Aung San Suu Kyi

Artikel type
faktalink
cand.mag. Madeleine Saunte, iBureauet/Dagbladet Information. 2012
Main image
Muanmar's demokratiske leder Aung San Suu Kyi ankommer til Oxford  University i det sydlige England den 19. juni 2012. Et bevægende besøg i et land hvor hun forlod sin familie for 24 år siden.
Muanmar's demokratiske leder Aung San Suu Kyi ankommer til Oxford University i det sydlige England den 19. juni 2012. Et bevægende besøg i et land hvor hun forlod sin familie for 24 år siden.
Foto: POOL / Scanpix

”The lady of no fear”, demokratiforkæmperen og nobelprismodtageren Aung San Suu Kyi, er en legende på niveau med Nelson Mandela og Mahatma Gandhi. I over tyve år har hun kæmpet for demokrati og ytringsfrihed i sit hjemland, militærdiktaturet Myanmar. Af samme grund har hun levet i alt 15 år af sit liv i husarrest i barndomshjemmet i Rangoon, spærret inde af styret, som anser hende som en trussel mod deres regime. I dag er Aung San Suu Kyi parlamentariker, og hendes parti, National Democracy League, er med i regeringen. Militærets jerngreb har dog langt fra sluppet sit tag i landet endnu, og vejen til et egentligt demokrati er stadig lang.

 

Historie og baggrund

Hvad er Myanmars moderne historie?

Myanmar – eller Burma – er et land i Sydøstasien. Dets to navne er et godt eksempel på landets konfliktfyldte politiske klima. Det var militærdiktaturet som i 1998 ændrede landets engelske navn fra ”the Union of Burma” til ”the Union of Myanmar”. Selv om Myanmar nu er landets officielle navn, er der stadig uklart, hvad man skal kalde det. Militærstyrets største oppositionsparti, Aung San Suu Kyis National Democracy League, insisterer på det gamle navn Burma. Derfor bliver alene det at benævne landet et spørgsmål om politisk stillingstagen.
I denne artikel bruges navnet Burma, når der refereres til landet inden 1998, og i forbindelse med Aung San Suu Kyi, og navnet Myanmar, når der er tale om begivenheder efter navneskiftet i 1998, eller i forbindelse med militærstyret.
Det centrale Burma var et uafhængigt rige i 1800-tallet, inden det blev indlemmet i det britiske imperium i 1886. I 1930’erne voksede nationalfølelsen og antikolonialistiske strømninger frem blandt burmeserne. Som følge af det internationale rismarkeds kollaps i 1930 røg tusindvis af bønder ud i gæld og forarmelse i hænderne på de britiske banker og pengeudlånere. Samtidig vandt marxismens idéer udbredelse i akademiske kredse, og i 1936 udviklede en studenterstrejke under ledelse af Aung San sig til en national protest vendt mod briterne. Under 2. Verdenskrig fulgte en turbulent periode for landet, hvor burmeserne i et forsøg på at hente hjælp udefra først kom under japansk besættelse og siden tilbage under englænderne i 1945. Efter forhandlinger om uafhængighed, ledet af den dygtige politiker Aung San, fik landet sin første forfatning i 1947. Aung San nåede aldrig at opleve frugterne af sin indsats: Han blev myrdet af en militærenhed i paladset den 19. juli 1947, mindre end et halvt år før landet endelig opnåede selvstændighed den 4. januar 1948. Attentatet på Aung San blev af folket opfattet som et martyrium, og han fik status som nationalhelt og idol. Hans død fik alvorlige konsekvenser for den unge stats bæredygtighed: Inden koloniseringen havde de fleste etniske grupper i Burma været uafhængige folk, som styrede efter traditionelle politiske systemer i deres respektive områder.

Da briterne efter 2. Verdenskrig forberedte tilbagetrækningen fra kolonierne, krævede de fleste etniske grupper deres uafhængighed og dermed retten til at danne egne stater. Men i stedet blev de, ikke mindst takket været Aung Sans dygtige forhandlinger, enige om tilsammen at danne Den Burmesiske Union, baseret på principperne om lighed, gensidig respekt og ret til selvbestemmelse.

