aung san suu kyi
Myanmar's politiske leder, Aung San Suu Kyi (th) ved et koordinerende statsmøde i Naypyitaw den 27. november 2017.
Foto: Hein Htet / Scanpix

Myanmar

cand.mag. Madeleine Saunte, iBureauet/Dagbladet Information. 2012. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, november 2017.
Top image group
aung san suu kyi
Myanmar's politiske leder, Aung San Suu Kyi (th) ved et koordinerende statsmøde i Naypyitaw den 27. november 2017.
Foto: Hein Htet / Scanpix
Main image
Muanmar's demokratiske leder Aung San Suu Kyi ankommer til Oxford  University i det sydlige England den 19. juni 2012. Et bevægende besøg i et land hvor hun forlod sin familie for 24 år siden.
Muanmar's demokratiske leder Aung San Suu Kyi ankommer til Oxford University i det sydlige England den 19. juni 2012. Et bevægende besøg i et land hvor hun forlod sin familie for 24 år siden.
Foto: POOL / Scanpix

Indledning
Myanmar i Sydøstasien har siden et kup i 1962 været styret af militæret. Efter 60 års diktatur og isolation fra omverdenen begyndte landet i 2008 at iværksætte demokratiske reformer, og i 2015 fandt et delvist frit valg sted. I modsætning til det foregående valg i 1990, hvor militæret valgte at ignorere resultatet, fik valget i 2015 reel betydning. Demokratiforkæmper og Nobelprismodtager Aung San Suu Kyi blev landets politiske leder. Men militæret har langt fra sluppet sit greb om landet, og Myanmar er præget af forbrydelser mod etniske mindretal, der i 2017 blev betegnet som etnisk udrensning af en FN-menneskerettighedschef.

 

Artikel type
faktalink

Historie og baggrund

Hvad er Myanmars moderne historie?

Myanmar – eller Burma – er et land i Sydøstasien. Dets to navne er et godt eksempel på landets konfliktfyldte politiske klima. Det var militærdiktaturet som i 1998 ændrede landets engelske navn fra ”the Union of Burma” til ”the Union of Myanmar”. Myanmar er landets officielle navn, men militærstyrets største oppositionsparti, Aung San Suu Kyis National Democracy League, insisterede længe på det gamle navn Burma; efter hun overtog regeringsmagten har hun dog selv kaldt landet Myanmar, blandt andet i en tale ved FN. Derfor er der i dag mindre debat om navnet, men i dagligdagstale kalder de fleste af landets borgere stadig landet for Myanmar.
I denne artikel bruges navnet Burma, når der refereres til landet inden 1998, og i forbindelse med Aung San Suu Kyi, og navnet Myanmar, når der er tale om begivenheder efter navneskiftet i 1998, eller i forbindelse med militærstyret.
Det centrale Burma var et selvstændigt rige ledet af Konbaung-dynastiet i 1800-tallet, inden det britiske imperium i 1886 erobrede hele landet. I 1930’erne voksede nationalfølelsen og antikolonialistiske strømninger frem blandt burmeserne. Som følge af det internationale rismarkeds kollaps i 1930 blev tusindvis af bønder forarmet og kom i gæld til britiske banker og pengeudlånere. Samtidig vandt marxismens ideer udbredelse i akademiske kredse, og i 1936 udviklede en studenterstrejke under ledelse af Aung San sig til en national protest vendt mod briterne. Under 2. Verdenskrig fulgte en turbulent periode for landet, hvor burmeserne i et forsøg på at hente hjælp udefra først kom under japansk besættelse og siden tilbage under englænderne i 1945. Efter forhandlinger om uafhængighed, ledet af Aung San, fik landet sin første forfatning i 1947.
Aung San nåede aldrig at opleve frugterne af sin indsats: Han blev myrdet af en militærenhed i paladset den 19. juli 1947, mindre end et halvt år før landet endelig opnåede selvstændighed den 4. januar 1948. Attentatet på Aung San blev af folket opfattet som et martyrium, og han fik status som nationalhelt og idol. Hans død fik alvorlige konsekvenser for den unge stats bæredygtighed: Inden koloniseringen havde de fleste etniske grupper i Burma været uafhængige folk, som styrede efter traditionelle politiske systemer i deres respektive områder. Da briterne efter 2. Verdenskrig forberedte tilbagetrækningen fra kolonierne, krævede de fleste etniske grupper deres uafhængighed og dermed retten til at danne egne stater. Men i stedet blev de, ikke mindst takket været Aung Sans dygtige forhandlinger, enige om tilsammen at danne Den Burmesiske Union, baseret på principperne om lighed, gensidig respekt og ret til selvbestemmelse.
Ifølge aftalen skulle den burmesiske union være en forbundsstat, men de ledere, som fulgte efter Aung San, overholdt ikke aftalen, og Burma blev i stedet en enhedsstat med U Nu på posten som premierminister. Styrets brud på forfatningsaftalen medførte en urolig periode i 1950’erne og 1960’erne præget af interne konflikter og af borgerkrig. Problemer, som omverden ikke hørte meget til, fordi opmærksomheden var rettet mod de mere voldsomme konflikter i Korea og Vietnam.

