Baggrund om Taiwan

Hvad er Taiwan?

Taiwan er en ø ud for Kina, der blev en republik i 1949, da tabende nationalistiske styrker under den kommunistiske revolution på det kinesiske fastland etablerede sig på øen. Der bor 23,6 millioner mennesker i Taiwan. Fra kinesisk side fastholder man, at Taiwan er en del af Kina, mens det demokratisk ledede Taiwan agerer som en selvstændig nation. USA og de fleste andre lande i verden deler officielt Kinas holdning, men har samtidig mange uofficielle forbindelser til Taiwan. Disse er blevet forstærket de senere år, ikke mindst fordi Kina gør krav på næsten hele Det Sydkinesiske Hav, heriblandt Taiwan, hvilket USA og en række asiatiske lande er stærkt utilfredse med.

Hvad er Taiwans historiske baggrund?

For at forstå Taiwans betydning i dag skal vi tilbage i historien. I 1590 besøgte portugisere for første gang øriget og gav dem navnet "Formosa", som betyder "smuk". Der boede polynesiske og malaysiske stammer, men de blev koloniseret af først hollændere og siden kinesere. Det kinesiske Qing-dynasti tabte dog kontrollen over Taiwan til Japan i løbet af 1800-tallet, og først efter Anden Verdenskrig kom øriget igen til at tilhøre Kina, der var en af krigens vindere, mens Japan var på den tabende side.

Tiden lige efter Anden Verdenskrig blev afgørende for, hvor Taiwan står i dag, og en vigtig person til at forstå udviklingen i efterkrigstiden er Chiang Kai-shek. Han var leder af nationalistpartiet, som styrede Kina samt Taiwan, som på et tidspunkt var blevet overdraget til Kina. Chiang Kai-shek var allieret med Vesten og mødtes med USA's daværende præsident, Franklin D. Roosevelt, og Storbritanniens Winston Churchill. De diskuterede bl.a., hvordan Asien skulle se ud.

Men i Kina begyndte Chiangs ærkefjender, kommunistpartiet og dets leder, Mao Zedong, at vinde frem, og efter en blodig borgerkrig flygtede Chiang og nationalistpartiet sammen med millioner af deres tilhængere til Taiwan. Herefter kontrollerede Kommunistpartiet altså Fastlandskina, men Chiang havde fortsat kontrol med Taiwan. På det tidspunkt kaldte Kommunistpartiet Kina for "Folkerepublikken Kina", mens Chiangs nationalistparti kaldte Taiwan for "Republikken Kina".

I 1949 var der med andre ord opstået ”to Kinaer” med to regeringer – henholdsvis kommuniststyrets og nationalistpartiets. Begge mente, at de var legitime repræsentanter for Kina og den på det tidspunkt over 500 millioner store kinesiske befolkning. Samtidig frygtede amerikanerne, at kommunismen ville brede sig i Asien, så de valgte at anerkende Republikken Kina og altså lederen Chiang som den eneste officielle repræsentant for Kina. USA foretrak ham, fordi han ikke var kommunist, men virkeligheden var, at han styrede Taiwan med hård hånd gennem tortur og henrettelser. Men fordi amerikanerne for enhver pris ville undgå at støtte op om kommunismen, holdt de fast i deres prioritering frem til 1970’erne.

Hvordan udviklede Taiwan sig efter Chiangs død i 1975?

Efter at Taiwans leder Chiang Kai-shek døde i 1975, udviklede Taiwan sig i en mere demokratisk retning. Taiwan forblev dog en et-partistat under den nye leder Kuomintangs kontrol helt frem til 2000, men allerede i 1980'erne var en demokratiseringsproces påbegyndt, og oppositionspartier var nu tilladt. Samtidig skulle samfundet "taiwaneres". De kinesere, som var flygtet fra fastlandet, havde domineret politikken, men nu skulle der skabes en taiwanesisk identitet. Den taiwanske dialekt blev det officielle sprog, og for første gang kunne taiwanere indtage fremtrædende positioner i staten.   

Nu til dags har Taiwan en demokratisk valgt leder – den kvindelige præsident Tsai Ing-wen – samt eget flag og militær og egen valuta. Alt sammen noget, man forbinder med en suveræn stat. Men kun 14 andre lande i verden anerkender Taiwan som selvstændigt land. I 1970'erne begyndte flere lande – heriblandt USA, Taiwans ellers gode allierede – at anerkende kommunistpartiets Kina i stedet for nationalistpartiets. I 1972 mødtes den daværende amerikanske præsident, Richard Nixon, med den kinesiske leder Mao. Her anerkendte USA, at der kun er ét Kina, og at Taiwan er en del af Kina. Danmark har heller ikke anerkendt Taiwan. Og heller ikke FN har anerkendt Taiwan, hvilket er det allervigtigste for Kina.

Hvem har magten i Taiwan i dag?

Kina har accepteret, at Taiwan har selvstyre, men Kina kræver, at Taiwan er underlagt kinesisk styre, og der er en vedvarende trussel fra Kina om at invadere Taiwan, hvis øen formelt erklærer sin uafhængighed. Siden år 2000 har magten i Taiwan vekslet mellem Kuomintang – som hovedsageligt består af fastlandskinesere, der er mere genforeningsvillige – og Democratic Progressive Party (DPP) – som for det meste består af indfødte taiwanere, der ønsker større uafhængighed. I 2016 genvandt DPP magten i Taiwan under den Kina-kritiske præsident Tsai Ing-wen. Ved valget i januar 2020 genvandt hun magten og øgede sin opbakning.

Hvordan er Taiwans økonomi?

Efter Anden Verdenskrig oplevede Taiwan en betydelig økonomisk udvikling og er i dag blandt de rigeste lande i Asien. I løbet af bare 50 år blev BNP (bruttonationalproduktet) mere end tidoblet frem til årtusindeskiftet. Den økonomiske vækst skyldtes, at regeringen fokuserede på at producere bestemte tekstiler og fødevarer, som Taiwan kunne tilbyde billigere end nogen anden producent på verdensmarkedet. Den økonomiske vækst har været en smule lavere de seneste årtier, og fordi den taiwanske økonomi er afhængig af eksport, blev den hårdt ramt af finanskrisen i 2008 og eurokrisen i 2010'erne.

Taiwans geografiske placering har gjort det til en ideel handelspartner for lande som Japan og USA, og i 2010 underskrev Taiwan en vigtig handelsaftale med Kina.

Taiwan har formået at følge med udviklingen i verdenshandelen. Landbrug blev erstattet af tekstilindustri i efterkrigstiden, og landet skiftede til tungere industri såsom jern- og stålværker i 1970'erne og til datateknologi i 1990'erne. Efter at have styret økonomien ganske meget har regeringen i de senere år overladt mere og mere til markedskræfterne. I dag producerer Taiwan en meget stor mængde mikrochips og andre højteknologiske varer til eksport, til brug i alt fra biler og legetøj til bærbare computere og sko.