Rusland under Putin

Hvem er Vladimir Putin?

Vladimir Vladimirovitj Putin (f. 1952) er en russisk politiker. Putin var premierminister fra august til december 1999, præsident i to perioder fra 2000 til 2008, premierminister i en periode fra 2008 til 2012 og blev i 2012 genvalgt som præsident – denne gang for en seksårig periode. Forlængelsen af præsidentperioden fra fire til seks år blev indført under Dmitrij Medvedevs præsidentperiode fra 2008 til 2012. I 2018 blev Putin endnu engang genvalgt, hvilket i praksis betød, at han nu i henhold til forfatningen var i gang med sin sidste periode som præsident. Men i 2021 underskrev Putin en ny lov, som gør ham i stand til at blive siddende som præsident til 2036. 

Putin er uddannet jurist og arbejdede som agent i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB i perioden 1975-1990. I starten af 1990’erne gjorde han karriere i bystyret i sin fødeby, Sankt Petersborg, indtil han i 1996 blev ansat i den russiske statsadministration. Herfra gik det stærkt: I 1998 blev han leder af efterretningstjenesten FSB (KGB’s efterfølger), og i august 1999 blev han af præsident Boris Jeltsin udnævnt til premierminister. Den 31. december 1999 trak Jeltsin sig tilbage og overlod præsidentposten til Putin. Putin varetog således præsidentposten i nogle måneder uden at være folkevalgt, indtil han den 26. marts 2000 vandt præsidentvalget.

 

Putin og Jeltsins respektive taler til folket den 31. december 1999 i forbindelse med Jeltsins fratrædelse og Putins indsættelse som Ruslands præsident.

 

Hvorfor er Putin så populær i Rusland?

Efter Tjetjenienkrigen i 1994-1996, som endte med russisk tilbagetrækning og våbenhvile, brød krigen i Tjetjenien atter ud i 1999. I Faktalink-artiklen “Tjetjenien-konflikten” (se kilder) fremgår det, at størstedelen af den russiske befolkning, bl.a. på baggrund af massiv påvirkning fra de statskontrollerede medier, mener, at Tjetjenien er en naturlig del af Rusland. Russernes syn på Tjetjenien kombineret med Putins fremfærd i Tjetjenien fik hans popularitet til at stige. Putin har desuden promoveret sig selv som modstander af kriminalitet og korruption, hvilket også har styrket hans image. Ifølge professor Nils Arne Sørensen (se kilder) skyldes Putins popularitet i høj grad den økonomiske fremgang, som Rusland har oplevet i hans regeringsperiode, men også at kriminalitetsraten er faldet.

Til gengæld for økonomisk vækst, sikkerhed og ambitioner om at gøre Rusland til en betydningsfuld spiller i international politik måtte befolkningen acceptere en stærk centralmagt med Putin som den ubestridte leder. I bogen "Jeg, Putin" beskriver forhenværende TV 2-korrespondent i Moskva Samuel Rachlin den russiske præsident som en politiker, der er formet af sin fortid som ballademager i Sankt Petersborgs baggårde, kynisk agent i KGB samt højtstående politiker i det russiske bureaukrati. Tiden i Sankt Petersborgs baggårde tegner et menneskeligt billede af statsmanden Putin som en barsk, men retfærdig person – en stærk leder.

Putins popularitet er ifølge Samuel Rachlin ikke blevet mindre af, at han i 2003 efter et terrorangreb på en boligblok i Moskva gav prøver på sin til tider særdeles barske retorik (se kilder): “Vi vil gå efter de tjetjenske terrorister overalt, og selv hvis de sidder ude på lokummet, vil vi komme efter dem dér og nakke dem.”

 

Se uddrag af talen på YouTube:

 

En anden forklaring på Putins popularitet skal ifølge Ruslandsforskerne Geir Hønneland og Jørgen Holten Jørgensens bog “Moderne russisk politik" (se kilder) findes i, at Putin for mange russere fremstod som Jeltsins diametrale modsætning – en tilsyneladende beskeden, men beslutsom mand, som gik i kirke, dyrkede sport og kun sjældent drak alkohol.

