Definition af rockerkrigen

Hvad er rockerkrigen?

Op gennem 1990’erne blev rockerne et fænomen, som de fleste danskere kendte til. Det skyldes rockerkrigen, der også blev kendt som Den Store Nordiske Rockerkrig. Oprindeligt var en ’rocker’ et udtryk for en person, som dyrkede rockmusik, men i 1970’ernes Danmark og flere andre lande blev ordet efterhånden synonymt med en international subkultur af motorcykelentusiaster, som er organiseret i grupper eller bander. I 1980’erne opstod en konflikt i Danmark, sommetider kaldet den første rockerkrig, mellem Hells Angels og Bullshit, en anden dansk rockergruppe. Men trods mord og kriminalitet blegnede den konflikt i forhold til den, som fulgte efter. Den Store Nordiske Rockerkrig begyndte i 1994 og fortsatte indtil efteråret 1997. Det var en blodig og væbnet konflikt i Norden, som involverede de to rockergrupper Hells Angels og Bandidos samt flere af deres støttegrupper. De kæmpede om at få kontrol med narkomarkedet i en række større nordiske byer. På dansk grund eskalerede konflikten i de 18 måneder fra foråret 1996 til efteråret 1997. I den periode blev fem personer dræbt som følge af mindst 40 drabsforsøg. På tværs af de nordiske lande blev i alt 11 personer dræbt i rockerkrigen, heraf fire personer med relation til Hells Angels og fem med relation til Bandidos. De sidste to dræbte var uden relationer til klubberne. I 1997 blev der til sidst indgået en aftale mellem de to rockerklubber, bl.a. takket være en mægler – advokat Thorkild Høyer – hvilket førte til rockerkrigens afslutning.