Hvad kendetegnede 1970’ernes familieformer?
Kernefamilien med mor, far og børn blev udfordret af nye eksperimenterende familieformer, og tidens ændringer i familiemønstrene er blevet kaldt den store familierevolution. Der var mange strømninger i tiden, der formede årtiets nye familieformer. Stadig flere kvinder forlod arbejdet i hjemmet til fordel for enten halvtids- eller fuldtidsarbejde. Flere og flere børn blev sendt i daginstitutioner, mens storfamilier i kollektiver og bofællesskaber blev almindelige. Kernefamilien mistede legitimitet, og ”førende debattører så kernefamilien som noget hæmmende og negativt”, som seniorforsker fra SFI, Mai Heide Ottosen beskriver det i artiklen "Kernefamilien under pres" i Berlingske Tidende (se kilder).
Hvordan påvirkede kvindekampen kernefamilien?
Rødstrømpebevægelsen ønskede at skabe nye samlivsformer og nye ligeværdige mande- og kvinderoller. Det skulle ske ved at sætte fokus på det private og gøre det politisk. Familien blev således central for kvinders kamp for ligestilling. Kvindernes ret til lige vilkår indebar, at flere valgte at realisere sig selv på arbejdsmarkedet, og således forlod en del af familiearbejdet med husholdning og børnepasning. Kvindekampen skulle foregå overalt: i politik, på arbejdspladsen, i familien og i dobbeltsengen. Nogle valgte at bryde med familien ved at lade sig skille. Skilsmisser blev mere socialt acceptable, og antallet af skilsmisser begyndte at stige voldsomt. Det kan man læse i bogen "Sociologi – en grundbog til et fag" (se kilder).
Hvilken rolle spillede kollektiverne?
1970’ernes kollektiver var mere end praktiske rammer og en måde at bo på. Kollektivbevægelsens udgangspunkt var ”at bygge praktiske fællesskaber, der kunne frigive kræfter til andre ting”, som det beskrives i artiklen "I det gode liv er det hverdagen, man deler" i Information (se kilder). Artiklen beskriver, hvordan kollektiverne opstod som en løsning på håndteringen af opgaverne i hjemmet, som kvinderne efterlod, da de søgte ud på arbejdsmarkedet.
Men kollektiverne var også udtryk for politiske og kulturelle standpunkter som antiforbrug og købestop, bæredygtighed, gør-det-selv og genbrug. Kollektivisterne valgte kollektivet, fordi de ønskede at udtrykke deres samfundskritik i måden at leve på, og mente, at kollektivernes socialistiske principper kunne være med til at revolutionere samfundet i et opgør med kapitalismen. Førnævnte artikel beskriver, hvordan stifterne af kollektivet Prydsgården, forfatter Ebbe Kløvedal og Henning Kløvedal Prins, i 1972 i det såkaldte Langelandsmanifest beskrev kollektivernes radikale omorganisering af Danmark: ”Vi finder det indlysende, at kollektivbevægelsen må anskues som forløberen til et nyt kultursyn og en ny politik. Vi finder det nødvendigt, at omdannelsen af samfundet efter kollektive solidariske principper begynder nu, inden Danmark bliver helt opslugt af den bureaukratiske, monopolkapitalistiske enhed, hvis organisatoriske midtpunkt er EF, og hvis formål er at forlænge det gamle samfunds levetid”, lød det blandt andet i manifestet (se kilder).
Hvilken rolle spillede parcelhuset?
1970’erne blev parcelhusenes storhedstid, og parcelhuskvarterer af ens murstenshuse skød op i forstæderne. Artiklen "Parcelhus" på Dansk Arkitektur Centers hjemmeside (se kilder) beskriver, hvordan 1960’er og 70’ernes boom i antallet af parcelhuse blandt andet skyldtes, at regeringen gjorde det til en god forretning at være husejer ved at give skattelettelser til husejerne for at sikre særligt børnefamilierne sundere boligforhold. I parcelhusene fik familierne markant mere plads at leve på, parcellerne voksede i størrelsen til et gennemsnit på 143 kvadratmeter, og det blev almindeligt at indrette husene i henholdsvis børne- og voksenafdeling i tråd med, at børne- og ungdomskultur kom mere i fokus, og børn og unge fik egne værelser. Inspireret af tidens kollektiver blev klassiske parcelhuse indrettet med et såkaldt alrum, hvor de "uafhængige" familiemedlemmer kunne mødes. Selv om parcelhusene blev kritiseret for at være identitetsløse og fremmedgørende, blev de særdeles populære. I DR-programserien "Mig og 70’erne" (se kilder) beskriver livstilsekspert Mette Mechlenborg, hvordan parcelhuset blev et symbol på velfærdssamfundet, og hvordan danskerne begyndte at indrette parcelhusene som livsstilshjem.