Hvordan var aboriginernes møde med europæerne?
Briternes kolonisering af Australien i slutningen af 1700-tallet var både blodig og konfliktfyldt. Storbritannien opfattede den australske jord som fri, da aboriginerne ikke opererede med individuel ejerskab over jorden, som man gjorde i Europa. For aboriginerne var naturen og jorden fælles eje. Briterne betragtede derimod jorden som ubeboet og tog den i besiddelse. Snart begyndte de at deportere engelske fanger til landet, da de engelske fængsler på daværende tidspunkt var overfyldte. Det førte til voldelige episoder mellem kolonimagten og aboriginerne, der udviklede sig, efterhånden som bosættelsen blev udvidet.
Hvordan foregik koloniseringen?
Briternes kolonisering og samfundsorden stred mod aboriginernes på flere områder. Et af de centrale konfliktpunkter var ejerskab til jorden. Samtidig havde englænderne andre landbrugsmetoder og opfattelser af dét at drive landbrug end aboriginerne. Aboriginerne indsamlede føde og var traditionelt jægere, og de så deres jagt blive besværliggjort og forhindret, efterhånden som englænderne begyndte at indhegne marker og bevogte husdyr.
De voldsomme konflikter mellem aboriginerne og kolonimagten førte med tiden til masseudryddelser af aboriginerne i løbet af 1800-tallet, bl.a. Myall Creek-massakren i 1838. Her blev mindst 28 ubevæbnede aboriginer dræbt, ifølge hjemmesiden for Sydney Living Museum (se kilder).
Drabene og overgrebene var generelt mest omfattende i Tasmanien og i Queensland. Nogle af de aboriginere, der overlevede, blev bl.a. forvist til reservater uden for byerne og til lejre, hvor de tjente som billig arbejdskraft eller som sexslaver for kolonimagten, ifølge artiklen om aboriginere i opslagsværket Den Store Danske.
Hvordan blev aboriginerne behandlet af de britiske kolonister?
I begyndelsen tolererede aboriginerne briterne, ifølge artiklen ”Colonial period 1788-1901” fra Australian War Memorial (se kilder). Da det viste sig, at briterne var kommet for at blive, udviklede konkurrencen om jorden og kløften mellem de to forskellige samfundsformer sig imidlertid til konflikt. Somme tider førte dette til væbnede kampe, som kolonimagten almindeligvis vandt. Andre gange anvendte aboriginerne bagholdsangreb, hvor de bl.a. dræbte kolonisternes husdyr, nedbrændte deres ejendomme og ødelagde deres telegraflinjer.
I en artikel på National Archives, de britiske nationalarkivers, hjemmeside (se kilder) beskrives det, at aboriginerne led meget som følge af briternes ankomst til Australien. Der var voldelige sammenstød mellem aboriginerne og kolonisterne, bl.a. foranlediget af briternes landbrugsmetoder og samfundsorden, herunder retten til jord. Briterne dræbte ofte aboriginere, der overtrådte ”deres” ejendom; f.eks. de afgrænsninger som briterne havde lavet omkring deres huse og gårde. Aboriginerne, der ikke brugte individuel ejendomsret, opfattede imidlertid ikke dette som en overtrædelse. Med tiden flyttede mange aboriginere til byerne for at forsøge at skabe sig en tilværelse der, men de var ofte udsat for diskrimination og blev ramt af sygdomme og alkoholisme.
Hvordan blev aboriginerne behandlet efter Australiens selvstændighed?
Da Australien blev selvstændigt i 1901, betød det ikke, at aboriginerne blev accepteret i samfundet.
I starten af 1900-tallet levede aboriginerne på flere områder adskilt fra europæerne. Der blev gennemført en politik kaldet ”White Australia Policy”, der betød, at oprindelige folk på en række områder blev ekskluderet fra samfundet, bl.a. fik aboriginere frataget retten til at stemme. Op mod 100.000 aboriginerbørn blev i perioden 1910-1970 med magt fjernet fra deres forældre og anbragt i familiepleje hos europæiske familier som et forsøg på at ”integrere” aboriginerne i den hvide kultur. De fleste blev i praksis anbragt på institutioner, hvor forsømmelse og forskellige former for overgreb ikke var ualmindeligt. Deres navne blev ofte ændret, og de måtte ikke tale deres oprindelige sprog eller have noget med deres biologiske familie at gøre. Disse børn, der blev fjernet fra deres familier, er siden blevet betegnet som ”The Stolen Generation” (Den stjålne generation). Filosofien bag at fjerne børnene var, at aboriginske børn, særligt børn af blandet hvid og aboriginerafstamning, ville overtage og forstå de europæiske værdier, hvis de blev opdraget i det hvide samfund. Nogle af tvangsfjernelserne foregik ved deciderede razziaer med uanmeldte besøg af myndighederne, bortførelser eller ved at fjerne nyfødte fra forældrene med besked om, at de var døde ved fødslen.
Hvordan blev aboriginere opfattet af europæerne?
Aboriginerne blev af europæerne opfattet som et laverestående folk, hvilket bl.a. afspejlede sig i deres manglende rettigheder og den generelle diskrimination af dem. I mange år blev aboriginerne ikke anerkendt som statsborgere og indgik heller ikke i de officielle folketællinger. De havde ikke stemmeret, ret til sociale ydelser eller arbejdsretslig beskyttelse.
Den systematiske tvangsfjernelse af aboriginernes børn er også et tydeligt eksempel på, at de europæiske australiere anså den aboriginske kultur som laverestående og noget, der skulle udryddes, snarere end anerkendes.
Hvornår og hvordan fik aboriginerne flere rettigheder?
I 1960'erne intensiverede aboriginerne deres kamp for at opnå almindelige borgerrettigheder i landet. I første omgang stod kampen om en rimelig løn og tålelige levevilkår, som det lykkedes at forbedre ved hjælp af bl.a. demonstrationer, retssager og international omtale. Men snart handlede det også om genvinde noget af den tabte jord, og med tiden har aboriginerne opnået en vis retslig beskyttelse af deres hellige steder samt ejendomsret til nogle landområder.
Det var først i 1967, at aboriginerne blev opfattet som australske borgere og talt med i de australske folketællinger. Samme år ophørte regeringen med at tvangsfjerne aboriginske børn, og siden har mange af disse fjernede børn kæmpet for at finde deres biologiske forældre.
I 1971 blev den første aboriginer medlem af parlamentet, og i 1974 blev der oprettet et ministerium for indfødtes forhold. I 1992 blev aboriginerne af den australske højesteret anerkendt som landets oprindelige beboere og ejere. Dommen faldt som afgørelse i det, der kendes som Mabosagen efter den aboriginske mand, Eddie Mabo, som ti år tidligere havde anlagt sagen. Dommen blev stadfæstet i Native Title Act i 1993, der er Australiens lov om de oprindelige folks rettigheder til at eje jorden. Det er en rammelov, som skal danne grundlag for fremtidige afgørelser i retssager om aboriginernes krav på rettigheder på landområder.