aung san suu kyi
Myanmar's politiske leder, Aung San Suu Kyi (th) ved et koordinerende statsmøde i Naypyitaw den 27. november 2017.
Foto: Hein Htet / Scanpix

Myanmar

Artikel type
faktalink
cand.mag. Madeleine Saunte, iBureauet/Dagbladet Information. 2012. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, november 2017.
Top image group
aung san suu kyi
Myanmar's politiske leder, Aung San Suu Kyi (th) ved et koordinerende statsmøde i Naypyitaw den 27. november 2017.
Foto: Hein Htet / Scanpix
Main image
Muanmar's demokratiske leder Aung San Suu Kyi ankommer til Oxford  University i det sydlige England den 19. juni 2012. Et bevægende besøg i et land hvor hun forlod sin familie for 24 år siden.
Muanmar's demokratiske leder Aung San Suu Kyi ankommer til Oxford University i det sydlige England den 19. juni 2012. Et bevægende besøg i et land hvor hun forlod sin familie for 24 år siden.
Foto: POOL / Scanpix

Indledning
Myanmar i Sydøstasien har siden et kup i 1962 været styret af militæret. Efter 60 års diktatur og isolation fra omverdenen begyndte landet i 2008 at iværksætte demokratiske reformer, og i 2015 fandt et delvist frit valg sted. I modsætning til det foregående valg i 1990, hvor militæret valgte at ignorere resultatet, fik valget i 2015 reel betydning. Demokratiforkæmper og Nobelprismodtager Aung San Suu Kyi blev landets politiske leder. Men militæret har langt fra sluppet sit greb om landet, og Myanmar er præget af forbrydelser mod etniske mindretal, der i 2017 blev betegnet som etnisk udrensning af en FN-menneskerettighedschef.

 

Historie og baggrund

Hvad er Myanmars moderne historie?

Myanmar – eller Burma – er et land i Sydøstasien. Dets to navne er et godt eksempel på landets konfliktfyldte politiske klima. Det var militærdiktaturet som i 1998 ændrede landets engelske navn fra ”the Union of Burma” til ”the Union of Myanmar”. Myanmar er landets officielle navn, men militærstyrets største oppositionsparti, Aung San Suu Kyis National Democracy League, insisterede længe på det gamle navn Burma; efter hun overtog regeringsmagten har hun dog selv kaldt landet Myanmar, blandt andet i en tale ved FN. Derfor er der i dag mindre debat om navnet, men i dagligdagstale kalder de fleste af landets borgere stadig landet for Myanmar.
I denne artikel bruges navnet Burma, når der refereres til landet inden 1998, og i forbindelse med Aung San Suu Kyi, og navnet Myanmar, når der er tale om begivenheder efter navneskiftet i 1998, eller i forbindelse med militærstyret.
Det centrale Burma var et selvstændigt rige ledet af Konbaung-dynastiet i 1800-tallet, inden det britiske imperium i 1886 erobrede hele landet. I 1930’erne voksede nationalfølelsen og antikolonialistiske strømninger frem blandt burmeserne. Som følge af det internationale rismarkeds kollaps i 1930 blev tusindvis af bønder forarmet og kom i gæld til britiske banker og pengeudlånere. Samtidig vandt marxismens ideer udbredelse i akademiske kredse, og i 1936 udviklede en studenterstrejke under ledelse af Aung San sig til en national protest vendt mod briterne. Under 2. Verdenskrig fulgte en turbulent periode for landet, hvor burmeserne i et forsøg på at hente hjælp udefra først kom under japansk besættelse og siden tilbage under englænderne i 1945. Efter forhandlinger om uafhængighed, ledet af Aung San, fik landet sin første forfatning i 1947.
Aung San nåede aldrig at opleve frugterne af sin indsats: Han blev myrdet af en militærenhed i paladset den 19. juli 1947, mindre end et halvt år før landet endelig opnåede selvstændighed den 4. januar 1948. Attentatet på Aung San blev af folket opfattet som et martyrium, og han fik status som nationalhelt og idol. Hans død fik alvorlige konsekvenser for den unge stats bæredygtighed: Inden koloniseringen havde de fleste etniske grupper i Burma været uafhængige folk, som styrede efter traditionelle politiske systemer i deres respektive områder. Da briterne efter 2. Verdenskrig forberedte tilbagetrækningen fra kolonierne, krævede de fleste etniske grupper deres uafhængighed og dermed retten til at danne egne stater. Men i stedet blev de, ikke mindst takket været Aung Sans dygtige forhandlinger, enige om tilsammen at danne Den Burmesiske Union, baseret på principperne om lighed, gensidig respekt og ret til selvbestemmelse.
Ifølge aftalen skulle den burmesiske union være en forbundsstat, men de ledere, som fulgte efter Aung San, overholdt ikke aftalen, og Burma blev i stedet en enhedsstat med U Nu på posten som premierminister. Styrets brud på forfatningsaftalen medførte en urolig periode i 1950’erne og 1960’erne præget af interne konflikter og af borgerkrig. Problemer, som omverden ikke hørte meget til, fordi opmærksomheden var rettet mod de mere voldsomme konflikter i Korea og Vietnam.