Hvad kendetegner Ruslands økonomiske situation fra 1999 til i dag?

Siden Putin overtog præsidentposten i 1999, er den russiske økonomi vokset betydeligt. Middelklassen er vokset, og der er masser af varer på hylderne. Rusland er dog ikke gået fri af økonomiske udfordringer undervejs, og siden 2014 har Rusland stået over for massive udfordringer. På baggrund af Ruslands engagement i krigen i Ukraine har særligt USA og EU iværksat en række økonomiske sanktioner. Efter invasionen af Ukraine i 2022 er sanktionerne endnu mere massive, og de presser den russiske økonomi. Ikke desto mindre har den russiske økonomi i de senere år stået væsentligt stærkere, end den gjorde ved årtusindskiftet, hvor Putin kom til magten.

I sin bog ”Russernes drømme” (se kilder) beskrev journalist og Ruslandsekspert Vibeke Sperling, hvordan Putin styrkede bureaukratiets og sikkerhedstjenestens magt, ligesom hun også beskrev, hvordan han i bestræbelserne på at centralisere magten tog et opgør med landets magtfulde oligarker. Han tog magten fra nogen, men lod dem være, der svor ham troskab og holdt sig væk fra politik.

En af de oligarker, Putin tog magten fra, var direktøren for olieselskabet Yukos, Mikhail Khodorkovskij. Han blev på baggrund af anklager om bl.a. skatteunddragelse arresteret og fængslet tilbage i 2003, indtil han i 2013 blev benådet af Putin. Ifølge Den Store Danske (se kilder) mener mange dog, at den egentlige årsag til Khodorkovskijs fængsling var, at han tidligere har forsøgt at opnå politisk indflydelse i Rusland.

Hvordan er livet som russer set fra et økonomisk perspektiv?

Den økonomiske ulighed i Rusland er stor – på niveau med uligheden i USA. I vestlige medier skildres de rige russere ofte, men i virkeligheden udgør de kun nogle få hundrede tusinder ud af en befolkning på 144 millioner. Til gengæld er der millioner af fattige russere. I 2018 havde 18,9 millioner russere – herunder både børn og gamle – mindre end 35 kroner til rådighed om dagen, det officielt fastsatte eksistensminimum, viser tal fra Rosstat, den russiske statistikmyndighed. Det fremgår af Informations artikel “Uligheden i Rusland er en gammel nyhed. Det nye er, at russerne taler om den” fra juni 2019 (se kilder). Ifølge artiklen er uligheden mere eller mindre uændret sammenlignet med både sovjettiden og 1990’erne.

Men i modsætning til for få år siden er der i dag stor fokus på den økonomiske ulighed i Rusland: “På konferencer, i aviser og på internettet gransker russerne data og forslag til, hvordan uligheden kan bekæmpes eller begrænses. På det årlige Gajdar-forum – der samler flere tusinde beslutningstagere, erhvervsledere og forskere i Moskva til at diskutere Ruslands økonomiske, sociale og politiske udvikling – handlede flere af de mere end 100 sessioner om økonomisk ulighed.” I artiklen forklarer Ruben Enikolopov, rektor for Den Russiske Økonomiske Skole, at der i Rusland er brug for en “socialt orienteret skattepolitik”. Andre – heriblandt redaktøren Valerij Fadejev – mener ifølge artiklen, at der er brug for “skattepolitiske tiltag for at sikre, at velhavende borgere fuldt ud betaler indkomstskat”.

Hvordan har Ruslands økonomi udviklet sig i de senere år?