Hvornår kom militærstyret til magten?

Det urolige politiske klima skabte grobund for general Ne Wins statskup den 2. marts 1962. Kuppet blev enden på det demokratiske Burma: Ne Win ophævede unionsforfatningen, opløste parlamentet og arresterede alle regeringsmedlemmer, heriblandt premierminister U Nu og præsident Sao Shwe Taik. Med jernhånd regerede General Ne Win landet som militærstyre i 27 år. Han oprettede Burmas Socialistiske Programparti (BSPP), som reelt var under militærets kontrol, og forbød alle andre partier. Han nationaliserede bankerne, risindustrien – der var kilde til 70 procent af landets valutaindtægter – og den øvrige handel.
Under hans diktatur gik Burma, tidligere kendt som ’Asiens risskål’ fra at være et af Asiens rigeste lande til at være et af de fattigste lande i verden. Økonomien skrumpede, mens militæret brugte alle de ressourcer, regimet fandt nødvendig, til at bekæmpe intern modstand. Fattigdommen tog til gennem årene.

Hvordan begyndte Myanmar at bevæge sig væk fra militærdiktaturet?

I 2008 gennemførte militæret en forfatningsændring, der ændrede retssystemet i demokratisk retning og banede vej for frie valg, skriver Information i en artikel den 15. september 2017 (se kilder). Baggrunden for reformerne var ifølge artiklen, at militærdiktaturet havde brug for stabilitet efter voksende utilfredshed i befolkningen med militærstyret, og at der blev lagt vægt på retlige reformer fra det internationale samfund. Der blev afholdt valg i 2010, men dette blev af det internationale samfund betragtet som udemokratisk, skriver Berlingske i en artikel den 12. april 2012 (se kilder). Aung San Suu Kyi og hendes parti stillede slet ikke op til valget, fordi hun først blev løsladt fra husarrest seks dage efter valget var overstået, der var ingen adgang for valgobservatører eller udenlandske medier, og der var stærk censur af nationale medier, skriver Berlingske den 8. november 2015 (se kilder).

Hvad skete der ved valget i 2012?

Den 1. april 2012 blev Aung San Suu Kyi valgt ind i parlamentet, og hendes parti, Den Nationale Demokratiliga, fik 43 af de 44 ledige pladser, som var til valg. Det var en stor fremgang for demokratiet i landet, men der var lang vej endnu: Resten af pladserne er forhåndsgivet til militærstyret, som stadig var i overvældende flertal med 664 medlemmer, skriver DR Nyheder i artiklen ”Aung San Suu Kyis parti vandt 43 pladser” (se kilder). De indvalgte politikeres indflydelse blev med andre ord begrænset. At nationens frihedsikon, Aung San Suu Kyi, som har været i husarrest det meste af sit politiske liv, endelig kom i parlamentet var imidlertid et stærkt signal, som gav håb for oppositionen. Selv udtrykte hun efter valget en forsigtig optimisme. Da journalisterne ovenpå valgsejren spurgte, om dagen var vigtig for Burma, svarede hun ifølge ovennævnte artikel afmålt: ”Det vil kun tiden vise”. Formand for den danske Burmakomité, Jørgen Juul Rasmussen, sagde i artiklen ”Glæde over tegn på positiv udvikling i Burma” (se kilder), at selv om udviklingen er positiv, så var Burma stadig hverken demokratisk eller en retsstat.
I starten var der tvivl om, hvorvidt de valgte politikere overhovedet ville indtage deres pladser i parlamentet. Det forudsatte nemlig, at de aflagde en ed på,
at de vil forsvare forfatningen efter militærstyrets direktiver. Aung San Suu Kyi og hendes partifæller valgte i sidste ende at gå på kompromis: ”Igennem årene har vi altid troet på fleksibilitet i kampen, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan nå vores mål uden vold,” sagde hun ifølge artiklen ”Aung San Suu Kyi træder ind i Myanmars parlament” (se kilder). Militærstyrets gradvise reformer har blandt andet ført til, at EU og USA midlertidigt suspenderede en stor del af sanktionerne mod Myanmar, skrev DR Nyheder i artiklen ”Aung San Suu Kyi besøger Europa” (se kilder). Åbningen mod det internationale samfund er en hårdt tiltrængt udvikling i det lukkede og forarmede land, som i 49 år havde været udpint af militærets totalitære magt og underlagt embargo af verdens førende økonomier.