Hvornår kom militærstyret til magten?

Det urolige politiske klima skabte grobund for general Ne Wins statskup den 2. marts 1962. Kuppet blev enden på det demokratiske Burma: Ne Win ophævede unionsforfatningen, opløste parlamentet og arresterede alle regeringsmedlemmer, heriblandt premierminister U Nu og præsident Sao Shwe Taik. Med jernhånd regerede General Ne Win landet som militærstyre i 27 år. Han oprettede Burmas Socialistiske Programparti (BSPP), som reelt var under militærets kontrol, og forbød alle andre partier. Han nationaliserede bankerne, risindustrien – der var kilde til 70 procent af landets valutaindtægter – og den øvrige handel.
Under hans diktatur gik Burma, tidligere kendt som ’Asiens risskål’ fra at være et af Asiens rigeste lande til at være et af de fattigste lande i verden. Økonomien skrumpede, mens militæret brugte alle de ressourcer, regimet fandt nødvendig, til at bekæmpe intern modstand. Fattigdommen tog til gennem årene.

Hvordan begyndte Myanmar at bevæge sig væk fra militærdiktaturet?

I 2008 gennemførte militæret en forfatningsændring, der ændrede retssystemet i demokratisk retning og banede vej for frie valg, skriver Information i en artikel den 15. september 2017 (se kilder). Baggrunden for reformerne var ifølge artiklen, at militærdiktaturet havde brug for stabilitet efter voksende utilfredshed i befolkningen med militærstyret, og at der blev lagt vægt på retlige reformer fra det internationale samfund. Der blev afholdt valg i 2010, men dette blev af det internationale samfund betragtet som udemokratisk, skriver Berlingske i en artikel den 12. april 2012 (se kilder). Aung San Suu Kyi og hendes parti stillede slet ikke op til valget, fordi hun først blev løsladt fra husarrest seks dage efter valget var overstået, der var ingen adgang for valgobservatører eller udenlandske medier, og der var stærk censur af nationale medier, skriver Berlingske den 8. november 2015 (se kilder).

Hvad skete der ved valget i 2012?

