Modstanden mod apartheid

Hvilken modstand var der mod apartheid i Sydafrika?

Det var primært sorte, der organiserede modstand mod apartheid-systemet, og den væsentligste modstandsbevægelse var ANC, African National Congress. Men også det mere radikale parti PAC, Pan-African Congress havde betydning i kampen mod det hvide styre, og der opstod en bred nationalistisk sort bevægelse kaldet Black consciousness. 

Modstanden rettede sig i begyndelsen især imod de love, der fratog de sorte deres borgerrettigheder, for eksempel retten til at stemme, eje jord, bevæge sig frit i landet og så videre. Siden kom modstanden også til at rette sig mod politiets brutale fremfærd over for dem, der deltog i demonstrationer, strejker og protester.  

Farvede, asiater og i mindre grad hvide var også aktive i kampen mod apartheid. Ikke mindst unge hvide, der forelskede sig i en person fra en anden race og dermed på egen krop mærkede apartheid-lovene - det var forbudt at dyrke sex med eller gifte sig med en person fra en anden race - blev modstandere af styret. Men kun få hvide turde stå offentligt frem med deres modstand.

Hvilken rolle spillede Steve Biko?

Steve Biko blev stifter af og symbol for Black Consciousness-bevægelsen, en bevægelse der arbejdede på at give de sorte deres stolthed og værdighed igen og stille krav om ligeret i det sydafrikanske samfund. 

Biko blev i 1977 tævet ihjel, mens han lå i håndjern i en celle på en politistation. Drabet på ham fik stor betydning for det internationale samfunds fordømmelse af apartheid og for sanktionerne imod apartheid-styret. FN's Sikkerhedsråd vedtog således en våbenembargo mod Sydafrika kun to måneder efter Bikos død. Hans liv og arbejde beskrives i bogen "Biko - en sydafrikansk eksiljournalists beretning" (se kilder) og på hjemmesiden for Steve Biko Foundation (se kilder).

Hvornår og hvordan blev ANC dannet?

ANC blev dannet i 1912 under navnet South African National Congress. Det var et lille politisk parti af sorte, der samlede sig i protest med en ny jordlov, der betød, at de hvide fik tildelt 87 % af Sydafrikas areal, mens de sorte fik de resterende 13 %. Samtidig forbød lovene de sorte at købe jord i de hvides områder og omvendt.

I 1923 skiftede partiet navn til African National Congress, ANC. I 1920'erne var bevægelsen fortsat ret lille, og der var intern uenighed om, hvorvidt partiet skulle samarbejde med kommunistpartiet. Også i 1930'erne var bevægelsen forholdsvis ubetydeligt. Men i 1940'erne, da der blev dannet en ungdomsafdeling, blev partiet mere aktivt, og der blev organiseret en lang række ikkevoldelige strejker, protesteer, boykotter og demonstrationer.  

Partiets etablering og udvikling beskrives blandt andet i bogen "Sydafrika – en nation under forvandling" (se kilder) og på partiets egen hjemmeside http://www.anc.org.za/ (se kilder).

Hvilke midler brugte ANC?

ANC's mål var at afskaffe apartheid og indføre et demokratisk socialistisk styre med udgangspunkt i alle menneskers ligeværd. Første skridt på vejen hertil skulle være at skaffe stemmeret til farvede, asiater og sorte. I de første årtier holdt partiet sig til ikkevoldelige metoder. Alligevel blev mange medlemmer chikaneret af politiet, arresteret og fængslet. Og fra 1948, da medlemstallet steg som følge af Nationalistpartiets magtovertagelse, blev det jævnligt diskuteret, om det var nødvendigt at tage voldelige midler i brug, og nogle af de, der talte for brug af vold, gik over i PAC, Pan-African Congress. 

I 1960 arrangerede PAC store demonstrationer mod paslovene, og herefter blev både PAC og ANC forbudt. Efter forbuddet besluttede ANC at gå over til voldelige midler, og i 1961 dannede partiet en væbnet afdeling kaldet Umkhonto we Sizwe, Nationens Spyd. Den forsøgte sig med sabotagevirksomhed, også organiseret fra nabolandene, men aktionerne blev aldrig særlig effektive, fordi den sydafrikanske regering satte hårdt ind med militær og overvågning. Sideløbende med de væbnede aktioner fortsatte demonstrationerne.  