Der findes forskellige holdninger til, om Ruslands økonomi har været i fremgang eller i tilbagegang. I analysen “Ingen har gjort mere for at skade Ruslands økonomi end Putin” i Berlingske (se kilder) skriver Anders Åslund, økonom og seniorfellow ved Atlantic Council, at Putin skyder skylden på “kræfter udefra” – ikke mindst de globale oliepriser – for Ruslands økonomiske kvaler, “selvom kun han bærer skylden for en usund økonomisk politik og vestlige sanktioner”. Årsagerne til den dårlige økonomi i Rusland er ifølge Åslund, at landet er ramt af sanktioner fra Vesten, samt at man ikke er en del af EU’s marked, som det er tilfældet for tidligere østlande som Polen og Ungarn, hvor væksten har været rekordhøj i årevis.

Derimod skriver senioranalytiker Christina Pedersen fra EKF Danmarks Eksportkredit under overskriften “Højere oliepriser skaber forårsfornemmelser i Ruslands økonomi” (se kilder), at de stigende oliepriser og vaccinesucces har skabt “optimisme i Rusland og eksportmuligheder for de virksomheder, der kan navigere på udfordrende markeder”. Med invasionen i Ukraine i 2022 og de efterfølgende sanktioner er usikkerheden om den russiske økonomi vokset.

Hvilke sociale vilkår lever russerne under?

Som nævnt ovenfor kan det være svært at leve fuldstændig frit i Rusland, hvis ens holdning eller livssyn ikke flugter med Putins. Det gælder både oppositionspolitikere – bl.a. aktivisten Aleksej Navalnyj, som i 2020 først blev udsat for et giftattentat og siden blev fængslet i Rusland – samt eksempelvis homoseksuelle og politiske demonstranter.

I juni 2021 erklærede en russisk domstol Aleksej Navalnyjs fond til bekæmpelse af korruption (FBK) for “ekstremistisk”. Dermed er FBK forbudt, og enhver, der deltager i såkaldte ekstremistiske organisationers arbejde, risikerer op til ti års fængsel. Det fremgår af Ritzaus artikel “Russisk domstol stempler Navalnyj-ngo som ekstremistisk” (se kilder).

Hvilken rolle spiller medierne i Rusland?                 

Ved valget i år 2000 fremlagde Putin ikke noget valgprogram og deltog heller ikke i valgkampen, da han efter eget udsagn havde for travlt med at styre landet. Lignende vendinger er blevet brugt ved efterfølgende præsidentvalg. Putins eksponering op til valgkampene gik primært gennem de statsejede tv-medier, som med Samuels Rachlins ord i bogen "Jeg, Putin" (se kilder) tegnede et billede af Putin som en supermand til lands, til vands og i luften.

I oktober 2021 blev menneskerettighedsgruppen Memorial angrebet, og russisk politi støttede angiveligt op om angrebet, som det fremgår af Ritzaus artikel “Russisk politi støttede angreb på menneskeretsgruppe” (se kilder). Forinden var to populære medier stemplet som “udenlandske agenter” – nyhedsportalen Rosbalt.ru, som holder til i Moskva og Sankt Petersborg, og netmediet Republic, som fokuserer på analyser. Tidligere i 2021 blev også de to medier Meduza og Dosjd klassificeret som udenlandske agenter. Ifølge russisk lovgivning skal grupper lade sig registrere som “udenlandsk agent”, hvis de modtager støtte fra udlandet. Denne lov omfatter også journalister, og det skal synliggøres i alle tekster, videoer og indlæg på sociale medier, hvilket gør det vanskeligere at sælge annoncer.

Hvordan står det til med presse- og mediefriheden i Rusland?

