Rusland under Jeltsin

Hvad er Den Russiske Føderation?

Den Russiske Føderation, eller bare Rusland, er verdens største land. Det strækker sig over 17 mio. km² og elleve tidszoner – fra Skt. Petersborg i øst til Vladivostok i vest. Der bor knap 144 mio. mennesker, hvoraf 81 procent er etniske russere. Den største minoritet er tatarer, som udgør fire procent, mens både ukrainere og tjetjenere hver især udgør én procent. 70 procent af befolkningen bekender sig til den russisk ortodokse tro ifølge Den Store Danske (se kilder). I dag bliver Rusland ledet af præsident Vladimir Vladimirovich Putin.

Hvordan er Ruslands politiske system bygget op?

I en folkeafstemning den 12. december 1993 godkendte de russiske vælgere den nuværende forfatning. Senere er der dog sået alvorlig tvivl om valgdeltagelsen og dermed lovgyldigheden af den nuværende russiske forfatning, skriver ph.d. i russisk og historie Jesper Overgaard Nielsen i bogen ”Rusland efter Sovjet” (se kilder). Forfatningen anno 1993 afløste den forældede sovjetiske forfatning fra 1977 og sætter i dag rammerne for det politiske system og de politiske aktørers handlerum.

Siden denne forfatningsændring har Ruslands statsoverhoved været præsidenten. Præsidenten er direkte valgt og deler magten med en premierminister, som er valgt af parlamentet. Præsidenten kan dog nedlægge veto mod parlamentets beslutninger samt lovgive gennem dekreter. Denne konstruktion giver præsidenten vidtrækkende beføjelser og opfattes ifølge seniorforsker, Ruslandsekspert og forfatter til casen ”Rusland”, Flemming Splidsboel Hansen (se kilder), af befolkningen som legitim, så længe præsidenten fremstår som garant for sikkerhed, stabilitet og vækst. Præsidenten vælges for seks år af gangen, og kan genvælges en gang. Præsidenten kan således højst sidde i 12 år ad gangen, men kan til gengæld genopstille efter en anden har udfyldt præsidentembedet i minimum en periode. Foruden præsident og premierminister består det politiske system af et parlament med to kamre – underhuset (Dumaen) med 450 medlemmer og overhuset (Føderationsrådet) med 166 medlemmer. Føderale love som omhandler grænser, skatter, forsvar mv. skal forelægges Føderationsrådet. Øvrige love vedtaget i Dumaen betragtes som gyldige, hvis ikke Føderationsrådet giver udtryk for andet indenfor 14 dage. Alle love vedtaget i parlamentet skal underskrives af præsidenten, inden de kan erklæres vedtagne. Hvis præsidenten vælger ikke at underskrive en lov, kan den vedtages alligevel, hvis to tredjedele af parlamentets to kamre stemmer for.

Hvem var Boris Jeltsin?

Boris Jeltsin (1931-2007) var i perioden 1991-1999 Ruslands præsident. Hans politiske karriere startede i Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP). I 1989 blev han valgt til Folkekongressen og Den Øverste Sovjet, som han senere blev formand for. Jeltsin blev i 1991 Ruslands første folkevalgte præsident. Han blev særdeles populær, da han i august 1991 under Augustkuppet viste sin modstand ved at kravle op på en kampvogn, som var sat ind af ”gammelkommunisterne” (bl.a. vicepræsidenten, premier-, indenrigs- og forsvarsministeren samt KGB-chefen) for at vælte Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov. Ifølge Den Store Danske (se kilder) fremskyndede kupforsøget Sovjetunionens opløsning, og kort efter kupforsøget blev Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG) etableret. SNG blev dannet den 8. december 1991 og bestod af 12 af Sovjetunionens forhenværende 15 republikker. I sit bidrag til ”Gads Historieleksikon” peger professor ved Institut for Historie på SDU Nils Arne Sørensen (se kilder) på, at formålet med SNG var at etablere et mellemstatsligt samarbejde om økonomiske, politiske og forsvarsmæssige formål. Trods intentionerne har SNG dog ikke ført de store resultater med sig.

