Introduktion til arbejderbevægelsen

Hvad forstår man ved arbejderbevægelsen?

Den danske arbejderbevægelse består af en bred vifte af partier, organisationer, virksomheder og foreninger, der har deres rod i socialismen.
Kernen i den organiserede arbejderbevægelse har gennem tiden været opbygget således, at den har været opdelt i tre grene: socialistiske partier, fagbevægelsen og arbejderkooperationer.
Det bærende parti har gennem alle årene været Socialdemokratiet, der som det eneste arbejderparti har opnået at have regeringsansvar. Hertil kommer et utal af fraktioner og alternative bevægelser, der med større eller mindre held gennem tiden har påkaldt sig interesse. Af partidannelser kan først og fremmest nævnes Danmarks Kommunistiske Parti, Venstresocialisterne og Fælles Kurs. I Folketinget finder man i dag kun tre arbejderpartier: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
Fagbevægelsen udgøres af Landsorganisationen i Danmark, LO, der er hovedorganisation for fagbevægelsens karteller og fagforeninger. De såkaldte gule fagforeninger, der stå uden for LO medregnes ikke til fagbevægelsen, og det samme gælder fx Kristelige Fagforening.
Arbejderkooperationerne er samlet i Det Kooperative Fællesforbund, der er en interesse- og arbejdsgiverorganisation for de omkring 890 kooperative virksomheder i Danmark (2,3,4)

Hvor står Socialdemokratiet i dag?

Efter af have været i opposition i perioden 1982-1993 har Socialdemokratiet nu haft regeringsansvaret i otte år. Økonomisk er det gået godt. Det er lykkedes at få knækket de økonomiske kurver opad, men vælgerne er utilfredse. I dag står partiet i den måske værste krise i nyere tid. Alt tyder på, at den nuværende regering ikke overlever det valg, der senest skal afholdes den 12.3.2002. Otte år i regering slider. Efter så lang tid vil partiet - med rette eller urette - blive gjort ansvarlig for, at vælgernes forventninger ikke bliver opfyldt, og at de føler sig svigtede.
Afstanden mellem de ideelle forestillinger om Danmark som et velfærdsforegangsland og den virkelighed, som vælgerne møder i hverdagen eller læser om i avisen, skaber skuffelse og frustrationer
Skal det kommende valg vindes, er det efter manges mening kun muligt, hvis partiet står fast på klassiske socialdemokratiske dyder og stopper ethvert flirteri med udlicitering, privatisering og brugerbetaling for offentlige ydelser (5)

Hvad mener vælgerne?

Socialdemokratiets krise afspejler sig tydeligt i de meningsmålinger, som jævnligt bringes i dagbladene. Den seneste undersøgelse blev foretaget af markedsanalysevirksomheden Vilstrup Research for Politiken i perioden 2.-7. januar 2001. Den taler sit tydelige sprog om partiets øjeblikkelige popularitet.
Situationen for de tre arbejderpartier ser således ud:

I tabellen er der ikke medtaget færøske og grønlandske mandater (6)

Hvorfor er Socialdemokratiet i krise?

Grunden til Socialdemokratiets krise skal findes i de mange 'sager', der de seneste år har været oprullet i pressen. Sidste år var det socialdemokraterne
i Københavns Kommune, der stod for de store overskrifter. Først var der svindelen i Arbejdernes Ligkistemagasin, så kom sagen om Københavns Idrætsanlæg, der handlede om misligholdte bygninger, gratis landskampbilletter og druk på arbejdspladsen. Endelig var der sagen om skjulte, ulovlige tilskud til socialdemokratiske boligselskaber.
Hertil kommer den generelle frustration over lange ventelisterne på hospitalerne, den dårlige eller manglende hjemmehjælp, manglen på ældreboliger for ikke at tale om de utilfredsstillende forhold på nogle plejehjem. Endelig er der problemerne med privatiseringer, der i bund og grund er borgerlig politik.
For vælgerne handler det først og fremmest om troværdighed. Indgrebet i efterlønnen og ikke mindst den måde, som indgrebet fandt sted på, gav statsministeren og partiet et alvorligt banesår. Og når statsministeren ved regeringsomdannelsen lige før jul overtrådte partiets egne regler ved at udnævne en minister, der kun havde været medlem et par dage og ikke de krævede to år, er det ikke en handling, der påkalder sig tillid (7,8)

Hvad var efterlønssagen?

Den sag, der efter manges mening har skadet Socialdemokratiet mest og som for alvor har svækket befolkningens tillid til Poul Nyrup Rasmussen, var den såkaldte efterlønssag.
Efterlønsordningen blev indført i 1979 og blev med årene en så stor succes, at den blev en langt større offentlig udgiftspost, end det var forudset. Man havde regnet med, at den ville komme til at omfatte ca. 27.000 personer, men i 1999 omfattede den rent faktisk næsten 70 % af de 60-67 årige, svarende til ca. 140.000. Hvad der i 1979 var forudset at skulle koste 600 mio. kr. kostede i 1999 17 mia. kr.
Mange var derfor nervøse for, at ordningen ikke kunne opretholdes i længden, og specielt Venste og de konservative havde altid være skeptiske over for ordningen.
Efterlønsordningen blev et tema i valgkampen op til valget i 1998. Af frygt for at støde midaldrende vælgere fra sig, udstedte statsministeren få dage før valgdagen en efterlønsgaranti. Ved det fyldte 60. år ville alle få en skriftlig garanti fra staten på, at efterlønnen ville blive beregnet på det indtægtsgrundlag, der denne dag var gældende.
Det viste sig hurtigt, at garantien ikke holdt. En justering var med i regeringsgrundlaget for S-R-regeringen, og en helt ny ordning med brugerbetaling indgik i finanslovsaftalen for 1999 mellem regeringen, Venstre, de konservative, CD og Kristeligt Folkeparti (9)

Hvad er S-vælgerne tilfredse med?

