star wars
Star Wars filmen The Last Jedi
Foto: Sipa Asia / Scanpix

Star Wars

journalist Lasse Skytt, iBureauet/Dagbladet Information, december 2017.
Top image group
star wars
Star Wars filmen The Last Jedi
Foto: Sipa Asia / Scanpix

Indledning

Siden den første Star Wars-film udkom i 1977, har instruktøren George Lucas’ science fiction-rumeventyr om det godes kamp mod ondskaben henrykket millioner kloden over. Filmene kombinerer ikke blot vilde effekter og et fascinerende persongalleri, de er også blevet et brand i milliardklassen, som sælger LEGO-legetøj, actionfigurer, bøger, computerspil og selvfølgelig biografbilletter. George Lucas solgte i 2012 sine Star Wars-rettigheder til Disney, der har ført stafetten videre med nye storsælgende film. ”Selv folk, der aldrig har set filmene, føler, at de kender dem, fordi de har hørt så mange referencer til dem”, siger en forsker.

Artikel type
faktalink

Introduktion til Star Wars

Print-venlig version af dette kapitel - Introduktion til Star Wars

Hvad handler Star Wars om?

Star Wars er en amerikansk filmserie i science fiction-genren skabt af den amerikanske manuskriptforfatter, instruktør og filmproducer George Lucas. Som det beskrives i filmenes indledning, udspiller handlingen sig ”for længe siden… i en fjern, fjern galakse”, og Star Wars er i sin grundform et rumeventyr om det godes kamp mod det onde.

Den første film, ”Episode IV – Et nyt håb”, havde premiere i 1977 og introducerede publikum til et fantasiunivers, der kombinerede et fascinerende persongalleri med nyskabende special effects. Star Wars fik et øjeblikkeligt gennembrud på det store lærred med 347 millioner solgte billetter på verdensplan. I de to følgende film i den indledende trilogi, ”Episode V – Imperiet slår igen” fra 1980 og ”Episode VI – Jediridderen vender tilbage ”fra 1983 – byggede George Lucas videre på historien om den unge Luke Skywalker, der tilslutter sig en oprørsgruppe og bekæmper galaksens onde imperium med Darth Vader i spidsen, som viser sig at være Luke Skywalkers far.

Som antydet i nummereringen af episoderne havde George Lucas fra starten planer om flere film. Efter en pause på mere end 15 år vendte han i 1999 tilbage til Star Wars-universet med ”Episode I – Den usynlige fjende” og efterfølgerne ”Episode II – Klonernes angreb” fra 2002 og ”Episode III – Sith-fyrsternes hævn” fra 2005. Denne trilogi fortæller forhistorien til episode fire til seks: Demokratiet falder, og den unge Anakin Skywalker tager rejsen fra den lyse til den mørke side og bliver til Darth Vader.

Et årti senere, i 2015, kom den første film i den tredje Star Wars-trilogi, ”Episode VII – The Force Awakens”, og selvom filmen ikke længere havde skaberen George Lucas med om bord på produktionen, efter at han havde solgt rettighederne til Disney, tog den tråden op, hvor de oprindelige tre film slap. Handlingen foregår 30 år efter opgøret mellem Luke Skywalker og Darth Vader, og handlingen ventes at udvikle sig yderligere derfra i de to næste film i den tredje trilogi, hvoraf ”Episode VIII – The Last Jedi” udkommer i december 2017, mens den sidste er planlagt til 2019.

Læs mere om handlingen og persongalleriet i opslaget ”Star Wars for dummies – her er karaktererne, du skal kende” på DR Kultur (se kilder).

Hvem har skabt Star Wars?

Amerikaneren George Lucas, født i 1944, er hovedarkitekten bag Star Wars-universet og dets figurer, som han udviklede i 1970’erne og 1980’erne. Han har også været manuskriptforfatter, instruktør og producer på en række andre film, herunder ”Indiana Jones”-serien, ligesom han tilskrives stor betydning for filmmediets udvikling i almindelighed. I artiklen ”Bare rolig George Lucas, vi glemmer dig aldrig” fra DR Kultur (se kilder) skitseres det, at amerikaneren siden midten af 1970’erne har haft ”en afgørende finger med i stort set alle større effekt-film, der kommer ud af Hollywood-maskinen”, ligesom han har været initiativtager til udviklingen af THX-lydsystemet, som den dag i dag er standard i biografer verden over. George Lucas fik i 2012 fire milliarder dollar for at sælge Star Wars-rettighederne til Disney.

 

Interview fra 1971 med ung George Lucas:

 

Hvordan kan Star Wars fortolkes?

