Den Afrikanske Unions opgaver i dag

Hvilke politiske opgaver står Unionen over for?

Det vigtigste spørgsmål på den politiske dagsorden ved Den Afrikanske Unions topmøde i juli 2007 var skabelsen af en fælles regering med det formål på sigt at skabe et forenet Afrika - et ‘United States of Africa’. Blandt Unionens lande er der forskellige holdninger til, hvor stærkt integreret samarbejdet skal være, og det er blandt fremtidens udfordringer at nå til enighed om det punkt - ligesom det for EU-landene for øvrigt er et afgørende spørgsmål, hvor udbygget EU skal være.

Hvilke økonomiske problemer står Unionen over for?

Som afsnittet om Unionens økonomi indikerer, så er Den Afrikanske Union udfordret på pengepungen. Unionens største problem er, at der ikke kan indkræves penge nok fra medlemslandene til, at Unionen kan spille en reel og aktiv rolle.

Ifølge artiklen “Profile: African Union” (se kilder) er penge et af de helt centrale problemstillinger, idet mange af medlemslandene slås med fattigdom og derfor ikke har råd til at donere de ambitiøse bidrag, der er lagt op til.

Fattigdom er desuden et problem for Den Afrikanske Union i forhold til at skabe fred, stabilitet og demokrati i Afrika. Fattigdommen hænger i flere af de afrikanske lande sammen med korruption. Eksempelvis i Nigeria, som står for ti procent af Shells globale produktion af olie, men som alligevel er et land plaget af dyb fattigdom og konflikter. Årsagen er, at det kun er ganske få nigerianere, der får glæde af de mange oliemillioner. Ifølge artiklen “How deep is corruption in Africa?” (se kilder) er eksemplet ikke enestående. Problemet med korruption er, at den bidrager til at skævvride det afrikanske samfund økonomisk og samtidig bidrager til at skabe usikkerhed og at hæmme etableringen af virksomheder, hvormed den svækker den økonomiske udvikling. For at bekæmpe fattigdom, er det altså nødvendigt for Unionen at bekæmpe korruptionen.

En anden vigtig opgave for Den Afrikanske Union er at forhandle gode handelsaftaler hjem med det internationale samfund. Handelsaftaler er enn af de vigtigste årsager til, at de afrikanske lande, og dermed også Unionen, har så store økonomiske problemer. Både EU og G8-landene har eller har haft handelsbarrierer der pålægger afrikanske varer told Det betyder, at varerne bliver kunstigt dyrere end eksempelvis europæiske varer.

EU forpligtede sig i 2001 til at overholde den såkaldte Everything but Arms-lovgivning, som garanterer toldfri adgang for alle andre produkter end våben og ammunition, fra de fattigste lande til det europæiske marked. Efterfølgende har EU forhandlet med 76 tidligere kolonier i Afrika, Caribien og Stillehavet om at indgå Økonomiske Partnerskabsaftaler, de såkaldte EPA. Men både udviklingsorganisationen Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke kritiserer aftalerne for at være uretfærdige og til størst fordel for EU.

I 2005 vedtog de såkaldte G8-lande at fjerne handelsbarriererne imod Afrika ifølge artiklen “G8 fordobler støtte til Afrika og fjerner handelsbarrierer” (se kilder). Også WTO, der ellers er grundlagt på et princip om at fjerne handelsbarrierer, har haft en tendens til udelukkende at fokusere på at fjerne de handelsbarrierer, der er et problem for de vestlige lande.

Hvilke sikkerhedsmæssige problemer står Unionen over for?

Et af formålene med Den Afrikanske Union er ifølge den konstitutive lovs paragraf tre om at fremme fred, sikkerhed og stabilitet på kontinentet. Det er blandt andet derfor, at Freds- og Sikkerhedsrådet (PSC) blev etableret.

Foreløbig har Unionen interveneret i to konflikter:

  • Som et forsøg på at imødegå den lange konflikt i Darfur i Sudan har Den Afrikanske Union fra 2004 haft en fredsbevarende styrke på 7.000 soldater i Darfur. At styrken har et fredsbevarende mandat betyder, at den skal overvåge en våbenhvileaftale, og at soldaterne må beskytte civile, som er i overhængende fare. Området er imidlertid lige så stort som Frankrig, og det har været vanskeligt for de kun 7.000 mand at administrere fredsaftalen og beskytte befolkningen mod overgreb. I januar 2008 overgik Unionens soldater formelt til at være en del af FN’s 26.000 store hybridstyrke (UNAMID), der overtog ansvaret for at forsøge at skabe fred i Darfur.
  • Somalia har ifølge Udenrigsministeriet (se kilder) i praksis ikke haft en regering siden starten af 1990’erne. Efter at Mohamed Siad Barres regime faldt i 1991 udbrød der borgerkrig i landet. I 2006 blev en fredstraktat endelig underskrevet, men den nytiltrådte regering blev med det samme truet af fortsat vold. I marts 2007 ankom Den Afrikanske Unions soldater til landets hovedstad Mogasdishu som led i en fredsstyrke, der er planlangt til at skulle blive på 8.000 mand.

Hvilke sundhedsmæssige problemer står Unionen over for?

Den største sundhedsmæssige udfordring, Den Afrikanske Union står over for, er AIDS. Ifølge FN er AIDS den faktor, der kræver flest liv i Afrika. Især den sydlige del af Afrika, som er det område i verden, hvor der er flest tilfælde af HIV og AIDS. Ifølge UNAIDS årlige rapport fra 2008 (se kilder) lever 22 millioner mennesker syd for Sahara i Afrika med HIV, hvilket svarer til fem procent af regionens befolkning. Regionen har så mange HIV-smittede, at den står for 67 procent af alle personer, der lever med HIV i hele verden. I 2007 døde 1,5 million mennesker fra regionen, og at så mange dør og er smittede med en dødelig sygdom har også enorm betydning for arbejdsstyrken. Ifølge bogen “HIV/AIDS and work: global estimates, impact and response” vil arbejdsstyrken i flere afrikanske lande blive reduceret med mellem fem og 35 procent inden 2020 som følge af AIDS.

Derudover kræver de udbredte krige og de lange perioder med tørke og andre naturkatastrofer et stort antal liv. Ud over de mange, som dør under krigene og katastroferne, betyder det også at folk efterfølgende ofte bliver så fattige, at de ikke har adgang til mad og drikke eller ordentlige sanitære forhold.