Ifølge aftalen skulle den burmesiske union være en forbundsstat, men de ledere, som fulgte efter Aung San, overholdt ikke aftalen, og Burma blev i stedet en enhedsstat med U Nu på posten som premierminister.Styrets brud på forfatningsaftalen medførte en urolig periode i 1950’erne og 1960’erne, præget af interne konflikter og af borgerkrig. Problemer, som omverden ikke hørte meget til, fordi opmærksomheden var rettet mod de mere voldsomme konflikter i Korea og Vietnam. 

Hvornår kom militærstyret til magten?

Det urolige politiske klima skabte grobund for general Ne Wins statskup den 2. marts 1962. Kuppet var enden på det demokratiske Burma: Ne Win ophævede unionsforfatningen, opløste parlamentet og arresterede alle regeringsmedlemmer, heriblandt premierminister U Nu og præsident Sao Shwe Taik. General Ne Win regerede landet som et jernhårdt militærstyre i 27 år. Han oprettede et socialistisk parti, Burmas Socialistiske Programparti (BSPP), som reelt var under militærets kontrol, og forbød alle andre partier. Han nationaliserede bankerne, risindustrien -kilde til 70 % af landets valutaindtægter – og den øvrige handel.
Under hans diktatur gik Burma, tidligere kendt som ’Asiens risskål’ fra at være et af Asiens rigeste lande til at være et af de fattigste lande i verden. Økonomien skrumpede, mens militæret brugte alle de ressourcer, som regimet fandt nødvendig, til at bekæmpe intern modstand. Fattigdommen tog til gennem årene på grund af dårlig ledelse, korruption og borgerkrig.

Hvad er Aung San Suu Kyis baggrund?

Aung San Suu Kyi var kun to år gammel, da faren Aung San blev myrdet. Født i Burmas daværende hovedstad Rangoon den 19. juni 1945 flyttede hun til Delhi med familien i 1960, fordi moren Daw Khin Kyi var blevet udnævnt til burmesisk ambassadør i Indien og Nepal. Fra 1964 til 1967 studerede Aung San Suu Kyi filosofi, politik og økonomi på St. Hugh’s College i Oxford, England. Derefter arbejdede hun et år i FN’s sekretariat i New York og et år i Bhutans Udenrigsministerium, inden hun i 1972 giftede sig med den britiske Tibet-forsker Michael Aris, som hun havde mødt på universitetet. Parret slog sig ned i England og fik sønnerne Alexander Myint San Aung i 1973 og Kim Maung Htein Lin i 1977. I disse år, hvor børnene var små, arbejdede ægtemanden Michael Aris på sin doktorafhandling, og Suu Kyi dedikerede sig til rollen som mor og hustru. Det forhindrede hende dog ikke i sideløbende at skrive en biografi om faren Aung San, som udkom i 1984. Og fordi faren fik sin militære uddannelse i Japan, lærte hun sig oveni købet japansk under sin research og knyttede mange kontakter til landet, som i 1985 resulterede i et etårigt gæstestipendium på universitetet i Kyoto. I marts 1988 vendte Aung San Suu Kyi hjem til Burma fra England for at pleje sin mor, der var ramt af et slagtilfælde. Det viste sig at blive et vendepunkt i Aung San Suu Kyis liv: Tilfældet ville, at hendes tilbagevenden faldt sammen med studenterbevægelsens oprør mod styret. Militæret svarede igen på demonstrationerne med åben ild i en historisk massakre, der senere blev kendt som ’88-opstanden, og som kostede mere end 3.000 mennesker livet. Aung San Suu Kyi besluttede sig for at blive i sit land og kæmpe mod volden og for et demokratisk Burma. Det blev starten på Aung San Suu Kyis liv som menneskerettighedsforkæmper, nationalsymbol, åndelig leder og politisk fange.

Hvad er kronologien i Aung San Suu Kyis karriere som politiker?

