhed; militæret sidder tungt på indenrigsministeriet, forsvarsministeriet og ministeriet for grænseanliggender. Derudover er seks ud af 11 medlemmer af det nationale råd for forsvar og sikkerhed, som er yderst magtfuldt, fordi det har magten til at afsætte en demokratisk valgt regering, udpeget af militæret. Det skriver Information i artiklen ”Farvel til censur i Myanmar: Fri presse gav farvet valgdækning” (se kilder). Selvom regeringsmagten officielt har tilhørt NLD og Aung San Suu Kyi, har magten altså været delt mellem militæret og de demokratisk valgte politikere.

Hvorfor bliver Myanmar i 2017 beskyldt for etnisk udrensning?

Myanmar består af mange etniske grupperinger. Ifølge Al-Jazeera er der mere end 135 etniske grupper. Heraf er de etniske burmesere den største gruppe på omkring 70 procent af befolkningen. I modsætning til visse af de etniske mindretal har de burmesisk som deres modersmål, og de har boet i Irrawaddy-flodbassinet i det centrale Myanmar i århundreder. Der findes omkring tre millioner rohingya-muslimer, og de kaldes ifølge artiklen fra Al-Jazeera for ”verdens mest forfulgte folkefærd”, blandt andet på grund af de menneskerettighedsforbrydelser, de udsættes for i Myanmar, hvor styret betragter dem som illegale migranter. Langt størstedelen af rohingyaerne i Myanmar bor i delstaten Rakhine, der grænser op til Bangladesh. Allerede i 1982 blev rohingyaerne frataget deres burmesiske statsborgerskab sammen med andre etniske mindretal. Det skete, da militærdiktaturet vedtog en lov, der i praksis fratog alle, der ikke mentes at være oprindeligt fra Myanmar, deres statsborgerskab. Det opridser Politiken i tidslinjen ”Rohingyaer har været forfulgt i flere årtier” over konflikten (se kilder). I 2007 foreslog FN's Sikkerhedsråd en resolution, der skulle få Myanmar til at stoppe forfølgelsen af etniske minoriteter, men Kina og Rusland nedlagde veto og blokerede dermed for resolutionen. De følgende år tog volden til, og der var flere voldelige sammenstød mellem buddhister, blandt andet buddhistiske munke, og rohingya-muslimerne, skriver Politiken. Mere end 100.000 rohingyaer flygtede i 2012 fra Myanmar, men blev afvist i nabolandene, når de nærmede sig deres kyster i de både, de flygtede i. I 2015 blev rohingyaerne frataget stemmeretten til en folkeafstemning om landets forfatning, og i 2016 var der voldsomme sammenstød og fordrivelse af rohingya-muslimer, efter at militante rohingyaer angreb tre grænseposter. I august 2017 angreb rohingyaer igen en grænsepost, og 12 soldater fra sikkerhedsstyrkerne mistede livet. Det fik militæret til at kalde rohingyaerne for terrorister. Der blev sendt mere militær til regionen og iværksat en militæraktion – som militæret kaldte en sikkerhedsaktion – ind mod dem, samtidig med at de forhindrede internationale observatører og journalister adgang til Rakhine-delstaten. I løbet af efteråret 2017 flygtede flere end 400.000 rohingyaer over grænsen til Bangladesh, hvor der i forvejen var flere hundredtusinder flygtninge fra Myanmar. At militæret har lukket af for udefrakommendes adgang til Rakhine, betyder, at det er svært for det internationale samfund at vide, præcis hvad der foregår i delstaten. Men ifølge øjenvidneberetninger og satellitbilleder har militæret dræbt, voldtaget og begået anden vold mod civile, sat ild til deres huse og brændt hele landsbyer ned samt gravet landminer ned i det område, rohingyaerne skal igennem for at nå Bangladesh. Ifølge FN’s menneskerettighedschef Zeid Raad Al Hussein er der tale om ”et skoleeksempel på etnisk udrensning” og ”en ondskabsfuld militæroperation”, som DR.dk skriver i artiklen ”FN om blodbad i Myanmar” (se kilder). Aung San Suu Kyi har afvist anklagerne, men FN har gentaget dem, skriver DR.dk i artiklen. FN har gentagne gange anmodet om at nedsætte en undersøgelseskommission, men det har Aung San Suu Kyi afvist.