Medierne spiller en central rolle i Putins PR-maskine. En undersøgelse foretaget af den internationale organisation Reporters Without Borders i 2021 (se kilder) viser, at det står rigtig skidt til med pressefriheden i Rusland. Rusland placerer sig som nummer 150 ud af 180 efter nationer som Mexico, Bangladesh og Sydsudan. Seniorforsker og Ruslandsekspert Flemming Splidsboel Hansen betegner i casen Rusland (se kilder) det russiske medielandskab som to koncentriske cirkler. Indercirklen består af statskontrollerede medier, som enten er direkte ejet af staten, ejet af statslige virksomheder eller af folk, som af politiske eller økonomiske årsager stiller deres medier til rådighed for Putin og hans inderkreds. Uden om indercirklen opererer en lille skare af frie medier, som skriver kritisk om diverse forhold i Rusland. Hvis de bliver for kritiske eller for populære, kan de ende med at blive trukket ind i indercirklen. Den typiske fremgangsmåde er ifølge Flemming Splidsboel Hansens case “Rusland” (se kilder), at skattemyndighederne identificerer uoverensstemmelser i det pågældende medies regnskaber, hvorefter det må lukke midlertidigt. Når mediet genoptager sin produktion, er det i vid udstrækning med nye journalister, nye ansigter på redaktionsgangene samt en nyhedsdækning, som ikke forholder sig kritisk til magthaverne.

Magthaverne, med Putin i spidsen, har ifølge Flemming Splidsboel Hansen (se kilder) siden 2000’erne fokuseret på meta-narrativet, der som en samlende fortælling giver svar på spørgsmål som “hvor kommer Rusland fra?”, “hvor er Rusland nu?” og “hvor er Rusland på vej hen?”. Det er disse spørgsmål, Putin ønsker at diskutere, og det er dem, han besvarer i taler, nøje tilrettelagte debatprogrammer og talkshows. Et eksempel er hans årlige pressemøde, hvor han ifølge DR-korrespondent Matilde Kimer i artiklen “DR til monsterpressemøde i Moskva: Journalister lokker Putin med postkasser og skibriller” (se kilder), kun taler om de ting, han selv har lyst til.

Hvad er “de traditionelle værdier” ifølge Putin?

Putin er fortaler for “den traditionelle familie”, som i hans optik består af en heteroseksuel mand og en heteroseksuel kvinde med mindst tre børn. I 2013 manifesterede Putins konservative familiesyn sig ved, at han underskrev en lov mod propaganda for “ikketraditionelle seksuelle relationer”. Loven var ifølge den politiske opposition ikke blot et angreb på homoseksuelles ytringsfrihed, men på alle russeres ytringsfrihed, skrev Vibeke Sperling i sin bog “Russernes drømme" (se kilder). Helt konkret forbød loven at omtale homoseksuelle minoriteter i nærheden af børn og unge. I kølvandet på loven oplevede folk, der blev opfattet som såkaldt seksuelle afvigere i Rusland, en markant stigning i voldelige hadforbrydelser – flere med døden til følge.

Den ortodokse kirke talte ifølge Den Store Danske i 1999 omtrent 140 millioner mennesker (se kilder). Siden Putin kom til magten i 1999 er forholdet mellem den russisk-ortodokse kirke, med patriark Kirill i spidsen, og den russiske stat blevet styrket væsentligt. Vibeke Sperling skrev bl.a. i sin bog “Russernes drømme" (se kilder), at kirken efter Sovjetunionens fald forsøgte at udfylde det ideologiske tomrum og få eneret på åndelig vejledning. Kirkens samarbejde med Kreml i dag kan karakteriseres som et åndeligt, politisk og økonomisk lukrativt parløb. Putin og Dmitrij Medvedev har bidraget økonomisk til kirkens fremdrift. Særligt gunstigt blev samarbejdet for kirken, da Dmitrij Medvedev i sin tid som præsident i 2010 underskrev en lov om tilbagelevering af alt kirkegods, som var blevet konfiskeret i sovjettiden. Kirken blev dermed den største og rigeste jordbesidder i Rusland. Til gengæld for støtte fra Kreml har kirken leveret massiv opbakning til Putin, bl.a. ved at opfordre sin menighed til at stemme på ham. Ifølge Vibeke Sperling i “Russernes drømme" manifesterede kirken sin støtte til Putin på et møde med ledere fra andre religioner i 2013, hvor patriark Kirill sagde til de nationale medier, at Putin er “et mirakel sendt af Gud”.