Den 1. april 2012 blev Aung San Suu Kyi valgt ind i parlamentet, og hendes parti, Den Nationale Demokratiliga, fik 43 af de 44 ledige pladser, som var til valg. Det var en stor fremgang for demokratiet i landet, men der var lang vej endnu: Resten af pladserne er forhåndsgivet til militærstyret, som stadig var i overvældende flertal med 664 medlemmer, skriver DR Nyheder i artiklen ”Aung San Suu Kyis parti vandt 43 pladser” (se kilder). De indvalgte politikeres indflydelse blev med andre ord begrænset. At nationens frihedsikon, Aung San Suu Kyi, som har været i husarrest det meste af sit politiske liv, endelig kom i parlamentet var imidlertid et stærkt signal, som gav håb for oppositionen. Selv udtrykte hun efter valget en forsigtig optimisme. Da journalisterne ovenpå valgsejren spurgte, om dagen var vigtig for Burma, svarede hun ifølge ovennævnte artikel afmålt: ”Det vil kun tiden vise”. Formand for den danske Burmakomité, Jørgen Juul Rasmussen, sagde i artiklen ”Glæde over tegn på positiv udvikling i Burma” (se kilder), at selv om udviklingen er positiv, så var Burma stadig hverken demokratisk eller en retsstat.
I starten var der tvivl om, hvorvidt de valgte politikere overhovedet ville indtage deres pladser i parlamentet. Det forudsatte nemlig, at de aflagde en ed på,
at de vil forsvare forfatningen efter militærstyrets direktiver. Aung San Suu Kyi og hendes partifæller valgte i sidste ende at gå på kompromis: ”Igennem årene har vi altid troet på fleksibilitet i kampen, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan nå vores mål uden vold,” sagde hun ifølge artiklen ”Aung San Suu Kyi træder ind i Myanmars parlament” (se kilder). Militærstyrets gradvise reformer har blandt andet ført til, at EU og USA midlertidigt suspenderede en stor del af sanktionerne mod Myanmar, skrev DR Nyheder i artiklen ”Aung San Suu Kyi besøger Europa” (se kilder). Åbningen mod det internationale samfund er en hårdt tiltrængt udvikling i det lukkede og forarmede land, som i 49 år havde været udpint af militærets totalitære magt og underlagt embargo af verdens førende økonomier.

Hvad skete der ved valget i 2015?

Først i 2015 blev der afholdt et valg, der var relativt frit og demokratisk. Der var ikke censur op til valget, hvor 75 % af pladserne i parlamentet var på spil; militærstyret sidder på de resterende 25 % af pladserne, skrev Berlingske den 13. november 2015 (se kilder). Valget i 2015 blev betegnet som det første frie valg i landet siden valget i 1990, og ved valget vandt Aung San Suu Kyi og hendes parti National Liga for Democracy (NLD) flertal i begge parlamentets kamre. Omkring 30 millioner burmesere gik til stemmeurnerne. Flere end 90 partier og 6.000 kandidater stillede op til valget, hvor NLD vandt to tredjedele af de stemmer, der ikke på forhånd var reserveret til militæret. Der var både lokale og internationale valgobservatører til stede ved valget, ligesom både internationale og lokale medier dækkede det. Efter valget gik forhandlingerne mellem de demokratisk valgte partier og militærstyret i gang, og i foråret 2016 overtog Aung San Suu Kyi og hendes parti regeringsmagten i landet, om end militærstyret stadig sidder solidt på en del af magten.

Myanmar i dag

Hvordan ledes Myanmar i dag?

Aung San Suu Kyi er i dag den politiske leder af Myanmar. Fordi forfatningen fra 2008, som militæret udarbejdede uden opbakning fra NLD, forbyder burmesere, der har en udenlandsk ægtefælle eller børn at blive præsidenter, kan hun ikke blive præsident (hendes afdøde mand er brite, og de har to børn sammen). Derfor er den officielle præsident Htin Kyaw; han er den første præsident siden 1962, der ikke har forbindelser til militæret. Reelt er Aung San Suu Kyi dog landets leder, skriver Politiken i en artikel 17. april 2016 (se kilder), og den udlægning er stort set alle aviser og mange politikere enige om; når politikere og avisledere har opfordret Myanmar til at stoppe angrebene på de etniske mindretal er det Aung San Suu Kyi og ikke Htin Kyaw, de retter opfordringen til. Aung San Suu Kyis officielle titel er statsrådgiver, og derudover er hun udenrigsminister, energiminister, uddannelsesminister og minister ved præsidentens kontor, skriver Kristeligt Dagblad i en artikel 1. april 2017. Ligesom militæret i forfatningen har sikret sig selv retten til en fjerdedel af pladserne i parlamentet (og har sikret sig selv vetoret over forfatningsændringer), så udpeger de tre af de tungeste ministerposter, der alle har stor betydning for landets sikkerhed; militæret sidder tungt på indenrigsministeriet, forsvarsministeriet og ministeriet for grænseanliggender. Derudover er seks ud af 11 medlemmer af Det nationale råd for forsvar og sikkerhed, som er yderst magtfuldt fordi det har magten til at afsætte en demokratisk valgt regering, udpeget af militæret, skriver Information i en artikel den 15. september 2017 (se kilder). Selvom regeringsmagten officielt tilhører NLD og Aung San Suu Kyi, er magten altså delt mellem militæret og de demokratisk valgte politikere.