Hvad skete der ved valget i 2015?

Først i 2015 blev der afholdt et valg, der var relativt frit og demokratisk. Der var ikke censur op til valget, hvor 75 % af pladserne i parlamentet var på spil; militærstyret sidder på de resterende 25 % af pladserne, skrev Berlingske den 13. november 2015 (se kilder). Valget i 2015 blev betegnet som det første frie valg i landet siden valget i 1990, og ved valget vandt Aung San Suu Kyi og hendes parti National Liga for Democracy (NLD) flertal i begge parlamentets kamre. Omkring 30 millioner burmesere gik til stemmeurnerne. Flere end 90 partier og 6.000 kandidater stillede op til valget, hvor NLD vandt to tredjedele af de stemmer, der ikke på forhånd var reserveret til militæret. Der var både lokale og internationale valgobservatører til stede ved valget, ligesom både internationale og lokale medier dækkede det. Efter valget gik forhandlingerne mellem de demokratisk valgte partier og militærstyret i gang, og i foråret 2016 overtog Aung San Suu Kyi og hendes parti regeringsmagten i landet, om end militærstyret stadig sidder solidt på en del af magten.

Myanmar i dag

Hvordan ledes Myanmar i dag?

Aung San Suu Kyi er i dag den politiske leder af Myanmar. Fordi forfatningen fra 2008, som militæret udarbejdede uden opbakning fra NLD, forbyder burmesere, der har en udenlandsk ægtefælle eller børn at blive præsidenter, kan hun ikke blive præsident (hendes afdøde mand er brite, og de har to børn sammen). Derfor er den officielle præsident Htin Kyaw; han er den første præsident siden 1962, der ikke har forbindelser til militæret. Reelt er Aung San Suu Kyi dog landets leder, skriver Politiken i en artikel 17. april 2016 (se kilder), og den udlægning er stort set alle aviser og mange politikere enige om; når politikere og avisledere har opfordret Myanmar til at stoppe angrebene på de etniske mindretal er det Aung San Suu Kyi og ikke Htin Kyaw, de retter opfordringen til. Aung San Suu Kyis officielle titel er statsrådgiver, og derudover er hun udenrigsminister, energiminister, uddannelsesminister og minister ved præsidentens kontor, skriver Kristeligt Dagblad i en artikel 1. april 2017. Ligesom militæret i forfatningen har sikret sig selv retten til en fjerdedel af pladserne i parlamentet (og har sikret sig selv vetoret over forfatningsændringer), så udpeger de tre af de tungeste ministerposter, der alle har stor betydning for landets sikkerhed; militæret sidder tungt på indenrigsministeriet, forsvarsministeriet og ministeriet for grænseanliggender. Derudover er seks ud af 11 medlemmer af Det nationale råd for forsvar og sikkerhed, som er yderst magtfuldt fordi det har magten til at afsætte en demokratisk valgt regering, udpeget af militæret, skriver Information i en artikel den 15. september 2017 (se kilder). Selvom regeringsmagten officielt tilhører NLD og Aung San Suu Kyi, er magten altså delt mellem militæret og de demokratisk valgte politikere.

Hvorfor bliver Myanmar i 2017 beskyldt for etnisk udrensning?