Der er adskillige bud på, hvordan begivenhederne i Star Wars-filmene kan fortolkes. Informations filmkritiker Christian Monggaard roser i artiklen ”For lang tid siden i en fjern, fjern galakse” den ”overvældende vision”, som serien rummer. Anmelderen mener, at filmene på én gang fortæller ”en stærk, medrivende og både tragisk og håbefuld historie: Om godhedens sejr over ondskaben gennem først faderen, Anakin Skywalkers, (synde)-fald og den galaktiske republiks undergang i de første tre film og siden sønnen, Lukes, genrejsning af ikke bare demokratiet, men på sin vis også faderens eftermæle. Det er med andre ord lige dele faderopgør, klassisk eventyr om kampen mellem godt og ondt, science fiction, mytologisk fortælling og action og spænding, man får serveret”, opsummerer Monggaard i Information-artiklen (se kilder).

Filmene er også blevet fortolket på et mere abstrakt plan. Ifølge Politiken-artiklen ”Star Wars er en enorm kraft, som ikke lader sig stoppe” løber der ud over den mytologiske historiestruktur ligeledes ”en religiøs understrøm gennem alle Star Wars-film”. I artiklen argumenterer en religionsforsker for, at ”kraften – eller The Force – som kan benyttes af både af de gode og de onde, af lyset og mørket, er et koncept, der har en helt særlig appel hos mennesker i dag. (…) Der er med the force tale om et rigtig stærkt begreb, som folk kan bruge til at sætte ord på deres ofte vage gudsforestilling i en senmoderne tidsalder” (se kilder).

Popularitet og markedsføring

Print-venlig version af dette kapitel - Popularitet og markedsføring

Hvad har det kostet at producere filmene?

Med et budget på 11 millioner dollar satte Star Wars-universet nye standarder for de såkaldte effekt-film. Ifølge DR Kulturs artikel ”Bare rolig George Lucas, vi glemmer dig aldrig” forstod kun få den vision, George Lucas havde: ”Letbenet sci-fi er mildest talt ikke en populær genre på det tidspunkt”, og projektet med den første film forsinkes flere gange. Men ved premieren i 1977 bliver ”Episode IV – Et nyt håb” ”til alles overraskelse det friske pust, USA og verden havde brug for. Den bryder alle box office-rekorder og gør med et slag Lucas hovedrig” (se kilder).

Som det gennemgås i Ekko-artiklen ”Nybegynderens guide til Star Wars” steg produktionsbudgettet for de næste to film til henholdsvis 18 og 32 millioner dollar. De følgende tre film fra 1999-2005 rundede hver 100 millioner dollar i omkostninger, mens den seneste film fra 2015, ”Episode VII – The Force Awakens”, blev produceret med et budget på over 250 millioner dollar (se kilder).

Hvor meget har Star Wars-filmene indtjent?

I løbet af de 40 år, der er gået siden premieren på Star Wars, har filmene slået mange økonomiske rekorder, og i alt har de syv hidtidige Star Wars-film solgt billetter for næsten seks milliarder dollar alene i USA. Ifølge Information-artiklen ”Det vidste du ikke om Star Wars” nærmer indtjeningen i resten af verden sig syv milliarder dollar, ”men det er ikke inflationsjusteret og er reelt nogle milliarder større” (se kilder). Den seneste film, ”Episode VII – The Force Awakens”, skabte en global indtjening på mere end to milliarder dollar, hvilket ifølge tal fra websitet Box Office Mojo giver den en tredjeplads på listen over mest indtjenende film nogensinde efter ”Avatar” og ”Titanic” (se kilder).

Hvor mange har set filmene?

Ifølge Ekko-artiklen ”Nybegynderens guide til Star Wars” har filmenes samlede tilskuerantal i alle verdens biografer rundet 1,1 milliarder (se kilder), og dertil kommer alle dem, der har set filmene derhjemme. I Danmark er det samlede tilskuerantal til alle filmene på over 2,5 millioner. Især den første film fra 1977 ramte særdeles bredt, og ifølge artiklen har 347 millioner mennesker verden over set filmen i biografen, dog medregnet at nogle har set den mere end én gang (se kilder). Premieren ”Episode IV – Et nyt håb” er i top 5 på flere lister over mest sete film nogensinde, heriblandt IMDB’s liste (se kilder).

Hvordan har Star Wars udviklet sig som populærfænomen?

