COP15 i København

Artikel type
faktalink
journalist Ebbe Sønderriis, iBureauet/Dagbladet Information. 2010
Masseanholdelse under COP15 i København. Foto: PolFoto
Masseanholdelse under COP15 i København.
Foto: PolFoto

“Hr. Præsident, dette er det værste møde, jeg har været til siden elevrådet i 8. klasse,” sagde den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton til præsident Barack Obama, da han ankom til FN’s Klimakonference i København i december 2009. Konferencen var ellers slået stort op. Her skulle 193 lande blive enige om en ny, forpligtende, international klimaaftale. På forhånd var parterne enige om, at udledningen af drivhusgasser skulle reduceres kraftigt i de rige lande og begrænses i udviklingslandene, klimavenlig teknologi skulle udbredes og finansieres, regnskove bevares og de fattige og sårbare lande, der rammes uforskyldt af klimaforandringerne skulle have hjælp.

Men mødet mislykkedes. De 120 fremmødte stats- og regeringsledere fik kun vedtaget en uforpligtende hensigtserklæring, og mens den globale opvarmning tager til, blev en ny traktat udskudt i mindst to år.

 

Se filmen Klima-mysteriet Filmstriben - Lån film fra biblioteket og Filmstriben - Se film i undervisningen

Introduktion til COP15

COP15 i København. Foto: Marcos/Flickr
COP15 i København.
Foto: Marcos/Flickr

Hvad var klimakonferencens mål?

Næsten alle verdens lande er med i FN’s Rammekonvention om Klimaforandring - også kaldet Klimakonventionen. Dermed har de forpligtet sig til at forhindre “farlig menneskeskabt klimaforandring”. For at leve op til denne forpligtelse mødes alle landene hvert år til en såkaldt COP - Conference of the Parties. En COP er det forum, hvor man beslutter, hvem der skal gøre hvad for at opfylde traktaternes formål. Ved COP3 i 1997 vedtog landene Kyoto-aftalen, der forpligter de udviklede lande til at reducere deres udledninger med 5 procent i årene 2008-2010 sammenlignet med 1990-niveau. Men Klimakonventionens mål er endnu ikke nået - og Kyoto-protekollen har vist sig utilstrækkelig, blandt andet fordi USA ikke er med i aftalen. Ved COP13 på den indonesiske ø Bali i december 2007 erkendte parterne, at dybe nedskæringer af de globale udledninger er nødvendige for at nå målet. Alle landene besluttede i enighed at forhandle i to år for at nå frem til en ny klimaaftale på COP15 i København i 2009. Aftalen skulle forpligte alle parter, enten de var med i Kyoto-aftalen eller ej. 

Hvad blev mødets resultat?

Da stats- og regeringslederne fra 120 lande mødte personligt op i København, var der kolossalt høje forventninger til et positivt resultat. Især håbede mange på et kompromis mellem USA og Kina - de to lande der har størst udledning af drivhusgasser. Men det viste sig, at uenigheden om midler og forpligtelser var meget stor. 

Det danske formandskab satsede på at få en ‘politisk aftale’ i stand i stedet for traktatmæssige forpligtelser, men det hele faldt på gulvet. Mødets resultat blev kun en hensigtserklæring, The Copenhagen Accord, som 138 af landene har tilsluttet sig. Erklæringen bekræfter det fælles mål: At begrænse den globale opvarmning til ikke mere end to grader Celcius. Men der står ikke noget om et forpligtende loft over udledningerne. I stedet kan hvert enkelt land selv meddele til FN’s Klimasekretariat, hvor meget det vil reducere eller begrænse sine udledninger. De tilsagn, der er kommet, er langt fra nok til at sikre 2-graders-målet. 

I erklæringen giver de udviklede lande desuden tilsagn om 10 milliarder dollar ekstra om året i 2010-12 til at finansiere udvikling og overførsel af teknologi, beskyttelse af regnskov og tilpasning til klimaforandringerne i udviklingslandene. Beløbet svarer til knap 60 kroner om året per indbygger i de rige lande. Det erklærede mål er at forøge beløbet til 100 milliarder dollar om året omkring år 2020.

Historie og baggrund

Hvad kræver de gældende FN-traktater?

FN’s Klimakonvention fra 1992 bygger på et princip om fælles, men differentieret ansvar. Det betyder, at alle lande skal være med til at beskytte verdens klima, men udviklingslandene skal en tid endnu have mulighed for stigende forbrug af fossile brændsler for at forsyne deres befolkninger med energi og for at bekæmpe fattigdom. De udviklede lande, som historisk set har ansvaret for langt de største udledninger af CO2 og andre drivhusgasser, og som stadig har de største udledninger per indbygger, skal altså tage føringen. Ifølge konventionen ville det være et passende mål, at de i år 2000 havde sænket deres udledninger til 1990-niveau. Den ambition blev kun indfriet i de forhenværende kommunistiske lande, og det var ikke på grund af stor klimabevidsthed, men udelukkende fordi landene blev ramt af dybe økonomiske kriser efter Sovjetunionens sammenbrud.

Ifølge traktaten har udviklingslandene krav på, at de rige lande finansierer en del af deres indsats. Især de sårbare og fattige lande, der uforskyldt rammes af klimaforandringer, har krav på hjælp.

Kyoto-protokollen fra 1997 forpligter de udviklede lande til at lægge loft over udledningerne, så de i årene 2008-2012 i gennemsnit bliver fem procent mindre, end de var i 1990. Det er hensigten at aftale yderligere reduktioner i fremtiden. Protokollen indførte samtidig handel med kvoter: En kvote giver ret til en vis udledning - og man kan købe ubrugte kvoter af andre eller erhverve ret til udledninger ved at gennemføre reduktioner i et andet land.