I 1990 blev forbudet mod ANC ophævet, og til gengæld stoppede partiet sin guerillavirksomhed. Enkelte medlemmer og tilhængere deltog dog i løbet af 1990'erne gentagne gange i kampe med tilhængere af Inkhata-bevægelsen, en anden sort bevægelse, der samarbejdede med Nationalistpartiet i forsøget på at fratage ANC indflydelsen. Fra 1990 brugt ANC dog formelt og stort set også i praksis kun demokratiske metoder. Nelson Mandela forhandlede med den hvide mindretalsregering om overgangen til demokrati for alle racer. Siden valget i 1994 har ANC fungeret som et almindeligt politisk parti.

Hvilken rolle spillede Nelson Mandela?

Nelson Mandela (f. 1918) blev den væsentligste person i kampen mod apartheid og i dannelsen af et demokratisk land. Han sluttede sig til ANC i 1944 og blev en af lederne i bevægelsen i 1949. Han var med til at beslutte, at modstanden mod apartheid skulle benytte sig af voldelige midler, og han var selv direkte med i kampen, indtil han i 1962 blev arresteret og idømt fem års fængsel. Året efter blev han og flere andre sorte anklaget for at have planlagt sabotage og voldelige episoder fra fængslet, og han blev idømt fængsel på livstid.

I 1985 tilbød den daværende sydafrikanske præsident Botha at løslade Mandela mod, at Mandela afstod fra at bruge vold som politisk middel. Men Mandela afslog tilbudet med den begrundelse, at Botha burde afskaffe apartheid og stoppe volden mod de sorte.  

Mandela sad fængslet frem til 1990 og blev i mellemtiden en levende martyr, som symboliserede de sortes modstand mod apartheid-styret. I februar 1990 blev han løsladt, og kort efter blev han valgt til næstformand i ANC. I 1991 blev han valgt til formand, og i 1993 modtog han sammen med Sydafrikas hvide præsident de Klerk Nobels Fredspris (se kilder). I april 1994 blev han valgt som landets præsident ved det første frie valg, og han sad på posten frem til næste valg i 1999, hvor han selv valgte at træde af på grund af alderdom. 

Nelson Mandela er mange steder i verden et symbol på frihedskamp og retfærdighed, og hans bøger om kampen mod apartheid (se kilder) er oversat til mange sprog, ligesom hans liv og arbejde beskrives på en række hjemmesider (se kilder) og i bøgerne "Nelson Mandela - frihedens fader", "Nelson Mandela" og "466/64 Nelson Mandela: Jeg blev født fri" (se kilder) samt i filmen "Mandela - søn af Afrika, en stats fader" (se kilder).

Hvilken rolle spillede Desmond Tutu?

Biskop Desmond Tutu var i mange år leder af det sydafrikanske kirkeråd og fungerede som ærkebiskop i Cape Town fra 1986-1996. Han arbejdede ud fra sin teologiske baggrund for at afskaffe apartheid, og allerede i 1984 modtog han Nobels Fredspris for sit arbejde mod racisme og apartheid. Han var meget aktiv i forhold til at påvirke udenlandske regeringer, blandt andre den danske. Under et besøg i Danmark kaldte han således de danske kulindkøb fra sydafrikanske kulminer for 'uværdige'.

Efter apartheids afskaffelse var han en drivende kraft i oprettelsen af og arbejdet i Sandheds- og Forsoningskommissionen, som han var leder af. Desmond Tutus arbejde i kommissionen beskrives i selvbiografien "Ingen fremtid uden tilgivelse" (se kilder).  

Ikke alle kirkelige samfund var med i kampen mod apartheid. Blandt andre den Hollandsk Reformerte Kirke bakkede i mange år op om apartheid-styret, men ændrede holdning under afsløringerne fra Sandheds- og Forsoningskommissionen (se nedenfor).

En række kirkelige organisationer fra udlandet støttede aktivt op om Desmond Tutus kamp mod apartheid, blandt andre Folkekirkens Nødhjælp.  

Tutu er også kendt for at have introduceret begrebet 'regnbuenationen' i 1990'erne, et begreb der afspejler Sydafrikas store kulturelle, etniske og religiøse forskelle og håbet om, at disse forskelligheder kan rummes i ét harmonisk samfund.

Hvilke begivenheder fik særlig betydning for afskaffelsen af apartheid?