8. august 1988: Den folkelige opstand mod militærstyret startede i universitetsmiljøet i Rangoon og bredte sig ud til resten af landet. Styret svarede igen ved at åbne ild mod de demonstrerende civile, og Aung San Suu Kyi, som var i landet for at passe sin syge mor, besluttede sig for at blive og kæmpe for demokratiet. 

26. august 1988: Aung San Suu Kyi talte til en forsamling på mere end en halv million mennesker på højdedragene ved Burmas helligste tempel, Shwe Dagon pagoden i Rangoon, hvor også hendes far havde holdt mange af sine store taler, og stillede krav om en demokratisk regering. Som datter af nationalhelten general Aung San blev Suu Kyi hurtigt frontfigur i kampen for demokratiet og et naturligt samlingspunkt for oppositionen i Burma. 

27. september 1988: Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) blev dannet. I begyndelsen så oprøret mod diktaturet ud til at bære frugt: General Ne Win trådte tilbage, socialistpartiet blev opløst, og der blev lovet afholdelse af et demokratisk parlamentsvalg.  

2. januar 1989: Aung San Suu Kyi's mor Daw Khin Kyi døde den 27. december 1988. Begravelsen den 2. januar tiltrak en enorm skare af tilhængere, og ligtoget udviklede sig til en fredelig protest mod militærstyret. 

Oktober 1988 – juli 1989: Som leder af NLD aflagde Aung San Suu Kyi i denne periode mere end 100 offentlige besøg gennem en omfattende kampagne i Burmas regioner.  

5. april 1989: Aung San Suu Kyi blev konfronteret med en militær enhed under sit ophold i Irrawaddy deltaet, der fik ordre til at lægge an med deres rifler mod hende. En major greb ind i sidste øjeblik, omstødte ordren og forhindrede at hun blev skudt ned. 

20. juli 1989: Militæret stormede Aung San Suu Kyis barndomshjem i Rangoon, som samtidig fungerede som hovedsæde for NLD, og mange af partifællerne blev ført til efterretningstjenestens forhørscenter. Selv blev Suu Kyi sat i husarrest i hjemmet under en militærlov, der tillod tilbageholdelse uden anklage og retssag i tre år.  

27. maj 1990: Burmas første parlamentsvalg i 28 år. Til trods for, at Aung San Suu Kyi sad i husarrest under valgkampen, sejrede hendes parti stort med et flertal på 81 % af pladserne i parlamentet.

Efterfølgende nægtede militærstyret at anerkende resultatet og genoprettede sin totalitære magt under det orwellsk klingende navn ”Rådet til genoprettelse af Lov og Orden” (SLORC). Alle oppositionens partier blev erklæret illegale og deres ledere fængslet eller landsforviste.  

10. august 1991: Militærstyret ændrede med tilbagevirkende kraft den lov, der holdt Aung San Suu Kyi i husarrest til at gælde i fem år uden anklage eller retssag.  

Januar 1994: Militærjuntaen fandt på en ny undskyldning for at fortsætte tilbageholdelsen af Aung San Suu Kyi i atter et år.  

10. juli 1995: Efter seks års fangenskab blev Aung San Suu Kyi løsladt fra sin husarrest. Friheden var dog stadig meget begrænset: Hun måtte ikke eje en fax eller en kopimaskine, hun måtte ikke sætte en parabolantenne op, og hvis hun ville rejse i Burma, var togvognene enten ude af drift eller pladserne udsolgte. Hun måtte ikke eje et pas, 80 % af hendes post kom aldrig frem, og det var forbudt for hende at modtage breve med kurer-firmaer.  

Juni 1996: Som reaktion på de store folkemængder – nogle gange op til 10.000 – som regelmæssigt samledes foran Aung San Suu Kyis hus for at høre hendes taler, forbød SLORC udtalelser rettet mod regeringen og truede med fuldstændig at forbyde NLD's aktiviteter og arrestere dens medlemmer for ulovlig sammenslutning. Alligevel fortsatte tusindvis af Aung San Suu Kyis tilhængere at samles foran hendes hus. Det lykkedes NLD at udforme grundlaget for en ny forfatning, ifølge hvilken de væbnede styrker ikke ville kunne deltage i regeringsarbejdet. Militærjuntaen afviste imidlertid at indlede en dialog og krævede, at militæret fortsat skulle spille en fremtrædende rolle i landets politiske liv. Arrestationerne af NLD medlemmer fortsatte, og regeringen nedlagde stadig flere restriktioner på Aung San Suu Kyis aktiviteter, indtil den forbød hende at anvende telefonen. 