USA er med i Klimakonventionen, men ikke i Kyoto-protokollen. USA’s Senat har sagt nej til traktaten og der har været stærk modstand i USA mod at begrænse eller fordyre brugen af kul, olie og gas, især så længe de store udviklingslande i Asien og Latinamerika ikke har tilsvarende forpligtelser. 

Hvorfor er der behov for en ny global klimaaftale?

I 1989 besluttede FN at oprette klimapanelet IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change). Panelets opgave er at indsamle den førende videnskabelige viden om klimaforandringerne, analysere og vurdere den for at give saglig vejledning til Klimakonventionens parter.

Den seneste store rapport fra Klimapanelet blev offentliggjort i 2007. Den bygger på mange tusinde videnskabelige undersøgelser, og dens konklusioner chokerede mange. Rapporten beskriver de igangværende klimaforandringer, der rammer mange hundrede millioner mennesker i form af ekstremt vejr, tørke, oversvømmelser, svigtende høst, vandmangel og sygdomme. Mange plante- og dyrearter bukker under, og hele økosystemer rammes. Den globale opvarmning tager til, og de positive virkninger er små i forhold til de negative. På længere sigt er der risiko for, at selvforstærkende klimaforandringer kommer helt ud af kontrol.

Klimapanelet slår fast, at menneskets udledning af CO2 og andre drivhusgasser er hovedårsagen til klimaforandringerne i hvert fald i de seneste 50 år. Det meste af drivhusgasserne stammer fra forbruget af fossile brændsler (kul, olie og gas). Resten strammer fra skovrydning, landbrug og visse processer i industrien. For at stabilisere klimaet skal langt det meste af udledningerne høre op. Hvis verdens stigende udledninger kulminerer i år 2015 og derefter falder til under halvdelen af 1990-niveauet omkring år 2050, er der nemlig en rimelig chance for at begrænse den globale temperaturstigning til omkring to grader. Det vil kræve, at de gamle industrilande skærer deres udledninger 25-40 procent ned frem til år 2020, og at udviklingslandene samtidig begrænser stigningen i deres udledninger med cirka 30 procent, viser Klimapanelets rapport.

 

Hvad siger handlingsplanen fra Bali?

På baggrund af IPCC’s alarmerende rapport mødtes de 193 lande i december 2007 til den trettende partskonference, COP 13, på den indonesiske ø Bali. De blev enige om en handlingsplan, der skal føre frem til en ny og mere forpligtende aftale inden for Klimakonventionens rammer. De vedtog også en tidsplan: Den nye aftale skulle indgås ved COP 15 i København den 7.-18. december 2009 efter to års forhandlinger.

I beslutningen fra Bali erkendte parterne, at der skal skæres dybt i de globale udledninger. De understregede, at det haster. De besluttede, at der både skulle forhandles om en forlængelse af Kyoto-aftalen (hvor USA ikke er med) og om forpligtelser for alle. På dagsordenen var:

· En fælles vision med langsigtede mål, som tager hensyn til, at nogle lande har større ansvar og bedre muligheder end andre for at gennemføre de forandringer, der kræves.

· Forpligtelser til at nedskære udledningerne i de udviklede lande.

· Forpligtelser til at begrænse udledningerne i udviklingslandene, så de ikke vokser i takt med den økonomiske vækst.

· Bevarelse af regnskove.

· Omkostnings-effektive markedsmekanismer, for eksempel kvotehandel.

· Internationalt samarbejde om tilpasning til klimaforandringer for at afværge negative virkninger.

· Hurtigere udvikling og udbredelse af teknologi, der sænker udledningerne og derved beskytter klimaet.

· Finansiering, både i form af større investeringer og stabil økonomisk støtte fra de rige lande, især til særligt sårbare, fattige lande. 

Hvem skal forpligte sig til hvad?

I FN’s klimatraktater er ‘de udviklede lande’ defineret som USA, Europa, Japan, Australien, New Zealand og de lande, der tidligere var en del af Sovjetunionen. Alle øvrige lande er defineret som ‘udviklingslande.’ Den opdeling giver nogle skævheder: Økonomiske stormagter som Kina, Indien og Brasilien er i samme bås som verdens fattigste lande. Forholdsvis rige lande som Sydkorea, Malaysia, Mexico, Argentina, Chile og de fleste olielande har mindre forpligtelser end visse lande med større fattigdomsproblemer, som for eksempel Hviderusland og Ukraine, Rumænien og Bulgarien. 

Verdens klimaproblem kan ikke løses uden at bremse udledningerne fra de største udviklingslande. Kinas udledninger er nu de mest omfattende i verden - selv om udledningen per indbygger i Kina kun er en fjerdedel af udledningen per indbygger i USA - og halvdelen af udledningen per indbygger i EU og Japan. 

Den store gruppe af ‘udviklingslande’ fastholder princippet om fælles, men differentieret ansvar: De vil gerne love at begrænse deres udledninger i forhold til ‘business as usual’. Men de vil ikke binde sig til egentlige nedskæringsmål, før de udviklede lande har taget føringen ved at sænke deres egne udledninger, overføre ny teknologi til udviklingslandene og finansiere ny teknologi og tilpasning til klimaforandringerne. 

Finansieringen er et ømt punkt i forhandlingerne. EU’s eksperter har beregnet, at der er behov for cirka 100 milliarder euro i 2020. Det svarer til cirka 100 kroner per indbygger i udviklingslandene til den tid - eller en kvart procent af OECD-landenes forventede bruttonationalprodukt. Andre har nævnt større tal, for eksempel har Indien sagt, at de rige lande skal yde én procent af deres bruttonationalprodukt.