Popularitet og markedsføring

Hvad har det kostet at producere filmene?

Med et budget på 11 millioner dollar satte Star Wars-universet nye standarder for de såkaldte effekt-film. Ifølge DR Kulturs artikel ”Bare rolig George Lucas, vi glemmer dig aldrig” forstod kun få den vision, George Lucas havde: ”Letbenet sci-fi er mildest talt ikke en populær genre på det tidspunkt”, og projektet med den første film forsinkes flere gange. Men ved premieren i 1977 bliver ”Episode IV – Et nyt håb” ”til alles overraskelse det friske pust, USA og verden havde brug for. Den bryder alle box office-rekorder og gør med et slag Lucas hovedrig” (se kilder).

Som det gennemgås i Ekko-artiklen ”Nybegynderens guide til Star Wars” steg produktionsbudgettet for de næste to film til henholdsvis 18 og 32 millioner dollar. De følgende tre film fra 1999-2005 rundede hver 100 millioner dollar i omkostninger, mens den seneste film fra 2015, ”Episode VII – The Force Awakens”, blev produceret med et budget på over 250 millioner dollar (se kilder).

Hvor meget har Star Wars-filmene indtjent?

I løbet af de 40 år, der er gået siden premieren på Star Wars, har filmene slået mange økonomiske rekorder, og i alt har de syv hidtidige Star Wars-film solgt billetter for næsten seks milliarder dollar alene i USA. Ifølge Information-artiklen ”Det vidste du ikke om Star Wars” nærmer indtjeningen i resten af verden sig syv milliarder dollar, ”men det er ikke inflationsjusteret og er reelt nogle milliarder større” (se kilder). Den seneste film, ”Episode VII – The Force Awakens”, skabte en global indtjening på mere end to milliarder dollar, hvilket ifølge tal fra websitet Box Office Mojo giver den en tredjeplads på listen over mest indtjenende film nogensinde efter ”Avatar” og ”Titanic” (se kilder).

Hvor mange har set filmene?

Ifølge Ekko-artiklen ”Nybegynderens guide til Star Wars” har filmenes samlede tilskuerantal i alle verdens biografer rundet 1,1 milliarder (se kilder), og dertil kommer alle dem, der har set filmene derhjemme. I Danmark er det samlede tilskuerantal til alle filmene på over 2,5 millioner. Især den første film fra 1977 ramte særdeles bredt, og ifølge artiklen har 347 millioner mennesker verden over set filmen i biografen, dog medregnet at nogle har set den mere end én gang (se kilder). Premieren ”Episode IV – Et nyt håb” er i top 5 på flere lister over mest sete film nogensinde, heriblandt IMDB’s liste (se kilder).

Hvordan har Star Wars udviklet sig som populærfænomen?

Allerede da den første film udkom i 1977, begyndte Star Wars at udvikle sig til et kulturelt fænomen, og der blev skabt en fankultur. Det åbnede op for den enorme merchandiseindustri, der senere har hængt uløseligt sammen med filmene. Ifølge Berlingske-artiklen ”Da Star Wars pludselig kom ind fra højre” havde der tidligere været fandyrkning omkring f.eks. tv-serien ”Star Trek”, men den havde ikke fået den kolossale udbredelse, som tilfaldt stjernekrigsfilmen. ”Star Wars-filmenes popularitet faldt sammen med og blev drevet frem af, at det blev mere almindeligt at skaffe sig film på video, hvilket gjorde det muligt at fordybe sig seriøst i filmens univers, samtidig med at man kunne supplere yderligere med tegneserier og romaner, der var skrevet ind i dens særlige verden”, lyder det i artiklen (se kilder).

Som det skitseres i Politikens artikel ”Star Wars er en enorm kraft, som ikke lader sig stoppe” har rumeventyret om det godes kamp mod ondskaben ”formået at gribe mennesker i så vild en grad, at fantasiuniverset har taget bolig i den kollektive bevidsthed. Helt ned til den måde, vi taler på. Selv folk, der aldrig har set filmene, føler, at de kender dem, fordi de har hørt så mange referencer til dem”, argumenterer filmforskeren Eric Molinsky i artiklen. Han uddyber videre, at vi i dag har ”en generation af ledere i verden, der har filmene som en del af deres kulturelle ophav og referenceramme. Det er derfor, Star Wars citeres af Obama, og en vigtig grund til, at filmene siver ind alle mulige steder på tværs af sociale skel og demografi” (se kilder).

Hvordan bliver Star Wars markedsført som brand?

På trods af den indledende succes fra 1977, gik der mange år, før Star Wars blev ægte kommercialiseret. Ifølge Berlingske-artiklen ”Da Star Wars pludselig kom ind fra højre” værnede George Lucas meget om sit produkt indtil slutningen af 1990’erne, hvor han vendte tilbage med begyndelsen på den anden trilogi: ”Godt nok var millioner af actionfigurer blevet solgt, ligesom tegneserier, bøger og andet merchandise havde nået masserne, men det største skridt blev først taget i forbindelse med den fjerde stjernekrigsfilm, ”Episode I – Den usynlige fjende”, fra 1999. Her opstod samarbejdet med Lego om Lego Star Wars, og for første gang kom en film til at tjene flere penge på salg af merchandise end biografbilletter. Mange betegner netop den episode som seriens største filmiske fiasko, men kommercielt var den en megasucces – en milliardaftale mellem Star Wars og Pepsi indtog angiveligt pladsen historiens største sponsoraftale hidtil” (se kilder).

Som det beskrives i Ekko-artiklen ”Pengemaskinen Star Wars” – en artikel der udkom et halvt år før, at ”Episode VII – The Force Awakens” fik premiere i 2015 – har Star Wars-brandet gennem årene indbragt mere end 27 milliarder dollar i omsætning, heraf:

· 12 milliarder dollar fra legetøj

· 4,2 milliarder dollar fra biograferne

· 3,8 milliarder dollar fra dvd

· 2,9 mia. fra videospil

· 2 milliarder fra bogsalg

· 1,3 milliarder dollar fra kategorien ”diverse” (se kilder)

 

To 10 over de værste Star Wars-merchandiseprodukter

 

Hvilken betydning har Star Wars haft for science fiction-genren?

Skaberen af Star Wars, George Lucas, var med til at genoplive science fiction-genren med sine film. Ifølge The Telegraph-artiklen ”How Star Wars changed movies” var science fiction-film i midten af 1970’erne primært samfundskritiske advarsler om fremtiden såsom Stanley Kubricks ”Rumrejsen: 2001”. Men George Lucas’ fortælling om ”galaktiske cowboys og indianere bragte begejstringen tilbage til science fiction, mens dens glædesfulde pral banede vejen for ”Indiana Jones og Pirates of the Caribbean”” (se kilder).

Informations filmkritiker Christian Monggaard hævder i artiklen ”For lang tid siden i en fjern, fjern galakse” (se kilder), at det om noget var Star Wars, instruktøren James Cameron lod sig inspirere af, da han i 2009 inviterede publikum med til planeten Pandora i sin film ”Avatar”: ”Ligesom Lucas’ mangfoldige univers er den fuld af forunderlig og ikke altid lige ufarlig flora og fauna. Blot har Lucas’ ambitioner været noget større, og om noget er manden en verdensbygger på niveau med J.R.R. Tolkien (forfatteren til ”Ringenes Herre”, red.)”, pointeres det.