  • Frihedserklæringen: I 1955 besluttede ANC sammen med den indiske kongres og en kongres for hvide demokratier at afholde en fælles Folkets Kongres for at skabe en vision for et nyt Sydafrika. 3.000 delegerede deltog i kongressen og vedtog et dokument, Frihedserklæringen, hvor der stod: "Sydafrika tilhører alle, der bor i landet, sorte som hvide, og ingen regering kan med rette kræve magt herover uden folkets vilje."
  • Sharpville-massakren 1960: Den 21. marts protesterede tusinder af demonstranter i byerne Sharpville og Langa mod apartheid-styrets paslove. Protestdemonstrationen foregik foran politistationerne. Politiet åbnede ild mod dem, 69 mennesker blev dræbt og over 200 såret. Massakren fik endnu flere demonstrationer til at bryde ud, og politiet foretog razziaer mod ANC og PAC og arresterede over 100 medlemmer. Den 8. april 1960 vedtog parlamentet at forbyde de to partier. Det kunne nu koste op til 10 års fængsel at fremme organisationernes formål. Det fik dog ikke ANC til at opgive kampen, men fik partiet til at opgive sin ikkevoldelige modstand og gå over til væbnet kamp.
  • Soweto-opstanden: I 1976 opstod der en opstand i den største township i Sydafrika, nemlig South-Western Township, forkortet til Soweto, som ligger lige uden for Johannesburg. 20.000 skolebørn protesterede mod den dårlige undervisning i de sorte skoler. Politiet gik ind og skød mod mængden. 16 børn blev dræbt, og det fik oprøret til at brede sig til andre dele af Sydafrika. I dette oprør blev adskillige hundrede dræbt. Den voldsomme opstand fik nogle medlemmer af det regerende Nationalistparti til at tale om at afskaffe eller lempe apartheid.
  • Drabet på Steve Biko i 1977: Borgerretsforkæmperen Steve Biko blev tæsket ihjel, mens han var i politiets varetægt. Sammen med Sharpville-massakren og Soweto-opstanden fik dette drab det internationale samfund til at skærpe kritikken af det sydafrikanske styre.
  • Mandelas frigivelse 1990 og lovliggørelsen af ANC: Da Nelson Mandela blev frigivet i 1990 og forbudet mod ANC ophævet var det et signal om, at apartheid-regimet var parat til at acceptere Mandela og andre ANC-folk som ligeværdige forhandlingspartnere. Det blev dermed et vigtigt vendepunkt i processen hen imod afskaffelsen af apartheid.

Hvilken modstand mod apartheid var der fra organisationer og regeringer i udlandet?

Indtil slutningen af 1950'erne var verdenssamfundets indstilling til apartheid ikke specielt fordømmende, hvilket blandet andet skal ses i lyset af, at der også andre steder i verden fandt undertrykkelse af bestemte etniske grupper sted. For eksempel fik den sorte befolkning i de amerikanske sydstater først stemmeret i 1965. Det var også en amerikansk CIA-agent, der gav det sydafrikanske politi de oplysninger, som ledte til arrestationen af Nelson Mandela. Det fremgår af Gorm Gunnarsens bog "Sydafrikas historie" (se kilder). 

FN fordømte apartheid som en forbrydelse mod menneskeheden og mod menneskerettighederne i 1962 på opfordring fra Indien, og i 1977 besluttede FN at lave en sportslig boykot. Men de mange medlemslande blev først enige om at indføre våbenembargo mod Sydafrika i 1977. I løbet af 1970'erne begyndte det internationale samfund at blive mere opmærksom på konsekvenserne af Sydafrikas apartheid-politik, blandt andet på baggrund af den brutale nedkæmpning af opstanden i Soweto i 1976 (se ovenfor) og drabet på Steve Biko (se ovenfor). Adskillige menneskerettighedsorganisationer sendte anmodninger til den sydafrikanske regering om at løslade Mandela og andre politiske fanger.  

I 1985 vedtog FN en opfordring til sanktioner mod Sydafrika, og samme år vedtog EF's udenrigsministre en række sanktioner mod Sydafrika. De nordiske lande, herunder Danmark, gennemførte fra 1985 og frem en direkte handelsembargo, som blandt andet betød, at Danmark ikke længere importerede sydafrikanske kul. En handelsembargo nåede man aldrig til enighed om i FN.

