Amish-bevægelsen i fremtiden

Hvordan tegner udviklingen sig for amish-bevægelsen?

På trods af deres levevis er amish-samfundene ikke stillestående levn fra fortiden. De er dynamiske samfund, der udvikler sig i takt med, at omverdenen rykker tættere og tættere på deres før så isolerede fællesskaber.

Indbyggervækst blandt amish-folket og stigende jordpriser i de områder, hvor de bor, har ført til, at mange må rejse til stater, hvor landbrugsjord er billigere, mens andre bliver og forsøger at finde et andet levebrød, der kan leve op til deres religiøse krav om et jordnært liv. Og netop vanskelighederne ved i dag at etablere sig som landmand udgør den største trussel mod amish-medlemmernes livsform. Vil det ændrede arbejdsmønster betyde, at amish-folket mister den forbindelse til jorden og naturen, som er så væsentlig i deres kultur? Vil stigningen i egentlige amish-drevne virksomheder - hvoraf nogle når en million-omsætning - true deres mulighed for at leve som amish-folk, der foretrækker hårdt, manuelt arbejde og forsager unødvendigt forbrug?  

I nogle amish-samfund er man i dag nede på, at kun halvdelen af mændene er beskæftiget ved jordbrug, mens de øvrige har valgt et håndværk som fremstilling af mejeriprodukter, møbler eller bygninger - enten i egne virksomheder eller som ansatte hos ikke-amish-arbejdsgivere. En udvikling, der betyder, at mange amish-medlemmer omgås det omgivende ’engelske’ samfund i langt højere grad end tidligere. Denne udvikling betyder, at en del amish-folk er nødsaget til at anvende teknologi for at være i stand til at udføre deres nye arbejdsområder ordentligt. Således arbejder nogle amish-mænd ansat i konstruktionsbranchen med CAD (Computer Aided Design) software, mens fabriksarbejdere bliver trænede i at kontrollere sofistikeret elektronisk maskineri. Lederne af amish-menighederne har ikke modsat sig deres medlemmers brug af teknologi til arbejdsbrug. Efter endt arbejdsdag går amish-medlemmerne nemlig tilbage til deres traditionelle hjem og fodrer dyrene og passer husholdningen uden brug af elektroniske hjælpemidler. Amish-medlemmerne synes altså at være i stand til at adskille arbejdslivet fra privatlivet.

Og selvom også mange amish-teenagere udsættes for en kraftig påvirkning fra det "engelske" samfund, ser det ikke ud til, at antallet af unge, der vælger at forlade menighederne inden dåben, er stigende. Ifølge forskeren John A. Hostetler i artiklen "Old World Extinction and New World Survival of the Amish" (se kilder) er en af grundene, at de to former for samfund - til trods for den stigende berøringsflade - bliver stadig mere forskellige i takt med udviklingen og globaliseringen. Og jo tydeligere denne forskel bliver, desto skarpere træder amish-samfundenes særlige kulturelle symboler frem, og sætter medlemmerne i stand til klart at definere deres egen identitet.  

Det tyder altså på, at amish-samfundene i det 21. århundrede fortsat formår at bevæge sig på en knivsæg mellem et ydmygt og gudfrygtigt liv og en rasende teknologisk udvikling.