Hvorfor bliver Myanmar i 2017 beskyldt for etnisk udrensning?

Myanmar består af mange etniske grupperinger – ifølge en artikel i Al-Jazeera (se kilder) er der mere end 135 etniske grupper–hvoraf de etniske burmesere, der i modsætning til visse af de etniske mindretal har burmesisk som deres modersmål og har boet i Irrawaddy-flodbassinet i det centrale Myanmar i århundreder, er den største gruppe på omkring 70 procent. Der er omkring tre millioner Rohingya-muslimer, og de kaldes ifølge artiklen verdens mest forfulgte folkefærd, blandt andet på grund af de menneskerettighedsforbrydelser, de udsættes for i Myanmar, hvor styret betragter dem som illegale migranter. Langt størstedelen af rohingyaerne i Myanmar bor i delstaten Rakhine, der grænser op til Bangladesh. Allerede i 1982 blev rohingya-muslimerne frataget deres burmesiske statsborgerskab sammen med andre etniske mindretal, da militærdiktaturet vedtog en lov, der i praksis fratog alle, der ikke mentes at være oprindeligt fra Myanmar, deres statsborgerskab, skriver Politiken i en tidslinje over konflikten (se kilder). I 2007 foreslog FN's Sikkerhedsråd en resolution, der skulle få Myanmar til at stoppe forfølgelsen af etniske minoriteter, men Kina og Rusland nedlagde veto og blokerede dermed for resolutionen. De følgende år tog volden til, og der var flere voldelige sammenstød mellem buddhister, blandt andet buddhistiske munke, og rohingya-muslimerne, skriver Politiken. Mere end 100.000 rohingyaer flygtede i 2012 fra Myanmar, men blev afvist i nabolandene, når de nærmede sig deres kyster i de både, de flygtede i. I 2015 blev rohingyaerne frataget stemmeretten til en folkeafstemning om landets forfatning, og i 2016 var der voldsomme sammenstød og fordrivelse af rohingya-muslimer efter at militante rohingyaer angreb tre grænseposter. I august 2017 angreb rohingyaer igen en grænsepost, og 12 soldater fra sikkerhedsstyrkerne mistede livet. Det fik militæret til at kalde rohingyaerne terrorister, sende mere militær til regionen og sætte en militæraktion – som de kalder en sikkerhedsaktion – ind mod dem, samtidig med at de forhindrede internationale observatører og journalister adgang til Rakhine-delstaten. I løbet af efteråret 2017 flygtede flere end 400.000 rohingyaer over grænsen til Bangladesh, hvor der i forvejen er flere hundredtusinder flygtninge fra Myanmar. At militæret har lukket af for udefrakommendes adgang til Rakhine betyder, at det er svært for det internationale samfund at vide, præcis hvad der foregår i delstaten, men ifølge øjenvidneberetninger og satellitbilleder har militæret dræbt, voldtaget og begået anden vold mod civile, sat ild til deres huse og brænder hele landsbyer ned og graver landminer ned i det område, rohingyaerne skal igennem for at nå Bangladesh. Ifølge FN’s menneskerettighedschef Zeid Raad Al Hussein er der tale om ”et skoleeksempel på etnisk udrensning” og ”en ondskabsfuld militæroperation”, skriver DR.dk i en artikel den 11. september 2017 (se kilder). Aung San Suu Kyi har afvist anklagerne, men FN har gentaget dem, skriver DR.dk i artiklen. FN har gentagne gange anmodet om at nedsætte en undersøgelseskommission, men det har Aung San Suu Kyi afvist.