Flere sydafrikanske lande, for eksempel Tanzania og Zambia, indførte forbud mod migrantarbejde i de sydafrikanske miner allerede i 1960'erne, hvor der ellers var mange fra andre sydafrikanske lande, der tog til Sydafrika for at arbejde.

Hvilken modstand mod apartheid var der i Danmark?

I Danmark opfordrede 100 medlemmer af Folketinget allerede i 1963 danske forbrugere til at boykotte sydafrikanske varer, men den socialdemokratiske regering var imod statslige sanktioner, og firmaer som F.L. Smidt og ØK handlede med Sydafrika, ligesom danske rederier deltog i våbensmuglinger efter, at FN's våbenembargo var trådt i kraft.

Der opstod til gengæld i løbet af 1970'erne en lang række politiske grupper og såkaldte komitéer, som arbejdede i solidaritet med de sorte i Sydafrika og for at afskaffe apartheid. Især efter Soweto-opstanden (se ovenfor) var mange danskere stærkt engagerede i Sydafrika-problematikken, og efterhånden gav virksomheder, butikskæder og kommuner efter for kravet om at boykotte Sydafrika.  

En af solidaritetsgruppen var LSA, Landskomitéen Sydafrika Aktion, som blev stiftet i februar 1978, og som siden skiftede navn til Sydafrika Kontakt. LSA støttede blandt andet ANC's Radio Freedom med en ny sender og fagbevægelsen SACTU med et trykkeri. Desuden koordinerede LSA en forbrugerboykot mod sydafrikanske varer. Aktivister satte 'Boykot Sydafrika'-mærkater på varer i dagligvarebutikker og fik på den måde kæder som Irma og FDB til at udfase deres salg af sydafrikanske varer. 

Også 'Unge mod Apartheid’ og Sydafrika-komiteeen i København (SAKK) lavede aktioner og kampagner, af og til med domme for hærværk som resultat.  

Der blev også arrangeret 'Løb mod Apartheid' og 'Rock mod apartheid'.

Særlig stor opmærksomhed fik kampagnen mod Shell, som havde en aftale med det sydafrikanske militær. Unge aktivister skar benzinslanger over og satte ild til Shellstationer, hvilket dog gav tilbageslag. Shell fik sympati fra kunderne, og selskabets omsætning steg.  

Der var også danske politikere, der var imod sanktionerne, og enkelte der ligefrem udtalte sig positivt om apartheid-styret. En af dem var stifteren af CD, Erhard Jakobsen, der i 1980 - efter at være blevet ført gennem slumkvarteret Soweto af apartheid-styrets informationsministerium - udtalte: "Det ser ikke nær så slemt ud, som man skulle tro. Ikke fordi jeg gerne vil leve der, men jeg ville heller ikke bryde mig om at bo i Ølstykke." Ved samme lejlighed forklarede han, at det forhold, at visse restauranter i Sydafrika var forbeholdt hvide, "skyldes traditionen og kan sammenlignes med restauranter i andre lande, hvor kvinder ikke kan komme." 

Hvilke konsekvenser fik det for udenlandske firmaer at handle med Sydafrika?

Der var ikke nogen skrap kontrol med overholdelsen af de forskellige sanktioner og embargoer, og en del vestlige virksomheder handlede derfor med Sydafrika i modstrid med sanktionerne. For eksempel blev der importeret frugt til Danmark fra Sydafrika, som blot blev mærket med 'from Botswana'-mærkater. 

En del af ofrene for apartheid er fortsat overbevist om, at apartheid-styret blev holdt ved magten af internationale virksomheder, som dermed var medskyldige i de sortes lidelser. Derfor har tusindvis af ofre for apartheid i maj 2003 lagt sag an mod 34 internationale virksomheder. Sagen beskrives i artiklen "Apartheid-ofre anklager" i Berlingske Tidende 20. maj 2003 (se kilder), og heraf fremgår det, at anklagen lyder på, at de 34 har "hjulpet og tilskyndet" apartheid-regeringen med at undertrykke befolkningen. For eksempel har diamantfirmaet DeBeers udnyttet den lavtlønnede arbejdskraft, som systemet garanterede, og banker som Crédit Suisse og Citigroup ydede regimet lån, selvom der var internationale sanktioner imod det, hedder det i anklagen.