September 1997: Udsat for et stadig større internationalt pres gav SLORC i 1997 en række indrømmelser, og i september tillod den NLD at afholde sin første kongres i syv år.  

August 1998: Militæret indledte en voldsom kampagne mod Suu Kyi, der var blevet tilbageholdt ved en vejkontrol, da hun for fjerde gang forsøgte at forlade hovedstaden for at mødes med sine tilhængere. Juntaen karakteriserede Suu Kyi som ”samfundets fjende nummer et”. Regeringens aviser meddelte, at de der mødtes med hende ”ikke ville komme til at leve længe”. 

Marts 2000: Regeringens politiske chikane aftog ikke de følgende år. Under en festligholdelse for de væbnede styrker i marts 2000 erklærede formanden for militærdiktaturet Than Shwe, at oppositionen ville blive ”elimineret”, hvis den truede ”landets stabilitet”. Than Shwe opfordrede samtidig til national enhed og til, at de partisaner, der kæmpede ved grænsen, undertegnede en våbenhvileaftale ”og hurtigt slog sig sammen med hæren”. 

23. september 2000: En demonstration mod militærjuntaen førte til, at Suu Kyi og flere medlemmer af hendes parti blev sat i husarrest. Internationale protester fik militærregeringen til at benægte, at dette skridt var blevet taget. Den erklærede i stedet, at de politiske ledere havde ”bedt om tilladelse til at kunne blive i deres hjem”, mens påstande om terrorisme i oppositionspartiet blev undersøgt.  

6. maj 2002: Efter 19 måneder i uafbrudt husarrest blev Suu Kyi løsladt og fik atter lov at deltage i politiske aktiviteter, hvilket blev tolket som begyndelsen på en demokratisk åbning. Det skete som resultat af et massivt internationalt pres, med FN som mægler og en omfattende embargo fra USA og EU. Ovenpå løsladelsen gik regimet i Myanmar i forhandlinger med det internationale samfund.

Frigivelsen blev kortvarig, og endte kort efter til en fornyet anholdelse, da regimet opdagede, at hendes popularitet i befolkningen var usvækket. 

Maj 2003: Suu Kyi blev tilbageholdt og sat i såkaldt ”sikkerhedsforvaring” i over tre måneder, inden hun blev sat tilbage i husarrest. Samtidig blev en NLD kortege angrebet, mindst fire blev dræbt og 130 forsvandt. 

17. maj 2005: Efter ni års pause mødtes det Nationale Konvent med 1000 delegater for at udforme hovedpunkterne i en ny forfatning. Regeringen erklærede, at konventet var det første skridt frem mod en demokratisering af landet, men NLD boykottede konventet, fordi militærregeringen fortsat afviste at løslade Aung San Suu Kyi og andre fængslede partifæller. FN's generalsekretær, Kofi Annan, erklærede, at konventet ikke havde nogen troværdighed uden hendes deltagelse, og andre delegerede erklærede, at initiativet mistede enhver legitimitet uden NLD.  

25. maj 2007: Militærdiktaturet forlængede Aung San Suu Kyis husarrest med endnu et år. I Myanmar skal beslutninger om husarrest tages op til revision hver 12. måned, og forlængelsen var derfor ventet. Alligevel førte det til kritik fra politiske ledere i hele verden og fra FN. 

Maj 2008: Regimet oplyste i februar 2008, at der ville blive gennemført folkeafstemning om ny forfatning i maj 2008 og valg i 2010. Folkeafstemningen blev gennemført i to runder i maj og godkendte med 93 % overgangen til demokrati. 

27. maj 2008: Aung San Suu Kyis husarrest blev igen forlænget med et år.  

11. august 2009: Husarresten blev forlænget med yderligere 18 måneder.