Myanmar består af mange etniske grupperinger – ifølge en artikel i Al-Jazeera (se kilder) er der mere end 135 etniske grupper–hvoraf de etniske burmesere, der i modsætning til visse af de etniske mindretal har burmesisk som deres modersmål og har boet i Irrawaddy-flodbassinet i det centrale Myanmar i århundreder, er den største gruppe på omkring 70 procent. Der er omkring tre millioner Rohingya-muslimer, og de kaldes ifølge artiklen verdens mest forfulgte folkefærd, blandt andet på grund af de menneskerettighedsforbrydelser, de udsættes for i Myanmar, hvor styret betragter dem som illegale migranter. Langt størstedelen af rohingyaerne i Myanmar bor i delstaten Rakhine, der grænser op til Bangladesh. Allerede i 1982 blev rohingya-muslimerne frataget deres burmesiske statsborgerskab sammen med andre etniske mindretal, da militærdiktaturet vedtog en lov, der i praksis fratog alle, der ikke mentes at være oprindeligt fra Myanmar, deres statsborgerskab, skriver Politiken i en tidslinje over konflikten (se kilder). I 2007 foreslog FN's Sikkerhedsråd en resolution, der skulle få Myanmar til at stoppe forfølgelsen af etniske minoriteter, men Kina og Rusland nedlagde veto og blokerede dermed for resolutionen. De følgende år tog volden til, og der var flere voldelige sammenstød mellem buddhister, blandt andet buddhistiske munke, og rohingya-muslimerne, skriver Politiken. Mere end 100.000 rohingyaer flygtede i 2012 fra Myanmar, men blev afvist i nabolandene, når de nærmede sig deres kyster i de både, de flygtede i. I 2015 blev rohingyaerne frataget stemmeretten til en folkeafstemning om landets forfatning, og i 2016 var der voldsomme sammenstød og fordrivelse af rohingya-muslimer efter at militante rohingyaer angreb tre grænseposter. I august 2017 angreb rohingyaer igen en grænsepost, og 12 soldater fra sikkerhedsstyrkerne mistede livet. Det fik militæret til at kalde rohingyaerne terrorister, sende mere militær til regionen og sætte en militæraktion – som de kalder en sikkerhedsaktion – ind mod dem, samtidig med at de forhindrede internationale observatører og journalister adgang til Rakhine-delstaten. I løbet af efteråret 2017 flygtede flere end 400.000 rohingyaer over grænsen til Bangladesh, hvor der i forvejen er flere hundredtusinder flygtninge fra Myanmar. At militæret har lukket af for udefrakommendes adgang til Rakhine betyder, at det er svært for det internationale samfund at vide, præcis hvad der foregår i delstaten, men ifølge øjenvidneberetninger og satellitbilleder har militæret dræbt, voldtaget og begået anden vold mod civile, sat ild til deres huse og brænder hele landsbyer ned og graver landminer ned i det område, rohingyaerne skal igennem for at nå Bangladesh. Ifølge FN’s menneskerettighedschef Zeid Raad Al Hussein er der tale om ”et skoleeksempel på etnisk udrensning” og ”en ondskabsfuld militæroperation”, skriver DR.dk i en artikel den 11. september 2017 (se kilder). Aung San Suu Kyi har afvist anklagerne, men FN har gentaget dem, skriver DR.dk i artiklen. FN har gentagne gange anmodet om at nedsætte en undersøgelseskommission, men det har Aung San Suu Kyi afvist.

Aung San Suu Kyis rolle

Hvem er Aung San Suu Kyi?

Aung San Suu Kyi kom til magten i Myanmar 2016 efter i årtier at have kæmpet for mere demokrati og mindre militær i Myanmar, en kamp der kostede hende sin personlige frihed – hun sad i husarrest i mere end 15 år – og tjente hende Nobels fredspris. I mange år var hun demokratikampens ansigt i militærdiktaturet. Hun er datter af folkehelten Aung San, som ledte protesterne for uafhængighed i midten af det 20. århundrede, og bliver selv betragtet som en folkehelt på linje med Nelson Mandela eller Gandhi. Først efter hun overtog magten i 2016 og efterfølgende blev beskyldt for ikke at gribe ind mod militærets gentagne angreb på rohingyaerne er det glansbillede begyndt at falme.

Hvad er Aung San Suu Kyis baggrund?

Aung San Suu Kyi var to år gammel, da faren Aung San blev myrdet. Født i Burmas daværende hovedstad Rangoon den 19. juni 1945 flyttede hun til Delhi med familien i 1960, fordi moren Daw Khin Kyi var blevet udnævnt til burmesisk ambassadør i Indien og Nepal. Fra 1964 til 1967 studerede Aung San Suu Kyi filosofi, politik og økonomi på St. Hugh’s College i Oxford, England. Derefter arbejdede hun et år i FN’s sekretariat i New York og et år i Bhutans Udenrigsministerium, inden hun i 1972 giftede sig med den britiske Tibet-forsker Michael Aris, som hun havde mødt på universitetet. Parret slog sig ned i England og fik sønnerne Alexander Myint San Aung i 1973 og Kim Maung Htein Lin i 1977. I disse år, hvor børnene var små, arbejdede ægtemanden Michael Aris på sin doktorafhandling, og Aung San Suu Kyi tog sig af husarbejdet og skrev sideløbende en biografi om faren Aung San, som udkom i 1984. Fordi faren havde fået sin militære uddannelse i Japan, lærte hun sig japansk under sin research og knyttede mange kontakter til landet, som i 1985 resulterede i et etårigt gæstestipendium på universitetet i Kyoto. I marts 1988 vendte Aung San Suu Kyi hjem til Burma fra England for at pleje sin mor, der var ramt af et slagtilfælde. Det viste sig at blive et vendepunkt i Aung San Suu Kyis liv: Tilfældet ville, at hendes tilbagevenden faldt sammen med studenterbevægelsens oprør mod styret. Militæret svarede igen på demonstrationerne med åben ild i en historisk massakre, der senere blev kendt som ’88-opstanden, og som kostede mere end 3.000 mennesker livet. Aung San Suu Kyi besluttede sig for at blive i sit land og kæmpe mod volden og for et demokratisk Burma. Det blev starten på Aung San Suu Kyis liv som menneskerettighedsforkæmper, nationalsymbol, åndelig leder og politisk fange.