Allerede da den første film udkom i 1977, begyndte Star Wars at udvikle sig til et kulturelt fænomen, og der blev skabt en fankultur. Det åbnede op for den enorme merchandiseindustri, der senere har hængt uløseligt sammen med filmene. Ifølge Berlingske-artiklen ”Da Star Wars pludselig kom ind fra højre” havde der tidligere været fandyrkning omkring f.eks. tv-serien ”Star Trek”, men den havde ikke fået den kolossale udbredelse, som tilfaldt stjernekrigsfilmen. ”Star Wars-filmenes popularitet faldt sammen med og blev drevet frem af, at det blev mere almindeligt at skaffe sig film på video, hvilket gjorde det muligt at fordybe sig seriøst i filmens univers, samtidig med at man kunne supplere yderligere med tegneserier og romaner, der var skrevet ind i dens særlige verden”, lyder det i artiklen (se kilder).

Som det skitseres i Politikens artikel ”Star Wars er en enorm kraft, som ikke lader sig stoppe” har rumeventyret om det godes kamp mod ondskaben ”formået at gribe mennesker i så vild en grad, at fantasiuniverset har taget bolig i den kollektive bevidsthed. Helt ned til den måde, vi taler på. Selv folk, der aldrig har set filmene, føler, at de kender dem, fordi de har hørt så mange referencer til dem”, argumenterer filmforskeren Eric Molinsky i artiklen. Han uddyber videre, at vi i dag har ”en generation af ledere i verden, der har filmene som en del af deres kulturelle ophav og referenceramme. Det er derfor, Star Wars citeres af Obama, og en vigtig grund til, at filmene siver ind alle mulige steder på tværs af sociale skel og demografi” (se kilder).

Hvordan bliver Star Wars markedsført som brand?

På trods af den indledende succes fra 1977, gik der mange år, før Star Wars blev ægte kommercialiseret. Ifølge Berlingske-artiklen ”Da Star Wars pludselig kom ind fra højre” værnede George Lucas meget om sit produkt indtil slutningen af 1990’erne, hvor han vendte tilbage med begyndelsen på den anden trilogi: ”Godt nok var millioner af actionfigurer blevet solgt, ligesom tegneserier, bøger og andet merchandise havde nået masserne, men det største skridt blev først taget i forbindelse med den fjerde stjernekrigsfilm, ”Episode I – Den usynlige fjende”, fra 1999. Her opstod samarbejdet med Lego om Lego Star Wars, og for første gang kom en film til at tjene flere penge på salg af merchandise end biografbilletter. Mange betegner netop den episode som seriens største filmiske fiasko, men kommercielt var den en megasucces – en milliardaftale mellem Star Wars og Pepsi indtog angiveligt pladsen historiens største sponsoraftale hidtil” (se kilder).

Som det beskrives i Ekko-artiklen ”Pengemaskinen Star Wars” – en artikel der udkom et halvt år før, at ”Episode VII – The Force Awakens” fik premiere i 2015 – har Star Wars-brandet gennem årene indbragt mere end 27 milliarder dollar i omsætning, heraf:

· 12 milliarder dollar fra legetøj

· 4,2 milliarder dollar fra biograferne

· 3,8 milliarder dollar fra dvd

· 2,9 mia. fra videospil

· 2 milliarder fra bogsalg

· 1,3 milliarder dollar fra kategorien ”diverse” (se kilder)

 

To 10 over de værste Star Wars-merchandiseprodukter

 

Hvilken betydning har Star Wars haft for science fiction-genren?

Skaberen af Star Wars, George Lucas, var med til at genoplive science fiction-genren med sine film. Ifølge The Telegraph-artiklen ”How Star Wars changed movies” var science fiction-film i midten af 1970’erne primært samfundskritiske advarsler om fremtiden såsom Stanley Kubricks ”Rumrejsen: 2001”. Men George Lucas’ fortælling om ”galaktiske cowboys og indianere bragte begejstringen tilbage til science fiction, mens dens glædesfulde pral banede vejen for ”Indiana Jones og Pirates of the Caribbean”” (se kilder).

Informations filmkritiker Christian Monggaard hævder i artiklen ”For lang tid siden i en fjern, fjern galakse” (se kilder), at det om noget var Star Wars, instruktøren James Cameron lod sig inspirere af, da han i 2009 inviterede publikum med til planeten Pandora i sin film ”Avatar”: ”Ligesom Lucas’ mangfoldige univers er den fuld af forunderlig og ikke altid lige ufarlig flora og fauna. Blot har Lucas’ ambitioner været noget større, og om noget er manden en verdensbygger på niveau med J.R.R. Tolkien (forfatteren til ”Ringenes Herre”, red.)”, pointeres det.