13. november 2010: Aung San Suu Kyi blev løsladt fra sin husarrest.  

1. april 2012: Valg i Myanmar. Aung San Suu Kyi og NLD blev valgt ind i parlamentet. 

16. juni 2012: Med 21 års forsinkelse holdt Aung San Suu Kyi sin takketale i Oslo for modtagelsen af Nobels Fredspris i 1991.

Myanmar i dag

Hvor står Myanmar i dag?

Den 1. april 2012 blev Aung San Suu Kyi valgt ind i parlamentet, og hendes parti, Den Nationale Demokratiliga, fik 43 af de 44 ledige pladser, som var til valg. Det er en stor fremgang for demokratiet i landet, men der er lang vej endnu: Resten af pladserne er forhåndsgivet til militærstyret, som stadig er i overvældende flertal med 664 medlemmer, skriver DR Nyheder i artiklen ”Aung San Suu Kyis parti vandt 43 pladser” (se kilder). De indvalgte politikeres indflydelse vil med andre ord være begrænset. At nationens frihedsikon, Aung San Suu Kyi, som har været holdt i jerngreb det meste af sit politiske liv, nu er kommet i parlamentet, er i sig selv alligevel et stærkt signal, som giver håb for oppositionen. Selv udtrykker hun en forsigtig optimisme. Da journalisterne ovenpå valgsejren spurgte, om dagen var vigtig for Burma, svarede hun ifølge ovennævnte artikel afmålt: ”Det vil kun tiden vise”. Formand for den danske Burmakomité, Jørgen Juul Rasmussen, siger i artiklen ”Glæde over tegn på positiv udvikling i Burma” (se kilder), at selv om udviklingen er positiv, er Burma stadig hverken demokratisk eller en retsstat.
I starten var der tvivl om, hvorvidt de valgte politikere overhovedet ville indtage deres pladser i parlamentet. Det forudsatte nemlig, at de aflagde en ed på, at de vil forsvare forfatningen efter militærstyrets direktiver. Aung San Suu Kyi og hendes partifæller valgte i sidste ende at gå på kompromis: ”Igennem årene har vi altid troet på fleksibilitet i kampen, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan nå vores mål uden vold,” sagde hun ifølge artiklen ”Aung San Suu Kyi træder ind i Myanmars parlament” (se kilder). Militærstyrets gradvise reformer har blandt andet ført til, at EU og USA midlertidigt har suspenderet en stor del af sanktionerne mod Myanmar, skriver DR Nyheder i artiklen ”Aung San Suu Kyi besøger Europa” (se kilder). Åbningen mod det internationale samfund er en hårdt tiltrængt udvikling i det lukkede og forarmede land, som i 49 år har været udpint af militærets totalitære magt og sat i embargo af verdens førende økonomier.

Hvordan er Aung San Suu Kyis situation nu?

Reformerne, som har gjort, at Aung San Suu Kyi den 2. maj 2012 kunne tage sin plads i parlamentet, er afgørende skridt i den rigtige retning i hendes næsten 25 år lange kamp for demokratiet. Også som privatperson nyder hun nu mere frihed, end hun har gjort, siden hun i marts 1988 rejste hjem til Rangoon fra familien i Oxford. Hendes sønner kan besøge hende, og i sommeren 2012 tog hun for første gang på en udenlandsrejse til Europa, hvor hun blandt andet så sine børnebørn for første gang. Den 16. juni kunne hun, med 21 års forsinkelse, personligt møde op på rådhuset i Oslo for at takke for sin Nobelpris, skriver DR Udland i artiklen ”Nobelprisen åbnede en dør i Suu Kyis hjerte” (se kilder). Hvad hendes professionelle situation bliver i det nye parlament, vil vise sig i de kommende forhandlinger mellem parlamentets generaler og de indvalgte demokrater. Der vil dog efter al sandsynlighed gå mange år endnu, før landet bliver demokratisk i egentlig forstand, og man kan forestille sig, at landets militær fortsat vil holde et skarpt øje med, hvad Aung San Suu Kyi foretager sig.