Hvordan er Aung San Suu Kyis karriere som politiker forløbet?

8. august 1988: Den folkelige opstand mod militærstyret startede i universitetsmiljøet i Rangoon og bredte sig ud til resten af landet. Styret svarede igen ved at åbne ild mod de demonstrerende civile, og Aung San Suu Kyi, som var i landet for at passe sin syge mor, besluttede sig for at blive og kæmpe for demokratiet.

26. august 1988: Aung San Suu Kyi talte til en forsamling på mere end en halv million mennesker på højdedragene ved Burmas helligste tempel, Shwe Dagon pagoden i Rangoon, hvor også hendes far havde holdt mange af sine taler, og stillede krav om en demokratisk regering. Som nationalheltens datter blev Aung San Suu Kyi hurtigt frontfigur i kampen for demokratiet og et samlingspunkt for oppositionen i Burma.

27. september 1988: Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) blev dannet. I begyndelsen så oprøret mod diktaturet ud til at bære frugt: General Ne Win trådte tilbage, socialistpartiet blev opløst, og der blev lovet afholdelse af et demokratisk parlamentsvalg.

2. januar 1989: Aung San Suu Kyi's mor Daw Khin Kyi døde den 27. december 1988. Begravelsen den 2. januar tiltrak en enorm skare af tilhængere, og ligtoget udviklede sig til en fredelig protest mod militærstyret.

oktober 1988 – juli 1989: Som leder af NLD aflagde Aung San Suu Kyi i denne periode mere end 100 offentlige besøg gennem en omfattende kampagne i Burmas regioner.

5. april 1989: Aung San Suu Kyi blev konfronteret med en militær enhed under sit ophold i Irrawaddy deltaet, der fik ordre til at lægge an med deres rifler mod hende. En major greb ind i sidste øjeblik, omstødte ordren og forhindrede at hun blev skudt ned.

20. juli 1989: Militæret stormede Aung San Suu Kyis barndomshjem i Rangoon, som samtidig fungerede som hovedsæde for NLD, og mange af partifællerne blev ført til efterretningstjenestens forhørscenter. Selv blev Suu Kyi sat i husarrest i hjemmet under en militærlov, der tillod tilbageholdelse uden anklage og retssag i tre år.

27. maj 1990: Burmas første parlamentsvalg i 28 år. Til trods for, at Aung San Suu Kyi sad i husarrest under valgkampen, sejrede hendes parti stort med et flertal på 81 % af pladserne i parlamentet. Efterfølgende nægtede militærstyret at anerkende resultatet og genoprettede sin totalitære magt under det orwellsk klingende navn ”Rådet til genoprettelse af Lov og Orden” (SLORC). Alle oppositionens partier blev erklæret illegale og deres ledere fængslet eller landsforviste.

10. august 1991: Militærstyret ændrede med tilbagevirkende kraft den lov, der holdt Aung San Suu Kyi i husarrest til at gælde i fem år uden anklage eller retssag.

Januar 1994: Militærjuntaen fandt på en ny undskyldning for at fortsætte tilbageholdelsen af Aung San Suu Kyi i endnu et år.

10. juli 1995: Efter seks års fangenskab blev Aung San Suu Kyi løsladt fra sin husarrest. Friheden var dog stadig begrænset: Hun måtte ikke eje en fax eller en kopimaskine, hun måtte ikke sætte en parabolantenne op, og hvis hun ville rejse i Burma, var togvognene enten ude af drift eller pladserne udsolgte. Hun måtte ikke eje et pas, størstedelen af hendes post kom aldrig frem, og det var forbudt for hende at modtage breve med kurerfirmaer.

Juni 1996: Som reaktion på de store folkemængder – nogle gange op til 10.000 – som regelmæssigt samledes foran Aung San Suu Kyis hus for at høre hendes taler, forbød SLORC udtalelser rettet mod regeringen og truede med fuldstændig at forbyde NLD's aktiviteter og arrestere dens medlemmer for ulovlig sammenslutning. Alligevel fortsatte tusindvis af Aung San Suu Kyis tilhængere at samles foran hendes hus. Det lykkedes NLD at udforme grundlaget for en ny forfatning, ifølge hvilken de væbnede styrker ikke ville kunne deltage i regeringsarbejdet. Militærjuntaen afviste imidlertid at indlede en dialog og krævede, at militæret fortsat skulle spille en fremtrædende rolle i landets politiske liv. Arrestationerne af NLD-medlemmer fortsatte, og regeringen nedlagde stadig flere restriktioner på Aung San Suu Kyis aktiviteter, indtil den forbød hende at anvende telefonen.

September 1997: Under stigende internationalt pres gav SLORC i 1997 en række indrømmelser, og i september tillod den NLD at afholde sin første kongres i syv år.