På trods af sin popularitet havde Jeltsin store politiske udfordringer. Han overtog et Rusland (dengang Sovjetunionen), hvor store dele af befolkningen fra slutningen af 1920’erne til 1953 ifølge professor Nils Arne Sørensen (se kilder) havde levet under Joseph Stalins brutale diktatur, hvor alle reelle og indbildte modstandere blev nådesløst forfulgt. Han overtog også et Rusland, hvor overvågning, deportationer og statslig kontrol fortsatte med at dominere samfundet længe efter Stalins død – dog i et mindre omfang.
Jeltsin forsøgte via en række reformer at indføre markedsøkonomi, hvilket ”gammelkommunisterne” i parlamentet, eller det ortodoks-kommunistiske og nationalistiske flertal, som professor Nils Arne Sørensen betegner dem, ikke ønskede (se kilder). Det førte ifølge ph.d. i russisk og historie Jens Overgaard Nielsen (se kilder) til en længere politisk krise, som Jeltsin håndterede ved at sætte militæret ind mod det russiske parlament i 1993 for at gennemtrumfe en ny forfatning, som han og parlamentet ikke kunne nå til enighed om. Den nye forfatning skulle afløse forfatningen af 1978 og give præsidenten mere magt – bl.a. ved at give ham mulighed for at se bort fra parlamentets (Dumaens) beslutninger ved hjælp af dekreter. Modstandere kaldte med rette, ifølge professor Nils Arne Sørensen (se kilder), Jeltsins gennemtrumfning af forfatningen ved hjælp af militær for et statskup. Ikke desto mindre blev Jeltsins forslag til den nye forfatning godkendt ved en folkeafstemning.

Selvom krigen i Tjetjenien i 1994-95 fik Jeltsins popularitet til at falde, blev han genvalgt som præsident i 1996. Tiden frem til 1999, hvor Jeltsin trådte tilbage, og Vladimir Putin blev fungerende præsident var ifølge professor Nils Arne Sørensen (se kilder) kendetegnet ved Jeltsins dårlige heldbred, uforudsigelige adfærd samt rygter om korruption i hans inderkreds, hvilket i sidste ende fik Jeltsin til at fratræde præsidentembedet. Jeltsin havde desuden et forbrug af alkohol, hvilket gjorde ham til et yndet mål for alverdens satiriske journalister og medier.

 

 

Hvad er røverkapitalisme?

Som det fremgår af Informations artikel ”Der er dem, der drikker vodka … og der er dem, der drikker cognac” (se kilder), er begrebet »røverkapitalisme« en betegnelse for den kaotiske situation i Rusland efter Sovjetunionens fald, hvor millioner af mennesker havde svært ved at brødføde sig selv, mens en lille gruppe ledende folk, i daglig tale oligarker, blev styrtende rige. Oligarkerne tjente deres formuer ved at købe statslige virksomheder, ofte indenfor olie- og gasindustrien, til det journalist og historiker Sven Skovmand i ”Politikens verdenshistorie” betegner som ’alt for lave priser’ (se kilder). Kriminalitetsraten steg markant, og skellet mellem rig og fattig blev tydeligt i de kaotiske år i starten af 1990’erne.

I januar 1992 gav Jeltsin tilladelse til, at hovedparten af de statsligt kontrollerede priser på varer i Rusland blev afløst af retten til fri prisdannelse. Med Sovjetunionens sammenbrud, brød den centrale styring også sammen, hvilket betød, at virksomhederne ikke længere kunne være sikre på at få solgt deres varer, og at de derfor måtte fyre folk. Arbejdsløsheden steg, og eftersom der ikke eksisterede et socialt sikkerhedsnet, som man f.eks. kender det i Danmark, gik prisstigningerne særligt hårdt ud over pensionister og arbejdsløse. De varer, som før havde været tilgængelige for folk med en gennemsnitlig løn i Sovjetunionen var pludselig blevet markant dyrere og uopnåelige for mange.