I et forsøg på at indkredse, hvad de socialdemokratiske vælgere rent faktisk er utilfredse med, foretog Vilstrup Research for Politiken i december 2000 er række telefoninterviews med en række mennesker, der ved sidste valgt stemte på Socialdemokratiet.
Resultatet af undersøgelsen var, at den store utilfredshed ikke manifesterede sig på enkelte politiske områder. Kritikken var bredere. Eksempelvis mente kun 8 %, at skatterne er for høje, og partiets indsats på ældre- og udlændingeområdet, blev kun kritiseret af henholdsvis 6 og 5 %.
Den bredtfavnende utilfredshed var mere alvorlig. Hele 20 % mente, at partiet fører borgerlig politik og for 14 % drejede det sig om manglende troværdighed.
For Nyrup personligt var undersøgelsen ikke rar. 12 % var utilfredse med statsministerens ledelsesstil, og lige så mange udtrykte behov for en ny ledelse og nye visioner (10)

Hvad sagde statsministeren?

På denne baggrund var statsministerens nytårstale af mange imødeset med spænding og forventning. Få dage tidligere havde han foretaget en regeringsomdannelse, der skulle give partiet en bedre profilering op til næste valg.
Statsministerens nytårstale rummede ikke de store visioner. Bortset fra, at Nyrup ønskede et Danmark, der er verdens bedste IT-nation lå hovedvægten på de nære problemer i danskernes hverdag. Mottoet fra partiets seneste kongres 'Mennesker før penge' blev gentaget, elendighederne under den borgerlige regering blev betoner, og i det hele taget kunne talen let opfattes som en partileders oplæg til en lang valgkamp. Det hele var luftigt og så lidt konkret, at ingen kunne være uenig.
Nyrup havde tydelig vis indset, at en af de få muligheder han har for politisk at overleve næste valg, er at minde befolkningen om, at det går godt i Danmark (11,12)

Hvad siger meningsmålingerne?

Den seneste meningsmåling, der blev foretaget af Sonar for Jyllands-Posten den 15.1.2001, illustreret, at Socialdemokratiet i løbet af tre år risikerer at have sat 23 mandater over styr, og disse mandater er ikke gået til Folketingets to andre arbejderpartier:

(13)

Videre læsning

Under videre læsning henvises til enkelte konkrete dokumenter som for eksempel én artikel eller én bog. Der kan være henvisninger til dokumenter i både trykt og elektronisk form. Dokumenterne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning i danske såvel som internationale databaser samt søgning på Internettet.

Formanden for LO-Ungdom i Aalborg og formanden for Frit Forum argumenterer for, at Socialdemokratiet først og fremmest skal melde offensivt ud og sætte dagsordenen på de områder, hvor partiet står stærkt. Der drejer sig fx om nye tiltag på folkeskoleområdet, på miljøområdet, på ældreområdet og på sundhedsområdet. Endvidere understreges nødvendigheden på at tage hul på debatten om finansieringen af fremtidens velfærdssamfund.

Videre links

Under videre links henvises til hjemmesider og databaser på Internettet med flere eller mange dokumenter. Videre links kræver således at man selv udvælger og vurderer hvilke dokumenter man har brug for, eventuelt efter en søgning på hjemmesiden eller i databasen. Hjemmesiderne og databaserne er kvalitativt udvalgt som de mest relevante efter research og søgning på Internettet.

Kilder

1. Nyrup Rasmussen, Poul: Statsminister Poul Nyrup Rasmussens nytårstale. Hvem hvad hvor, 2000, side 237-239.
2. Christiansen, Niels Finn: Arbejderbevægelsen i Danmark. Den Store Danske Encyklopædi, bind 1, 1994, side 535-537.
3. Christiansen, Niels Finn: Fagbevægelsen. Den Store Danske Encyklopædi, bind 6, 1996, side 172.
4. Det Kooperative Fællesforbund. Dansk tekst.
   http://www.dkf.dk/index2.html
5. Flensburg, Thomas: Efterlønnen har kostet dyrt. - Aktuelt. - 2001-01-26.
6. Politisk indeks. - Politiken. - 2001-01-10.
7. Flensburg, Thomas: Efterlønnen har kostet dyrt. - Aktuelt. - 2001-01-26.
8. Rasmussen, Michael P.: Total arrogance. - Ekstra Bladet. - 2000-12-29.
9. Boriis, Inger: Forvirring om efterløn. Hvem hvad hvor, 2000.
10. Sådan svarer frafaldne S-vælgere. - Politiken. - 2000-12-17.
11. Kampmann, Nicolai: Nyrup i valgoffensiv. Aktuelt. - 02.01.2001
12. Kampmann, Nicolai: En festlig iscenesættelse. Aktuelt. - 02.01.2001
13. Sonar: Prøvevalg 15.01.2001. - Jyllands-Posten. - 2001-01-21.