August 1998: Militæret indledte en voldsom kampagne mod Suu Kyi, der var blevet tilbageholdt ved en vejkontrol, da hun for fjerde gang forsøgte at forlade hovedstaden for at mødes med sine tilhængere. Juntaen karakteriserede Suu Kyi som ”samfundets fjende nummer et”. Regeringens aviser meddelte, at de der mødtes med hende ”ikke ville komme til at leve længe”.

Marts 2000: Regeringens politiske chikane aftog ikke de følgende år. Under en festligholdelse for de væbnede styrker i marts 2000 erklærede formanden for militærdiktaturet Than Shwe, at oppositionen ville blive ”elimineret”, hvis den truede ”landets stabilitet”. Than Shwe opfordrede samtidig til national enhed og til, at de partisaner, der kæmpede ved grænsen, undertegnede en våbenhvileaftale ”og hurtigt slog sig sammen med hæren”.

23. september 2000: En demonstration mod militærjuntaen førte til, at Aung San Suu Kyi og flere medlemmer af hendes parti blev sat i husarrest. Internationale protester fik militærregeringen til at benægte, at dette skridt var blevet taget. Den erklærede i stedet, at de politiske ledere havde ”bedt om tilladelse til at kunne blive i deres hjem”, mens påstande om terrorisme i oppositionspartiet blev undersøgt.

6. maj 2002: Efter 19 måneder i uafbrudt husarrest blev Aung San Suu Kyi løsladt og fik atter lov at deltage i politiske aktiviteter, hvilket blev tolket som begyndelsen på en demokratisk åbning. Det skete som resultat af et massivt internationalt pres, med FN som mægler og en omfattende embargo fra USA og EU. Ovenpå løsladelsen gik regimet i Myanmar i forhandlinger med det internationale samfund.

Frigivelsen blev kortvarig, og endte kort efter til en fornyet anholdelse, da regimet opdagede, at hendes popularitet i befolkningen var usvækket.

Maj 2003: Aung San Suu Kyi blev tilbageholdt og sat i såkaldt ”sikkerhedsforvaring” i over tre måneder, inden hun blev sat tilbage i husarrest. Samtidig blev en NLD kortege angrebet, mindst fire blev dræbt og 130 forsvandt.

17. maj 2005: Efter ni års pause mødtes det Nationale Konvent med 1000 delegerede for at udforme hovedpunkterne i en ny forfatning. Regeringen erklærede, at konventet var det første skridt frem mod en demokratisering af landet, men NLD boykottede konventet, fordi militærregeringen fortsat afviste at løslade Aung San Suu Kyi og andre fængslede partifæller. FN's generalsekretær, Kofi Annan, erklærede, at konventet ikke havde nogen troværdighed uden hendes deltagelse, og andre delegerede erklærede, at initiativet mistede enhver legitimitet uden NLD.

25. maj 2007: Militærdiktaturet forlængede Aung San Suu Kyis husarrest med endnu et år. I Myanmar skal beslutninger om husarrest tages op til revision hver 12. måned, og forlængelsen var derfor ventet. Alligevel førte det til kritik fra politiske ledere i hele verden og fra FN.

maj 2008: Regimet oplyste i februar 2008, at der ville blive gennemført folkeafstemning om ny forfatning i maj 2008 og valg i 2010. Folkeafstemningen blev gennemført i to runder i maj og godkendte med 93 % overgangen til demokrati.

27. maj 2008: Aung San Suu Kyis husarrest blev igen forlænget med et år.

11. august 2009: Husarresten blev forlænget med yderligere 18 måneder.

13. november 2010: Aung San Suu Kyi blev løsladt fra sin husarrest.

1. april 2012: Valg i Myanmar. Aung San Suu Kyi og NLD blev valgt ind i parlamentet.

16. juni 2012: Med 21 års forsinkelse holdt Aung San Suu Kyi sin takketale i Oslo for modtagelsen af Nobels fredspris i 1991.

8. juli 2012: Aung San Suu Kyi annoncerede, at hun ville stille op som præsident ved valget i 2015.

8. november 2015: Aung San Suu Kyi og hendes parti NLD vandt valget stort med næsten 80 procent af de stemmer, der ikke på forhånd var reserveret til militæret og fik suverænt flertal i begge parlamentets kamre. Htin Kyaw blev udpeget som præsident, men Aung San Suu Kyi regnes som den egentlige leder af landet.

April 2016: Aung San Suu Kyi og hendes parti overtog regeringsmagten. Rollen som statsrådgiver blev oprettet, og Aung San Suu Kyi råder over landet med den post og diverse ministerposter, blandt andet udenrigsminister.

September 2017: Flere kritikere opfordrede til, at Aung San Suu Kyi skule fratages Nobels fredspris fordi hun ikke formåede at beskytte rohingyaerne mod militærets brutale angreb.

Hvorfor har Aung San Suu Kyi siddet i husarrest?

Da Aung San Suu Kyis barndomshjem i Rangoon blev stormet af militæret den 20. juli 1989, blev mange af hendes partifæller sat i fængsel eller udsat for tortur i efterretningstjenestens forhørscenter. Selv kom Aung San Suu Kyi ”kun” i husarrest i sit eget hjem, hvor hun til gengæld har siddet næsten uafbrudt lige siden. Når hun ikke er blevet fængslet eller dræbt, er det nok, fordi hun er sin fars datter, siger hun i dokumentarfilmen ”Aung San Suu Kyi – Lady Of No Fear”, (se kilder). Militærjuntaen satte hende i husarrest, så hendes velformulerede systemkritik og store gennemslagskraft hos befolkningen ikke skulle true deres totalitære regime. De forbød al positiv omtale af hende og beskrev hende som samfundsfjende. Et par gange prøvede de at ophæve husarresten, men da det hver gang viste sig, at både hendes kampgejst og popularitet forblev usvækket, tog de friheden fra hende på ny. Regeringen forsøgte flere gange at overtale hende til at rejse ud af landet, men hun foretrak husarresten af frygt for, at hun ikke ville få lov at rejse tilbage, hvis hun først forlod landet. Af samme grund så hun i mange år ikke sin mand og to sønner, som boede i Oxford. End ikke, da Michael Aris fik konstateret kræft i 1998, måtte han komme ind i landet, og han døde i 1999 uden at have taget afsked med sin kone.

Hvilken rolle spillede Aung San Suu Kyi for Burma under sin husarrest?

Aung San Suu Kyi muligheder for at udvirke konkrete politiske forandringer har været begrænsede, særligt i de mange år, hun sad i husarrest. Hendes idealer kombinerer demokratitænkningen med Burmas største religion, buddhismen, og hendes betydning er næsten hellig for burmeserne. At det i mange år var forbudt at udsige hendes navn og at afbilde hende, har kun været med til at styrke idoliseringen i landet, hvor det er tabu at kritisere hende. Siden 2016 har hun nærmest dagligt været afbildet på avisforsider, hvilket censuren umuliggjorde tidligere. Endelig har folk lov til at dyrke deres ikon, som repræsenterer håb for frihed og demokrati, skriver Information i artiklen ”Kritik af en helgen” (se kilder).

Hvilke priser modtog Aung San Suu Kyi for sin frihedskamp?

Under den årelange husarrest fik Aung San Suu Kyi international anerkendelse som frihedsforkæmper og modtog en lang række vigtige priser in absentia, blandt andet:

·Raftos Menneskerettighedspris i 1990
 

· EU-parlamentets Sakharov pris i 1991

· Nobels fredspris i 1991. For fredsprisens 1,3 millioner dollar dannede Aung San Suu Kyi en fond til støtte for sundhed og uddannelse af det burmesiske folk

· UNESCO's Simon Bolivar Pris i 1992

· Den Internationale Solidaritetspris af Arbejderbevægelsens Internationale Forum i København i 1993

· Amnestys Ambassador of Conscience-pris for 2009

·Den amerikanske kongres’ Congressional Gold Medal, den højeste pris kongressen kan give.

Hvordan har den etniske udrensning af rohingyaer påvirket Aung San Suu Kyis omdømme i omverdenen?

Aung San Suu Kyis omdømme har lidt gevaldigt under militærets angreb på rohingyaerne. Mens hun før hun overtog magten i landet var Vestens darling i sin rolle som frihedskæmper, som Jyllands-Posten beskriver det i en artikel den 18. juli 2017 (se kilder), så kritiserer gamle støtter hende nu for at forholde sig passivt i konflikten og ikke forsøge at standse militæret, skriver DR.dk den 8. september 2017 (se kilder). Hun er blevet kritiseret af tidligere nobelprismodtagere, over 400.000 mennesker har skrevet under på en opfordring til at fratage hende Nobels fredspris, og politikere i udlandet ser kritisk på hendes rolle, skriver DR.dk (se kilder). I artiklen kritiserer Mogens Lykketoft, Danmarks tidligere udenrigsminister, hende for at forsømme sit ansvar: ”Hun har ikke brugt den moralske autoritet, som hun har, til at stoppe overgrebene mod dem (rohingyaerne, red.)”. Eksperter peger på, at militærets kontrol med vigtige poster – de sidder blandt andet på indenrigsministeriet, ministeriet for grænseanliggender og sikkerhedsministeriet – og den generelle antimuslimske stemning blandt det buddhistiske flertal i Myanmar gør det svært for hende at handle, men hun kritiseres også for at forholde sig meget tavs og end ikke kritisere militæret, skriver DR.dk.

Kilder citeret i artiklen

Avisartikler

Ritzau:
Aung San Suu Kyi kommer til Europa, Information, 2012-05-03.
Ritzau:
Aung San Suu Kyi træder ind i Myanmars parlament. Politiken, 2012-05-02.
Splidsboel, Tina:
Kritik af en helgen. Information, 2012-04-25.

Web-artikler

Ritzau:
Nobelprisen åbnede en dør i Suu Kyis hjerte. DR Udland, 2012-06-16.
Jørgensen, Asger Manuel:
Aung San Suu Kyi besøger Europa. DR Udland, 2012-05-03.
Færk, Daniel Kirknæs:
Aung San Suu Kyis parti vandt 43 pladser. DR Udland, 2012-04-03.

Myanmar fremover

Hvilke udsigter er der til, at Myanmar bliver et demokrati?

Udviklingen i Myanmar siden Aung San Suu Kyis overtagelse af regeringsmagten har vist, at landet stadig langt fra er et demokrati, skriver Information i en artikel bragt den 15. september 2017 (se kilder). Det er både tydeligt, fordi et etnisk mindretal fortsat oplever forfølgelse og mangel på basale menneskerettigheder, og fordi militæret stadig ikke er styret af de demokratisk valgte politikere. Det betyder, at Aung San Suu Kyi konstant skal overveje, om hun fortsat har militærets støtte, forud for politiske beslutninger, siger Helene Marie Kyed, der forsker i Myanmar ved Dansk Institut for Internationale Studier til artiklen i Information (se kilder): »Efter det første demokratiske valg er magten blevet kastet op i luften som en bold, men det er endnu ikke tydeligt, hvem der har grebet den. Det har skabt usikkerhed hos regeringen, militæret og de religiøse ledere, og Aung San Suu Kyi ved ikke, hvor langt hun kan gå, før militæret trækker stolen væk under hende.« Samtidig har udviklingen i Rakhine-delstaten vist, at de demokratiske rettigheder, landet til en vis grad fik mulighed for at bruge i forbindelse med valget i 2015, hurtigt kan blive inddraget igen. Militæret har lukket ned for både journalister og uafhængige observatører i Rakhine. Endelig er der spekulationer om, hvorvidt militæret bruger angrebet mod rohingyaerne strategisk for at undergrave den ellers så populære folkehelt. Aung San Suu Kyis tavshed og manglende handlekraft har for første gang fået de internationale støtter, der i årtier har bakket op om Aung San Suu Kyi, til at betvivle hendes moral, integritet og politiske evner, hvilket kan være gavnligt for militæret siger Esben Harboe, der har fokus på landet i sit arbejde ved International Media Support: “Der er konservative kræfter i militæret, som er inderligt imod afgivelse af magt og demokratisering af Myanmar. De kræfter er med til at destabilisere landet og undergrave Aung San Suu Kyis autoritet.”

Baggrundskilder

Officielle hjemmesider

Biografi, bibliografi og fotografier af Aung San Suu Kyi, samt sønnen Alexander Aris’ takketale i forbindelse med modtagelsen af prisen.
Information om partiets politiske og sociale aktiviteter, samt liste over den internationale medieomtale om partiet.

Organisationer

En dansk hjemmeside med oplysninger om Burmas historie og politiske situation.

Bøger

Bengtsson, Jesper: En kamp for frihed. Turbulenz, 2012.
Holm, Mette og Mogens Lykketoft: Fra Burma til Myanmar. People’s Press, 2012.
Suu Kyi, Aung San: Aung San of Burma: A biographical portrait by his daughter, 1984.
Suu Kyi, Aung San: Freedom for Fear and Other Writings, 1996.
Suu Kyi, Aung San: Letters from Burma, 1998.

Spillefilm på Filmstriben

Besson, Luc: The Lady. Europacorp, 2011.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Myanmar

Kilder citeret i artiklen

Karner, Lasse: Første frie valg i 25 år: Vinder fredsikonet Aung San Suu Kyi?
Berlingske, 2015-11-08.
Ritzau: Aung San Suu Kyi kommer til Europa
Information, 2012-05-03.
Ritzau: Aung San Suu Kyi træder ind i Myanmars parlament
Politiken, 2012-05-02.
Splidsboel, Tina: Kritik af en helgen
Information, 2012-04-25.
Ritzau: Nobelprisen åbnede en dør i Suu Kyis hjerte
DR Udland, 2012-06-16.
Jørgensen, Asger Manuel: Aung San Suu Kyi besøger Europa
DR Udland, 2012-05-03.
Færk, Daniel Kirknæs: Aung San Suu Kyis parti vandt 43 pladser
DR Udland, 2012-04-03.